Kan I huske den store mystiske kasse, der kom med posten sidste jul?

Der er netop dukket endnu én op på vores dørtrin. Fra samme helt ubegribeligt kærlige læser, som bloggen her har bragt ind i vores liv.

Hvad mon der er indeni? Pigerne kredser om pakken, løfter og ryster. “Må gerne åbnes inden jul”, står der på kortet, da jeg smugkigger derned. Ohooo! Men mon ikke vi liiige kan vente med at kaste os over sagen til på søndag? Tænker den vil sætte prikken over magien, når det fjerde og sidste lys skal tændes i adventskransen.

Glæææder os!

NB. Fordriver tiden med mor/datter-tur på Joe & the Juice efter bøjletandlæge. Hep!

NB. NB. Og det er jo kun muligt, fordi Ella  – ifølge transplantationslægerne – åbenbart godt må færdes i skoldkoppebefængt børnehave (!!!) Så længe vi fluks smækker hende i Zovir-behandling i dét øjeblik, den første plet skulle vise sig. Sådan undgår vi, at sygdommen bliver alt for hård ved hende. Men hvorfor dog ikke bare vaccinere tøsen? Det fatter jeg ikke. Mega-grænseoverskridende at sende hende i institition. Ligefrem at opsøge dårligdommen, der i så mange år har været at betragte som dødsensfarlig at få inden for dørene. Og som nær har taget livet af flere små kemo-kampfæller over årene. Ush!

Havde vi ikke en åben flaske rød et sted?