Tag "fest"
Hvad har to søløver, tre elefanter, fire zebraer og 1.600 tarteletter til fælles?
Jo, de var alle med til at gøre patientforeningen Fmkb‘s store juletræsfest for børnekræftramte familier til en forrygende oplevelse.
Ellamusen kemo-dykker i disse dage, så karusel og ris a la mande blev erstattet af ballet- og pandekage-hygge hos Farmor & Farfar. Egentlig tror jeg også, at Nora nød at have sine forældre for sig selv i dag – og ikke have lillesøster på slæb, når hun susede rundt i Cirkus Arenas vinterlejr.
Tak for et overdådigt arrangement med gaveorgie uden sidestykke.
Og tak til jer kære krigsveteraner for endnu en fælles stund. I ved, hvad vi er igennem, for I har prøvet det på egen krop. Derfor betyder jeres ord så meget. Derfor er jeres kram så varme.
Skønt at gense alle!
Svampejagt i skoven, ild i brændeovnen og leg i efterårsløvet. 2 x 2 veninder. Marie Louise og datter kom på visit i sommerskuret og blev, til mørket faldt på.
For hver dag, der går, holder jeg en lille bid mere af min fritidshybel. En lille ekstra bid luft og energi. Stortrives i naturen deroppe. Simple living i lyngen for fulde gardiner. Og frihed. Følelsen følger med hjem til Roskilde. Lidt som at have køreklar bil stående i carporten; man kan suse til verdens ende, lige når man lyster – og selv om man ikke gør det, så giver bare tanken et ekstra boost.
Min sommerstue, mit efterårshi – a Room of My Own.
Nora ligger og snorker efter en dejlig sidste efterårsferiedag, men inden hun lukkede øjnene i, foreslog hun, at vi inviterede til party:
“For hvor har vi altså mange gode venner, og er det egentlig ikke dumt kun at holde fest, når man er glad for noget, for så er man jo allerede i godt humør. Hvorfor fester man aldrig, når man er ked – det er da dér, man har mest brug for det?”
Min kloge pige – hvor jeg dog elsker hendes logik.
Fatter det ikke!
Jeg, der ellers elsker folk omkring mig – the more the merrier – kan slet ikke holde større menneskemængder ud i øjeblikket. Jeg bliver forvirret og svimmel, magter ikke at forholde mig til andre end bare de allernærmeste. Og i små flokke, tak! Kan blive helt panisk ved udsigten til en tur på Bakken, pizza-arrangementer ved vandet eller børnefødselsdage (hvor jeg såmænd bare skal aflevere/hente). Overskudet til at socialisere er helt væk, gnisten brutalt slukket; kan sågar knapt klare mit eget selskab mere …
Tidligere har mit liv har været fuldt af dynamisk arbejde blandt 20.000 andre frivillige, kor-optrædener for hundredevis af betalende gæster, kontraktforhandlinger, præsentationer, salgstaler. Og jeg elskede det!
Hvad er det lige, der sker???
Har her i weekenden fået lov til at smugkigge i genoptrykket af Susans bog, Mor må jeg få din pc hvis du dør?, som kommer på markedet i oktober samtidig med min egen. Hun beskriver, ligesom Voices of Survivors, hvor svært det kan være at – ikke kun overleve kræften – men overleve til et godt liv.
Kræft er livsforandrende, ingen tvivl om det. Men at jeg skulle opleve en efterreaktion på Ella-truntens sygdomsforløb, der ændrer min personlighed så drastisk, som det er tilfældet, det kommer godt nok alligevel bag på mig.
Hvornår har jeg sidst danset med Anders? tænker jeg, mens gæsterne hvirvler omkring os i teltet på Teglværksskoven. Vi står bare ganske stille og vipper lidt til live-musikken med armene om hinanden. Pigerne sover trygt hos bedsterne på bed & breakfast et par gader væk, mens vi lige fester et par timer endnu.
Jeg har trukket nitten som chauffør og derfor kun sporadisk smagt på vinmenuen – men er dejligt afslappet ikke desto mindre. Lover mig selv at skære ned på de alkoholiske drikke fra nu af. Tiden er inde til at mærke livet igen. Det gør ikke så ondt mere. Er til at bære.
