Tandskadeforsikringen, som blev tegnet for blot en måned siden, er vældig handy, når man sådan går rundt og besvimer:
1) hul i læbe
2) udslået tand
3) brækket næse
Pludseligt ildebefindende endte med tandsæt i soveværelsets askegulv.
Men pjat da: Vi har jo heller ikke andet at se til for tiden…
10-års-dagen nærmer sig – så er det vel også på tide med lidt nye farver om bryllupsbilledet. Inspireret af Søhesten.
Hvor kan en tur i den knitrende friske frostluft gøre godt for krop & sjæl. Nå, måske ikke krop – er langtfra kommet i form igen, og balderne slår knuder på trods af gåpauser. Men det er bare om at nyde lidt børnefrihed, mens Børnehuset Siv passer på Ella-stegen og de andre immunsvæklinge et par timer…
Dagens spadsertur bød på dejlig inspiration; jeg må se at få mig et fint trappegelænder… og kampestenstrappe… og bindingsværkhus…
Gårsdagens blodprøvesvar: Ellas immunforsvar er endelig begyndt at stige igen – første spirende håb…
Det er såmænd tøsernes mormor – altså min mor – som lille. Er det bare mig, der synes, hun ligner Ella HELT vildt meget?
Troede at løbet var kørt. At morgenerne i dobbeltsengen under dynen med Ella var slut, prut, finale efter at Ramasjang pludselig og ganske uden forudgående varsel besluttede sig for at sløjfe Toget Thomas, Noddy og værst af alt den fantastiske Lillefinger. Men men men: Så finder de på at sende Peter Pedal. Og til tider hele TRE afsnit i rap. Juhu si’r jeg bare!
Den ene dag er hun ved at dø – den næste tæsker hun rundt.
Anders og jeg har svært ved at komme ud af sengen her til formiddag. Vi er i chok efter i går, rystede helt ind i sjælen. Tårerne ligger på lur, kan jeg mærke – lige inden under øjenlågene, som er varme og prikker lidt.
En Dr. Nielsen bitter må vist være på sin plads?
Ella er fortsat meget lav i tal, selv om det snart er en måned siden, hun blev raskmeldt og stoppede kemo. For at booste hendes immunforsvar har vi fået tilbudt en ambulant immunglobelin-kur (til en værdi af 20.000 kr!), som vi – omend efter nogen overvejelse – har takket ja til. Overvejelse fordi hun fik en lettere allergisk reaktion sidste gang, og vi måtte holde en pause i infusionen.
Jeg er bekymret her til morgen, da vi drager ind til Riget – mig og så lilletøsen. Men sygeplejersken beroliger mig, mens hun kobler Trul til væskedroppet og forklarer mig, at det her antihistamin, hun nu får, vil beskytte hende. Vi venter stive to timer i legestuen på at komme igang med behandlingen, og da den endelig er ved at være på trapperne, ryger Ellas venflon ud og må lægges på ny. Vi venter på, at endnu en læge lige har to minutter.
Så sættes kuren op, og efter et kvarters overvågning på stuen går vi ned i køkkenet til frokosten. Ella guffer pølser og frikadeller, og jeg får en god sludder med Kokken Kenneth. Bliver kaffetørstig og tapper mig en maskinlatte. Underlig følelse af uhygge bag min ryg… Jeg vender mig og ser Ella langsomt synke sammen på stolen og glide ned mod gulvet.
Jeg flyver hende til undsætning og ser, at tøsen er helt blå og rystende. Nu begynder hun at skrige: “Av, av, av, mor, av, av, av!”. Hurtigt klemmer jeg et par fingre omkring slangen og lukker for infusionen. Så tager jeg Ella under armen og løber med hende og dropstativet ud op gangen, mens jeg galer: “Ella er blevet dårlig, Ella er blevet dårlig – stue syv, kom til stue syv og hjælp!” Jeg sparker døren op til personalerummet – der åbenbart i vores fravær på et år er omdannet til konferencerum. Masser af læger herinde – super. En sygeplejerske i dyb samtale med en mor på bænk i gangarealet løber også med. Jeg lægger Ella i fodenden af sengen og flår iltapparatet ud af væggen. Øh, hvordan tænder man for sådan et? Jeg slipper det og sætter mig på gulvet ved siden af min datter. Hun ryster voldsomt over hele kroppen nu, og jeg beordrer, at lægerne giver hende en væskebolus for at redde hende fra det septiske chok. “Septisk chok?”, siger en stemme “nej, hun er i et anafylaktisk chok – og det er noget helt andet.”
Det føles som evigheder, inden lægerne får fundet adrenalin-sprøjten og givet hende et shot i låret. Jeg får flashbacks til forrige års nærdødsoplevelser og har kvalme. Ella retter sig forbløffende hurtigt og kommanderer sin bamse og fars iPad op i sengen, tak! Hjælpe-teamet bliver en stund og sludrer lidt med mig, mens de overvåger Bel. Da de er gået, ringer jeg til Anders og tuder i telefonen. Derefter ringer jeg til min søster og tuder i telefonen. Hun er på januar-udsalg i nærheden og kommer forbi.
Ella udskrives senere på aftenen, og vi følges alle hjemad i det gamle skrammel af en bil, som kommunen har stillet til rådighed. Og alt imens jeg kæmpede for min datters liv, fik jeg mig naturligvis en parkeringsbøde. Dagen i morgen kan kun blive bedre…
Det var min svigermors kommentar, da hun så billedet fra Noras tur til Experimentarium med Foreningen Cancerramte Børn.
Sort & hvidt som birkestammerne på legepladsen. Sådan har jeg det indeni – sådan har vi oplevet det seneste år i vores rystede og skrøbelige lille familie.
På trods af kun få indlæggelser på Riget, har vi så sandelig fået alvoren at føle. Mistet mange dejlige børn derinde. Mistet mere af os selv – sammen og hver for sig.
Men mon ikke vi er bragt tættere på hinanden herhjemme? Oplever mere nærvær i nuet? Jeg har i hvert fald udviklet min kreativitet med syslerierne…
I går overnattede vi alle fire ude for anden gang, efter Ella blev syg. Det er en underlig følelse og ret utrygt, men det gik jo over al forventning. Men vi var trætte – faktisk så spurgte Herdis, om vi har det godt, for vi virkede lidt udkørte.
Tja, lidt udkørt er man vel altid efter et par år i Kemoland…
Fonduerne blev støvet af og kom på nytårsbordet med skært oksekød og kæmperejer i henholdsvis rødvins/boullion-suppe.
Og så er jeg blevet bekendt med en helt fantastisk og meget speciel hvidvin, Abi Duhr, Chateau Pauque, som vores værtspar, Herdis & husbond, havde hentet hjem direkte fra vinbonden i Luxembourg. Støvet, æblet og fed – skøn!
