Kvalme

Yngstepigen vågner op i gråd: “Av av av, min stakkels mave!”

Angstens klamme hænder om min hals.

Ellas værelse omdannes til hospital: Termometer = Ingen feber. Bank på mave = lyder som luft. Tryk på mave = blød og ingen skrig. Tjek af lymfekirtler på hals og i lyske = ingen hævelser. Overvejer i et overdrevent øjeblik at tjekke puls og saturation (jaja, kære Translpationsafdeling – vi holder stadig fast i jeres “Ikke-til-udlån-apparat”, pardon), men kan mærke på håndled og vejrtrækning, at det vist virker helt stille og roligt.

Installerer Putte i dobbeltsengen foran Ramasjang med kære gamle Apple Jack og en af de velkendte brækposer (jaja, mere tyvegods fra jer, pardon igen.)

Ringer til børnehaven og informerer tørt om forestående sygedag.

“Hov Dorte, inden du lægger på, vil jeg altså lige sige, at flere børn er hjemme med kvalme og opkast. Bare så du ikke bekymrer dig unødigt. Det kan sagtens være, Ella har fået fat i samme omgangssyge”, informerer pædagogen kærligt og tilføjer: “Ja, jeg tænker, at I måske lige har behov for lidt ekstra service-meddelelser”.

Pyh! Og tak.

Brygger mig en kaffe, synker sammen på sofaen – kan holde godt øje med Ella herude fra stuen – og drager endnu et lettelsens suk, da hun efterlyser lidt morgenmad.

Flashback til en svunden – men langt fra glemt – tid. Med kræft, kemo, kvalme. Dag ud og dag ind. Husker Ella i sengen forrige vinter. Med blomstret sommerhat. Alle mine hjemmesyede kalotter var brækket til, men Skaldepande frøs om knolden. Bugspytkirtlen var i krise, og blot et par måneder senere var det leverens, nyrenes, lungernes tur. Stærke minder. Næsten helt håndgribelige minder.

Håndgribelig sorg.

Hvornår slipper jeg fri? Mon det nogensinde sker?

 

2 kommentarer
  1. lise says: 12. november 201407:01

    selvfølgelig reagerer du sådan!
    En verden til forskel på de to billeder, smukke pige

  2. Louise says: 11. november 201412:54

    Heldigvis kan man se stor forskel på Ella. Hun er virkelig vokset, har sunde farver i huden :)

Kommenter indlægget