Arkiv
Tag "riget"

To fremmede kvinder mĂždes i McDonald Husets elevator. Begge mĂždre. Begge til et alvorligt sygt barn.

Ellers ville de ikke vĂŠre her.

Inden dÞrene lukkes i kÊlderen og Äbnes pÄ 1. sal kender de til hinandens dybeste sorg, hÞjeste Þnske.

Teksten fra mandagens fÊlleslÊsning pÄ hospitals-biblioteket fÄr nu pludselig en ganske ny betydning. Moderne klassiker, indeed:

Du kender dem pÄ deres alvorsblikke,
pÄ sÞvnens em, der stÄr i deres hÄr,
og de har altid travlt og ser dig ikke:
du er en Ärstid, som de aldrig nÄr.

Skrive/tegne-vÊrksted pÄ Riget med bÞrnebogsforfatter Kirsten Sonne Harild.

“Sikke en fantastisk skoledag!”, siger glad Nora og danser smilende afsted med sit eventyr under armen.

“Sikke et dejligt smil”, tĂŠnker grĂ„dlabil Mor og fĂ„r tĂ„rer i Ăžjnene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En lille historie om Pegasus der kom til slottet

Kapitel 1
Der var en gang to prinsesser, der hed Prinsesse 1 og Prinsesse 2. De boede pÄ et stort slot, der lÄ langt, langt ude pÄ landet.

De mÄtte ikke gÄ uden for slottet for kongen og dronningen.

”Men mĂ„ vi ikke bare gĂ„ ned til den lille bondegĂ„rd, der ligger nede ved skoven? De har sĂ„dan nogle fine heste, og der er ogsĂ„ nogle drenge, vi kan lege med” sagde Prinsesse 1. ”De vinker til os, nĂ„r vi kigger ud ad vinduet.”

”Nej, sĂ„ fĂ„r I mudder og hestepĂŠrer pĂ„ jeres fine sko,” sagde dronningen.

Og kongen sagde, ”jeg vil da ikke have at mine kongelige piger skal lege med bondesþnner. Det er forbudt at vinke med bondesþnnerne.”

Ӂrh, mĂ„ vi ikke nok,” sagde prinsesserne i munden pĂ„ hinanden. ”Vi keeeeeder os.”

”Nej,” sagde kongen og dronningen. ”Og dermed basta og slut prut!”

Hver morgen nÄr prinsesserne stod op og havde fÄet deres fine kjoler pÄ i omklÊdningsvÊrelset, skyndte de sig hen og kiggede ud ad vinduet.

”Se de fine heste, der gĂ„r der,” sagde Prinsesse 1 og pegede ned pĂ„ grĂŠsmarken uden for bondegĂ„rden, hvor der gik en flok heste og grĂŠssede. ”Jeg kan bedst lide den hvide med de brune pletter. Hvaffor en kan du bedst lide?” spurgte hun sin sĂžster.

”Åh, se den sorte med den lange manke, den kan jeg bedst lide,” sagde Prinsesse 2.

Og sĂ„ kiggede de lĂŠnge pĂ„ hestene, helt ind til deres lĂŠrer kom og sagde: ”Nu skal I i prinsesseskole. I dag skal vi lĂŠre at sidde pĂŠnt ved bordet.”

Samme aften var det fuldmÄne, den hang og lyste stor og gul liiige over slottet og gav det hele et magisk skÊr.

Da de to prinsesser skulle til at gĂ„ i seng, sagde Prinsesse 2: Åh,  det er sĂ„ varmt i aften, skal vi ikke lade dĂžren stĂ„ Ă„ben, sĂ„ vi kan fĂ„ frisk luft?”

”Jo, lad os det,” sagde Prinsesse 1. og sĂ„ Ă„bnede de de store dĂžre ud til springvandet og alle fuglene, sĂ„ der kunne komme frisk luft og fuglesang ind til dem, mens de sov.

Kapitel 2
Men pludselig, mens de lÄ og sov, lÞd der et sus i luften. Swiisssssss swuissss, sagde det. Og midt imellem sengene stod en gylden Pegasus med lyserÞde blomster i hÄret.

