Undertrykte host, knirkende lædersko. Blomsterne lægges nu i de skrå vindueskarme; ikke mere plads på gulvet. Heller ikke mere plads på bænkene, hvor vi sidder skulder mod skulder. Andre må stå.

Hvorfor hulker jeg ikke som de fleste? Var vi ikke tætte nok i vores venskab, eller er jeg blevet følelseskold? Det er jo trods alt ingen børnebisættelse, det her…

Halvejs igennem ceremonien gives ordet videre til Trines bedste-veninde. Det formelle sprog står i underlig kontrast til hendes bævende stemme og røde øjne. Men et fint farvel.

Nu græder jeg også. Ikke voldsomt og ukontrolleret men som en stille sommerregn. Præsten tager over igen, min dejlige og rummelige præst Marianne.

Vi tre tøser – en amputeret mødregruppe – holder om hinanden, mens kisten køres bort. Følger efter og fortsætter ned til sognegĂĄrds-kaffe, wienerbrød, oversmurte boller og en hel del velkendte lokal-ansigter i enkemandens kondolence-kø.

Brusende hyldevand herhjemme med sød filtemor + datter. Lasagnen er i ovnen, og mit hovede dunker som ind i helvede. Panodiler skal der til. Og hvidvin. Og mere hvidvin…

Et liv er slut. Ufuldendt som Gaudis kirke, eller det vævede fuglebillede i præstegårdens vindue, som Mariannes mor ikke nåede at færdiggøre.

MĂĄske derfor forekommer det sĂĄ smukt?

Hver tirsdag kommer mormor og læser lektier med Nora. Den gamle skolelærer har en helt anden indgangsvinkel end de sure forældre; vi taler her total win/win-situation:

Mor & far: “Kom nu igang! Op med penalhuset! Frem med bøgerne! Hvorfor er det dog sĂĄdan en kamp, hver evig eneste gang, du skal lave dine opgaver???”

Mormor: “Hej dejlige Nora-pige (og kæmpe kys og kram)! Du kan tro, jeg har glædet mig til at se, hvad vi skal lave sammen idag. Find du dine sager frem, sĂĄ brygger jeg en kop te til os, min skat…”

Tja, mĂĄske skyldes overskudet, at de ikke ses dagligt. MĂĄske hører Nora efter, fordi hun ligner og lyder som mor – men aldrig rĂĄber eller skælder. Eller mĂĄske er bare fordi, hun er Nora og Ellas elskede mormor.

Under alle omstændigheder: Succes. Mere af det, tak!

Ha – hvor har jeg en kreativ datter. Hvis du læser med her, kære Amanda-mø, sĂĄ kan jeg godt sige dig, at de herssens PlayMais-majs-tingster, som du gav Ella, har skabt glæde hos hende og storesøster:

Armbånd, palme-øer, myrer og senest pigerne i 1. c. på rad og række (ja, der mangler godt nok én, da vi løb tør for hudfarve).

Hvis nogen undrer sig over, hvordan det virker, så skal man altså skære skum-dimserne ud i ønsket facon og klistre sammen med vand. Og de er så øko, at bliver de spist undervejs af en sulten trold, så gør det ikke det mindste.

NB. Giver rimeligt farvede fingre…

Ih, endnu et spændende tiltag!

Har kontaktet indsamlingsplatformen BetterNow, der gør det muligt som privatperson selv at initiere støtte til en god sag.

Jeg kunne se, at BørneCancerFonden allerede var på listen, men ville høre dem, om man ikke også kunne få Børnehuset Siv og Foreningen Cancerramte Børn med. Fik fluks svar på min mail: Ellas institution er ikke godkendt fra Skat, men det er vores skønne patientforening derimod.

