Arkiv
Tag "medie"

Bloggen som socialt medie – deltagelse, diskurs og affekt

Dette er navnet på Carsten Stages input til den nye lærebog “Medieanalyse“.

Den har været i støbeskeen et års tid og er nu udkommet hos forlaget Samfundslitteratur.

Ja, og så er kemoland.dk med!

(Og dette er øjensynlig ikke den eneste bog, der bruger os som case; to mere af slagsen er på tegnebrættet i det nye år, har jeg lige fået at vide).

Jeg er glad for omtalen i kapitlet, der blandt andet analyserer det samfundsengagement og de forskellige former for værdiproduktion, der over årene har knyttet sig til  bloggen her.

Sikken masse, vi i grunden har fået fra hånden af indsamling, fokus, debat og oplysning. Interviews i forbindelse med studerendes opgaver om patientsikkerhed, pårørendestøtte, genoptræning – og fagpersonales arbejde inden for kræftsagen med psykisk sårbare og udsatte børn.

Og selv om det til tider har været hårdt og grænseoverskridende at åbne op for vores privatliv – så har det nu været det hele værd …

Netop hjemvendt fra skolens store loppemarked. Pigerne shoppede igennem med den vildeste sum af 30 kr. på lommen hver. Stæsede omkring i menneskemylderet for fulde gardiner. Jeg opgav at følge med. Sludrede med af mine kære strikkeduller, der var mødt op (ses i klubben i morgen!)

Christ, hvor jeg trænger til en kaffe. Og en lur

Er stadig helt rundtosset efter det store Knæk Cancer Live i går. Uden forfriskende venindedukkert (knus!) i fjorden at starte dagen på havde jeg nok ikke klaret den til showets afslutning. Ella holdt festen igang til pausen, hvorefter hun sneg sig hjem med far. Et par friske standins overtog pladserne. Nora og jeg kørte igennem til afterpartyet.

Det var sgu sjovt. Men også hårdt. Indslagene føltes om muligt endnu mere intense her fra studiet. Alle de dejlige syge børn, vi jo kender. De raskmeldte, nydiagnosticerede eller terminale mødre, fædre, ægtefæller. Hvordan støtter man en kræftramt kollega? Fejrer et fantastisk scanningssvar. Siger farvel til sine kære? Studieværterne var også berørte og kneb en tåre fra sofa-interview i salen til catchup i call-centret. Et nyt lag pudder under øjet, og på den igen.

Har vist lidt tømmermænd her til eftermiddag. Vi er alle fire fyldt til randen af indtryk, støj og postyr.

Måske også fyldt til randen af cancer …

Nu vil vi skære os et par græskarlygter og brygge en spandfuld suppe. Efter søsters ypperlige opskrift.

Tak for skillingerne, Danmark – og ha’ en dejlig aften!

Go’ pige i Go’ Morgen.

Tror de halvgrumme billeder på skærmen skræmte tøsen lidt, men det er sgu’ også en barsk historie at få smækket i knolden på sådan en stille og rolig søndag formiddag.

Også for os …

Ella havde glædet sig gevaldigt – og på turen til Tivoli spurgt meget ind til morgenmaden, som vi plejer at blive budt ude i kulissen. Midt imellem makeup-seancer og for-interviews.

Men at man ligefrem blev inviteret med i tv-køkkenet til en gang kalveculotte efter udsendelsen, det var da li’godt luksus. Det lille madøre guffede for fulde gardiner, og havde nær ikke sluppet den tomme tallerken, da studiet begyndte at lukke og slukke.

Kæmpe appetit på livet – som TV2 efterfølgende skrev på deres Go’-profil og nyhedssite. Jotak!

Datteren var stolt, kunne jeg fornemme, da vi for lidt siden genså klippet på computeren. Hun sad og smilede kækt til sig selv på skærmen med armene om sin elskede bamse.

Tilbage er kun en kæmpe tak til det professionelle team for kærligt at guide os igennem endnu en tur i sofaen <3

Her kan du se eller gense morgenens interview fra et efterårssmukt Tivoli-studie.  Med undertegnede, yngstetrolden – og Applejack naturligvis.

Efterårsferien lakker mod enden. En solbeskinnet, regnfyldt og dejlig efterårsferie. Med masser af sommerhushygge, shopping, skattejagter, restaurantbesøg, familiestunder og kærestetid.

Tak til bedsterne for maleværksted & marengsbagning, til slagteriskolen for blodig fra-levende-gris-til-medister i børnehøjde.

