“Skrid ud af mit værelse, Mor – UD!”
Var endelig ved at døse hen ved 04-tiden, da Ella lossede mig pĂĄ hoften med sin lille tykke fod. VĂĄgner et par timer senere ved, at hun kærligt aer min kind: “Jeg er sulten!” Bravo – her har tøsen nægtet at indtage føde det meste af ugen, og lige netop i dag, hvor hun skal fastende i narkose, vil hun ha’ mad.
Holder hende hen med Teletubbi pĂĄ min iPhone og hĂĄber, vi snart kommer ned som planlagt.
Intet ringere end fire kvinder kitler sig pĂĄ ude i mellemgangen til dagens stuegang. Gisp – hvad sker der? DĂĄrligt nyt??? NĂĄ, det er stuegangslæge, gæstelæge fra andet hospital, sygeplejerske samt føl (i.e. stud.)
“Tror du, hun klarer det?” spørger jeg og kigger overlægen direkte ind i øjnene.
Hun skeler til siden: “Jeg tror, hun fĂĄr den rigtige behandling.” “Men tror du selv inderst inde pĂĄ det?”, presser jeg. “Jeg tror pĂĄ, det kommer hende til gavn, at tilbagefaldet lĂĄ sĂĄ sent efter afsluttet behandling.” Giver ikke op: “Nu kigger du altsĂĄ væk, nĂĄr jeg spørger – fuldstændigt ligesom din kollega ved sidste stuegang …” Lægen smiler og runder af.
Kan huske prognosen sidste gang freakede mig ud til at begynde med men derefter var en hjælp. Hellere den barske sandhed her og nu – sĂĄ kan man forholde sig til den og starte sorgprocessen. Uvished er noget møg. Men mĂĄske aner lægerne simpelthen ikke en disse om Ellas overlevelses-chancer?
Tidsplanen skred tre timer og et kvarter – sur og tvær Puttepige køres til o.p, hvor triple intraspinal kemo, næsesug, anlæggelse af sonde og kæmpestor Harry-dukke venter. NĂĄ, de tre vira, der har givet opkast og tyndskid er pĂĄ vej retur, og hun brækker sig overraskende ikke efter opvĂĄgning men hiver øjeblikkelig slangen ud af næsen, sĂĄ nu skal hun bare ha’ det tabte kilo pĂĄ igen ad naturlig vej. Og hĂĄret af. De der lange totter overalt pĂĄ bluser og hovedpuder er til at fĂĄ spat af.
Beder Anders medbringe saks og trimmer ved vagtskifte …