Så hermed startskudet på et sjovt projekt, som jeg glæder mig til at deltage i 🙂

(Kors, hvor jeg savner et arbejde…)

Værsgo’ Matilde; sĂĄ er den hæklede blomst til din kjole færdig! SĂĄ mangler jeg kun din lillesøster Mayas, som hun har bedt om i farverne lille, blĂĄ og lyserød.

Måske jeg skulle hækle en til hver af slikposerne på torsdag? Det er altid lidt sjovt selv at få en ting med hjem fra fest.

Meget relevant, at jeg skal til nørkle-aften i Børnehuset Siv om et par timer – mĂĄ huske den skønne blomster-opskriftbog

 

Nora: “Min lillesøster har fĂĄet kemo, og sĂĄ faldt hĂĄret af.”

Matilde: “Det fĂĄr min far faktisk ogsĂĄ, men hans hĂĄr er ikke faldet af endnu.”

Nora: “Det kommer det til, men bare rolig – det vokser jo ud igen om et par mĂĄneder.”

Matilde: “Ja, det er rigtigt.”

Tine er pĂĄ overnatning med sin store pige, og de to syv-ĂĄrige veninder sludrer over morgenmaden.

Jeg finder Kemomanden Kasper-bogen frem fra Noras børnebibliotek under højsengen og lægger den på bordet. Så smutter jeg ned i stuen igen. Tøserne bladrer fornøjet i den.

Tine starter min Mac op og viser dem Sebastian Kleins lille film om en kræftafdeling. Den er sjov, synes de. Og så går de op på værelset og leger med lyserødt lego.

Efter denne succes beslutter mig for at fortælle Nora, at hendes veninde fra parallelklassen mistede sin mor tidliger pĂĄ ugen. “Det ved jeg da godt!”, siger hun, og jeg sukker. For sĂĄdanne nogle store unger er jo ikke dumme – de opsnapper selvfølgelig, hvad der sker rundt omkring dem. Sorgbearbejdelse hos børn er en kunst, og det er vores ansvar som voksne at give informationerne uden pres, i rigtig mængde og pĂĄ rette tidspunkt. Og rette tidspunkt er ofte med det samme…

Vi samler os sammen og suser ud til farmor og farfar for at dekorere Noras fødselsdags-tønde med flag og blomster. De har forvist gamle Lupo-leis til fortovet og indrettet malerværksted i carporten. Efter at Nora har vist sin veninde rundt i sit tredje hjem, dekoreres de rå brædder med motivet: Nora-på-bakketop-med-lyserød kjole-og-gylden-krone.

Wow! Nu hvor den særbestilte slikposeholder er fikset, kan pigefødselsdagen bare komme an!

Ekstra pift til hjemmebaget med Morsø udeovn – uhm!

Vi har ikke mere sand i sandkassen!

Skidt med det – vi ta’r bare til Egypten og henter noget…

Har lige hørt fra en sørgende mand, der mistede sin elskede kone i nat:

… vi savner hende allerede.

Jeg er fuldstændig tom indeni. Ingen ord her til aften – kun rødvin…

Sms:

…sĂĄ det er vist bare et spørgsmĂĄl om tid.

Det er ikke til at bære. Min dejlige veninde fra Nora-mødregruppe og løbe/bogklub ligger for døden lige netop nu med brystkræft-spredning, og hendes familie er samlet hos hende på hospitalet.

Min første tanke er 100% egoistik – et umuligt ønske at opfylde: Et brændende behov for at se hende igen og sige farvel. Det er underligt at erkende, nĂĄr noget er for sent, men det er det nu. Jeg har aldrig kunne forliges med tanken om, at hun efter sygdommen valgte os alle fra og kun fokuserede pĂĄ de allernærmeste.