Tror jeg.
Blev spurgt af fætter & viv, om jeg ville tage et par fotos i løbet af dagen. Ja da; kan umuligt blive andet end fine med de fremragende rammer, motiver og vejrudsigter. Smiler tilfreds for mig selv, da jeg suser rundt og knipser løs. Indfanger i alt 516 stk.
Snapshots af en helt ny begyndelse.
Nora bokser Ella i maven, og jeg skælder ud og smækker med døren. Møgunger! Møgmand! Møgmorgen! Jeg sagde MØG!!! Mormor ankommer og forsøger med lidt mægling, men jeg er sur og tvær.
Og ked.
I dag skal vi nemlig sige farvel til Ellas institution, Børnehuset Siv, som har været vores faste holdepunkt i Kemoland. Min krop kan ikke rumme alle følelserne, så de brager ud i hovedet på min stakkels familie: Åh, kan ikke vente med at lægge det hele bag mig. Jo, kan sagtens vente med at lægge det hele bag mig. Kan, kan ikke, kan, kan ikke. Arghhhhh!!!
Gudskelov er vi tre familier, der lukkes ud i friheden i dag. Vores store smertelige farvel udvandes i postyret, og mine kram bliver i dag kun hurtige og overfladiske. Er bange for at dvæle ved sorgen og glæden. Så vil jeg gå helt i stykker foran dem alle og må fejes op med kost og blad. Og det går jo ikke an …
Tre mødre til tre raske børn shopper is, vafler og maregens til eftermiddags-arrangementet i spisestuen, der er pyntet med flagranker i dagens anledning. Mormor sætter Nora og Ella til bords og fylder deres tallerkener fra buffeen. Anders og jeg sidder og sidder
Festen er slut, og det er tid til at drage hjemad. Farvel til Siv, som fra nu af lever videre uden os, goddag til en nydiagnosticeret leukæmipige, der havde første dag i dag, og på gensyn til mormor, der ta’r forbi en veninde i nabolaget.
Vi henter bilen fra værksted (motor intakt så ingen monster-regning efter uheldet, pyh) og indtager middagen på McDonalds. Ja, McDonalds!!! Tænk engang: Pigernes drøm om at skulle indenfor på burgerbaren, når lillesøster en gang blev afisoleret, er gået i opfyldelse. Her har Ella aldrig været før. Hun suser fra legelandets snotunger ud til sit Happy Meal – og så helt uden at vaske hænder!!! Ush, hvor den OCD-ramte mor her stresser: Hvor er mine spritservietter? Og føj, hvor er bordet også klistret – karkludene skiftes garanteret kun én gang om dagen.
Noget af en prøvelse, det her. Der venter os en hård tid. Men også en dejlig tid. Håber jeg. Et nyt liv i friheden som en helt almindelig familie.
Næsten.
Fødselsdag for familien til Skt. Hans i sommerskuret.
Man er helt udmattet efter sådan en række arrangementer i rap, men jeg har et kæmpe behov for at overøse Nora med al den opmærksomhed, hun mistede, mens Ella var syg.
Sommerskur lægger op til laissez-faire-fester. Og det er godt, for da gæsterne ankommer, vælter det ned. Man må improvisere, så vi fordeler os på de få m2 indenfor og guffer moster Lines hjemmebag. Så klarer det da også op, og fætter/kusiner tæsker ud i det knæhøje græs for at afprøve Noras nye trækvogn.
Der dækkes bord på terrassen i en solstråle. Fars roastbeef, farmors salater og mormors ris a la mande (i intermistisk plastbøtte med flag, lys og grydeske) er på menuen. Underligt som Nora har ønsket off-season aktiviteter og mad til sine selskaber – måske årets allerbedste oplevelser som fastelavn og jul bare skal høvles igennem en ekstra gang, nu der endelig er åbnet op for muligheden?
De Gule Spejdere (hvad hulen er det for nogen?) disker op med giga-bål og heks i nabobyen, så over stok og sten det går med slikposer, kaffe og rødvin i bagsmækken. Den magiske aftensstemning omslutter ungerne, og de vover sig lidt rundt på arealet på egen hånd. Ella løber op og ned af bakken for at holde sig vågen og ta’r sig indimellem et hvil hos sine kære bedstemødre.