Og hjerteligt velkommen i lyngen til endnu en familie, vi har fået lokket herop på nabovejen. Må jeres nyerhvervede hybel give glæde, ro og basis for masser af tour-de-skur-fester …

Nora spiller iPad, og Ella snorker. Sidstnævnte skal også tidligt op, den lille mus. Det kan være, hun klapper i som en østers. Det kan være, hun højlydt udbreder sig om dit og dat. Ingen ved det.

Men ét er sikkert: I morgen kl. 09.18 toner EllaBellaMovieStar frem på Go’Morgen Danmark med mor ved sin side (hvis jeg ellers kan få hende halet op og afsted …)

Her er vi to nemlig endnu engang inviteret til at sparke Knæk Cancer-ugen i gang. Og hvilken uge! Ud over at følge indsamlingen dag for dag glæder jeg mig især til:

  • De to stks rørende dokumentarer onsdag og torsdag under navnet Kræft & Kærlighed, som den smukke og skarpe tilrettelægger fra vores egne to film har været med til at strikke sammen
  • Den store Vild med dans-aften fredag med deltagelse af en af vores gæve soldaterkammerater, en vidunderskøn Cancer Mom, der lige nu (med blafrende sommerfugle i maven) kæmper en brav kamp for at huske de svære trin
  • Det afsluttende Knæk Cancer Show, som vi igen i år er inviteret til at opleve live fra salen. Wiii!

Her kan du se eller gense sidste års interview fra et efterårssmukt Tivoli-studie.  Med undertegnede, yngstetrolden – og Applejack naturligvis.

Åhr, sikke dog en fin lille video-hilsen.

Den står også stadig helt klart i min hukommelse; aftenen for nu snart et år siden. En vellykket, storslået og glødende varm aften.

Indsamlingen havde nået nye højder, og det store Knæk Cancer show var slut.

Familien pakkede sig sammen – efter en enkelt backstage-drink med kendisserne – og begav sig ud i vintermørket.

Her stødte vi på Morten. Som har fulgt os alle trofast på vores lange rejse – men aldrig haft mulighed for at møde Ella. Før nu.

Du har så ret, Morten! Det var et utroligt rørende øjeblik.

Så sandelig også for os <3

Hver gang der bestilles en sidedish på Jensens Bøfhus, støttes Ønskefonden med en 5′er.

Storartet! Sagde også prompte ja, da vi blev inviteret til at lægge historie til samarbejdet. I de knap tyve dages tid kampagnen har kørt, er indsamlingen allerede nået over 35.000 kr.

Og her er den så: Dækkeservietten over alle dækkeservietter … Hva’ si’r I så?

Næh, se nu lige hvad der poppede op i inboxen: En lydfil tilbage fra 2013, som jeg aldrig selv fik hørt.

Det drejer sig om Radio 100-interviewet, der blev bragt som optakt til Ellas første dokumentar-præmiere.

Filen mangler i pressesamlingen, gjorde en venlig læser mig opmærksom på. Og det kan vi jo ikke ha’. Så fat i Morgenshowets radiovært, der har været så rar at finde den frem fra gemmerne.

1.000 tak for det! Samt de kærlige ord med på vejen.

Hermed lille genhør fra mit besøg hos skønne Julie Bundgaard.

Faktaboks
Efter en knoglemarvstransplantation er patientens immunforsvar nulstillet og antistofferne pst væk. Gone with the Chemo. Derfor skal hele børne-vaccinationsprogrammet gentages.

Kære Dagbog
Jeg er i panik. Igen igen.

Under de seneste måneders fokus på den frygtede mæslinge-epedimi har jeg ellers følt mig ganske tryg. Var forvisset om, at vi var fint garderet imod det grimme virus, der netop har krydset Atlanten og nu truer med at ramme modtagelige 1) børn i vadmelstrøjer og 2) immunsvæklinge.

Alt som medierne blæste krisen op, slappede konen helt af. Vi havde intet at frygte med vores på det tørre; Ella blev jo vaccineret sidste år.

Lalleglad lod man sig interviewe af landsdækkende avis om situationen og opfordrede – med rolig Cancer Mom-ekspertise – pænt alle øko-familier til at give deres børn det lillebitte stik.

Hvornår præcist kortslutningen skete, vides ikke. Men kredsløbet er med garanti afbrudt.

