Arkiv
Tag "forår"

Opvask i hånden, græsslåning – slow living. Men pludselig er det aften, og hvor blev dagen dog af?

“Tiden går så hurtigt heroppe”, siger Nora med munden fuld af lun leverpostej,”… faktisk både hurtigt og langsomt på én gang”.

Vi skal til at køre hjemad. Jeg snor gyngerne omkring stativet, tømmer Barpapa-tallerkenerne for kagekrummer op og sætter trillebøren på plads. Pigerne har klaret hængekøje og tæpper. Låsene på de tre stalddøre klikkes i – køkken, anneks, redskabsskur – og så er det farvel og på gensyn.

Du skønne skønne Sommerskur.

NB. Rejs tilbage i tiden med Geopark Odsherreds nye gratis-app. Den fulde oplevelse fås fra hotspottet Vejrhøj på toppen af Vejrhøjbuen 121 m.o.h., GPS: N55°47’35″, E11°23’45″. Herfra kan du kan sammenligne det landskab, der kan ses i dag, med udsigten gennem tusindvis af år.

Forventningsfuld summen. Kommende skolebørn og -forældre fordeles om festsalens tre langborde – ét for hvert spor.

Ella møver målrettet foran i køen og finder en plads ved 0.a.

Jeg kysser hendes tætte krøller, men hun skubber mig væk og sætter sig til rette.

Kun få dage tilbage som børnehavepige. Så hedder det mini-sfo og skolestart.

VELKOMMEN TIL HIMMELEV SKOLE

Den lille blærerøv hakker sig selvsikkert igennem de lange ord på skiltet ved talerstolen og sender et halvarrogant smil afsted til klassekammeraterne. Det skal nok komme til at gå.

Så skal vi bare ha’ Nora up to speed også – efter fem års skolegang i dødens skygge. Bogstaver & tal. Sorg & angst.

(Spids blyanterne, pak tasken, husk madpakken, frisk vand i flasken, kom til tiden, sid stille, frem med bøgerne, lillesøsters hår falder af i totter, husk gymnastiktøjet, bliv på din plads, I am, you are, Christian IV regerede i 59 år, glem ikke cykelhjelmen, duksen fejer gulvet, vinkelsummen i en trekant giver altid 180, lillesøster hoster blod op, der er fem søjler i islam, en karakteristik fremhæver særlige karaktertræk ved en person, legeaftaler, lektier, minimum 20 minutters læsetræning hver dag, kommer lillesøster nogensinde hjem?)

Men det sidste års ro på indlæggelsesfronten lader til at have båret frugt. Vores store pige virker gladere og mere udadvendt end nogensinde før, og for lidt siden kom hun stolt cyklende hjem med samlet resultat af sin nationale læsetest:

Over gennemsnittet på landsplan for elever på 4. klassetrin.

Bøgen er sprunget ud, himlen er blå og lige om lidt har vi ikke en men hele TO skolepiger i husstanden.

Dagens foto: Forår i mit stenbed …

“Ser du dyr?”

“Dyr???”

“Ja, ser du sådan små dyr rundt på væggene?”

“Øh, nej …”

“Hører du stemmer?”

“Mener du inde i mit hoved?”

“Ja, hører du stemmer, der fortæller dig, hvad du skal sige og gøre?”

“Øh, nej – heller ikke …”

Retter usikkert på min ørering og ta’r en dyb indånding.

“Hvordan med gulvet – kan det finde på at boble lige pludselig?”

“Det syn’s jeg faktisk ikke.”

“Og hvad med forfølgelse? Har du fornemmelsen af, at der er nogen, der er efter dig – eller holder øje med, hvad du laver?”

Svarer pænt på resten af overlægens spørgsmål og afleverer mit skema. Med info om nærmeste pårørende, alkoholforbrug og taljemål (!)

Hvad man ikke gør for at komme til hægterne igen …

Terapihave-projektet viste sig at være løbet tør for fondsmidler, så der måtte alternativt ressourceforløb til. Og det kunne så eventuelt hedde en PTSD-pakke. Fandt min læge og jeg ud af i fællesskab.

