Arkiv
Tag "skole"

Min gamle klasselĂŠrer er dĂžd. Det er alt for tidligt. Alt for tarveligt.

Hvor er jeg dog ked :**-(

LÊste skolelederens tragiske besked pÄ Facebook, minutter fÞr jeg skulle have lagt mig til at sove.

Det blev der ikke meget af. SĂžvn. Tankerne holdt mig vĂ„gen. Men der var ikke kun triste tanker – langt fra. Det har jeg for mange gode minder til.

Kan derfor ogsÄ lÊgge sorgen lidt pÄ hylden i dag. Og i stedet fejre livet. Venskabet. For ven, det var lige netop dét, hun var for mig. Da jeg var barn.

Hver uge slĂŠbte hun dynger af sine egne bĂžger med i skole for at udfordre min allerede dengang kĂŠmpe appetit pĂ„ god lĂŠsning. Hun diskutterede, spurgte og fortalte  – guidede mig i det enorme univers, der over Ă„rene Ă„bnede sig for mig. Ofte i sin fritid, mens jeg ventede pĂ„ toget. SĂ„ hang vi ud der ved kateteret, nĂ„r resten af klassen var smuttet hjem. I vores helt egen intime litteraturklub.

Allerede i 7. spĂ„ede hun, at jeg engang ville skrive min egen roman. Det var hun sikker pĂ„. SĂ„ det blev et fast holdepunkt i mit liv efter afgangseksamen og under Ă„revis af tunge studier – med kaotisk og rodet teenagersind pĂ„ slĂŠb: Hvis alt andet fejlede, sĂ„ kunne jeg da altid skrive en bog. For det havde Lone selv sagt.

Og det var lige prÊcist dét, jeg gjorde, da mit livs stÞrste krise kom ramlende ned om Þrerne pÄ mig. Da min yngste datter pludselig fik konstateret krÊft. SÄ skrev jeg, som jeg aldrig havde skrevet fÞr. Tasterne bevÊgede sig selv, og jeg kunne bare sidde lamslÄet tilbage med en halvlunken hospitalskaffe og se pÄ. Ord pÄ ord, sÊtning pÄ sÊtning.

Hver gang, jeg mĂždte Lone i mit voksenliv, spurgte hun mig: NĂ„, Dorte – hvornĂ„r udgiver du et vĂŠrk? Og i 2012 kunne jeg fortĂŠlle hende, at nu var mĂ„let nĂ„et.

Hun svarede: SÞde Dorte Det glÊder mig overordedntligt meget, at du vil sende mig din fÞrste udgivelse. Jeg vil glÊde mig til at lÊse den, og jeg lover dig, at jeg ikke sÊtter rÞde streger i den. At der boede en forfatter i dig gÊttede jeg jo allerede pÄ dengang. Emnet havde vist ingen af os i vores vildeste fantasi forestillet os. Knus fra din gamle lÊrer Lone

SÄ i stedet for at sÞrge idag, vil jeg takke for, at lige netop jeg skulle vÊre sÄ velsignet at stÞde ind i sÄ givende, kÊrligt og inspirerende et menneske pÄ min vej.

Min fĂžrste mentor.

Hurra – rart og dejligt fĂždselsdagsselskab for et par hĂ„ndfulde klasse-tĂžser (og 1 stk. minglende lillesĂžster) meget vel overstĂ„et.

Pas, forsikring og billet i hus, sommerkjole vasket og kuffert zippet.

Rasmussens @ airport. Hep!

I fredags gik vi pÄ McDonalds. Alle fire. Dejligt spontant. TÞserne tÊskede rundt i legehjÞrnet, mens deres grÄhÄrede forÊldre ventede pÄ maden. Halvblundende i plastiksofaen fornemmede jeg sidste gang, vi var her. For omtrent to Är siden, dengang vi troede, at NU skulle livet til at leves. Blev pludselig revet vÊk fra minderne, da Nora kom susende over til mig:

“Mor, mor – har du nogle mĂžnter?” (Til hvad dog – spillemaskiner?). “Det er fordi, man kan stĂžtte vores sĂžde McDonalds Hus, hvis man putter penge i kassen herovre! MĂ„ vi ikke nok?”

