Arkiv
Tag "veninder"

Tunesiske hæklerier. Eller hakning, som det også kaldes. Men det er et ækelt ord, synes jeg. For så inspirerende et håndværk.

Deltog tidligere på året i crash course v/ den roskildedensiske hobby-kælder Kreative Tanter.

“Der er nok puder i verden!”, proklamerede underviseren tørt og fremviste et hav af imponerende cardigans, sjaler og sågar juletræstæpper i denne specielle teknik.

Jeg synes nu altid, der er plads til en ekstra pude. Til hygge, støtte og trøst. At gemme sig bag, når det hele bli’r lidt for uhyggeligt. Så det hækler jeg altså. En pude.

Med gadekryds af strikkepind og hæklenål – højst besynderligt men temmeligt effektivt aggregat – samles masker op, for her arbejdes med meget mere end én lykke ad gangen (hence dutten for enden …) Projektet skrider langsomt frem, men jeg har allerede nået at færdiggøre for- og komme godt i gang med bagstykket i strikkedulleklubben min. Og lige om lidt har jeg krea-date med endnu et dejligt stk. kvindfolk herhjemme.

Back-and-forth. Multifarvede tråde vævet sammen til smukt stykke hav. Lyseblåt, gråt, turkis. 0-82 masker og tilbage igen. 82, 81, 80, 79, 78 … Indre ro, meditation. Men så kom katten forbi.

Garnnøglerne snurrer, pindene gløder. Aftenens værtinde har bagt fudge-tærte. Dertil årets første glögg.

Vi er vidt forskellige – lever dog parallelle liv. Huse i samme bydel, børn i samme skole. Dette netværk har jeg engang været med til at skabe. Hin efterårsdag i skoven. Jeg er stolt. Og taknemmelig.

For min skønne strikkeklub.

“Neeej, har I set???” Alle pensionisterne (og undertegnede) vender sig om og kigger. “Ja har I set? Lige nu bryder solen frem!” Jeg returnerer til drejebænk med varme om hjertet. Mere skal der ikke til.

På det gode keramikhold.

Først flere sekunder efter at GusMesteren har svunget håndklædet, rammer den brændende aromabølge os. 1 – 2 – 3. Impact!

Æteriske olier til gavn for blodtrykket, immunforsvaret og hukommelsen.

Mest af alt dog til gavn for en gammel Cancer Moms skrøbelige psyke. Timian-, eukalyptus-, geranium-dampene fuldender naturligvis wellness-oplevelsen – men ikke mindst nærværet, fællesskabet, den dæmpede musik, blæsten mod ruden, bølgerne under tømmerflåden og saunaens beroligende vuggen gør mig godt. En lille dybsindig sludder blev der sågar også tid til.

Efter den opkvikkende dukkert.

Det er godt nok sjældent, jeg kører i metro. Snildt ellers. Den dygtige øko-frisør forynger, mens vi læser blade og sladrer. Herefter posh vegetarfrokost & naturvin, kaffe & dele-kage.

“Du svarede ikke på mit spørgsmål”, smiler hun. “Hvis jeg gerne vil gøre noget rigtigt godt for dig, hvad skal det så være?”

Lige præcist en dag som nu, Skønmø! Med alvor og grin. Eller som den aften på Rigshospitalet, da du fyldte en balje med lavendel-vand og vaskede mine fødder. Mens Ella lå i koma og var tæt på at dø.

Dén smukke – næsten helt bibelske – kærlighedserklæring glemmer jeg aldrig.

Fra min ældste veninde.

Lille udpluk af storpige-gaver:

  • Nedfældede barndomsminder fra Bedstemoster (læst højt ved morgenbordet til pigernes store begejstring – sikke en kærlig og personlig gave!)
  • Nye rulleskøjter (fra Ella, nu hun snuppede Noras de gamle)
  • Sphero (fra Mor & Far, som måske også har købt denne seje gadget lidt til sig selv …)
  • Vandgevær (i dækning!)
  • Stigegolf (ikke helt så nemt som man skulle tro)
  • Nyt og eksklusivt malergrej (fingrene væk, Lillesøster)
  • Akrobat-trapez med ringe (allerede installeret i Sommerskuret)

Fejret med manér; ugens tredje fest. 11 glade sidste-skoledags-piger flyver højlydt og hæsblæsende gennem gaveleg, banko og stigegolf. 4. klasse er slut, og sommeren for alvor skudt i gang. Valmuerne står højt, solen brager ned og forsølver Noras hår.

Min datter. Min kloge, sjove, skøre, skæve, helt-sin-egen, vidunderlige pige.

Veninderne spæner omkring: “Hvornår skal vi ha’ pizza?”,”Hvad skal vi efter denne her konkurrence?”, “Hvilken slags kage har I lavet?”

