Så er vi nået til skriveskolens 2. opgave. Gruppen er aktiv og kommenterer konstruktivt på hinandens tekster. Det er sgu’ sjov adspredelse, må jeg sige. Alors:

Diplen
Det hvide lagen kradser en anelse, da det lander på hans ansigt. Daler ned og dækker resten af kroppen. Langsomt – måske tøvende?

Snert af lettelse, da de fem djævle lukkes ude og nu kun anes som lodne skygger. Fra hans skjul. Hans fængsel.

Lærredsstoffet lægger sig køligt mod ansigtet ved første åndedrag. Ved næste og næste igen dog fugtigt og klaustrofobisk klæbende.

Grinene bliver afløst af rytmiske råb. Der skubbes, hives. Eufori.

Hagen krænges bagover, halsmusklerne spændes. Snipperne samles i en fast knude bag hans ryg og presser armene stramt ind mod hofterne. Han kan ikke længere skelne stemmerne, skyggerne fra hinanden. Der er stødt flere præfekter til. Den voksende mængde omslutter scenen. Hans scene. En sovesal som kulisse; tyve senge – ti mod gangen, ti mod parken.

Fødderne løfter sig fra de slidte renskurede planker. Han bæres. Snesevis af hænder fører ham opad. Mod flimrende skarpt lys. Madrassen knirker, da han forsøger at finde balancen. En vinduesplads. Eftertragtet i midsommeren for liflig brise, forhadt i isvinteren for sne på øjenbryn og dyne.

Frisk luft trænger gennem maskerne. De halvstive og groft vævede masker. Han er ude. I det fri. Er blevet tippet over karmen og svæver nu langs ydersiden af husmurens håndstrøgne ru sten. De er røde, men det kan han ikke se gennem sit bur. Ved det bare. Mærker farven, når han støder på dem. Når de store drenge svinger ham frem og tilbage. Hvidt lagen, røde mursten.

“Nå, har du så fået lært det, eller skal du dingle lidt endnu? Det er slet ikke så svært: Fem par sko, nypudset hver morgen før samling. Er du med?”

Han kan ikke svare. Ordene er forsvundet ud af munden på ham, sivet gennem lagenet – og flyder rundt som tusindvis af små dugdråber lige dernede i åen.

Tre etager under ham.