“Hm, her kunne godt trænge til en klud …”
“Hold da op, sikke en masse legesager!”
“NĂĄ, I har rigtig fĂĄet fastfood igen, hva?”
Aaaaargh!!!
Ligeså dejligt det er så småt at kunne få gæster igen, lige så stressende er det atter at skulle forholde sig til andres mening. Andre end sundhedsfagligt personale. Om andet end medicinering og sygepleje.
Også selv om der i kølvandet kommer tilbud om støvsugning, oprydning og madlavning. For min knold kan bare ikke rumme mere end de tre ord, der fylder det hele:
ER HUN RASK?
SĂĄ jeg takker pænt nej og sejler videre. Orker ikke andre folk i mine støvede skabe og tilkrummede skuffer. PĂĄ knæ pĂĄ mit køkkengulv for at fĂĄ sidste mĂĄneds ketchup-plet af. For jeg skal nok klare det selv. Engang. Ved lejlighed …
Det er sĂĄ bare ikke lige nu.
Ella har løbenæse og mĂĄ ikke komme op i sin institution til de andre immunsvæklinge i disse dage. “Jamen sĂĄ skulle der da være rig lejlighed til at klare hængepartierne derhjemme?”, forsøger den dĂĄrlige samvittighed. Jo da. NĂĄr morgenmaden er taget af bordet, Smølfe-puslespillet er lagt, Barbie-dukken har fĂĄet balkjole pĂĄ, frokosten er anrettet, akvarellen klar til tørring – og oliemaleriet ligesĂĄ, bamseselskabet overstĂĄet, Totte-bøgerne læst, eftermiddagsteen drukket, træning, medicin og puttetid i sofaen klaret. SĂĄ mĂĄske.
Farvel rod – hej frihed, lyder en af tidens kække titler. Her i den omvendte verden er alt imidlertid pĂĄ hovedet. For hvordan i himlens navn skal jeg da kunne komme rodet til livs uden frihed? Rodet i min hjerne, der fastholder tankerne i dystre mønstre. Rodet i mit hjerte, der gør det sĂĄ smertefuldt at elske mine to piger.
Men jeg kommer da op hver dag og i bad. Hvilket altså er stort. Her på egnen. For ja, tanken den har da strejfet mig. At livet måske ikke helt er livet værd. Alligevel. At nok er nok, og søvnen kalder. Den dybe frie søvn. Fredgivende søvn. Én gang for alle. Og når jeg siger strejfet, så er det det, jeg mener. For jeg er her endnu. Er jeg ikke?
Lige her midt i sumpen.
