“Jeg kan jo ikke bevæge mig med den her pind i mĂĄsen!”, klager Ella og henviser til kateterslangen. Hun fortsætter:
“Min næse klør, sĂĄ hjælp mig dog!”
“Gi’ mig da noget vand – jeg er tørstig!”
“Flyt dig sĂĄ, din dumme sygeplejerske, jeg kan jo ikke se fjernsynet!”
Min lille yndige – snart fire-ĂĄrige – datter hundser, brokker og kommanderer nat & dag. Hun er ĂĄbenlyst skidt men aldrig for skidt til at kunne dele skideballer ud til højre og venstre (sin mors datter …)
Efter yderligere stik, snit og skrål er vi nu øjensynlig kommet årsagen til organstrejken nærmere.
Lægerne troede først, at der var tale om en infektion i bughulen forĂĄrsaget af baterier fra ødelagte tarme. Nu viser grundigere prøver imidlertid, at hele bøvlet sandsynligvis kan føres tilbage til en kemo-syg lever. BĂĄde bange og lettet pĂĄ samme tid. Megafarligt og Ella er dĂĄrlig – omend “stabil dĂĄrlig” som aftenlægen kaldte det – men nu kan vi dog mĂĄlrette behandlingen.
Hun ser sgu’ ikke godt ud, lille Rappenskralde, men sĂĄ længe der er brok er der hĂĄb, tænker jeg. Og lægerne med! De forstĂĄr simpelthen ikke, at en patient med sĂĄ dĂĄrlige tal kan have sĂĄ meget energi.
Tjo, men jeg synes nu altsĂĄ, at hun er meget slatten, Svesken: Oppustet (trods over Ă©n liter drænet væske!!!), bleg, skaldet og med smĂĄ morfin-dopede pupiller i de klare blĂĄ øjne. Hun har da ogsĂĄ været en del igennem de seneste par døgn: Tre gange narkose (den ene helt unødig grundet utilsigtet hændelse pĂĄ fremmed afdeling – orker ikke at forklare) samt et utal af tests via slanger, elektroder, scanning, røntgen og almindeligt lægetilsyn (“Skrid sĂĄ ud af min stue!” Lockout?)
Er hjemme i Roskilde for en kort stund. Begge hold bedster har taget deres tørn med NoraFlora, mens forældrene har siddet og rystet på Riget. Havde så fine planer om, at Storesøster skulle flytte med ind på vores helt vidunderlige fristed på McDonald Huset, men nu udskyder vi det nok til Ellas fødselsdag onsdag. Dér bør de to tøser da se hinanden. Uanset tilstand. Ville nu bare så gerne, at vi er lidt mere ovenpå, inden Nora fistrer med rundt derinde.
Men det bli’r vi sgu’ nok aldrig …
Banketræt! Sad hele natten i stolen ved Ellas seng og holdt iltbrillen på plads, så hendes trykkede lunger kunne få en slapper. Hopper ind i dobeltsengen til Nora, så snart jeg har drukket min urte-the (rødvinen er tom, ak!).
Så vil jeg lukke øjnene og tænke tilbage på det korte vidunderlige og smertelige øjeblik i går eftermiddags, hvor jeg holdt om min lille lune Ella for første gang i over en måned.
Det MĂ… ikke blive sidste!
Hun driver gæk med os; selv i dybt sovende tilstand laver hun ballade!
