I går – på Ellas 4-års fødselsdag – røg hun i kunstigt koma og respirator.

Sådan! Dér fik I lige den barske nyhed uden omsvøb. Chokeret? Jeg ryster endnu …

Onsdag den 6/3. Det er den smukkeste forårsdag. Koldt men med sol og fuglekvidren. Ella har så sandelig bestilt godt vejr – og fået det. Men ak, hun får slet ikke nydt den klare himmel og de velfornøjede måger uden for transplantationsstuen. Nej, Ella er nemlig pissesur og kræver metalpersiennerne rullet ned. Helt ned. Så der sidder jeg i mørket og stryger hende over panden, smører hendes tørre læber, justerer hendes ilt.

Lægerne, der jo har udelukket, at Ellas grå tilstand skyldes en bakterie, vil højst sandsynligt fortælle os til stuegang om lidt, hvad der har gjort hende så dårlig. Dog er vi allerede blevet fortalt, at hendes nye knoglemarv fortsat arbejder flot, og at nyre- og levertallene lader til at rette sig fint. Et skridt i den rigtige retning, siger de.

Jo, det kan man måske godt kalde det, men når jeg kigger på hende, føler jeg nu ikke, der er så meget bedring at spore. Men på den anden side ser jeg sgu’ nok heller ikke selv for blændende ud. Hverken hun eller jeg har sovet mere end et kvarter ad gangen i nat, da den ene prøve afløste den anden til Ellas højlydte irritation.

Lille Mus – trækker hun ikke også vejret mere besværet end for blot et par timer siden? Og trækker hun det ikke lidt skævt? Kigger op på de to kulørte ranker, som vejrer under loftsudblæsningen; en HAPPY BIRTHDAY-vimpelrække og et par almuemønstrede danebrogsflag. Dem hængte jeg op med hospitalstape i nat, så de var klar til den store festdag.

Og fest det skal der være. Da morgensygeplejerskerne møder ind, tropper de op i døren med lagkage, gaver og sang.

Ella er ligeglad.

Heller ikke da Anders kommer, ses antydningen af smil. Min søster svinger forbi med flag og tilbyder at passe Storesøster Nora på vores McDonalds-værelse under stuegang. Super – så kan vi begge være uforstyrret med.

Christ, hvor Ella da hiver efter vejret. Og er hun ikke lige vel blå omkring munden? Hallooooo – Ella! Er du der??? Vores faste sygeplejerske har pludselig formeret sig til en hel håndfuld af slagsen samt tre læger. De flår Ellas sengegærde af, skifter iltmaske og kommanderer mig hen i hjørnet af stuen. “Hvad er det, der sker?”, bæver jeg ovre fra det brummende køleskab. I uhyggeligt rolige vendinger forklarer den ledende læge, at Ella er akut på vej til Intensiv – men først må hun intuberes, da hendes vejrtrækning er ved at gå i stå.

Jeg græder.

På sitrende ben danner Anders og jeg bagtrop til det enorme følge, da Ellas lille grønne seng køres ud på gangen. Møder et par velkendte øjne men kan ikke placere dem. Vores nabo? Nå, der står da den rare rengøringsdame, hende der fandt min forsvundne perleørering i skidtbunken. Men hov, elevatoren har da ikke plads til alle? Vi to forældre tæsker ned ad trappen og støder atter til vores datter & co. på 3. sal.

Så ja, i går – på Ellas 4-års fødselsdag – røg hun i kunstigt koma og respirator. Dagen som skulle have været så rar men blev så rædselsfuld.

Og hvad var det så, der skete? Hvorfor blev min Musling dog så dårlig? Der er en forklaring. Den er lang og kringlet, chokerende og uhyggelig. I får den i morgen.

Lige nu må jeg sove …