So, here I am. På vej hjem efter indledende samtale hos Regions-psykiatrien i Greve.

Misser med øjnene. Har glemt solbrillerne på entrékommoden, men pyt. Så får jeg alle farverne med på turen. Forårsfarverne. Lilje, krokus, tulipan i villahaverne. Og på kirkens parkeringsplads er kirsebærtræet netop sprunget ud.

Hjemme – benene op på sofabordet. Sikke et blæsevejr. Bare de nye små tomatplanter holder sig oprejst derude … Var forbi planteskole i weekenden og shoppede yderligere hvide bellis til legehusets altankasse samt rosa pelargonier, lilla hornvioler til terrassen og læggekartofler til pigernes krukker. Lidt spændende med de  dobbelte PotatoPots fra Farmor – mon de kommer til at gøre en forskel for høsten i forhold til sidste år?

Ella synger inde på værelset; hun har fået en prinsesse-udprint til farvelægning. Klokken er mange. Håber snart Nora kører afsted fra klubben – hun når i hvert fald ikke at træne på waveboard inden middagen; det er hendes køkkentjans i dag, og vi skulle gerne i gang med maden i ordentlig tid.

Der er mini-hindbærsnitter til dessert – pink og syntetiske. Lige i tøsernes smag. Tænker, vi hellere må fejre gårsdagens to milepæle:

  • Nora har endelig gennemskuet, hvordan man binder sløjfe på snørrebåndet.
  • Ella har lært at holde balancen på sin tohjulede cykel – helt uden hjælp.

Det går fremad …

Sidste påskedage under åben himmel.

Gårdhaven er indtaget, og ferien afsluttes med legeaftaler og træning på tohjulet. Efter vildeste udhus-oprydning i tretten år.

Fra hækken titter perlehyacint, i whiskytønderne lavendel, ved husmuren hortensia og klatrerose. Blåregnen lader vente på sig – ligesom jasminen og de fleste af krydderurterne.

Alting har sin tid.

Og nu er teen klar.

Altså ikke så nemt at nyde nuet uden at se sig tilbage. Glædes uden at sørge. Prøver dog.

Sidste påske var Ella på vej til Dødsriget; i år genopstanden.

Vores lille trofaste sommerskur ta’r imod os med åbne døre og vinduer. Overnatning  i dobbeltkøjerne om natten. Isvafler, tuskemarked, grillpølser, trampolin, gynger, legehytte, ægmaling, slackline, krimilæsning om dagen.

Som sagt så gjort. Et sammensurium af sol og slendrian. Et mylder af nabobørn og -hunde med bare tæer og bløde poter på skovbunden. Verdens bedste legeplads, det fri. Mens bøgen springer ud.

Dejlige minder at varmes ved under akutindlæggelse i forgårs. Lungebetændelse, hm.

Men påsken fik vi da sammen …

En kemoged i koma lå
en forårsdag på stuen,
men pluds’li’ kom hun op at stå
og retted’ kækt på huen.

For et år siden gav Nora og jeg dette digt til en meget syg lille Ella. Vi hængte det i fodenden af hendes seng på Intensiv-stuen vel vidende, at hun ikke kunne se det. Hun lå jo i koma. Om hun nogensinde vågnede op og kom ud af respiratoren, vidste vi ikke.

Men udenfor var foråret så småt ved at tage fat med liv i parker, gader og stræder. Selv om folk stadig måtte ty til tæpperne, hvis de ville nyde en latte i det fri, så var udendørsserveringen i fuld sving, solen gul og himlen blå. Kan man så andet end at håbe? At næste forår bliver anderledes? Levende og lykkeligt … i frihed?

Dreams come true.

Her til frokost – mens Ella tumlede på Børnehusets legeplads – delte jeg et par omeletter med skøn veninde. På Skt. Hans Torv. I solskin. Bekymrings-skalaen gik fra parkeringsbøder til pigmentforandringer. Og det er da immervæk til at overskue.

Så forår på vej.

Også i Kemoland.

Vand i røret og strøm på kontakten.

Velkommen til overfladen, du kære gamle sommerskur!