Blev simpelthen nÞdt til at kramme luften ud af min store skÞnne pige. Med tÄrer i Þjnene. For selv om efterforlÞbet har vÊret hÄrdt, sÄ er der alligevel succesoplevelser. Gode post-cancer moments.

Fra stilhedens katedral pÄ Rigets Intensiv til dundrende festivalstemning i dansk folkeskoleklasse. ForstÄr godt det har taget Nora lidt tid at komme til hÊgterne igen.

Lige da vi var flyttet hjem efter udskrivelsen sidste sensommer, havde hun til vane pludselig at rejse sig op midt i timen og forlade lokalet. Pst vÊk. Ingen vidste, hvorhen hun gik. Ingen vidste, hvornÄr hun indfandt sig igen. LÊrerne var lidt i vildrede; de havde jo ansvaret for hende. Men jeg undte hende nu alenetid. Og den har uden tvivl hjulpet.

Nu forsvinder Nora ikke sĂ„ tit men nĂžjes med en tur under bordet eller op i vindueskarmen, hvis hun trĂŠnger til pause fra undervisningen. Hun trives bedre for hver dag og er faldet ok til i sin klasse igen. Men det har vĂŠret en langsommelig proces. For man hiver vel heller ikke et barn ud af skolen et halvt Ă„r uden konsekvenser …

Fagligt? Jo, der skal hun nok ogsĂ„ komme efter det – tvivler ikke. Knolden er heldigvis skruet godt pĂ„ tĂžsen.

Og socialt? Tja, hun er slet ikke sĂ„ moden som de andre piger i klassen, kan jeg mĂŠrke, men det lader til, at kammeraterne accepterer hendes forskellighed og sĂ„gar til tider beundrer den afslappede, drĂžmmende og ubevidste facon. Denne trĂŠkker imidlertid tĂŠnder ud hos lĂŠrerne, der kan have svĂŠrt ved at drive hende fra A til B. Men det gĂžr den ogsĂ„ hos os herhjemme, hvis det er en trĂžst …

KĂŠre NoraFlora.

Det blev sandelig ikke det Ă„rti, jeg havde tiltĂŠnkt dig, da du lĂ„ og boblede i min mave. De sidste fem har vĂŠret en barsk – men ogsĂ„ lĂŠrerig – omgang. LĂŠrerig pĂ„ godt og ondt. Men du har dit varme hjerte i behold. Det er det vigtigste.

I nÊste mÄned kan du fejre din fÞrste runde fÞdselsdag. Det eneste jeg Þnsker for dig, min pige, er at solen vil skinne. Og det mÄ den sÄ meget gerne blive ved med at gÞre resten af dit liv. Tak.

Det er da vel ikke for meget forlangt, vel?

Skrive/tegne-vÊrksted pÄ Riget med bÞrnebogsforfatter Kirsten Sonne Harild.

“Sikke en fantastisk skoledag!”, siger glad Nora og danser smilende afsted med sit eventyr under armen.

“Sikke et dejligt smil”, tĂŠnker grĂ„dlabil Mor og fĂ„r tĂ„rer i Ăžjnene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En lille historie om Pegasus der kom til slottet

Kapitel 1
Der var en gang to prinsesser, der hed Prinsesse 1 og Prinsesse 2. De boede pÄ et stort slot, der lÄ langt, langt ude pÄ landet.

De mÄtte ikke gÄ uden for slottet for kongen og dronningen.

”Men mĂ„ vi ikke bare gĂ„ ned til den lille bondegĂ„rd, der ligger nede ved skoven? De har sĂ„dan nogle fine heste, og der er ogsĂ„ nogle drenge, vi kan lege med” sagde Prinsesse 1. ”De vinker til os, nĂ„r vi kigger ud ad vinduet.”

”Nej, sĂ„ fĂ„r I mudder og hestepĂŠrer pĂ„ jeres fine sko,” sagde dronningen.

Og kongen sagde, ”jeg vil da ikke have at mine kongelige piger skal lege med bondesþnner. Det er forbudt at vinke med bondesþnnerne.”