Dagen er omme. Det er midsommer (tro det eller ej!). Nora har skoleferie om et par dage. Ella afisoleres om under en måned, og nyt liv er i vente.
Hvis ellers den månedlige blodprøve på tirsdag arter sig atter en gang …
Klasse-fødselsdagen må betragtes som en succes; kun fire ud af ti piger tuder…
Om formiddagen pynter Ella og jeg lyserød lagkage, og Anders lokkes til at følge tøse-flokken hjem fra skole.
Gaver, kage, varm chokolade med selvvalgt mængde flødeskum, fantastisk og lærerig computer-skattejagt (programmeret af svoger) samt efterfølgende tøndeslagning i solen og stopdans i stuen.
Et kvarter i afhentning går to piger i totterne på hinanden og stikker af i hver deres retning på strømpesokker. Anders og jeg satser på, at Ella bliver på matriklen og sætter efter dem i parken. Trøste, trøste og tilbage igen.
Vi forstår nu lidt bedre, hvorfor der er sat fokus på pigegruppen i skole og SFO. Meget stor modenheds-spredning og gedigen stædighed giver naturligvis gnidninger.
Den velsignede lyd af biler, der parkerer foran huset: Forældrene ankommer. Hvidvin og hyld på terrassen og farvel, farvel.
Pyyyyyh! Et fredfyldt år til næste gang…
Klara Marie, som vi kender fra Børnehuset Siv, har fået et brændende ønske opfyldt af Ønskefonden:
Et prinsesse-fest på et slot (eller guldbryllup, som hun selv kalder det).
Dragsholm lagde lokaler til, og i alt 16 børn og ni voksne kunne hun invitere til at deltage i festlighederne.
Tillykke med din cool datter, Rikke!
Hvorfor nøjes med Rapunzels bryllup, når man kan tjekke den ægte vare ud i YouTube-arkivet? Nora måber over længden på Lady Dianas brudeslør.
Jo jo, det var dengang, der var ægte prinsesser til – dengang mor var lille. (Skilsmisse, død og ulykke behøver man jo ikke at dvæle ved her kort før sengetid…)
Hvor er det dog skønt, at Ella er blevet så rask, at vi kan komme på besøg hos familien, når vi lyster! Det er så inspirerende at færdes i andres hjem og suge til sig af æstetik.
Her lidt stemning fra en gammel stald dagen efter festen: Et par stiletter og en uro i rustikke omgivelser. (Og at stiletterne hænger til tørre herude, fordi der blev kastet op på dem under teenage-ejerens bytur, behøver man jo ikke at dvæle ved…)
Unger, der skændes på bagsædet på vej over broen = en helt almindelig familie 
På tur til 50-års familiefødselsdag med BEGGE piger; det er stort. Og de nød hinandens selskab til fulde.
Mange flere fester, tak!
Søster og svoger fylder 40. Vi inviteres i haven til grillhygge på en lun og overskyet eftermiddag. Rødvin i glas og laks i lange baner – bare os ni.
Ja, ni dejlige, skøre, rummelige, kriseramte, forvirrede og lykkelige sjæle omkring bålet på gamle vattæpper i mild forårsbrise. Ni! Så mange er vi, når den nærmeste familie er samlet. Og det er en ganske ny oplevelse:
To søstre, to mænd, fire unger og 79-årig mormor.
Selv om Ella godt har måttet lege med sin store fætter og kusine under kemobehandlingen, har vi valgt at holde hende komplet isoleret for at minimere infektionsrisiko. Men kræften er væk, immunforsvaret på vej op og flokken endelig beriget med den lille kusine.
Velkommen til verden, min Bellemus!
“Agnesvej – så hører du under Havebo Skovbrynet Vejlaug”, siger indtjeknings-damen og rækker mig en stemmeseddel. Jeg kigger mig om i den store sal og arrangerer mig på en af de røde plysstole med guldben. Der er allerede fyldt godt op, og ti minutter senere kan der ikke klemmes flere sommerhusejere ind ad fyldningsdørene. Ekstra siddepladser arrangeres af kromutter, og der skrues godt op for hammondorglet. Vandkringlen går rundt, kaffen skænkes. Roen sænker sig, og formanden byder velkommen til Tre Lyngs generalforsamling på Højby Kro. Vi lægger ud med fællessang.
