Arkiv
Tag "guf"

Så blev manden 39 år, og i dagens anledning havde Nora valgt frøkager til morgenmad hos bageren. Senere kom bedsterne til middag og husets gode valnøddelagkage med nougatine.

Valnøddelagkage med nougatine (5-6 pers.): 2 dl sukker, 200 g valnøddekerner, 6 dl piskefløde (kold og meget frisk), 4 lagkagebunde (eller 6 hvis man ønsker at lave til større antal pers – så bliver den flot høj), lidt sød masala eller sherry, ca 3 spsk mørk kakao, flormelis, lidt og meget stærk espressokaffe, 10-15 valnøddekerner til pynt.

Smelt sukker langsomt på en slip-let-pande. Tilsæt valnødder, vend dem godt i karamelmassen og hæld det hele op på bagepapir. Afkøles. Knuses groft i foodprocessor i intervalkørsel eller med kagerulle (kødhammer kan også gøre det). Pisk fløden til skum, den knuste karamelmasse vendes i.

Lagkagebund 1 på fad, drys med en spsk hedvin, dryp med en spsk kakao, smør karamel-skum på – fortsæt med de næste lag. Lad trække 4-5 timer i køleskab. Sigt flormelis over (gennem si), glasur røres af espresso og flormelis og dekorer med tyllepose. Læg halve valnædder øverst.

MUMS!

Mens ungerne og jeg var alene hjemme i dag bagte vi vores yndlingskage, som vi lige har guffet til dessert.

Amerikansk chokoladekage: 6 spsk kakao, 250 g hvedemel, 300 g sukker, 1 tsk natron, 1 tsk bagepulver, et nip salt, 2 æg, 150 g smeltet smør, 2 dl vand.

Smørglasur: 6 spsk kakao, 400 g, flormelis, 4 spsk blødt smør, 4 tsk stødt kanel, ca 1 dl kogende mælk (eller meget varm fra microovnen).

Sigt alle tørre dele sammen i en skål. Kom æg, smeltet smør og vand i. Pisk dejen let og cremet med elpisker. Kom dejen i en smurt bradepande og bag den på næstnederste rille ca 35 min ved 170 grader. Køl kagen og smør den tykke glasur på, som laves ved at blande de tørre dele i, herefter smøret og til sidst mælken.

Denne kage er super i dobbelt portion (giver snildt 30 kvardratiske stykker) som fødselsdagskage til kollegaerne, for den er nem at transportere og kan sagtens laves dagen før. Bliver kun bedre af at stå natten over med glasuren på uden for køleskabet indpakket i cellofan (denne holdes væk fra glasuren ved hjælp af tandstikker, som er stukket ned i kagen – så holder denne sig flot).

Se hvad Anders fandt hængende inde på afd. 5054, da Ella blev indlagt her til aften – der er vist et par velkendte ansigter 🙂

Ja, hun har fået feber og er på Riget til observation og opstart af antibiotika. Klassisk velkendt og ubegribeligt kedeligt scenarie.

Har lige snakket med Anders i telefonen; han har haft en god og en dårlig oplevelser derinde her til aften:

1) Kokken Kenneth bagte klejner – mums!
2) Anders mødte en af sine gamle kollegaer inde på afdelingen – pis!

Det er ved gud ikke et sted, man har lyst til at støde på folk, man kender. Men jo, hans store datter var netop diagnosticeret med leukæmi. Har ondt af dem helt ind i mit hjerte…

Nå, håber snart, mine kære to kommer hjem igen.

Tine har lige spurgt mig om omfanget af mit barskab:

Havannah Club rom (lys og med lidt år på bagen), Smirnoff vodka, Bombay gin, Sierra tequila, Dr. Nielsen bitter, Linie akvavit, Harvey Bristol sherry (og en tør til madlavning), Tullamore Dew whisky, Normandine XO cognac, Creme de Cassis, Creme de Mure, Grand Marnier, Cointreau, Kahlua, Bailey, Galliano og Limoncello likører (sidstnævnte hjemmelavet), Invalide Port, Caloric Punch og Masala hedvine, Grenadine sirup. Plus minus…

På med gummistøvlerne og afsted til stranden, for nu skal der plukkes hyben… og tjekkes opskrifter!

Se lige hvad manden har investeret i: To popcornristere! Ellere rettere én til at starte med, men så blev han også sendt afsted igen til SuperBest-tilbudet inden lukketid efter endnu en.

Vi har jo dobbelt husførelse nu, må vi huske på…

Gudskelov jeg faldt for et sommerhus med ovn! Denne her har vi lavet mange gange før, og den er oplagt til en hyggeaften i skuret.

Ovnpandekage: 2 1/2 dl hvedemel, 6 dl mælk, 3 æg, 50 g smeltet smør, lidt salt.

Put mel og halvdelen af mælken i en skål og pisk til en jævn dej. Pisk æggene i et ad gangen og pisk resten af mælken, smørret og lidt salt i. Smør en lille bradepande ca. 25×35 cm og hæld dejen heri. Bag pandekagen, til den er fin og gylden, i 225 grader i va. 20 min.

Pandekagen bliver lidt tykkere end en almindelig pandekage. Serveres varm – gerne direkte fra formen – og  med marmelade som tilbehør,

Ungerne hos bedsterne, mens man gourme-guffede til Stjernetræf på Elvardamskroen. Overnatning på Sonnerupgård. Uhm!

Svigerne har efterladt en dejlig middagsret til den stakkels underdrejede sønneke og hans kone. Denne her seddel fandt jeg på køleskabsdøren efter min fødselsdagsfest her til formiddag.

Meget kærkomment til familier i krise og andre uslinge…

Æblemaskinen er helt klart en af de bedste julegaver, vi har fået i år. Den er i brug hver eneste dag, og ungerne elsker den. Svigerne har købt den i Imerco, hvor den fås i flere farver til en beskeden pris af 130 kr.

Så lige den her lille ringindbundne bog hos Herdis & co. til den traditionelle nytårsmenu-planlægnings-middag men kan simpelthen ikke finde ud af, hvor man køber den???