Ӂrh, mĂ„ vi ikke nok,” sagde prinsesserne i munden pĂ„ hinanden. ”Vi keeeeeder os.”

”Nej,” sagde kongen og dronningen. ”Og dermed basta og slut prut!”

Hver morgen nÄr prinsesserne stod op og havde fÄet deres fine kjoler pÄ i omklÊdningsvÊrelset, skyndte de sig hen og kiggede ud ad vinduet.

”Se de fine heste, der gĂ„r der,” sagde Prinsesse 1 og pegede ned pĂ„ grĂŠsmarken uden for bondegĂ„rden, hvor der gik en flok heste og grĂŠssede. ”Jeg kan bedst lide den hvide med de brune pletter. Hvaffor en kan du bedst lide?” spurgte hun sin sĂžster.

”Åh, se den sorte med den lange manke, den kan jeg bedst lide,” sagde Prinsesse 2.

Og sĂ„ kiggede de lĂŠnge pĂ„ hestene, helt ind til deres lĂŠrer kom og sagde: ”Nu skal I i prinsesseskole. I dag skal vi lĂŠre at sidde pĂŠnt ved bordet.”

Samme aften var det fuldmÄne, den hang og lyste stor og gul liiige over slottet og gav det hele et magisk skÊr.

Da de to prinsesser skulle til at gĂ„ i seng, sagde Prinsesse 2: Åh,  det er sĂ„ varmt i aften, skal vi ikke lade dĂžren stĂ„ Ă„ben, sĂ„ vi kan fĂ„ frisk luft?”

”Jo, lad os det,” sagde Prinsesse 1. og sĂ„ Ă„bnede de de store dĂžre ud til springvandet og alle fuglene, sĂ„ der kunne komme frisk luft og fuglesang ind til dem, mens de sov.

Kapitel 2
Men pludselig, mens de lÄ og sov, lÞd der et sus i luften. Swiisssssss swuissss, sagde det. Og midt imellem sengene stod en gylden Pegasus med lyserÞde blomster i hÄret.

”VĂ„gn op,” prinsesser, sagde den stille. ”SĂ„ skal jeg flyve jer en dejlig nattetur.”

Pigerne satte sig op og gned sig forbavsede i Ăžjnene.

”Hvor mon den vil fþre os hen,” sagde Prinsesse 1. ”

”Jeg er lidt bange,” sagde Prinsesse 2.

”Men vi gĂžr det,” sagde de sĂ„ i kor.

SÄ gik de ind i omklÊdningsrummet og tog deres frakker uden pÄ nattÞjet, og sÄ satte de sig op pÄ ryggen af Pegasus, som hurtigt flÞj ud af vinduet.

”Hold godt fast i min manke,” sagde Pegasus, ”for nu letter vi.”

”Weeeeeee! Skreg prinsesserne. ”Det kilder i maven.”

De flÞj ud over altanen, forbi papegÞjen og de andre fugle og videre ud over voldgraven og lige hen mod bondegÄrden, hvor de landede ved siden af den sorte hest med den lange manke og den hvide hest med de brune pletter.

”Jeg kommer og henter jer, nĂ„r solen stĂ„r op,” sagde Pegasus og flĂžj vĂŠk. ”

SĂ„ gik prinsesserne igennem mudder og hestepĂŠrer hen til de to heste.

Pludselig kom to af bondesþnnerne ud. ”Hej sagde,” vil I med en tur ud og ride?”

”Vi kan altsĂ„ ikke ride. Vil I ikke lĂŠre os det?”

Og det ville bondesĂžnnerne gerne.

Og de red en lang tur ud over markerne og igennem skovene, og de blev gode venner med bondesĂžnnerne og snakkede rigtig meget sammen.

Men pludselig lĂžd det i luften Swuiisss schwuiiiissss. Det var Pegasus. ”SĂ„ nu stĂ„r solen snart op. SĂ„ nu skal I hjem i jeres prinsessesenge.”