”VĂ„gn op,” prinsesser, sagde den stille. ”SĂ„ skal jeg flyve jer en dejlig nattetur.”

Pigerne satte sig op og gned sig forbavsede i Ăžjnene.

”Hvor mon den vil fþre os hen,” sagde Prinsesse 1. ”

”Jeg er lidt bange,” sagde Prinsesse 2.

”Men vi gĂžr det,” sagde de sĂ„ i kor.

SÄ gik de ind i omklÊdningsrummet og tog deres frakker uden pÄ nattÞjet, og sÄ satte de sig op pÄ ryggen af Pegasus, som hurtigt flÞj ud af vinduet.

”Hold godt fast i min manke,” sagde Pegasus, ”for nu letter vi.”

”Weeeeeee! Skreg prinsesserne. ”Det kilder i maven.”

De flÞj ud over altanen, forbi papegÞjen og de andre fugle og videre ud over voldgraven og lige hen mod bondegÄrden, hvor de landede ved siden af den sorte hest med den lange manke og den hvide hest med de brune pletter.

”Jeg kommer og henter jer, nĂ„r solen stĂ„r op,” sagde Pegasus og flĂžj vĂŠk. ”

SĂ„ gik prinsesserne igennem mudder og hestepĂŠrer hen til de to heste.

Pludselig kom to af bondesþnnerne ud. ”Hej sagde,” vil I med en tur ud og ride?”

”Vi kan altsĂ„ ikke ride. Vil I ikke lĂŠre os det?”

Og det ville bondesĂžnnerne gerne.

Og de red en lang tur ud over markerne og igennem skovene, og de blev gode venner med bondesĂžnnerne og snakkede rigtig meget sammen.

Men pludselig lĂžd det i luften Swuiisss schwuiiiissss. Det var Pegasus. ”SĂ„ nu stĂ„r solen snart op. SĂ„ nu skal I hjem i jeres prinsessesenge.”

Han flĂžj pigerne hje og sagde: ”Jeg kommer igen ved nĂŠste fuldmĂ„ne” og prinsersserne vinkede fra altanen og gabte sĂ„ og skyndte sig i seng.

De var SÅ glade.

Kapitel 3
Da prinsesserne kom sĂžvnige ind til morgenmaden sagde dronningen.

”Hvad er det I har pĂ„ jeres fĂždder? Er det hvad jeg tror, det er? Er det mudder og hestepĂŠrer?”

”NĂŠ, jeg kan altsĂ„ ikke se noget,” sagde prinsesserne i munden pĂ„ hinanden.

Men kongen sagde: ”Jeg tror I har sneget jer ud pĂ„ markerne i nat. Jeg vil grave en voldgrav, sĂ„ det ikke sker igen.”

Men prinsesserne var ligeglade, de vidste jo at de ikke havde gÄet derhen. De var jo flÞjet.

Og ved nÊste fuldmÄne flÞj kom pegasus tilbage og flÞj hen over voldgraven og over til gÄrden, hvor de legede med bondesÞnnerne og hestene hele natten.

Nu blev kongen rigtig sur. SĂ„ sur, at han besluttede, at prinsesserne skulle giftes vĂŠk.

”Der kommer nogle snart nogle prinser og frier til jer snart. Og sĂ„ er det slut med at vĂŠre bondepiger om natten og fĂ„ mudder mellem tĂŠerne.”

Prinsesserne grĂŠd og grĂŠd. ”Vi skal nok vĂŠre sĂžde. Men vi vil ikke giftes med prinser. Vi kan bedst lide vores gode venner fra gĂ„rden.”

”I fĂ„r aldrig en bondsĂžn,” tordnede kongen. ”det er I for fine til. Og sĂ„ satte han gitter for vinduet og lĂ„ste dĂžren, sĂ„ pigerne ikke kunne flygte ud om natten mere.

Kapitel 4
SĂ„ kom dagen, hvor prinserne skulle komme og fri.