Pyh, bli’r helt stresset! Vores to piger har i årevis lært, at tingene sker i det tempo, de sker. Eller også sker de slet ikke. Måske er blodprøverne fine nok til en dag i sommerhus, et par timer i zoo,  en en is ved havnen. Eller ej. Er først for nylig så småt begyndt at informere om planer længere ude i fremtiden. For vi er vant til, at det hele kan falde til jorden på et splitsekund. Og den skuffelse har ungerne skullet skånes for.

Når Noras klassekammerater spørger ind til dagens program, tror jeg egentlig ikke, det er fordi, de ikke nyder nuet. De søger nok bare den klassiske forventningens glæde (skyllet ud med højdosis-kemoen tilbage i 2009) samt den gængse struktur, som vel hører en almindelig familie med fast arbejds- og institutionsliv til (blah?)

Ta’r en rask beslutning, da fødselsdagen er forbi, og printer for første gang nogensinde en sommer-kalender ud til køleskabet. Godt så: Juli og august – hvilke aktiviteter på hvilke dage? Ferie hos Farmor & Farfar, ferie hos Mormor, familiehøjskole, cirkus, forlystelsesparker, sommerhustur med dejlige venner.

Op på hesten – hep!

Og tillykke igen, MiNo, min smukke Sveske <3

Fredag ked. Lørdag og søndag glad. Ned, op, ned, op. Og rutchebanen fortstætter.

Fredag valgte jeg at handle i den anden ende af byen. Butikkens pant-automat holdt bippende pause efter hver eneste dåse, og grønt-afdelingen var det ynkeligste sammensurium af gummi-gulerødder og plettede kålhoveder. Men her slap jeg for at støde ind i nogen, jeg kendte. For bare ét til obligatorisk hvordan-går-det-spørgsmål, et henkastet pip om eksotiske rejsemål til sommer eller nye kantsten i indkørslen, så ville jeg skrige. Og det ku’ vi jo ikke ha’.

Lørdag den årlige hvidvinsweekend med Ellas mødregruppe-mødre. Trofaste lille Sommerskur byder frejdigt indenfor til guf, hygge og masser af sladder. Fire tøser, fire historier. Engang levede vi synkrone liv. For en stund. Nybagte, trætte, lykkelige – babysvømning, bif og brunch. Før virkeligheden kom buldrende. Kastet sammen af en af livets store begivenheder. Bundet sammen af livets mange små. Alle har vi fået hver vores knubs undervejs. Oplevet at miste troen. På det gode. Men vi har lært at navigere. Alene og ved fælles hjælp. Så hvis dessertvinen er frossen og røgeovnen svigter, er der heldigvis ild i kaminen og kul på grillen.

Og med en håndfuld lækre lopper fra tuskemarkedet og et frisk-olieret trætophus i skovhaven, hvad mere kan man da forlange?

Mandag ok.

“Du har da tasker nok, Mor!”, slår Nora fast, da jeg takker ja til strikkedulle-Inges spontan-invitation. Vissevasse. Man får aldrig tasker nok. Basta.

Aftenens fund, Adax lagersalg Roskilde 2015:

  • Sand kernelæder-shopper
  • Blå kalveskind-crossbody
  • Lime 1.000-rums-clutch
  • Samt ekstra fødselsdagsgave til en helt særlig quinde, der fylder år i næste uge (tystys)

Asen og masen. Syrlige smil når den lækre handske/pung/kuffert lige bliver nappet af gimpen forrest i køen. Hedebølge & grineflip.

Shop dig glad. Det virker …

To barndomsveninder. Sol og lammeskyer. Sand i skoen og og frokost under birken. Avocado-sandwich og ingefær-snacks.

Vandretur langs kystlinjens hybenstier, klitter, diger. Strandede vandmænd, kridhvide muslingeskaller. Retur til Sommerskurets buldrende brændeovn. Gennem skoven frisk og stor.

Tak for en dejlig dag, Skøn-mø.

Tak for dig <3

Tilbage i lyngen. Ah!

50% af husstanden ELSKER Sommerskuret betingelsesløst, 25% syn’s her er helt fint at være (så længe der er mad nok), og for 25% går det an (bare internettet virker).

What’s not to love?

I fredags gik vi på McDonalds. Alle fire. Dejligt spontant. Tøserne tæskede rundt i legehjørnet, mens deres gråhårede forældre ventede på maden. Halvblundende i plastiksofaen fornemmede jeg sidste gang, vi var her. For omtrent to år siden, dengang vi troede, at NU skulle livet til at leves. Blev pludselig revet væk fra minderne, da Nora kom susende over til mig:

“Mor, mor – har du nogle mønter?” (Til hvad dog – spillemaskiner?). “Det er fordi, man kan støtte vores søde McDonalds Hus, hvis man putter penge i kassen herovre! Må vi ikke nok?”