Han flĂžj pigerne hje og sagde: ”Jeg kommer igen ved nĂŠste fuldmĂ„ne” og prinsersserne vinkede fra altanen og gabte sĂ„ og skyndte sig i seng.

De var SÅ glade.

Kapitel 3
Da prinsesserne kom sĂžvnige ind til morgenmaden sagde dronningen.

”Hvad er det I har pĂ„ jeres fĂždder? Er det hvad jeg tror, det er? Er det mudder og hestepĂŠrer?”

”NĂŠ, jeg kan altsĂ„ ikke se noget,” sagde prinsesserne i munden pĂ„ hinanden.

Men kongen sagde: ”Jeg tror I har sneget jer ud pĂ„ markerne i nat. Jeg vil grave en voldgrav, sĂ„ det ikke sker igen.”

Men prinsesserne var ligeglade, de vidste jo at de ikke havde gÄet derhen. De var jo flÞjet.

Og ved nÊste fuldmÄne flÞj kom pegasus tilbage og flÞj hen over voldgraven og over til gÄrden, hvor de legede med bondesÞnnerne og hestene hele natten.

Nu blev kongen rigtig sur. SĂ„ sur, at han besluttede, at prinsesserne skulle giftes vĂŠk.

”Der kommer nogle snart nogle prinser og frier til jer snart. Og sĂ„ er det slut med at vĂŠre bondepiger om natten og fĂ„ mudder mellem tĂŠerne.”

Prinsesserne grĂŠd og grĂŠd. ”Vi skal nok vĂŠre sĂžde. Men vi vil ikke giftes med prinser. Vi kan bedst lide vores gode venner fra gĂ„rden.”

”I fĂ„r aldrig en bondsĂžn,” tordnede kongen. ”det er I for fine til. Og sĂ„ satte han gitter for vinduet og lĂ„ste dĂžren, sĂ„ pigerne ikke kunne flygte ud om natten mere.

Kapitel 4
SĂ„ kom dagen, hvor prinserne skulle komme og fri.

Pigerne fik lavet fint hÄr og fik hvide kjoler med lyserÞde og pink blÄ bÄnd ned over maven. Og sÄ blev de sat i to store stole i den fine spejlsal.

De var sÄ kede af det. De ville jo ikke giftes med prinserne, de tÊnkte kun pÄ bondedrengene og hesten fra gÄrden.

”Nu kommer prinserne,” sagde kongen. Og I har bare at sige ja.”

Prinsesserne tÞrrede deres Þjne og kiggede ud igennem de store vinduer. Hvad var nu det. Hvorfor red de fremmede prinser pÄ den sorte og den plettede hest, som de kendte? Og var der noget bekendt ved deres ansigter under de fine kroner.

”Det er bondesþnnerne,” hviskede Prinsesse 1 til Prinsesse 2.

”Ja, det er. MĂ„ske er de virkeligheden prinser?” sagde Prinsesse 2

Og det var de nemlig. Det var to prinser, der havde klÊdt sig ud som bondesÞnner og slÄet sig ned pÄ bondegÄrden ved siden af slottet for at se om de to prinsesser var nogen sÞde prinsesser.

Og sĂ„dan gik det til at Prinsesse 1 og Prinsesse 2 sagde ja uden at blinke. Og prinserne flyttede ind pĂ„ slottet. Og de fik  alle selv fik lov til at bestemme hvornĂ„r de ville gĂ„ i stalden og ride tur i skoven – og hvornĂ„r de ville vĂŠre fine prinsesser – med hestepĂŠrer og mudder pĂ„ skoene.

Og Pegasus flÞj dem ofte frem og tilbage og flyttede ind i en meget sÊrlig stald. Lige midt imellem det store slot og den lille bondegÄrd.

Og de levede lykkeligt til deres dages ende

Slut prut finale!!!!

Mens LillesÞster gled ind og ud af drÞmmeland pÄ Riget, nÞd StoresÞster gensynet med klassekammeraterne pÄ den Ärlige hyttetur ved fjorden.

Mens Mor pendlede back & forth fra hotelsuite til intensiv-afd. i City, passerede endnu en smertefuld sten gennem Fars galdegange og gav ham en sÞvnlÞs nat pÄ ni-mandsstue i kÞjeseng.