“Hva’ er det, han siger?” mukkes der hist og pist, når en grundejer stiller et spørgsmål, “så tal dog ned i mikrofonen!” Det er tydeligvist en af årets store begivenheder, og forsamlingen er festklædt og nyklippet. Havde egentlig forventet et par campinghabitter og træsko, men der tog jeg fejl. Havde egentlig også forventet et lidt yngre publikum, men der tog jeg også fejl. 60+… mindst!
Frederiksbergs tidligere borgmester styrer slagets gang med stor kyndighed og knirker rundt med mikrofonen mellem rækkerne. “Jeg synes, det er for dårligt, at vi ikke har nogen ordentlig dækning til vores mobiltelefoner heroppe – det er på tide, vi sender en klage til kommunen!” brokker en “Hørt!” gjalder det, og hele salen klapper. Emnerne kredser herefter om nabotræer, der skygger, mulvarpeskud og oprensning af grøfter og åer. Mærker begyndende koffein-overdose og ta’r hul på en appelsinvand.
Så takker dirigenten for rimelig god ro og orden, og vi runder af med individuelle vejlaugmøder. Her hilser jeg på sønnen til Agnes, som i tidernes morgen har lagt navn til vores vej samt hans svigersøn (der ligner Mads Skjern på en prik). Den gråhårede herre fortæller om sin barndoms leg på vores grund, dengang der var frugtplantage. Jeg giver udtryk for min taknemmelighed, fordi hans far valgte at udstykke denne bid af himmerige, og han knapper smilende en pilsner op.
Der smalltalkes lidt endnu, og så tøffer jeg ud i regnen og hjem til skuret, hvor ilden fortsat buldrer lystigt.
Alle gode gange tre – og så må Bellemusen da efterhånden også være blevet fejret, så hatten passer.
Dobbeltfødselsdag i dag for Ella og en af hendes SIV-kammerater, der også fylder år. Vi pynter chokoladekagen i fællesskab med henholdsvis sørøver- og prinsesseflag. Skriver ungernes navne med M&Ms (he he, Gabriels forældre kæmper godt nok noget med alle sønnens bogstaver…)
Det eneste, der mangler i dag, er lys i kagen. Men her er reglerne klare: Ingen spyt og bakterier på de andre immunsvæklinges kagestykker, så fødselarene kan pænt puste flammerne ud på det lille medfølgende lysestage-tog i stedet.
Det er lidt et sats, men vi kan bare ikke holde ud at skulle fejre endnu en fødselsdag for vores lille trold, uden at fætter og kusine deltager.
Min søster Line annoncerer, at der ikke er dårligdomme at spore hos ungerne eller dem selv. Vi regner så med, at der heller ikke er noget usynligt under optræk og inviterer dem alle til fest sammen med farmor og farfar på trods af isolations-reglerne (mormor nyder livet under sydens sol på endnu en dejlig rejse med sin Hubert).
Det er den nok mest afslappende fødselsdag, vi har oplevet herhjemme nogensinde. Vi laller alle rundt i nattøj, indtil gæsterne ankommer. Gaverne pakker Ella ud lidt undervejs i eget tempo uden den store kigge-på-seance, og i stedet for at gå amok med fondant og strygejern, lader jeg de fire unger stå for lagkage og borddækning. Den nye stil: Benene op og laissez faire. Hvabehar?
Det kan godt være, at Nora har mistet mangen en fastelavn med ørepine over årene, men nu tager hun så sandelig revanche: Tre fastelavnsfester på under en uge – og sidstnævnte (hvor hele familien var med) resulterede i en fornem krone! Selv Ella svingede battet til den store guldmedalje på trods af brækket kraveben. Rar dag!
Dejlig juleaften! Vi sov alle fire hos svigerne til 1. juledag – første gang, vi alle overnatter ude, siden Ella blev syg. Er det mon trenden fremover? Det ku’ dælme være rart…