Ved godt, det kun er februar, og vinteren måske ikke er helt ovre endnu.

Men jeg er træt af mørke.

TRÆT blev der sagt.

Så vi satsede en smule; åbnede paradisporten på klem ved frokosttid – og havde den dejligste dag i … ja, i meget lang tid.

 

 

 

 

Forår i luften. Burde glæde mig. Med mildere vinde og solgule erantis skulle gerne komme håb og glæde. For fremtiden. Over livet.

Men forventning til lys og lun hygge sammen som familie har resulteret i skuffelse og sorg. Gang på gang. Slået tilbage af ondskabsfuld kræft og lunefuld kemo.

Kvalme. Feber. Blodforgiftning. Koma.

Næh, diverse ønsker og bønner har ikke just virket efter hensigten de sidste fire forsømte forårs tid. Og i år? Hvordan med det? Tør man overhovedet rejse sig igen efter seneste stormskade? Forlanger i grunden ikke det helt store: Et jævnt og muntert virksomt liv på jord – hverken mere eller mindre.

Såmænd bare sådan cirka deromkring.

Kan I ha’ Nora boende, til Ella kommer hjem, så hun kan vende tilbage til sin skole? Det fungerer overhovedet ikke herinde med hende …

sms’er jeg til min søster.

Egentlig jeg ved det jo godt inderst inde: Selv om Nora savner sine klassekammerater, hendes forældre ikke bestiller andet end at hundse og skælde ud, og hun dagligt er vidne til en grusomhed, som ingen børn bør opleve, er den bedste plads for hende i disse måneder på Riget.

Hos Mor og Far og Lillesøster.

Det har vist sig gang på gang, at Nora ikke trives på sidelinen. Kun ved at gennemleve angsten for at miste, kan hun overleve den. Ved at se Ella i koma, Ella i smerte, Ella i benhård genoptræning.

Men derfor kan det nu godt være noget af en opgave at holde øje men en frisk otte-årig, når man samtidig skal holde liv i en slatten fire-årig.

Min søster læser desperationen mellem linierne og suser os fluks til undsætning. Snupper Nora med på endnu en hygge-tur.

Ud i det danske forårsland.

 

 

Jeg kan se det i deres øjne, medlidenheden. De fleste forbipasserende sender forstående og triste smil til vores lille familie, når vi triller rundt på Rigets matrikel. Ellas udstyrsstykke er heller ikke just diskret, for at sige det mildt: Skrigblå børnekørestol med kampestens-tung iltflaske. Bleg og afpillet Lillepige viklet ind i kemokalot og elektroder.

Men hallo; hun er jo ikke syg – hun er faktisk rask! Kræftfri for første gang i sit liv, genopstået fra koma. Drop jeres ynk og glæd jer med os! Jovist kunne det have været dejligt, at Ella ikke skulle nøjes med at betragte sin søsters balancegang om det nyrenoverede springvand. Men det skal nok komme. Og vi er ude! Ude af respirator og ude på tur. Nyder solen, luften og de royale heste, som lige kiggede forbi.

Fik ikke sat lys i vinduerne forleden men fyrer i stedet op for kandelaberen ved Ellas udskrivelse.

Ellas befrielse.

Som – ifølge lægerne seneste udmelding – skulle kunne finde sted allerede i næste måned.

Wiii!!!

Som forår ved Søerne

Som Kid Mohair fra Sommerfuglen

Som nymalede Lillepige-tånegle

Som formiddag i Botanisk

Som vindruer til frokost

Som slush ice til Disney-sjov

På trods af mine forbehold for ekstubation på en fredag går proceduren over al forventning. Tøsen følger med i Gargamels evindelig smølfejagt på iPaden og mor drikker medbragt urtethe. Respiratorrøret bliver med kyndige hænder erstattet af en kort lille overgangs-pipe, der hjælper lungerne igang.

Jeg kan ikke få øjnene fra respiratoren: “Standby – patient ikke ventileret” Creepy! Finder ro i sat-måleren: “100%” Pyh!

Hun kan altså godt trække vejret selv. Det ta’r nok lige et par dage for den at sive ind.