Stakkels husbond! Beklager, men fokus er pĂ„ MĂžjsengĂžjsen, sĂ„ du mĂ„ sejle i egen sĂž og selv suse til vagtlĂŠgen, hvis anfaldet skulle gentage sig – du kender vejen … Nu smutter jeg op til min Tudse.

Kuk! Ella Ă„bner et par vĂ„gne glukker og betragter skeptisk sygeplejersken, der klargĂžr dagens sengebad. “Hej Puttegris!!!” Mor overdĂŠnger en blĂžd kind med kaskader af kys. Ungen virrer vrissent pĂ„ hovedet, og respiratorrĂžret lĂžsner sig. Ups. “Er du min lille Muserpige?” Mor har nu kastet sig over Ellas mave og kĂŠrtegnene hagler ned over den halv-paralyserede komapatient. Nu er tĂžsen gal og vrikker arrigt med mĂ„sen for at ryste insektet af.

Ja ja da, men du er altsĂ„ ikke den eneste med abstinenser, Ged! Jeg hungrer ogsĂ„ efter et fix – et Ella-fix. Det er en evighed siden, jeg sidst har leget med dig. LĂŠst, snakket, hygget, skĂŠndtes med dig. Og jeg savner dig!

Jeg har min datter lige her foran mig – og samtidig 1.000 lysĂ„r vĂŠk. Hun er ikke dĂžd – men heller ikke helt i live. Ella laller dĂžsigt rundt i tusmĂžrket, mens vi andre gĂ„r til af utĂ„lmodighed.

Men netop som jeg er ved at sprĂŠnges af lĂŠngsel, udtales de magiske ord:

“Hvis hun fortsat er i bedring, slipper vi Ella ud af respiratoren onsdag.”

Onsdag? Som i overmorgen-onsdag???

Wiii!!!

Og uhhh!!!

Harpeklang fra iPhone kommanderer mig op: VÊkke Nora, smÞre madpakke, spidse blyanter, finde forsvunden vante og lokalisere hvidt tÞj. Mega-hÄrdt nÄr man har ligget vÄgen den halve nat. FÞrst da min store pige hoppede ned til mig i dobbeltsengen, faldt jeg i sÞvn. Zzzzzz.

Egne drikkevarer skulle Ăžjensynlig have vĂŠret medbragt her til klassens Ă„rlige julemorgenmad, men en venlig sjĂŠl har for en sikkerheds skyld sat en kande kaffe over pĂ„ SFO’ens maskine, som jeg taknemmeligt snupper en tĂ„r af.

SÄ nu sidder jeg her 07.20 sammen med en hob af velduftende og velklÊdte 2.c.-forÊldre og forsÞger at vikle mit uglede hÄr ud af marmelademaden, da sangen begynder.

Ikke en strofe kommer ud af munden pĂ„ NoraFlora (tredje forrest), men vidunderlig og glad ser hun ud – sĂ„ jeg frydes.

Og nu hjem i seng …

Nora gik rystende i seng med knapt 39 i feber i gĂ„r lige efter aftensmaden. Ingen svĂžmning i aftes og ingen skole i dag. Øv – vi var helt sikre pĂ„, at nu var det hendes tur til det slemme maveonde fra LillesĂžsters bĂžrnekrĂŠftafdeling.

Men nej! Hun vĂ„gner frisk og frejdig her til formiddag og hopper ind til Ella: “Go’morgen, lille Snut – skal vi ikke se, hvad nissen har puttet i julebussen i dag?”

Hm, nu er skoledagen godt i gang, sĂ„ vi vĂŠlger at fortsĂŠtte den henslĂŠngte stil med togbane pĂ„ stuegulvet og kaffe i sengen. FĂ„r oven i kĂžbet nĂ„et at fĂŠrdiggĂžre et par smykker til 2.c.’s bod pĂ„ skolens julebazar og en frisk kĂŠlketur i den nyfaldne sne her inden frokost.

Fjerde & sidste kemo: Kom bare an!