Pigerne fik lavet fint hÄr og fik hvide kjoler med lyserÞde og pink blÄ bÄnd ned over maven. Og sÄ blev de sat i to store stole i den fine spejlsal.

De var sÄ kede af det. De ville jo ikke giftes med prinserne, de tÊnkte kun pÄ bondedrengene og hesten fra gÄrden.

”Nu kommer prinserne,” sagde kongen. Og I har bare at sige ja.”

Prinsesserne tÞrrede deres Þjne og kiggede ud igennem de store vinduer. Hvad var nu det. Hvorfor red de fremmede prinser pÄ den sorte og den plettede hest, som de kendte? Og var der noget bekendt ved deres ansigter under de fine kroner.

”Det er bondesþnnerne,” hviskede Prinsesse 1 til Prinsesse 2.

”Ja, det er. MĂ„ske er de virkeligheden prinser?” sagde Prinsesse 2

Og det var de nemlig. Det var to prinser, der havde klÊdt sig ud som bondesÞnner og slÄet sig ned pÄ bondegÄrden ved siden af slottet for at se om de to prinsesser var nogen sÞde prinsesser.

Og sĂ„dan gik det til at Prinsesse 1 og Prinsesse 2 sagde ja uden at blinke. Og prinserne flyttede ind pĂ„ slottet. Og de fik  alle selv fik lov til at bestemme hvornĂ„r de ville gĂ„ i stalden og ride tur i skoven – og hvornĂ„r de ville vĂŠre fine prinsesser – med hestepĂŠrer og mudder pĂ„ skoene.

Og Pegasus flÞj dem ofte frem og tilbage og flyttede ind i en meget sÊrlig stald. Lige midt imellem det store slot og den lille bondegÄrd.

Og de levede lykkeligt til deres dages ende

Slut prut finale!!!!

Jeg kan se det i deres Þjne, medlidenheden. De fleste forbipasserende sender forstÄende og triste smil til vores lille familie, nÄr vi triller rundt pÄ Rigets matrikel. Ellas udstyrsstykke er heller ikke just diskret, for at sige det mildt: SkrigblÄ bÞrnekÞrestol med kampestens-tung iltflaske. Bleg og afpillet Lillepige viklet ind i kemokalot og elektroder.

Men hallo; hun er jo ikke syg – hun er faktisk rask! KrĂŠftfri for fĂžrste gang i sit liv, genopstĂ„et fra koma. Drop jeres ynk og glĂŠd jer med os! Jovist kunne det have vĂŠret dejligt, at Ella ikke skulle nĂžjes med at betragte sin sĂžsters balancegang om det nyrenoverede springvand. Men det skal nok komme. Og vi er ude! Ude af respirator og ude pĂ„ tur. Nyder solen, luften og de royale heste, som lige kiggede forbi.

Fik ikke sat lys i vinduerne forleden men fyrer i stedet op for kandelaberen ved Ellas udskrivelse.

Ellas befrielse.

Som – ifĂžlge lĂŠgerne seneste udmelding – skulle kunne finde sted allerede i nĂŠste mĂ„ned.

Wiii!!!

“Sig mig, er det ikke snart pĂ„ske?”, spĂžrger Ella.

“Øh, mĂžh, det har det faktisk allerede vĂŠret, men der lĂ„ du og sov, min skat”, prĂžver jeg.

“NĂ„, men sĂ„ leger vi bare, at den ikke er slut endnu!”, siger Ella bestemt og sender afdelingens pĂŠdagog ud efter en kasse ĂŠg, maling og pensler fra gemmerne.

Fremgangen er ved at tage pusten fra mig; sjĂŠlen kan nĂŠsten ikke fĂžlge med. Det ene Ăžjeblik er min lille pige blĂ„sort og dĂždsensdĂ„rlig – det nĂŠste grinende og pĂ„ vej ud af sengen. Jo, den er god nok: TĂžsen synes det er pĂ„ tide med et nyt forsĂžg i kĂžrestol, sĂ„ vi indta’r alle fire frokosten pĂ„ vores vĂŠrelse i McDonald Huset.