Blev simpelthen nødt til at kramme luften ud af min store skønne pige. Med tårer i øjnene. For selv om efterforløbet har været hårdt, så er der alligevel succesoplevelser. Gode post-cancer moments.

Fra stilhedens katedral på Rigets Intensiv til dundrende festivalstemning i dansk folkeskoleklasse. Forstår godt det har taget Nora lidt tid at komme til hægterne igen.

Lige da vi var flyttet hjem efter udskrivelsen sidste sensommer, havde hun til vane pludselig at rejse sig op midt i timen og forlade lokalet. Pst væk. Ingen vidste, hvorhen hun gik. Ingen vidste, hvornår hun indfandt sig igen. Lærerne var lidt i vildrede; de havde jo ansvaret for hende. Men jeg undte hende nu alenetid. Og den har uden tvivl hjulpet.

Nu forsvinder Nora ikke så tit men nøjes med en tur under bordet eller op i vindueskarmen, hvis hun trænger til pause fra undervisningen. Hun trives bedre for hver dag og er faldet ok til i sin klasse igen. Men det har været en langsommelig proces. For man hiver vel heller ikke et barn ud af skolen et halvt år uden konsekvenser …

Fagligt? Jo, der skal hun nok også komme efter det – tvivler ikke. Knolden er heldigvis skruet godt på tøsen.

Og socialt? Tja, hun er slet ikke så moden som de andre piger i klassen, kan jeg mærke, men det lader til, at kammeraterne accepterer hendes forskellighed og sågar til tider beundrer den afslappede, drømmende og ubevidste facon. Denne trækker imidlertid tænder ud hos lærerne, der kan have svært ved at drive hende fra A til B. Men det gør den også hos os herhjemme, hvis det er en trøst …

Kære NoraFlora.

Det blev sandelig ikke det årti, jeg havde tiltænkt dig, da du lå og boblede i min mave. De sidste fem har været en barsk – men også lærerig – omgang. Lærerig på godt og ondt. Men du har dit varme hjerte i behold. Det er det vigtigste.

I næste måned kan du fejre din første runde fødselsdag. Det eneste jeg ønsker for dig, min pige, er at solen vil skinne. Og det må den så meget gerne blive ved med at gøre resten af dit liv. Tak.

Det er da vel ikke for meget forlangt, vel?

“Velkommen til!”, siger Ella indladende og lukker Noras veninde indenfor. “Denne vej, så skal jeg vise dig, hvor du vasker dine hænder, så vi kan komme op og lege på mit værelse. Gå du med mig!”

Nora står alene tilbage i entréen og mukker. Det var nu ikke den eftermiddag, hun havde planlagt for sin klassekammerat, da hun inviterede hende med hjem. Nu Lillesøsters immunforsvar er på vej op, må hun endelig få venner på besøg. Endelig få gang i det liv som hører en stor ni-årig pige til. Men loyalitet over for familien – vanen med at holde sig i baggrunden – spænder ben og gør hverdagen svær. For vores kære Nora Skyggebarn.

Jeg fikser en bakke med saft, kiks, druer til de to store piger og sætter den ind på Noras værelse. Tilbyder Ella en kop te med mig ude i køkkenet. “Aldrig i livet!”, svarer hun prompte og sparker Storesøsters dør op. “Jeg skal da være med til at lege.”

Pyh, det bliver en hård eftermiddag, den her …

For hvor er det bare vanskeligt pludselig at skulle til at sætte grænser for Kemoged. Nu hvor hun ikke er Kemoged mere. Hun er jo blevet nurset, plejet og har fået lige hvad hun har peget på. Lige når hun har ønsket det. Vi har alle hoppet, sprunget og serviceret. Bare hun kunne lokkes op af sengen, ud af kørestolen, hen til spisebordet: “Næh, se; Ella står, Ella går, Ella spiser!”

“Ella lever!!!”

Hvordan vi finder hjem, aner jeg ikke. Men jeg har fornemmelsen af, at der er lang vej endnu …

Julen 2012 blev fejret med kemokalot og levende lys. Ellas sidste behandling ventede i det nye år. Åndede os i nakken under ris a la mande og gaveorgie.

Enten mistede hun livet – eller fik det forærende på ny.

Hun er her endnu. I dag. Juleaftensdag 2013. Pynter træet og krammer sin søster.

Så kære familie & venner. Strikkeduller, vinterbadere, medforfattere, filmfolk, hjerteveninder, læger, sygeplejersker, læsere, seere, cancer moms.

Julen er hjerternes tid, og mit hjerte banker for jer!

Tak for støtte og omsorg, kaffe- og rødvinstår, lyttende ører og kærlige ord, når livet stod på spil. I ønskes alle en magisk og hjertevarm aften. Kys dem I har kær.

