Fik jeg forresten fortalt, at alle prøver var fine, og at lægerne først vil se Ella igen om et halvt år?
ET HALVT Ă…R!!!
Tag "vand"
Godt sĂĄ. Bunden er nĂĄet. Nu er der kun Ă©n vej, og det er op. Eller noget.
Lidt gladere tanker? Det mĂĄ være sol og strand, der taler. Næste regnvejrsdag – og jeg ligger der garanteret igen. Med næsen under dynen …
Men i går lukkede rhododendronens friske purpur op for stangtennis og forloren Irma-skilpadde. Med smilende æg.
Og selv om halvdelen af natten gik med at frygte ny feber og -hoste hos Ella efter den halvkølige svømmetur, vil jeg her til formiddag brygge mig en latte og forsøge at nyde et par timer ved havebordet. Alene.
Duften af Sommerskur sidder stadig i min kjole …
En mĂĄned til jul.
Stiv kuling. Bølgerne ruller under vinterbadebroen, slår hårdt mod tømmeret, river i fortøjningerne. Saunakahytten gynger voldsomt. Den ene hånd hænger slåbrokken på knagen, den anden klamrer sig til gelænderet.
Flere nøgenheder dukker op. Storgrinende: “Hva’ si’r du – er det din første tur i baljen dag, he he?”
Jotak – ilddĂĄb indeed!
Nu gĂĄr den ikke længere. MĂĄ følge efter mine to kyndige veninder ned ad trappen. Og hopla – i havnen med kadaveret.
Hold da helt kæft; den havde jeg liggodt ikke set komme. En umiddelbar følelse af frihed, af velvære, at liv.
Jeg lever! LEVER!!!
Råhygge i Hurlumhejhuset. Ser gennem kravlenisser ud over fjorden. Fra øverste hylde. Splitterragende.
Kæk midaldrende giver varmen en på hatten med øseskeen; heden svier i næse og svælg. Griber et loft-reb og slingrer ud til endnu en svalende dukkert.
Tilbage i omklædningen handles hjemmeslynget honning og drikkes urtete. En enkelt dram bliver det også til i søndagens anledning.
Tiltrængt renselse. Tiltrængt fritime. Tiltrængt venindehygge.
Og sĂĄ nĂĄede man ogsĂĄ bageren pĂĄ hjemturen …
GrĂĄ
Mens jeg retter vores ene frønnede havelåge (og nye handikap-gelænder) til efter grundejerforeningens granit-grå foreskrifter, fikser tøserne den anden.
Hvid
Her bliver vedtagne farvekoder imidlertid godt og grundigt ignoreret, for de insisterer pĂĄ, at den skal være hvid. Hvid som sneen, hvid som bageren – og hvid som hække-lĂĄgen i øvrigt altid har set ud. “For hvordan skal vi ellers kende vores hus, nĂĄr jeg kommer fra skole, og Ella fra legeplads?” konkluderer Nora, og det er jo sĂĄ sandt, som det er sagt.
Rød
Nu skal malingen tørre, og tøserne gĂĄr (!) indenfor. Jeg bruger min pause pĂĄ at afhente et gammelt havebord i en kolonihave. Tænkte det ville passe i sommerhuset men vælger at beholde det pĂĄ terrassen til en lille efterĂĄrsudstilling med laterner og græskar. Det er slidt, skævt og rødt – samme nuance som som Dyrehavens smukke porte.
Rød er ogsĂĄ Ellas yndlingsfarve for tiden (efter hendes blĂĄ periode, der ellers syntes at vare for ever). I dag fik jeg et maleri af hende: MOR stĂĄr der – lidt hulter til bulter – imellem sol og himmel. Nederst pĂĄ billedet ses hun og jeg pĂĄ en bro, og ikke en ø, som jeg troede. Men nej, det er faktisk en bro over Det Røde Hav, fortæller hun, og vi er pĂĄ tur sammen.
Jo tak, min pige, – sikke en tur, vi har haft. Og nĂĄr ikke Moses kom forbi til at skille vandene, sĂĄ er det da godt, vi kan komme tørskoede i land pĂĄ anden vis … Pyh!
