Tunesiske hæklerier. Eller hakning, som det også kaldes. Men det er et ækelt ord, synes jeg. For så inspirerende et håndværk.
Deltog tidligere på året i crash course v/ den roskildedensiske hobby-kælder Kreative Tanter.
“Der er nok puder i verden!”, proklamerede underviseren tørt og fremviste et hav af imponerende cardigans, sjaler og sĂĄgar juletræstæpper i denne specielle teknik.
Jeg synes nu altid, der er plads til en ekstra pude. Til hygge, støtte og trøst. At gemme sig bag, nĂĄr det hele bli’r lidt for uhyggeligt. SĂĄ det hækler jeg altsĂĄ. En pude.
Med gadekryds af strikkepind og hæklenĂĄl – højst besynderligt men temmeligt effektivt aggregat – samles masker op, for her arbejdes med meget mere end Ă©n lykke ad gangen (hence dutten for enden …) Projektet skrider langsomt frem, men jeg har allerede nĂĄet at færdiggøre for- og komme godt i gang med bagstykket i strikkedulleklubben min. Og lige om lidt har jeg krea-date med endnu et dejligt stk. kvindfolk herhjemme.
Back-and-forth. Multifarvede trĂĄde vævet sammen til smukt stykke hav. LyseblĂĄt, grĂĄt, turkis. 0-82 masker og tilbage igen. 82, 81, 80, 79, 78 … Indre ro, meditation. Men sĂĄ kom katten forbi.
