Arkiv
Tag "hospital"

To forskellige sygehuse.

Det der i sin tid gav os en fængselsdom på ubestemt tid – og det jeg besøger for at få tappet et par poser.

Samme parkeringskaos, samme indgang, samme farve vægge. Men stemningen er en anden. Lydene fra forhallen, smilene fra sygeplejerskerne, fornemmelsen når man hiver i dørsnorene.

Vidt forskellige.

Min far havde en sjælden blodtype og var også donor i mange år. Han blev engang kaldt afsted til et trafikoffer, der direkte modtog fra ham bag et forhæng. Det må have været underligt. Og godt.

Med et lille ekstra kryds fik jeg forrige år ligeledes meldt mig som knoglemarvsdonor. Nu er min dna registreret. Så venter jeg på et opkald. Det kommer måske aldrig. Hvilket også er ok.

Der er nu gået lang nok tid til, at vi må kontakte Ellas donor. En ung tysk mand. Med hjertet det rette sted. Aner ikke, hvad vi skal skrive. Derfor tøver jeg. Tak, er vel det mest oplagte. Men hvordan kan ét enkelt brev rumme det, vi føler? Den dybe sammenhørighed? Taknemmelighed?

Tak tak tak – fra nu af og til verdens ende tak. Vi elsker dig for din gave til os. For at sige ja. For at møde op. For at lade en kæmpekanyle knase sig gennem din hoftekam og dræne knoglerne for marv. For en chance til. For livet.

Måske Ellas ord til mig for et par dage siden er de eneste, der rammer rigtigt:

“Jeg elsker dig helt op til månen, rundt om solen, ned til jorden, rundt om en lille mælkebøtte og tilbage til månen igen …”

Måske.

Hvor står brik-juicene? Maldon-saltet? Jasmin-risene? Kan ikke finde rundt i den nye Netto! Sveder. De her hylder har jeg da lige været forbi? Gangene snævres. Sterilt lys skriger ned fra loftet. Operationslys. Scenelys. Er det mig og min indkøbsvogn, de allesammen kigger på? Gå så væk! Væk med jer, sagde jeg!!!

Heldigvis ingen “Hejsa vi-så-jer-i-fjernsynet-hvordan-går-det-med-Ella-bekendte.” Er dog selv ude om det; inviterer frejdigt det ganske land indenfor. Kunne jo for så vidt bare sige nej til presse, lukke bloggen, lægge mig under dynen. Der var jeg imidlertid ikke i lørdags. Men der er jeg i dag.

Skyldes måske den evindelige søvnløshed? Eller at jeg i et frejdigt nytårs-mood kylede antidepressiverne i lokummet? Eller frygten for næste uges knoglemarvs-biopsi? Eventuelt en kombi? De mørke nattetimer snegler sig afsted. Tankemylder.

“Vil du læse den her for mig, Mor?”, spørger Nora før sengetid. Børneafdelingen – en dag på sygehuset. Af alle de tusindvis af bøger på skolebiblioteket, valgte hun selvfølgelig lige netop denne. Hygsom genre. Suk. “Ok, min Skat, kom du og sæt dig.”

SlamBaaam!

Et par velkendte barneøjne sender os et melankolsk blik fra omslaget. Magnus. Store dejlige Magnus afbilledet 10 år før sin død. Midt i en kemobehandling under den første diagnose. Den anden tog livet af ham kort efter vores fælles Mallorca-tur. Tørrer øjnene og åbner bogen.

Nora putter saligt under dynen nu, træt efter skole, springgymnastik og lektier. Ella bliver stædigt oppe. Hun fornemmer min sorg og nægter nattøj, aftenmedicin og tandbørste. “Kom nu, Sveske, det er sent og langt over puttesovetid”. Tøsen sparker ud efter mig: “Slip mig så, dit usle kryb … dit forvoksede firben … dit … dit … din dumme Mor!” Egentlig også ligegyldigt, hvornår hun sover. Min nat er alligevel smadret. Kaput.

Er der mon mere rød på flasken?