Den ene dag er hun ved at dø – den næste tæsker hun rundt.
Anders og jeg har svært ved at komme ud af sengen her til formiddag. Vi er i chok efter i gĂĄr, rystede helt ind i sjælen. TĂĄrerne ligger pĂĄ lur, kan jeg mærke – lige inden under øjenlĂĄgene, som er varme og prikker lidt.
En Dr. Nielsen bitter må vist være på sin plads?
Sort & hvidt som birkestammerne pĂĄ legepladsen. SĂĄdan har jeg det indeni – sĂĄdan har vi oplevet det seneste ĂĄr i vores rystede og skrøbelige lille familie.
PĂĄ trods af kun fĂĄ indlæggelser pĂĄ Riget, har vi sĂĄ sandelig fĂĄet alvoren at føle. Mistet mange dejlige børn derinde. Mistet mere af os selv – sammen og hver for sig.
Men mon ikke vi er bragt tættere pĂĄ hinanden herhjemme? Oplever mere nærvær i nuet? Jeg har i hvert fald udviklet min kreativitet med syslerierne…
I gĂĄr overnattede vi alle fire ude for anden gang, efter Ella blev syg. Det er en underlig følelse og ret utrygt, men det gik jo over al forventning. Men vi var trætte – faktisk sĂĄ spurgte Herdis, om vi har det godt, for vi virkede lidt udkørte.
Tja, lidt udkørt er man vel altid efter et par ĂĄr i Kemoland…
Se hvad Anders fandt hængende inde pĂĄ afd. 5054, da Ella blev indlagt her til aften – der er vist et par velkendte ansigter 🙂
Ja, hun har fĂĄet feber og er pĂĄ Riget til observation og opstart af antibiotika. Klassisk velkendt og ubegribeligt kedeligt scenarie.
Har lige snakket med Anders i telefonen; han har haft en god og en dĂĄrlig oplevelser derinde her til aften:
1) Kokken Kenneth bagte klejner – mums!
2) Anders mødte en af sine gamle kollegaer inde pĂĄ afdelingen – pis!
Det er ved gud ikke et sted, man har lyst til at støde pĂĄ folk, man kender. Men jo, hans store datter var netop diagnosticeret med leukæmi. Har ondt af dem helt ind i mit hjerte…
Nå, håber snart, mine kære to kommer hjem igen.
