Det seneste års tid har jeg trukket mig. Væk og ind i mig selv.
Frivilligt arbejde, som involverede ansvar og deadlines, blev lagt pĂĄ hylden – og bĂĄde i Kræftens Bekæmpelse og Himmelev Kirke har jeg været pĂĄ træt-helt-ind-til-benet-efter-ĂĄrelang-kamp-mod-børnekræften-orlov.
En god og nødvendig pause fra canceren. Og fra kirken. For hvordan kan man støtte i fejring af livet, når man selv bor i de dødes rige? Og hvordan kan man deltage i den kirkelige ledelse, når man selv har mistet troen?
Nu er jeg tilbage. Forberedelserne til Stafet for livet 2016 er så småt i gang, og efter nytår genindtræder jeg i hvervet som aktivt medlem af menighedsrådet. Tyvstartede dog i formiddags, da vores lille alter-udvalg efter gudstjenesten indviede kirkens nye duge og vaser.
Arbejdet hos de lokale kunstnere i Vævestuen og Glasgalleriet har været længe undervejs og var et af de sidste projekter, jeg blev involveret i, inden PTSD-tsunamien for alvor kom bragende … Nu er det færdigbragt, og smukt hĂĄndvævet tekstil og sandblæst glas vil fremover lyse op pĂĄ det gamle mørke træalter.
En tiltrængt makeover.
Jeg stiller mig i kø …