Sekundet efter indgrebet kommer stemmen, hæs og forvirret: “Moar!!!”

Og så er freden forbi!

Forude venter benhårde træningsdage og søvnløse nætter. Ugevis af indlæggelse. Endnu et forsømt forår.

Men for lidt siden pippede Ella en hel sætning til mig, mens jeg holdt hende i hånden.

Og dét gør det hele værd.

Netop som havemøblerne er sat frem i Kemoland, dækkes de af store snefnug. Flofff!

Hvad pokker sker der lige der?

Alt er ellers klappet og klart; Ellas sovemedicin nedtrappes, og hun skulle små småt være ved at vågne op til den festlige ekstubation sidst på ugen.

Not!

Ungen bliver mere og mere slatten, som timerne går. Snorker dagen lang – og natten med. Jamen så luk da øjnene op, Trulle. Hallooo! Fatter ikke hvad, der foregår. Selv sygeplejerskerne undres også så småt.

Om en halv time er der stuegang, hvor både Transplantationsafsnittet, Intensiv og undertegnede deltager.

Håber dæleme på en ikke-uhyggelig forklaring!

Københavner-kollektivet McDonald Huset. Værelse 2. Stueetagen.

Svigernes påskeblomster i vand, lyset slukkes, døren låses, nøgle i elevator, grå kælder, “Helkropstæller” (underligt skilt – og hvad i himlens navn er det egentlig – kun optælling af hele kroppe???) nå, hen  til Opgang 4, elevator til 3. sal, Intensiv, Ellas lyserøde stue, banke banke på, er der nogen hjemme?

“Jamen dog!” Jeg snapper efter vejret.

“Ja, er den ikke fin? Det er den nyeste model, og de var kun et par dage om at skaffe den.” Sygeplejersken smiler bredt. Nej det er den absolut ikke! Ingen kørestol til min lille pige. Det var overhovedet ikke planen med vores liv – et handikappet barn. Om det så kun er i et par genoptrænings-måneder eller ej.

Ud på gangen med den. Væk!

Ella ligger med benene bukket, fodsålerne i madrassen. Sidder faktisk næsten helt op og sover. Spændende med nyt personale – gør tingene på anderledes måder end vores faste passere. Men lidt hårdt alligevel at skifte sygeplejersker så tit. Nye personer at forholde sig til. Men de er dæleme sat godt ind i sagerne. Projektledelse på højt plan at være intensiv-ansat. Koordinerer, udregner, nurser, lytter. 1.000 bolde i luften samtidig. Mindst. Og de gør det sindsygt godt.

Jo jo, lyt endelig med – for det er sgu’ ikke tit, der kommer rosende ord fra den bitre Cancer Mom her.

Vasker og spritter. Stiller den medbragte kaffe og slukker for telefonen. Sætter mig ved min lille datter.

Kysser.

Kysser så meget, at hun vågner med et grynt og virrer på hovedet. Åbner et salve-indsmurt rødsprængt øje på klem. Trækker på smilebåndet. Ganske lidt. Men det var der. Smilet.

Et dynebetræk? Uh, er hun ikke lidt kold? Sygeplejersken informerer om forhøjet temperatur for lidt siden. Ok, men den er altså væk nu – på med dynen! Kroppen er dækket af blårøde prikker – petekier. Ikke farligt, bare monsteruhyggeligt. Hånden er slap, hvornår begynder hun at bevæge den? Retter lidt på brændsårs-nettet med voks, som beskytter plaster-blødningerne. Uh, væsker lidt endnu.

Iltmætning: 45, sat 98. Wow, fremragende! “Men om lidt kommer hun om på siden, så kan det godt være, der er behov for mere luft”, informerer sygeplejersken mig kærligt, “men det går støt fremad”, forsikrer hun.

Hun taster ved skrivebordet, som livet det gjaldt. Om lidt er der stuegang. Læge tilbage fra golfferie i Portugal.

Jeg vil sgu’ da også på golfferie i Portugal!

Men en gåtur rundt om søerne i det gode forårsvejr kan også gøre det.

For nu.