“I hører kun fra os, hvis der er noget galt med tallene”, smiler børneonkologen, “ellers så ses vi igen om en måned.”
Jeg forsøger at forklare ham, hvor svært jeg har ved uvished, og hvor godt det vil gøre mig (og dermed min familie) at få blodprøvesvarene på Ellas kontrol, når de foreligger. Også selvom alt er i den skønneste orden. Alle formuleringerne vil ud samtidig, og jeg kigger hjælpeløst på sygeplejersken. Lægen lytter utålmodigt på min usammenhængende ordstrøm. Han forklarer, at det er bedst for mig selv at give slip og bare nyde livet, nu vi er kommet igennem sygdommen.
Sidste kemo og vupti: Så er familien på fode igen dagen derpå. Er det virkelig sådan, hospitalet forventer, jeg skal reagere efter 2 1/2 års livstruende kræftforløb hos min skønne lille lækker-grisling?
Not! Vi er rent faktisk ikke igennem en skid, at I ved det. Vi sidder stadig midt i lorten til en orientering!!!
Posttraumatisk stress eller hysteri; kald det, hvad I vil. Men i nætterne før de rutinemæssige tjek på Riget, ligger jeg søvnløs og mærker struben snørre sig sammen. Kan ikke synke – kan ikke få luft nok ned i lungerne. Rejser mig fra sengen og vandrer hvileløst rundt i huset. Farer sammen, når månen kaster en skygge gennem ovenlyset, snubler over legesager og gulvtæpper. Lægger mig ved Ella for at sikre, at hun stadig er her. Er til. Er midt iblandt os i vores lille familie. At hun trækker vejret ubesværet. Ikke har feber, blå mærker eller blodudtrækninger – men bare er en helt almindelig rask og frisk pige. Får dårlig samvittighed og smutter videre til Nora. Må dele sol og vind lige. Store smukke Florin med de lange slanke ben, hun har viklet rundt om dynen. Mine to tøser!
Sygeplejersken fornemmer godt min desperation og tillader – ganske ekstraordinært – at jeg ringer hjemmefra 15.30 og får resultatet at vide:
Hæmo: 8,3
Leuko: 9,3
Neutro: 5,02
Trombo: 233
Et lettelsens suk, Jeg falder sammen på sengen og sender manden afsted efter en gang fastfood. Fuck, hvor er jeg træt! Nu er der heldigvis en hel måned til næste gang…
