Arkiv
Tag "dessert"

Fridag fredag, fridag tirsdag, fridag mig her og der og allevegne. Hvis ikke det er dårlig mave, så er det feberture eller generel slattenhed. Og her skulle jeg ellers lige til at afslutte oprydningen på loftet, vinterklargøringen af haven og nedlukningen af Sommerskuret.

Men næh nej, sådan spiller klaveret ikke. Ella-musen når knapt at være pillefri i en uge, før hun for hundredeogsyttende gang starter op i penicillin, og Mor for hundredesyttende gang ligger vågen den halve nat og googler “kronisk tarm/lunge/hjerte/nyre/alle-organer-der-overhovedet-findes-i-kroppen-GVH” og forsøger at skubbe de alt for mange hvide små kister væk fra nethinden, og klokken bliver 04-05-06, og vækkeuret ringer, og Nora nægter at stå op, og Ella ligger pludselig alt for stille i sengen når man lige kigger derind, faktisk så stille at man bliver nødt til at skubbe til hende, og så har man to morgensure unger. Plus en morgensur mand.

Jeg er træt. Så træt at mit største ønske efterhånden er bare at sove og aldrig mere vågne op igen. TRÆT blev der sagt. Af af være tvunget udi sygedagpenge, når det ikke er mig – men min datter – der er syg. Og når man er på sygedagpenge, må man ikke søge job. Og et job er nok efterhånden det eneste, der kan redde mig fra at gå ned med vanvid. Og vanvid, kære Kommune, vil for alvor koste jer kassen.

At I ved det.

Stakkels grådkvalte Puttegøg: “Jamen Mor, kan jeg så ikke komme på udflugt med børnehaven idag alligevel?” Hun har sgu’ mistet nok af sin barndom allerede. Fandeme så. Men trods dalende temperatur kan jeg simpelthen ikke bede pædagogerne klare medicinering og overvågning. Med 15 andre krudtugler på slap line i brunkage-, nisse- og stjerneværkstederne.

Løsningen kommer fra Ella selv og er ganske enkel: Mor ta’r med. På ekskursion til Produktionshøjskolens julestue. Med ungen i hånden og akut-tasken på ryggen. Man må sno sig. Træt af at sno mig. Men det var sgu’ hygsomt ikke desto mindre …

 

… skal der imidlertid også være plads til, når familien rammer en dobbeltside i selveste BilledBladet.

Wow, dét er godt nok ypperligt!

Kun overgået af fredag aftens Disneysjov med bakteriebombe af SuperBest’s dejlige bland-selv-slik.

Som sikkert alle Himmelev og omegns snotunger har gramset løs på.

En helt utænkelig luksus for bare et år siden.

Fremad det går.

Nevertheless.

Ugens aktiviteter på plads: Sommerhustur med Mormor, Fætter og Kusine, et par dage hos Farmor & Farfar samt enkelte gæstebud og legeaftaler pænt plottet ind i kalenderen.

Voila! Styr på sagerne, så må jeg vist være glad …

Dér ta’r man så bare lige fejl. Stressen jager gennem brystet ved nattetide. Ind og kigge til Ella, ind og kigge til Nora – begge sover sødt. Lille tår te at slappe af på og tilbage i seng. Må hellere se at få lidt søvn.

Hm, ikke muligt. Heller ikke i nat.

Solen er oppe, ungerne ligeså. Zombi-mor løfter blyklods af et hoved fra puden. Mødes af et par meget røde øjne. Betændelsen klistrer vipperne sammen. En time senere kommer hosten, kulderystelserne og feberen. Ella er blevet syg. Tøjet af ungen, væske galore, opkald til Riget, fat i pencillin og panodil fra akut-tasken, på apoteket efter dråber. Pis.

Bliver det nogensinde anderledes?

Skuffelsen er ikke til at tage fejl af. De velkendte nedslåede blikke, de små nå-men-det-er-vi-jo-så-vant-til-sukke.

Nu står det pludselig lysende klart, hvorfor jeg har haft så svært ved den stramme ferieplanlægning. Panikken, uroen. Der skulle jo kun én enkelt lille uforudset hændelse til, så ville det hele køre af sporet. Stakkels piger.

“Vi aflyser endnu ikke noget men ser tiden an”, aftaler vi og skruer op for den hjemlige hygge: Multifarvede kastanje-spindelvæv, cremet chokomousse og slumber party i soveposer.

Mens vi venter. Som så ofte før …

at kunne skrue sig ned i sine gamle kjoler igen!

Wiii :-)

En nat sidst i oktober modtog jeg en hilsen fra en fremmed kvinde:

Jeg sad her til aften og så jeres film. Tak fordi du deler jeres medgang og modgang, det lærer os andre at man ikke skal hænge sig i bagateller og nyde livet fuldt ud.

Beskeden sluttede med et kærligt tilbud om at donere en unik kage til hver af pigerne, når der en dag var brug for det:

I kan bare sige til – ved af erfaring hvor glade og specielle børn føler det.