Hvad si’r I sĂ„?

Multi-organ-svigtet er vendt til multi-organ-bedring. Petekie-prikkerne pÄ kroppen mindsket, urinkateteret (i bogstavligste forstand!) smidt ud af vinduet, iltbehovet minimalt, polyneuropati-lammelserne pÄ vej vÊk og immunforsvaret op. Alt i alt: Thumbs up fra stuegangslÊgen.

TĂžr man tro?

 

Google: Intensivt syndrom er en kendt komplikation hos patienter, som er indlagt pÄ en intensiv afdeling. Tilstanden har karakter af en psykose.

Respirator-frihedens bagslag; Ella havner i midlertidigt delirium efter ekstubationen.

“Far, jeg vil gerne shshshskask nadsmshshshshsh”, snĂžvler hun og kigger Mor intenst i Ăžjnene. “Vi skal huske at blhblhnl hihblblbuuuuu”, fortsĂŠtter hun og vender blikket op i loftet.

Efter 35 timer uklarhed vÊlger lÊgerne at medicinere ungen. Resultat: FrÄdende spasmer. Kendt bivirkning, men sikke en mÞgweekend.

Mandag eftermiddag: “Er det en kritik af mig, du kommer med?”, spĂžrger sygeplejersken skarpt. Jeg beder hende tie stille, sĂ„ min datter kan fĂ„ ro. “For sĂ„ vil jeg altsĂ„ gerne have det at vide”. Hun giver ikke op, og jeg informerer hende om, at samtalen slutter her.

Slam!!!

SÄ lykkedes det mig at fÄ endnu et personale til at smÊkke med dÞren. Ella flyver op, og pulsen overstiger de 180. Jeg tuder. Sidder her ved siden af min lille rystende datter og hulker i frustration. Pudser nÊse i en gaze-serviet.

Og jo, for pokker. SelvfĂžlgelig er det en kritik. Men det skal vel ikke drĂžftes hen over hovedet pĂ„ tĂžsen? Det er en kritik af, at du svinger min lille psykotiske mus op i en kĂžrestol – i opret stilling for fĂžrste gang i halvanden mĂ„ned – og lader hende sidde der og skrige hĂŠst med dĂ„rlig vejrtrĂŠkning og hĂžj puls, mens du skrider til frokost. Hvad fanden skal det ligne? Ingen forudgĂ„ende sengekantstrĂŠning, ingen forberedende snak med de angste forĂŠldre, ingen tilstedevĂŠrelse under den grĂŠnseoverskridende Ăžvelse. Ingen indlevelse what so ever.

NÄ, men kun en lille hÄndfuld sure hvidkitler pÄ mere end et halvt Ärs indlÊggelse er vel immervÊk en udmÊrket statistik?

Hm.

PÄ trods af mine forbehold for ekstubation pÄ en fredag gÄr proceduren over al forventning. TÞsen fÞlger med i Gargamels evindelig smÞlfejagt pÄ iPaden og mor drikker medbragt urtethe. RespiratorrÞret bliver med kyndige hÊnder erstattet af en kort lille overgangs-pipe, der hjÊlper lungerne igang.

Jeg kan ikke fĂ„ Ăžjnene fra respiratoren: “Standby – patient ikke ventileret” Creepy! Finder ro i sat-mĂ„leren: “100%” Pyh!

Hun kan altsĂ„ godt trĂŠkke vejret selv. Det ta’r nok lige et par dage for den at sive ind.

Sekundet efter indgrebet kommer stemmen, hĂŠs og forvirret: “Moar!!!”

Og sÄ er freden forbi!

Forude venter benhÄrde trÊningsdage og sÞvnlÞse nÊtter. Ugevis af indlÊggelse. Endnu et forsÞmt forÄr.

Men for lidt siden pippede Ella en hel sÊtning til mig, mens jeg holdt hende i hÄnden.

Og dét gÞr det hele vÊrd.

Ingen ekstubation i dag, heller ikke i morgen – men muligvis fredag.

