Nu er det snart et år siden, at jeg anskaffede mig min Kristuskrans.
Jeg ved, at jeg er troende, men graden af tro varierer fra dag til dag. Konceptet fængede mig imidlertid øjeblikkelig, da jeg stiftede bekendtskab med det ved babysalmesang med Ella, da jeg så vores dejlige præst Marianne bære dette fine lille armbånd. Hun fortalte mig om baggunden og brugen, som kan minde lidt om rosenkransens:
På vandringen med Kristuskransen møder man både inspirationen fra kirkefædrene og fra Østens spiritualitet, formidlet med hjertet dybt forankret i nutidens mennesker. Hver af perlerne får igennem bogen en særlig betydning og ved at bruge perlekransen i bønnen, bliver den en hjælp til at fastholde tankerne og udvikle den personlige meditation.
En del præster benytter kransen som konfirmanters introduktion til kristendommen. Idéen falder i min smag, idet det er op til en selv, hvorvidt, man vil bruge den i forbindelse med bøn, meditation, indlæring eller blot til pynt.
Anyway, min krans er af luksusslagsen med ægte sten og perler og blev fremsendt fra Bethesdas Boghandel sammen med koralbogen til den nye salmebog (en gammel kirkesanger må immervæk følge bare lidt med i udviklingen). Jeg har endnu ikke helt fået den til at fungere som andet end et smykke – men den er rar at finde frem en gang imellem og tage på eller sidde og nusse med, når man er lidt vemodig.
Så måske har den fundet helt sin rette plads hos mig alligevel?
NB. Findes også som app…
Snupper lige søsters sølvstøvler…
Foreningen Familier med kræftramte børn har inviteret på den årlige Zoo-tur! Nora og jeg møder mange, vi kender fra Riget men ikke har set i lang tid.
Livsbekræftende og hygsomt – vi er på igen næste år!
Er stødt på et fantastisk og livsbekræftende website, hvor kræftpatienter fortæller deres stærke historier og gennemgår, hvad “overlevelse” betyder for dem hver især. Når engang vi selv er færdigbehandlede (om 100 år eller deromkring…) kan jeg forestille mig, at det ikke kun er vigtigt at overleve kræften – men at overleve til et godt liv. Som de selv skriver i præsentationen:
The Voices of Survivors Foundation is devoted to exploring what ‘Survivorship’ means to the individual ‘Survivor’, whether they are recently diagnosed, in-treatment or post-treatment, in a variety of documentary formats. Each ‘Survivor’ helps define what this means to not only themselves, but also gives insight to others who are on this journey as well, either as a ‘Survivor’ or a ‘Co-Survivor’.
Co-survivor – hvilket fremragende ord. Det er hermed adopteret!
Nå, den omgang immunglobeliner gik da meget smertefrit…
Dejlig solrig dag i Ellas institution inden morgendagens immunglobelin-behandling på Riget.
Gosh!
Vågner op til hornorkester i gårdhaven med efterfølgende brudevals og brunch.
Tak, du søde Amanda-mø; tænk engang, at det virkelig er 25 år siden, at vi to mødte hinanden for allerførste gang.
Og sikke en vidunderlig øko-daddelsirup – hvor har du købt den henne?
Hvor sært at have så mange fridage i rap – alle fire sammen derhjemme! Her i vedligeholdelsesfasen skal Ella have taget blodprøve hver fjortende dag, hvor kun hver anden gang behøver at være på Riget, da det kobles sammen med klinisk kontrol.
Og hvad er mere hygsomt end et lille vendespil i venteværelset, indtil det bliver ens tur til at blive stukket og trykket på 🙂
Fars pige!
“Lille fon”, galer ungen, når Nora er kommet i skole. Ja, der er sandelig andre boller på suppen herhjemme i forhold til da Nora var lille…
Ubegribeligt falsk og pissekoldt song & dance show til sfo’ens årlige høstfest. Tvangsindlagt til timelang optræden, for at se et tre-minutters glimt af egen pode. Det bliver nogle laaaaange skoleår!
Nå, kagekonkurrence-deltagerne diskede op med skønt bagværk – så kunne man da om ikke andet sidde og foræde sig lidt…
Stortrivsel i børnehuset!
Gosh, så har Nora også prøvet det: At få lektier for til om et par dage! Nå, hun lader til at nyde det – lad os håbe, det holder universitetet ud…