Da jeg mødte hende sidst, inviterede jeg mig selv til kaffe hos hende, da vi jo begge var pĂĄ orlov pga. kræft. Hun krammede mig og sagde, at hun utroligt gerne ville sludre med mig, men jeg mĂĄtte love hende ikke at tale om sygdom. Det kunne jeg bare ikke. Jeg vidste, at det ikke ville fungere for mig med tabuer, sĂĄ meget som Ellas sygdomsforløb har fyldt hos vores lille familie i sĂĄ mange ĂĄr. Hun smilede og sagde, at det vidste hun selvfølgelig godt, at jeg ikke kunne – men jeg mĂĄtte sige til, nĂĄr jeg var parat igen.

Det blev jeg ikke.

“Sig fra og mærk efter” er en kommentar, alle kommer med til mig for tiden, og “Pas pĂĄ dig selv”. Det er jo sĂĄ det, jeg har gjort. For selv om jeg da ofte sniksnakker om andre end kræftrelaterede emner, sĂĄ kan jeg ikke love at lukke helt af, hvis de dukker op.

Men det fortryder jeg nu. Og der er intet, jeg kan gøre. Jeg burde have taget Ella under armen og drukket kaffe med hende. Smalltalket om dansk design, psykologi og børn (åh gud, og hvad med hendes to dejlige unger???). Om vind og vejr.

Mit hjerte bløder!

Færdig med endnu et hækleprojekt. Holder sĂĄ absolut ikke Familie Journalen, men deres online nørkle-site er super. Faldt over denne retro-ish poncho-opskrift og fiskede fluks en gang uld-tweed op fra mit stash under den gamle daybed i køkkenet. Fantastisk materiale – reflekterer lidt over ordets oprindelse. Wikipedia er min ven:

The original name of the cloth (tweed) was tweel, Scots for twill, it being woven in a twilled rather than a plain pattern. A traditional story has the name coming about almost by chance. About 1830, a London merchant received a letter from a Hawick firm about some tweels. The London merchant misinterpreted the handwriting, understanding it to be a trade-name taken from the river Tweed that flows through the Scottish Borders textile area. Subsequently the goods were advertised as Tweed, and the name has remained ever since.

Der foreslĂĄs dobbelt-trĂĄd, og det hæklede jeg ogsĂĄ med, da Ă©n bliver for slasket. Men den er dog blevet lidt mere kompakt og tæt end den pĂĄ opskrifts-fotoet – men skøn at have pĂĄ og bliver god til efterĂĄr/vinter. Hækler mĂĄske endnu Ă©n i lidt lysere farver og lettere garn til de kølige sommeraftner. Forsøgte mig med frynser, men sĂĄ gik der for meget ryatæppe i den – mĂĄske næste projekt bedre kan bære dem. Har nemlig lige lært en ny frynse-teknik…

Hallooo – er der nogen hjemme???

Ikke det fjerneste, mĂĄ jeg med skam erkende! Der er helt tomt, blankt og ingen aktivitet at spore what so ever; det stĂĄr nu soleklart.

Afkobling, slumre/dvaletilstand, langtidssygemelding af hjernen, eller også er den ganske simpelt afgået ved døden? Her er ikke bare tale om almindelig feriestemning og sløvhed. Nej, den er gruelig gal:

Nøgler, solbriller, telefon, Ellas aftalekort til næste kontrol forlægges – ja selv bilen kan ikke genlokaliseres ved indkøb. Jeg farer forvildet rundt mellem rækkerne og trykker pĂĄ lĂĄs-op-knappen for at se, om ikke et par nĂĄdige lygter skulle blinke mig i møde. Kludrer i Noras legeaftaler og finder først ud af kl. 0,001 sekund i lukketid, at det er os og ikke venindens forældre, der skal hente. Skriver nok sĂĄ gladeligt pĂĄ vores fælles Notespark, at rengøringen er løbet tør og mangler flydende Rens-let, Ajax kalkfjerner, toiletrens m/ klorin – og gerne to af hver – men glemmer at kigge pĂĄ huskesedlen i butikken.

For pokker da ogsĂĄ (for at bruge et af Ellas yndlingsudtryk). Det her gĂĄr simpelthen ikke i længden – hvad bliver det næste?