Hm, kender fra min tid som projektleder kun alt for godt til lanceringer lige op til en weekend. Der gÄr altid noget galt, men alle holder fri.

Thanks, but no thanks. TÊnker vi venter til pÄ mandag.

(Hvis jeg da overhovedet har noget at skulle have sagt?)

Forsinkelsen skyldes lidt for meget vÊskeophobning i Svesken, og luftrÞret mÄ kun fjernes i tÞrlagte patienter for at undgÄ oversvÞmmelse i lungerne. Ergo: Vanddrivende behandling pÄbegyndt.

NÄ ja, sÄ lÊnge det kun er Ella, der skal tÞrlÊgges (!)

Jamen vi ta’r da bare et par dage til i respirator. Et par hĂ„rde dage til, inden Havheksen giver min lille vĂ„gne Ella sin stemme tilbage.

Mens LillesÞster gled ind og ud af drÞmmeland pÄ Riget, nÞd StoresÞster gensynet med klassekammeraterne pÄ den Ärlige hyttetur ved fjorden.

Mens Mor pendlede back & forth fra hotelsuite til intensiv-afd. i City, passerede endnu en smertefuld sten gennem Fars galdegange og gav ham en sÞvnlÞs nat pÄ ni-mandsstue i kÞjeseng.

Stakkels husbond! Beklager, men fokus er pĂ„ MĂžjsengĂžjsen, sĂ„ du mĂ„ sejle i egen sĂž og selv suse til vagtlĂŠgen, hvis anfaldet skulle gentage sig – du kender vejen … Nu smutter jeg op til min Tudse.

Kuk! Ella Ă„bner et par vĂ„gne glukker og betragter skeptisk sygeplejersken, der klargĂžr dagens sengebad. “Hej Puttegris!!!” Mor overdĂŠnger en blĂžd kind med kaskader af kys. Ungen virrer vrissent pĂ„ hovedet, og respiratorrĂžret lĂžsner sig. Ups. “Er du min lille Muserpige?” Mor har nu kastet sig over Ellas mave og kĂŠrtegnene hagler ned over den halv-paralyserede komapatient. Nu er tĂžsen gal og vrikker arrigt med mĂ„sen for at ryste insektet af.

Ja ja da, men du er altsĂ„ ikke den eneste med abstinenser, Ged! Jeg hungrer ogsĂ„ efter et fix – et Ella-fix. Det er en evighed siden, jeg sidst har leget med dig. LĂŠst, snakket, hygget, skĂŠndtes med dig. Og jeg savner dig!

Jeg har min datter lige her foran mig – og samtidig 1.000 lysĂ„r vĂŠk. Hun er ikke dĂžd – men heller ikke helt i live. Ella laller dĂžsigt rundt i tusmĂžrket, mens vi andre gĂ„r til af utĂ„lmodighed.

Men netop som jeg er ved at sprĂŠnges af lĂŠngsel, udtales de magiske ord:

“Hvis hun fortsat er i bedring, slipper vi Ella ud af respiratoren onsdag.”

Onsdag? Som i overmorgen-onsdag???

Wiii!!!

Og uhhh!!!

Svar pÄ knoglemarv: Fortsat ingen krÊft tilbage i Ged!

Og sÄ var det jo, at vi skulle juble. Fest & farver.

Men sĂ„ kom der lige en ny blĂždning i lungen pĂ„ tvĂŠrs. Christ, der kommer sgu’ hele tiden noget pĂ„ tvĂŠrs!

BlĂždningen kostede ikke Ella livet – kostede kun os andre et par sĂžvnlĂžse nĂŠtter og en guldbryllupsfest. (Tillykke MosGerda & co.!!!)

Men hvor er vi sÄ nu? Fortsat pÄ Intensiv (hvor gennemsnits-liggetiden er tre dage, ha!), fortsat i respirator, fortsat i kludedukke-kondition.

Fortsat fucked – men mĂ„ske snart kun semi-fucked.

Og hvad er sÄ planen? Se tiden an.