Stoltheden var ikke til at tage fejl af, da Nora sidste måned beundrede den tilsendte skitse; for slet ikke at tale om da hun i lørdags til sin familiefødselsdag insisterede på at skære for til os alle (chocolate mud cake med  jordbær mousse, mums!)

Så tusind tak, søde Mie, for den helt igennem personlige og fuldstændigt vidunderlige bid eventyr.

Den var så tiltrængt!

September er blommetomaternes, pralbønnernes og mirabellaernes tid. Taknemmelighedens tid, hver gang solen titter frem og trækker klip/klap-sæsonnen ud. Sorgens tid, hvis jeg ser tilbage på sidste år, hvor en ond blodprøve stækkede min glade børnehavepiges vinger. Angstens tid, når sensommerens hasselblade krøller sig sammen under havebordet og knitrer, at vinteren er nær. Og at den kan blive en hård et af slagsen. For tredje gang.

Fatter hastigt kosten og fejer terrassen fri for forfald. Kaffe i koppen og fødderne på bordet. Spejder efter Nora – kan høre hende i nærheden. Vi er nemlig stukket til skurs. Kun os to, og bare sådan lige en lille weekend-tur for at afprøve de nyopsatte senge, høste godterne i haven og byde en klassekammerat velkommen i lyngen. For hendes familie har såmænd valgt at købe genbohuset heroppe, og det kan kun bifaldes. Så frem med vinglassene!

Jo, der er nok at se til – og så alligevel ikke. Dagene smelter sammen i spil, leg og friskbagte æbleskiver ved sengetid fra ekstra-bedsterne for enden af skovhaven. Får også udset os et godt træ til vores legehus-projekt, hvilket allerede går i gang om en uge. Min store pige titter frem fra et buskads med en lille gryde i hånden og halmstrå i håret: “Må vi godt få noget sukker til vores brombærmarmelade?”, griner hun og slikker fingrene én efter én. Simple living – fra hånden til munden. Det bekommer os begge vel, inden hverdagen for alvor går løs.

Anders’ del af orloven slutter nemlig nu …

Ah, hvor skønt det nu er min tur til et par dage med Nora igen. Saaavner Ella – men man kan ikke både få i pose og sæk her i foretagendet.

Øjensynlig.

Årets Vikingespil er en Romeo & Julie-historie med skønne kamp- og dansescener. Opført midt i skovens dybe stille ro. Vidunderligt at sidde der i sommerregn og skumring med armen om min store pige. Ni år på lørdag.

Undskyld Nora, det var ikke den barndom, jeg havde planlagt for dig. Det her er dog vilkårene lige nu – skilsmissemodellen. Sorg og splittelse.

Jeg kan ikke love dig, det nogensinde bliver som før. At vi nogensinde bliver som før. Men jeg håber.

Indtil da: Masser af kys, kram og magiske aftenture.

Mente ellers at ædegildet blev afholdt den 12 d.m. de fleste steder i landet, men på Riget er det altså i dag. Mums! Duften lokker mig ud fra isolations-cellen og voila:

Vores dejlige Kokken Kenneth med bageri transportable lige uden for stuen.

Men end ikke disse friskbagte lækkerier kan få kemoungen til at genoptage fast føde: “Nej tak, Mor”. Lokker lidt mere: “Nixen bixen – jeg har jo allerede sagt nej!”

Hm, har ellers taget til to pers og må nu guffe det hele selv. He he …

NB. Dagens tal:

Leukocytter: 1,9
Neutrofilicytter: 0,4

Fantastisk flot stigning – lægen smiler. Efter neutrofile på 0,5 eller derover to dage i træk, afisoleres vi, hvilket vil sige: 1) Slukning for den møg-hamrende-pisseirriterende vindmaskine (som er Melodi Grand Prix værdig) 2) Ingen handsker og mundbind (endelig kys og kram til min lille datter for første gang i over en måned, snøft) og 3) Et stort skridt nærmere hjemrejse!!!

“Der var engang to søstre”, hvisker jeg gennem masken. Ella famler efter apparatet og trykker et ekstra skud morfin ind i venen.

“De boede i et lille dobbelthus i en hyggelig by”, fortsætter jeg og kigger ind i et par alt for klare øjne med et fjernt blik. “En morgen vågnede Lillesøster ved at fuglene sang unden for vinduet. Sikke en dejlig dag, tænkte hun, jeg må hellere vække Storesøster, for i dag skal vi jo på tur!” Holder en pause og aer en lille sonde-befængt kind. Hvor er det dog godt at se hende igen!

“Hvor skulle de hen, Mor?”, snøvler Ella.

Historien fortsætter, og mens jeg masserer et par tynde lår under dynen pakker familien køletasken og kører  et smut til deres helt eget frodige ferieparadis ved vandet: Deres dejlige lille sommerskur.

“Her hopper de på trampolin, gynger, bygger hule, fisker i åen bag annekset, daser i hængekøjen og besøger naboerne på den anden side af den lille skov. De byder på kølig hvidvin og saft.”