Smiler og snÞfter pÄ samme tid. Har lige fÄet overbragt to gode nyheder fra stuegang:

1. Donor fundet – fjerde og sidste kemoblok om en uge; knoglemarvstransplantation primo februar
2. Sidste knoglemarvsbiopsi sagde 0,0 % krĂŠftceller tilbage

Fantastisk fortsĂŠttelse pĂ„ en fantastisk dag; i morges parallel julehygge i skole og pĂ„ Riget – i aften i byen med et slĂŠng skĂžnne veninder.

SkÄÄÄÄÄl!!!

Hverken Ellas tur pÄ operationsbordet eller fÊtters fÞdselsdag gik som planlagt. Troede livet var sÄ meget pÄ hovedet, som det kunne blive i vores familie, men nej:

Puttepigen fastede idag i over 10 timer, hvorefter hun fik at vide, at narkoses alligevel udskydes til i morgen. Og gÄrsdagens fest kom pÄ hold, da Mormor mÄtte afsted med ambulance midt i lammestegen.

Jeg kan simpelthen ikke udtrykke, hvor trĂŠt af hospitaler jeg er. Men trĂŠt, det er jeg. TrĂŠt pĂ„ den rasende mĂ„de – og trĂŠt pĂ„ den trĂŠtte mĂ„de.

At Anders derudover styrtede ned af en trappe, jeg lÄste mig ude af huset, min pung forsvandt, og vi nÊr havde misset Noras skole/hjemsamtale, orker jeg slet ikke at tÊnke pÄ. Tror faktisk jeg stopper med at tÊnke.

NB. Min mor atter hjemme og ved godt mod.

Fatter det ikke!

Jeg, der ellers elsker folk omkring mig – the more the merrier – kan slet ikke holde stĂžrre menneskemĂŠngder ud i Ăžjeblikket. Jeg bliver forvirret og svimmel, magter ikke at forholde mig til andre end bare de allernĂŠrmeste. Og i smĂ„ flokke, tak! Kan blive helt panisk ved udsigten til en tur pĂ„ Bakken, pizza-arrangementer ved vandet eller bĂžrnefĂždselsdage (hvor jeg sĂ„mĂŠnd bare skal aflevere/hente). Overskudet til at socialisere er helt vĂŠk, gnisten brutalt slukket; kan sĂ„gar knapt klare mit eget selskab mere …

Tidligere har mit liv har vĂŠret fuldt af dynamisk arbejde blandt 20.000 andre frivillige, kor-optrĂŠdener for hundredevis af betalende gĂŠster, kontraktforhandlinger, prĂŠsentationer, salgstaler. Og jeg elskede det!

Hvad er det lige, der sker???

Har her i weekenden fĂ„et lov til at smugkigge i genoptrykket af Susans bog, Mor mĂ„ jeg fĂ„ din pc hvis du dĂžr?, som kommer pĂ„ markedet i oktober samtidig med min egen. Hun beskriver, ligesom Voices of Survivors, hvor svĂŠrt det kan vĂŠre at – ikke kun overleve krĂŠften – men overleve til et godt liv.

KrÊft er livsforandrende, ingen tvivl om det. Men at jeg skulle opleve en efterreaktion pÄ Ella-truntens sygdomsforlÞb, der Êndrer min personlighed sÄ drastisk, som det er tilfÊldet, det kommer godt nok alligevel bag pÄ mig.

FĂžrste skoledag efter sommerferien – Nora tĂžr godt gĂ„ hele vejen selv. Ella vinker vemodigt til sin storesĂžster fra lĂ„gen og spĂžrger mig, hvornĂ„r hun kan fĂ„ lov til at starte i bĂžrnehave.

Tja, min lille Mus, det er sĂ„mĂŠnd ikke godt at vide; lĂŠgerne har fortalt os, at svaret pĂ„ din vaccinations-prĂžve er forsinket, sĂ„ det bliver mĂ„ske alligevel ikke nu pĂ„ torsdag som planlagt, Ăžv 🙁

Men vi har ventet i flere Är, smukke Tu, sÄ mon ikke, vi klarer et par uger til, hvis det bliver nÞdvendigt? Det er jo vigtigt at have styr pÄ alle tal, inden du slippes lÞs i institutionslivet, kan du jo nok forstÄ.

