Tumor-i-hjerne-drengens mor springer fra begravelsen dagen før: ”Jeg tror ikke, jeg kan klare det alligevel – det er simpelthen for tæt på.” Tager af sted alene så. Vinker farvel til familien, indstiller gps’en (min nye bedste ven) og tænder for radioen. Smutter lige ind efter lidt blomster i en butik på vejen. Kvinden bag disken foreslår et mindre arrangement af hvide roser og mørkviolet floks. Mens hun binder buketten, får hun otte måneders frustrationer kogt ned til fem minutters talestrøm. Hun nikker til mig og siger, at hun altid har haft det sværest med at skulle pynte de små kister i sit virke som kirke-blomster-dekoratør.

Regnen tager til i styrke, og det er svært at finde en passende vinduesvisker-indstilling. Nå, så blev den indtørrede fugleklat da vasket af efter at have siddet der det meste af højsommeren…

Piske, piske – det vælter ned, da jeg kører ind på kirke-parkeringen. Venter til det stilner af og åbner bildøren. En høj jamrende hulken trænger ind til mig, og jeg ser den sortklædte mor med den efterladte tvilling i skørterne et par meter væk. Jeg overvejer et øjeblik seriøst at køre min vej igen men beslutter mig for, at det er det rigtige at vise familien min respekt og rarest i min sjæl med et ordentligt farvel.

Gruset knaser endnu under mine høje hæle, da jeg sætter mig på den tredjebageste bænk. Deroppe står den, en hvid lille kiste, med en hurtigt voksende hale af blomster. ”Du vil altid være i vores hjerter”, stod der i dødsannoncen, jeg fandt på nettet. Klichéer får en anden betydning i disse tider, og der er ikke mere rammende ord, end lige netop dem. Jeg vil aldrig glemme denne lille vidunderlige krudtugle – og denne forfærdelige dag.

Ringer veninde Tine op efter gravøllen og inviterer mig selv på kaffe – jeg kan være der om ti minutter. Forbi Ærmelunden på den smukke gamle allé gennemgår jeg bisættelsen:

Under første salme finder jeg en Kleenex frem til min ukendte siddekammerat, der taknemmeligt beder om endnu en til sin mand, mens saxofonens rene toner dansende indhyller de sørgende i en smuk og smertende tornekrans. Orgelet giver sig til kende og fletter sig fløjtende med i melodien, Elefantens vuggevise. Nu stemmer også pigekoret i, og vi alle græder i flok. Får et glimt af forældrene. Kind mod kind kigger de krampende på kassen for an dem, som rummer så meget glæde, så meget sorg. Hele deres liv – og ingen verdens ting. Kunne måske have været foruden præsten snørklede og højtravende fortolkning af Paulus’ utallige breve – måske ikke. For mig gav det ingen mening, ingen trøst. Men hvem er jeg, andet end en heldig overlevende… so far.

Regnen er stoppet, da vi alle træder gennem søer af tårer ud til gravstedet. Endnu et par rituelle ord fra prædikanten, da han har parkeret sin paraply i en nærtstående buskbom. Et digt læses højt, dog ikke højt nok til, at jeg kan høre det. Rystende hænder kaster roser ned i dybet, og der snubles tilbage ad trappen fra jordkastnings-platformen. Jeg krammes først af moren, der – som i trance – messer: ”Det tog os ti år at få dem, det tog os ti år at få dem”, dernæst af faren, der holder mig fast, mens han inderligt takker mig for vores samtaler over kaffe og computerspil i fælleskøkkenet: ”Hvor må det være svært for dig at komme her i dag. Jeg har vendt og drejet den nat i hovedet hundrede gange og kan ikke lade være med at tænke, hvad jeg kunne have gjort anderledes. Jeg ringede hele tiden efter sygeplejersken og tiggede bad om en læge, men han kom først alt for sent. Vores lille dreng var blå helt ned ad ryggen og kold på hænder og fødder, hans puls var alt for høj, og jeg var så bange. Det giver ingen mening – hvordan kunne det dog ske? Jeg vil så gerne gennemgå det hele med dig en dag, vil det være ok?”

Déjà vuet ruller kvalmende op fra min mave og presser på næse og øjne. Nu slutter festen! Jeg finder mig ikke i mere fra Rigshospitalets afdeling 5054. Det her er dråben!

Min første børnebegravelse…