Mens man – med en hĂ„ndfuld frivillige ildsjĂŠle – kreativerer sig selv og sin store datter gennem den lange ventetid.

DrĂžmte i morges, at Ella var dĂžd. Undervejs i bisĂŠttelsen vĂ„gnede hun pludselig op og begyndte at fĂŠgte med arme og ben – for derefter at lĂŠgge sig livlĂžst tilbage i kisten.

Farvel, goddag, farvel.

Meget rammende! Vi nÄr lige at mÊrke en snert af hÄb, nÄr nye uhyggeligheder dukker op.

I dag knasede lĂŠgerne en kĂŠmpekanyle ind i min lille datters hofteben for at stjĂŠle et stykke knoglemarv – haps! (Jeg fik allernĂ„digst lov til at overvĂŠre seancen – fascinerende …) PrĂžven blev sendt til mikrobiologerne og patologerne, som gerne senest i morgen skulle give et bud pĂ„, hvad hulen der holder tĂžsen tilbage fra at hoppe ned af sengen og ud pĂ„ legepladsen.

“Vi skal undersĂžge om det er en virus eller nye krĂŠftceller”, sagde lĂŠgen fĂžr indgrebet.

Og lige dér forsvandt min sidste fornemmelse af mig. Min rÞv mÊrkede ikke stolesÊdet, mine fÞdder ikke gulvet. Min knold blev forvandlet til en susende konkylie, der lÊngtes efter havets bund.

KrĂŠftceller???

Det er ikke den mest sandsynlige Ärsag til Ellas tilstand, men alligevel bÞr det udelukkes. Diagnoser, der bÞr udelukkes, er de diagnoser, der ÞdelÊgger nattesÞvnen og giver stof til marreridt. Til en orientering.

SĂ„ jeg tyr til Gerda Bengtssons gode gamle broderibog – det snart eneste faste holdepunkt her i Kemoland – og syr bellis, til solen stĂ„r op.

Og svaret foreligger.

Netop som havemĂžblerne er sat frem i Kemoland, dĂŠkkes de af store snefnug. Flofff!

Hvad pokker sker der lige der?

Alt er ellers klappet og klart; Ellas sovemedicin nedtrappes, og hun skulle smÄ smÄt vÊre ved at vÄgne op til den festlige ekstubation sidst pÄ ugen.

Not!

Ungen bliver mere og mere slatten, som timerne gĂ„r. Snorker dagen lang – og natten med. Jamen sĂ„ luk da Ăžjnene op, Trulle. Hallooo! Fatter ikke hvad, der foregĂ„r. Selv sygeplejerskerne undres ogsĂ„ sĂ„ smĂ„t.

Om en halv time er der stuegang, hvor bÄde Transplantationsafsnittet, Intensiv og undertegnede deltager.

HÄber dÊleme pÄ en ikke-uhyggelig forklaring!

Til de to garvede overlÊger, der idag regnede sig frem til respirator-fri Ella om en uge (hÄber hÄber hÄber planen holder).

Til kĂŠrligt staff, der trĂžster, nusser og genoptrĂŠner min lille pige (@ Rigets ledelse: I kan godt spare jer flere trusselsmails – jeg viser selvfĂžlgelig ikke fotos af personale, der ikke Ăžnsker det …).

Og sidst men ikke mindst til jer, der hjÊlper os igennem vores livs krise med opmuntrende hilsner og skÞnne gaver (pardon hvis vi ikke har nÄet at svare alle).

 

Ny Kemoland-server = stilhed pÄ bloggen. Pardon; ked af, at mange af jer nÄede at blive nervÞse. SÄ nu til sagen:

Ella i bedring 🙂

Respirator-rutchetur indeed! Den ene dag er tÞsen ved at stille futskoene, den nÊste i hopla. Og med hopla menes et vÄgent Þje pÄ klem. Store sager! Fra sprÊkken fÞlger hun med i bleskift, rensning af luftrÞret, stuegang og sin mors overvÊldende kÊrlighed.