For havde jeg været ved mine fulde fem, ville jeg da have genkaldt mig, at Ella stadig er i farezonen. Sidste års shot var jo netop kun med døde vacciner (difteri, stivkrampe, kighoste og polio). De levende vacciner (mæslinger, fåresyge og røde hunde) skulle først gives i år.

Hvilket Anders i sin cool facon stille pointerer ved søndags-morgenbordet, da snakken falder på emnet.

Meltdown.

Den gode sidste-dag-i-vinterferien-stemning forsvinder som dug for solen, og jeg raser.

Ved ikke lige nu, hvad jeg er mest gal over: Det faktum, at angsten aldrig nogensinde lader os i fred? Eller visheden om, at passiv kemobehandling uigenkaldeligt har stresset min hukommelse itu.

Sætter mig snøftende og grubler, mens Anders lufter ungerne. Inden solen går ned, skal planen være på plads. Enten:

1) Fremskyndet vaccine på Riget
2) Fremskyndet vaccine hos egen læge

Tænker vi lægger os fast på sidstnævnte. Da jeg netop har hørt rygter om mæslingeudbrud på selveste Transplantationsafsnittet.

!!!

I sidste uge modtog jeg de samlede optagelser fra TV2s Ella-filmerier under sidste års Stafet for livet her i Roskilde. Og fik samtidig lov til at bruge klippene til markedsføring af 2015-Stafetten i maj.

Har nu hygget et par dage med iMovie og fået prøvet endnu flere kræfter med redigering af levende billeder. Super-sjovt og fascinerende! Dog samtidig hårdt arbejde at finde den helt rette balance mellem titles, transitions og sound effects, så den unikke stemning bibeholdes, når der er max er 3 minutter til rådighed.

Men her er resultatet: 2 minutter og 38 sekunders intro til brug på sociale medier og info-aftener.

NB. Kæmpe TAK for materialet til både vores skønne tilrettelægger og filmmand fra Nordisk <3

I TV2s nye live-program Kont@kt kunne man ved middagstid opleve Fru Kemoland som ugens blogger, da hun aflagde Lorry-studiet på Frb. en lille visit.

Så fik man også mulighed for lige at flashe sine nye Stine A-smykkerier – topmålet af julegave-lækkerier, hva’beha’r?

Den seje designer holder jævnligt showroom-åbent i de nordsjællandske gemakker – men tag dig i agt: Forelskelse helt og aldeles uungåelig!

 

Fortsat ingen knopper; vi krydser fingre for, at eventuel galskab først bryder ud i det nye år. Vi har nemlig lige et par ret essentielle fester på programmet den næste uges tid …

Så er træet inde. Manden måtte save til i regn og blæst, så husstandens tre piger kunne pynte ved levende lys og julemusik. Fast arbejdsdeling. Og traditioner må man jo holde fast i. De få, der er tilbage.

For der er nye tider på vej. Jeg mærker det. I glimt. Når Nora siger fra over for Lillesøster, der pludselig er så frisk, at man ikke skal være bange for, at hun falder død om af en afvisning. Når hytten summer af gæster på spontanvisit ligesom i gamle dage. Når vores trofaste nytårsvenner gennem ti år er blevet skilt og nu har lagt Nordatlanten imellem sig.

Foreløbigt fortsæt: Fra nu af vil kun jeg rejse frem i tid. Én dag ad gangen. Ikke se mig tilbage. (Ikke mere end højst nødvendigt i hvert fald.)

I går fløj Mormor til Syden med svigerinden. Tilbage i kulden drømmer vi andre om sne. Lidt slud kan også gøre det. Feriedagene fordrives med legeland og biftur. Mens der lægges sidste hånd på pakker og honninghjerter.

Forventningens glæde. Drømmen om en magisk juleaften. Med stjernedrys og gaveregn. Stopfyldte maver og overtrætte unger. Håbet om et jævnt og muntert, virksomt liv. Uden kræft. Med kærlighed og nærvær. Ligesom den forgangne december måned, hvor familien har flettet, konfektet og julenisset som aldrig før. I det lille hjem. I Kemoland.

Kære venner
Hjertelig tak til alle, jer der hver især har båret os igennem livet, når det var allermørkest. Med kemokur, strikketøj, vinterdyp, pakker, kys og kram. Tak fordi I følger os på vores vej; det varmer mere end I aner. Hermed fra alle os til alle jer:

En lille forfriskende Tv2-julehilsen

Ella har intensiveret sit børnehave-fremmøde og er efterhånden i stand til at klare længere og længere institutions-dage.

