Et 4.000-år gammelt symbol på styrke, livskraft og genfødsel har fundet sin vej til Riget fra to kære venner i Egypten.

Den lille grønne keramik-skarabæ har på kun ganske få dage været vidne til en fremragende fremgang hos min datter.

Jeg sidder ved Ellas seng.

Holder hendes hånd som så ofte før; forsøger at ae uden om drop og plaster. Kigger til hendes sår på kroppen; de ser grumme ud og væsker – men lige så effektivt som personalet perforerer ungen, lapper de hende også kærligt sammen igen med salver og forbindinger. Pænere farver kan jeg konkludere. Dog stadig små prikkede blodudtrækninger ved navlen og fremtrædende blå rande omkring begge øjne.

Men tallene retter sig, og netop i dag er Ellas bedøvelse i udtrapning. Uden de muskelafslappende doser vender hendes mimik tilbage: Et smil? En rynken på næsen? Jeg kaster mig over ungen og borer næsen ned i hendes hals. Duften er den samme!

Dong! Dooooong!

Uh, hvad sker der? Kigger straks på skærmen og konstaterer, at pulsen er faldet fra 92 til 58 på et splitsekund. Ellas øjne har åbnet sig på klem, og hendes mund er bred og smal. En tåre triller ned af hendes kind.

Hun græder!

Åhr, lille Pus. Jeg standses af sygeplejersken før mit andet knus-elskelige kvælertag: “Måske hun trænger til at vågne stille og roligt over de næste par dage? Hun har jo været meget igennem, så lyde og berøring kan godt føles overvældende, når man har været i så dyb søvn så længe.” Fantastisk indfølende og respektfuld guide til den forvirrede mor:

Tilbage til livet for dummies.

Synger stille alle 117 vers af “Se min kjole”, før Ellas øjenlåg atter falder i, og pulsen normaliseres. Daffer undskyldende ud af stuen, og overlader min genopstående lille pige til professionelle.

For tidligt på dagen til en rødvin???