To forskellige sygehuse.
Det der i sin tid gav os en fængselsdom pĂĄ ubestemt tid – og det jeg besøger for at fĂĄ tappet et par poser.
Samme parkeringskaos, samme indgang, samme farve vægge. Men stemningen er en anden. Lydene fra forhallen, smilene fra sygeplejerskerne, fornemmelsen når man hiver i dørsnorene.
Vidt forskellige.
Min far havde en sjælden blodtype og var også donor i mange år. Han blev engang kaldt afsted til et trafikoffer, der direkte modtog fra ham bag et forhæng. Det må have været underligt. Og godt.
Med et lille ekstra kryds fik jeg forrige ĂĄr ligeledes meldt mig som knoglemarvsdonor. Nu er min dna registreret. SĂĄ venter jeg pĂĄ et opkald. Det kommer mĂĄske aldrig. Hvilket ogsĂĄ er ok.
Der er nu gået lang nok tid til, at vi må kontakte Ellas donor. En ung tysk mand. Med hjertet det rette sted. Aner ikke, hvad vi skal skrive. Derfor tøver jeg. Tak, er vel det mest oplagte. Men hvordan kan ét enkelt brev rumme det, vi føler? Den dybe sammenhørighed? Taknemmelighed?
Tak tak tak – fra nu af og til verdens ende tak. Vi elsker dig for din gave til os. For at sige ja. For at møde op. For at lade en kæmpekanyle knase sig gennem din hoftekam og dræne knoglerne for marv. For en chance til. For livet.
MĂĄske Ellas ord til mig for et par dage siden er de eneste, der rammer rigtigt:
“Jeg elsker dig helt op til mĂĄnen, rundt om solen, ned til jorden, rundt om en lille mælkebøtte og tilbage til mĂĄnen igen …”
MĂĄske.