(Når hun altså ikke ligger brak med feber og antibiotika – uh, var det mon den berygtede EV-D68–lunge-influenza, der huserede sidst???)

Men lige pludselig er man fri. Som Evas vilde grydelappefugl. Kan have op til flere sammenhængende timer til rådighed. Sådan helt alene. I selskab med sig selv.

Og sine tanker.

Hvis der ellers var tid til eftertænksomhed.

Det er der imidlertid ikke.

For post-traumatisten sørger naturligvis for helt igennem travlt og tætpakket program (sideløbende med skøre nisseløjer, klassisk julehandel og alm. røvsygt hushold):

  • Havne-dyp i den forfriskende fjord – efterfulgt af dampende wellness i foreningens spritnye og toplækre tømmerflåde-sauna
  • Interview-række med ergoterapeut/psykolog/sygepleje/phd-studerende, forskere og journalister – næste stop TVLorry
  • Charity-krea til cancer-støtte og julehjælp. Og også lige lidt til tøserne …
  • Nedsættelse af kirkeligt alter-udvalg – inkl. grundig research af lokal skyggevævnings- og venetiansk glasblæsningsteknik; bare vent!
  • Indstudering af nyt – og megakompliceret – instrument. I år tværfløjten

Ingen ro. Ingen ledige stunder.

Måske i det nye år, hvem ved?

Åååh!

Så kærlig og fin respons på Frikadelle i rampelys tikker fortsat ind her et par uger efter. Kan næsten ikke følge med …

Bare se den her lille cloud over seneste 100-ish hilsner. I den grad rørende og overvældende.

Vi læser hver eneste – og forsøger at svare alle.

Men indtil da får I her et kys på næsen fra Ella & co.

Og mange mange tak!

“Skål for jer, landets modigste cancerramte og pårørende!”

Direktøren for Kræftens Bekæmpelse byder hjerteligt velkommen til intro-middag for årets cases. Forud for det store Knæk Cancer Live.

Ella og Nora leger gemmeleg med tilrettelæggerens datter, mens tjenerne forsøger at hitte rede i bestillingerne: Hvidløgs-rejer og oksemedallion kan da umuligt være en femårigs ønske? Ingen børnemenu??? Et vindue åbnes – ikke kun de terminale i livsforlængende hormonbehandling sveder nu.

Dyb efterårskold indånding da vi i samlet flok tripper gennem de brostensbelagte gyder til Nordisk Film, gennem porten og hen til gardarobe/snackbar. Pigerne guffer chips under disken, inden fløjdørene slås op til studiet.

Wow! Salen lyser os prangende i møde med røde drapperinger, sorte vægge og gyldne spots.

Denne vej – bord nr. 16. Ungt og engageret crew seater horden, fylder vin, øl og vand i glas og chips, nødder og chokolade i skål. Jeg smager på en af sølvfadets canapéer. Nu vi ikke skal interviewes i aften, behøver man ikke gå så højt op i brøndkarse mellem fortænderne.

Ella holder ud til pausen – så følges hun af produktionsselskabets babysitter til børne-launcen. Nora vælger at blive med Mor og Far til den bitre ende.

Misundelse er ikke det rigtige ord. Nok snarere melankoli. Et væld af blandede følelser, da den ene kriseramte familie efter den anden toner frem på storskærmen og efterfølgende inviteres til en snak i den mobile sofa foran scenen. Genkender studieværternes medlidende og kærlige blikke fra alle de mange gange, jeg selv har delt vores skæbne med kameraet. De varme kram og intense afskedsreplikker, mens teknikkerne viklede mikrofonen fri af kjolen.

Savner jeg det? Savner jeg at være i orkanens øje?

“Dorte/Ellas mor”. Tidligere på dagen deltog jeg i Stafet for livets årsmøde i Falkonersalen. Udfyldte navneskiltet helt per refleks. Uden at tænke. Dorte/Ellas mor – det er, hvem jeg har været i så mange år. Men hvad med Dorte/Noras mor, Anders’ kone, projektlederen på jobbet, alt-stemmen i koret, repræsentanten i forældrerådet, den halvsnalrede til festen? Hvad med hende? Hvor er hun?

Det gør ondt at skifte ham. Tage afsked med fortiden. Komme videre. Som genfødt.

Vi er den raske familie. Solskinshistorien. Langsomt slippes vi af medierne, og andre ta’r vores plads. Andre i lort til halsen. Snart er vi der ikke mere. Snart hører vi ikke til længere.

Men hvilken vej, vi nu skal gå, må guderne vide …