I mørket
Hvor står brik-juicene? Maldon-saltet? Jasmin-risene? Kan ikke finde rundt i den nye Netto! Sveder. De her hylder har jeg da lige været forbi? Gangene snævres. Sterilt lys skriger ned fra loftet. Operationslys. Scenelys. Er det mig og min indkøbsvogn, de allesammen kigger på? Gå så væk! Væk med jer, sagde jeg!!!
Heldigvis ingen “Hejsa vi-så-jer-i-fjernsynet-hvordan-går-det-med-Ella-bekendte.” Er dog selv ude om det; inviterer frejdigt det ganske land indenfor. Kunne jo for så vidt bare sige nej til presse, lukke bloggen, lægge mig under dynen. Der var jeg imidlertid ikke i lørdags. Men der er jeg i dag.
Skyldes måske den evindelige søvnløshed? Eller at jeg i et frejdigt nytårs-mood kylede antidepressiverne i lokummet? Eller frygten for næste uges knoglemarvs-biopsi? Eventuelt en kombi? De mørke nattetimer snegler sig afsted. Tankemylder.
“Vil du læse den her for mig, Mor?”, spørger Nora før sengetid. Børneafdelingen – en dag på sygehuset. Af alle de tusindvis af bøger på skolebiblioteket, valgte hun selvfølgelig lige netop denne. Hygsom genre. Suk. “Ok, min Skat, kom du og sæt dig.”
SlamBaaam!
Et par velkendte barneøjne sender os et melankolsk blik fra omslaget. Magnus. Store dejlige Magnus afbilledet 10 år før sin død. Midt i en kemobehandling under den første diagnose. Den anden tog livet af ham kort efter vores fælles Mallorca-tur. Tørrer øjnene og åbner bogen.
Nora putter saligt under dynen nu, træt efter skole, springgymnastik og lektier. Ella bliver stædigt oppe. Hun fornemmer min sorg og nægter nattøj, aftenmedicin og tandbørste. “Kom nu, Sveske, det er sent og langt over puttesovetid”. Tøsen sparker ud efter mig: “Slip mig så, dit usle kryb … dit forvoksede firben … dit … dit … din dumme Mor!” Egentlig også ligegyldigt, hvornår hun sover. Min nat er alligevel smadret. Kaput.
Er der mon mere rød på flasken?
Troede at det hele var overstået da vores datter var blevet hjerteopereret og umiddelbart ude for livsfare men det var først der det hele begyndte og nu tre år senere kan jeg se lidt lys og tænke at mit store sår lige så langsomt er ved at lukke sig og blive til det ar som jeg vil bære med mig resten af livet. Håber du har en masse omkring dig der nu kan være der for dig som har måtte være så stærk gennem hele Ellas lange forløb.
Ja,så sidder man og bliver ked af det og forstår også Nora,som jo kender alle rutinerne via Ella. De bedste hilsner.
Du gør det skide godt, tager hatten af for dig og din smukke familie. ❤️
Man har nogen dage der er bedre end andre sådanne er det jo. Nætterne er
lange og angsten sniger sig ind, men har man ikke været der tror jeg det er
meget svært for andre at forstå. Men søde rare Dorthe du er for sej.
Et stort og varmt kram herfra
Mange knus og tanker herfra kære Dorte.