Ella klynker og rejser sig rystende op på albuerne. Hun fatter brækposen og kaster en omgang grønt galde og rødt frisk blod op. Vi pauser fortællingen og fikser nu måsen, der pludselig sejler rundt i flydende sort bæ.

Godt så:

“Når eftermiddagssolen forgylder birkene, slendrer de til stranden og hopper ud i bølgen på den riflede sandbund. Det er godt, de har husket en spand, for så kan de lave et højt sandslot. Det skal pyntes med muslingeskaller. Flot. Nu kan det da også godt være, at de skal se at vende næsen hjemad igen. Op i trækvognen og adsted. På vejen køber de en is.”

“Med ekstra guf, Trulle – lyder det ikke lækkert?”, tilføjer jeg.

Men Ella er faldet i søvn. Jeg putter hendes små kølige arme ind under dynen, afmonterer mundbind/handsker og fatter strikketøjet; gammelrosa uld-pulsvarmere med falske snoninger.

Kan nok godt nå et par pinde inden trombocytterne sættes op …

For smukke buketter & lækker chokolade
For dybe telefonsamtaler & rørende emails
For hygge & opbakning
For støtte & omsorg

Og 1.000 tak til en tysk ung mand, der lige nu må være monster-øm i hoften …

Morgenmedicinen kommer for sent ifølge vores hjemmebryggede skema (for medicinsedler er der åbenbart ikke overskud til at udprinte til forældrene for tiden). Og det er kun pillerne, så jeg efterspørger den intravenøse kemo; vil gerne i gang med det samme.

Dette nye præparat kræver en times overvågning efterfølgende, inden vi kan komme hjem på orlov, og jeg er ved at skide grønne grise af skræk for, om vi havner i et anafylaktisk chok endnu en gang.

“Det kan ikke blive foreløbigt”, er svaret, “jeg har meget travlt i dag!”

Jo, tak – det har vi faktisk også.

Travlt med at komme ud og væk! Væk fra den her skodafdeling, hvor morgenmad, bad, medicin, omsorg – alt er på hold, når der kommer nydiagnosticerede tilfælde ind. Hvor de utilsigtede hændelser knapt kan nå at blive indberettet, før nye opstår. Selv er vi oppe på tre fejl i denne omgang, og jeg dirrer, hver eneste gang der gives medicin. For sæt nu, jeg ikke når at tjekke lige så grundigt efter som Anders og finde eventuelle fejl i indløbstid, dosis eller opsætning. Så ender vi måske med et Red Man Syndrome, som den stakkels pige i sidste måned.

Og det er sgu’ efterhånden det mindste af det. Hvis de da så for helvede bare kunne finde ud af at gøre vores lille Ella rask. Men hvorfor skulle det gå bedre denne gang end sidste?

Godt man har MosterLines Summerbird-mandelbrød at kunne trøstespise …

Dagens program (pr. kl. 10:48)

- Kl. 7:30-8:14 G’morgen & stort smil + smølfefilm
- Kl. 8:14-8:35 Pakke flere dejlige gaver op
- Kl. 8:35-8:55 Makrel(!) til morgenmad
- Kl. 9-9:15 Vikristin-infusion
- Kl. 9:40-9:57 Guffe Moster & Kusines chokofanter
- Kl. 9:57-12:30 Højdosis Cytosar-infusion
- Kl. 12:30- 13:30 Trombocyt-infusion (er dalet til 26)
- Kl. 12:30-13:30 Lille frokost?
- Kl. 13:30- 13:31 Intramuskulært Asparginase-shot
- Kl. 13:32-15:31 Overvågning for anafylaksi – uh!!!)
- Kl. 15:31-15:32 Lille eftermiddagskaffe & kage?
- Kl. 15:32-17:32 Blodtransfusion (dalet til 4,8)
- Kl. 18:00 Velfortjent middag

(… hvis ikke ungen er faldet i søvn inden da???)

Det kan godt være, at den har holdt poterne fra husets inventar som aftalt, men da musen for lidt siden spankulerede rundt på køkkenbordet, mens den tog for sig af kirsebær og prinsesse-muffins fra dagens gæstebud lige for næsen af os!!!, fik jeg altså nok:

Smæk! Klipr, klapr, klipr, klapr!

Ush, at de der fælder ikke altid dræber med det samme. Godt man har boet på landet i sin ungdom og sat en skovl parat …

Prinsesse-muffins (til 16 stk): 2 æg, 3 dl sukker, 3 dl hvedemel, 1 dl mælk, 1 tsk bagepulver, 100 g smør, mos af 1/2 banan, flormelis + frugtfarve til glasur.

Pisk æg og sukker til det skummer. Smelt smørret og rør det i æggene sammen med mel, mælk, bagepulver og bananmos. Læg papirforme i muffinsformene og put dejen i med to skeer (formene skal være halvfulde). Bag kagerne ved 180 grader i ca 20 min. Rør flormelis med lidt kogende vand og frugtfarve. Afkøl kagerne og pynt med glasur og krymmel.

Tak til dig Oi, for lækre kager & børnevenlig opskrift!

Og farvel til dig Mr. Skurmus!