Skyerne er hvide og himlen sĂ„ blĂ„ sĂ„ blĂ„. Solen skinner, og vi har dagen for os. Vi skal nok finde pĂ„ noget hyggeligt at lave sammen, du og jeg. Kom nu med indenfor, Sveske-leis, sĂ„ fĂ„r vi os en tĂ„r morgenjuice at vĂ„gne pĂ„ …

Klasse-fĂždselsdagen mĂ„ betragtes som en succes; kun fire ud af ti piger tuder…

Om formiddagen pynter Ella og jeg lyserĂžd lagkage, og Anders lokkes til at fĂžlge tĂžse-flokken hjem fra skole.

Gaver, kage, varm chokolade med selvvalgt mĂŠngde flĂždeskum, fantastisk og lĂŠrerig computer-skattejagt (programmeret af svoger) samt efterfĂžlgende tĂžndeslagning i solen og stopdans i stuen.

Et kvarter i afhentning gÄr to piger i totterne pÄ hinanden og stikker af i hver deres retning pÄ strÞmpesokker. Anders og jeg satser pÄ, at Ella bliver pÄ matriklen og sÊtter efter dem i parken. TrÞste, trÞste og tilbage igen.

Vi forstÄr nu lidt bedre, hvorfor der er sat fokus pÄ pigegruppen i skole og SFO. Meget stor modenheds-spredning og gedigen stÊdighed giver naturligvis gnidninger.

Den velsignede lyd af biler, der parkerer foran huset: ForÊldrene ankommer. Hvidvin og hyld pÄ terrassen og farvel, farvel.

Pyyyyyh! Et fredfyldt Ă„r til nĂŠste gang…

 

Hver tirsdag kommer mormor og lĂŠser lektier med Nora. Den gamle skolelĂŠrer har en helt anden indgangsvinkel end de sure forĂŠldre; vi taler her total win/win-situation:

Mor & far: “Kom nu igang! Op med penalhuset! Frem med bĂžgerne! Hvorfor er det dog sĂ„dan en kamp, hver evig eneste gang, du skal lave dine opgaver???”

Mormor: “Hej dejlige Nora-pige (og kĂŠmpe kys og kram)! Du kan tro, jeg har glĂŠdet mig til at se, hvad vi skal lave sammen idag. Find du dine sager frem, sĂ„ brygger jeg en kop te til os, min skat…”

Tja, mĂ„ske skyldes overskudet, at de ikke ses dagligt. MĂ„ske hĂžrer Nora efter, fordi hun ligner og lyder som mor – men aldrig rĂ„ber eller skĂŠlder. Eller mĂ„ske er bare fordi, hun er Nora og Ellas elskede mormor.

Under alle omstĂŠndigheder: Succes. Mere af det, tak!

“Min datter skal gĂ„ pĂ„ en ganske almindelig folkeskole, for der mĂžder man hĂžj som lav.” Dette var mit velovervejede argument, da Nora fyldte seks.

Yeah right! I 1. c. vrimler det nÊsten udelukkende med fÞrstnÊvnte, men det har da ogsÄ helt klart sine fordele. Foruden direktÞrer og jurister har vi en god hÄndfuld lÊger, hvilket viste sig at vÊre ganske handy ved Ärets hyttetur.

Under en time efter ankomst rÞg en fars knÊskal smertefuldt af led i en hockey-kamp, men han nÄede knapt jorden, inden en anden far havde knÊkket den pÄ plads!

Ellers stod den pÄ rundbold, fodbold, klatreing, vand/brandmÊndfangst, Irma-middag, ristede skumfiduser og pyjamasparty pÄ sovesalene i den seje Roar Hytte.

Tre konklusioner: 1) Jeg duer ikke til at sove i sovepose, 2) sikke skĂžnne unger og 3) sikke dejligt hold forĂŠldre. Zzzzzz; nĂŠste Ă„r er Anders’ tur – nu go’ nat!