Jaja, jeg kan da godt se, at det går fremad med Ella, men det har I sgu’ sagt to gange før, hvorefter hun nær var fløjet til himmels alligevel.
Stuegangslæge: “Nu har du altså de sorte briller på …”
Sorte som natten, grønne som håbet, røde som det raseri, der bobler under huden, når der tales ned til mig som nu? Næh, brillerne har den farve, briller skal ha’ – og det er den realistiske farve, at I ved det! Ungen vælter for et godt ord, og jeg har for længst opgivet at glæde mig på forhånd. Øver mig i at leve i nuet, nyde min familie i hele, halve eller kvarte bidder; taknemmelig for den tid, der tildeles os.
Så ren sniksnak om Ella hjemme igen, ude af kørestolen, tilbage i børnehaven – dét er simpelthen for nemt. Har en hel rygsæk fyldt med smadrede drømme og opgivet håb. Nok til ti lange liv. Mindst.
Og hvor blev lige empatien af? Krammet, lommetørklædet eller “det må sørme også være hårdt for dig at have mistet troen”-kommentaren? For man kan da ikke gennemføre en stuegang på pep- og smalltalk alene??? Så kan jeg ligeså godt klare den på egen hånd – kender efterhånden rutinerne. Gi’ mig en kittel, et stetoskop og en kuglepen – så skal I se onkologi, skal I. På højt plan. Vi ryster posen:
Svar nr. 1: “Det ta’r vi op på konferencen.”
Svar nr. 2: “Det må du hellere spørge sygeplejersken om.”
Svar nr. 3: “Det vil tiden vise.”
Hvor svært kan det være?
Nå ja, og så hvis moren – gud forbyde det – skulle finde på at bryde grædende sammen undervejs:
Svar nr. 4: “Nu har du altså de sorte briller på …”