Og lad opvasken stå. I når den nok …

100 % skøn juletræsfest i Børnehuset SIV
100 % dejligt vinterbad/kvartfinale/strikkeri med dullerne
100 % cool møde med Head of Kræftens Bekæmpelse

Og bedst af alt patologernes svar på længe ventet prøve:

100 % rask donor-marv i Julegris (og dermed fortsat intet spor af den gamle cancerbefængte).

Wiii!!! Pyyy!!! Zzzz …

 

En måned til jul.

Stiv kuling. Bølgerne ruller under vinterbadebroen, slår hårdt mod tømmeret, river i fortøjningerne. Saunakahytten gynger voldsomt. Den ene hånd hænger slåbrokken på knagen, den anden klamrer sig til gelænderet.

Flere nøgenheder dukker op. Storgrinende: “Hva’ si’r du – er det din første tur i baljen dag, he he?”

Jotak – ilddåb indeed!

Nu går den ikke længere. Må følge efter mine to kyndige veninder ned ad trappen. Og hopla – i havnen med kadaveret.

Hold da helt kæft; den havde jeg liggodt ikke set komme. En umiddelbar følelse af frihed, af velvære, at liv.

Jeg lever! LEVER!!!

Råhygge i Hurlumhejhuset. Ser gennem kravlenisser ud over fjorden. Fra øverste hylde. Splitterragende.

Kæk midaldrende giver varmen en på hatten med øseskeen; heden svier i næse og svælg. Griber et loft-reb og slingrer ud til endnu en svalende dukkert.

Tilbage i omklædningen handles hjemmeslynget honning og drikkes urtete. En enkelt dram bliver det også til i søndagens anledning.

Tiltrængt renselse. Tiltrængt fritime. Tiltrængt venindehygge.

Og så nåede man også bageren på hjemturen …

Yeah!

Og yeah igen!

Ved tirsdagens kontrol på Riget skete noget absolut skønt: Ellas immunforsvar er nu steget så meget, at hun må komme tilbage til Børnehuset SIV; institutionen for alvorligt syge børn og deres familier.

Bindeledet mellem hospital og den virkelige verden. Et lille clearet pusterum, hvor Tøs kan blive en del af et børnefællesskab, indtil hun er frisk nok til udslusning i sin skønne børnehave.

Ude i Baccilleland.

Et stort skridt mod en almindelig hverdag. En sejr af de helt store for EltuBeltu.

Det tog hende ikke længe at tage lægen på ordet. Allerede dagen efter beordrede hun os afsted til Danmarks eneste svæklinge-paradis. Sang hele vejen derhen.

Gensynsglæden var stor. Velkendte rutiner, lokaler, legesager, pædagoger. Dog mest fremmede børn.

Jeg bliver så ked, hver gang jeg møder nye ansigter i Nyre-, Hjerte-, Lunge- eller Kemoland. Triste skæbner, der har fået gulvtæppet revet væk under sig af en frygtelig diagnose. Ella bliver imidlertid glad – hurra for legekammerater!

Vi er begge smadrede, da vi kører hjemad. Ella i kroppen, jeg i sindet. Mens Putte susede ned af rutchebanen i puderummet (med hovedet først!), dækkede op til te-selskab hos dukkerne og malede lyserøde billeder ved krea-bordet, tænkte jeg tilbage. Tilbage på dengang for over et år siden, da vi holdt den dejligste fest af alle. Afskedsfest i spisestuen heroppe. Tre raske børn og deres mødre fejrede, at de skrappe isolationsregler endelig kunne brydes, og et sygdomsfrit liv ventede forude.

Kort efter døde den ene, og den anden fik kræft påny.

Men det bliver anderledes denne gang, gør det ikke? Vi klarer den allesammen, gør vi ikke?

Eller hvad?

Så er det tid til et lille krea-indlæg d’damer!

Denne skønne taske har hængt på mig og babyjoggeren hele sommeren. Dejlig gave fra en tidligere kollega og hendes søster, som har fælles sommerhus tæt ved vores. Og de har godt nok lavet det lækkert! Bliver bare så godt humør af at kigge på farverne og tænker lidt at lave en ekstra i lidt efterårslook og dermed tynde lidt ud i al restegarnet.

Husbond bifalder idé …

Hæklet crossbody taske: Udført i ét stykke i fm brudt af stm-rk hist og pist. Slå 175 lm op (ca. 60 cm i bredden), vend med 2 lm (2 m fra nålen), skift farve ved hver rk. Og så er det ellers bare derudaf indtil en 40 cm. penge. Kanten hækles i fm. (i hver tredje m, så den rynker) og hanken gøres så bred og lang, man nu ønsker (denne er 8 fm bred/50 cm lang).