Friske blomster på bordet i Børnehuset Siv igen i dag. Ved simpelthen ikke, hvordan jeg kommer videre uden dette fantastiske værested i baghånden fremover. Snøft.

NĂĄ, men jeg sludrede over frokosten med mor til syg pige. Hendes kræftstadie var noget lort pĂĄ diagnosetidspunktet, og kromosonerne ligesĂĄ. “Lort med lort pĂĄ”, er morens rammende udtryk om den sag.

Ja, der er i rigeligt at kæmpe mod, tænker man. Men det er selvfølgelig ikke nok…

Oven i hatten skal de gudhælpemig også have problemer med pigens storesøster, som lige er kommet i skolealderen. I modsætning til børnehaven, som gav rum og plads til alle de følelser, hun havde i forbindelse med sin søsters sygdom, så lukker den nye SFO fuldstændigt af for emnet: Kræft bør ikke italesættes af hensyn til de andre børn og forældre, siger de, for de kunne jo blive forskrækkede. Det må hellere ignoreres, for tænk nu, hvis man skulle komme til at fælde en tåre?

Jeg er målløs. Har godt løbende læst om, at ikke alle institutioner er klædt på til at støtte børn i deres sorg, men så må de dælme se at blive det! Som den triste mor sagde, så er dødeligheden for mennesker jo 100%; netop derfor bør det ikke være et tabubelagt emne.

Projekt Om Sorg har – som før nævnt – pakkeløsninger til bĂĄde personale og børn, som kan hjælpe med til, at der bliver taget fat pĂĄ snakken. Jeg har kigget i et par af deres kompendier, og de er lige til at gĂĄ til og meget inspirerende. Uden at være tilhænger af, at børn skal dvæle i sygdom og død, er jeg sikker pĂĄ, at tavshed gør ondt og ikke er godt for nogen. Især ikke den stakkels pige, hvis nye venner pĂĄstĂĄr, at hun lyver, nĂĄr hun fortæller om sin lillesøsters strĂĄle-tatoveringer pĂĄ kroppen. Og det er de voksnes ansvar at fĂĄ hendes venner ud af deres uvidenhed og hende ud af sin ensomhed.

For findes der noget mere ensomt i verden, end at stĂĄ alene med sin angst – angsten for at miste en, man har kær?

I går i svømmehallen knækkede Nora et stykke af hver af sine to fortænder efter en spontan-koldbøtte på lavt vand. Pis.

Afsted til skoletandlægen med hende og på med en gang plastik. Nå, nu har vi da veninde-proteser i overmunden, hun og jeg, efter mit eget nylige stunt :-/

En ganske almindelig hverdagsudfordring, som kan høre enhver ganske almindelig familie til, tænker jeg. Og sĂĄ alligevel bliver jeg bare monster-ked…

1) Husbond: “Det var sørme ærgerligt, at Nora mister en bid af tænderne, men der er jo som sagt værre ting, et barn kan komme ud for (!!!)”

2) Mig: “Jeg skulle nu mene, at vi da har været igennem alle de strabadser, vi skal igennem her i livet. SĂĄ kunne man venligst blive forskĂĄnet for flere udfordringer, tak!”

Stopper den aldrig, smerten? Læser i øjeblikket C. S. Lewis for Nora, og jeg tænker på af hans ord:

Imagine yourself as a living house. God comes in to rebuild that house. At first, perhaps, you can understand what He is doing. He is getting the drains right and stopping the leaks in the roof and so on; you knew that those jobs needed doing and so you are not surprised. But presently He starts knocking the house about in a way that hurts abominably and does not seem to make any sense. What on earth is He up to? The explanation is that He is building quite a different house from the one you thought of – throwing out a new wing here, putting on an extra floor there, running up towers, making courtyards. You thought you were being made into a decent little cottage: but He is building a palace. He intends to come and live in it Himself.