Er lige kommet tilbage fra et lille eftermiddagsbesĂžg. Ella slumrede, men jeg vĂŠkkede hende. Tit tit, min Tut! Lidt vrissent blik – og isĂŠr da jeg tog et foto. Men jeg blev nĂždt til at forevige min Komaged endnu en gang. Nuvel, hun ser da ikke helt frisk ud – det medgi’r jeg – men det gĂ„r i den rigtige retning.

Lidt slatten har man altsÄ ogsÄ lov til at vÊre oven pÄ den omgang:

Vi ved nu, at leversvigt, nyrersvigt, vÊskeophobning i bughulen og blÞdning i lungen gjorde Ella ude af stand til selv at trÊkke vejret. Derfor rÞg hun akut til Intensiv i respirator for snart en mÄned siden. Men hvorfor hendes krop pludselig gik amok efter en ellers vellykket transplantation, kan ingen med sikkerhed sige. Der er dog mange gÊt. Disse er fortsat et par af de mest sandsynlige:

GVH: At Ellas nye knoglemarv har angrebet organerne. Det ville vÊre noget rigtigt lort, sÄ det satser jeg (og heldigvis ogsÄ lÊgerne) pÄ ikke er tilfÊldet.

VOD: At det er den kraftige kemo, Ella fik for at slÄ den gamle knoglemarv ihjel, der er skurken (hvilket giver bedre mening).

Uanset hvad, sÄ er lever- og nyrertal stabiliseret, blÞdningen stoppet og lungen renset.

NĂŠste skridt: Slukning af respiratoren.

(PĂ„ den gode mĂ„de, altsĂ„ …)

Svinger forbi og indtager aftenkaffen hos BelleMusen. “Godaften pĂ„ stuen!”

MÊrker stemningen med det samme, jeg trÊder ind af dÞren; den trykkede og travle stemning. Kaster et blik pÄ tallene: Gallopperende puls, alt for lav saturation. HalvnÞgen Ella ligger rystende og grÊder lydlÞst ind i respiratorrÞret med sammenknebne Þjne. Kaster hovedet fra side til side. Ikke-kontaktbar.

Åhhh, lille Pus!

ForsĂžger at fĂ„ de tre komplet ukendte personaler i tale: “Øh, hej – jeg er den bekymrede mor (sĂ„ er I advaret). Hvad er det, der sker???”

“Ja, hun blev jo dĂ„rlig for et par timer siden, og ingen af os – heller ikke lĂŠgen – har turdet forlade stuen”,

“For et par timer siden? Jamen, hvorfor i alverden har I dog ikke ringet os op???”

Intet svar. PĂ„ under et sekund har Snedronningen – med sit anklagende spĂžrgsmĂ„l – tryllet to sygeplejersker og en lĂŠge om til kolde urĂžrlige stenstĂžtter. LĂŠgen henter uden et ord et stort apparat pĂ„ hjul, som han sĂŠtter ved Ellas side. GĂžr et par kanyler klar.

“Hvad er det for en? Og skal I til at stikke i hende?”, bĂŠver jeg.

“Det er umuligt for mig at udfĂžre mit arbejde, nĂ„r der ikke er ro pĂ„ stuen!” LĂŠgen skridter arrigt tilbage ud af dĂžren med apparatet pĂ„ slĂŠb.

Øh?

Middagstid dagen derpÄ: Ella stabil.

Vores kĂŠrlige overlĂŠge og dejlige velkendte sygeplejerske (nu vover I pĂ„ at holde pĂ„skefri!) beretter roligt om abstinenser efter de mange ugers sovemedicin og et par trĂŠtte lunger, der snart – men endnu ikke helt – er klar til at trĂŠkke vejret selv. Medicinen reguleres, sĂ„ vi forhĂ„bentlig kan undgĂ„ lignende kedelige udsving i iltningen en anden gang.

SĂ„ ny dag, ny plan.

Men fandeme ikke ny mor: Jeg spÞrger, til jeg fÄr svar. Og er jeg utryg, fÄr I det at vide.

Sgu’!