“Au revoir sulfametoxazol!” siger vi efter den månedlige kontrol på Riget. Ellas immunforsvar har bevæget sig op på normalen; så i skraldespanden med den absolut sidste og såkaldte weekend-medicin mod cyster i lungerne. (Hermed ligeledes slut med tilklistret håndvask og opmagasinering af fem tons éngangssprøjter i badeværelsesskabet.)

Med afslutning på medicineringen er Ella kommet et skridt nærmere børnehavestart. På konferencen næste tirsdag vil lægerne lægge en præcis plan for de næste måneder ift. hvilke vacciner, vi skal have klaret inden da:

1/2 år efter sidste kemo (som jo var i december) kan hun stivkrampe-vaccineres, mens der skal gå et helt år, inden de levende vacciner såsom MFR kan klares. Da stivkrampen er esseintiel, så bliver der nok tidligst indkøring til august.

Jeg er lettet, da vi går ud til bilen – for det går planmæssigt fremad. Men jeg er også skuffet, fordi det nu går op for mig, at vi er blevet fejlinformeret omkring tidshorisonten. Vi har hele tiden fået at vide, at Ellas tal var afgørende for børnehavestart – men nu viser det sig, at det ret faktisk er vaccinationsprogrammet, vi venter på, og at genoptagelse af et normalt liv ikke kan komme på tale på denne side af sommeren, hvilket vi ellers hele tiden har troet.

Rundtosset og ør i knolden smækker jeg Ella ind i den forkerte bil på p-pladsen og oplever et par forvirrede minutter i troen på, at vores barnesæder er blevet stjålet. Først da jeg åbner bagagerummet og finder en stor bunke ukendt habengut, går det op for mig, at vores egen auto står en tand længere til venstre (!)