Arkiv
Tag "sorgbearbejdelse"

Anbring først på dig selv, dernæst dit barn.

Ingen forstår os som hinanden. Ingen. Et bredt udsnit af den danske befolkning med vidt forskellige holdninger og levevis. Men vi er i familie.

Troede jeg var på vej ud. At jeg havde bedst af at trække mig. Væk fra det skumle nærdødsfællesskab.

Både og. For lige så sørgeligt det var at møde alle de skaldede små krigere – nye i felten – humpe rundt uden ben, med arm i slynge, sonde i næsen, plastre, ar, sortrøde rande under øjnene – lige så livsbekræftende var det igen at opleve vores sjældne og helt unikke sammenhold.

Ved den årlige weekendtur for os med cancerramte børn.

Mens regnvejret tvang hoppeborgene i knæ og sportsvognene i kaleche-mode, søgte vi indendørs til et par omgange wellness, besøg i male-, smykke- eller bamseværkstedet, rollespil, foredrag, festmiddag, levende musik. Krydret med slushice og popcorn ad libitum.

Et levende lys og en stak Kleenex. En gruppe forældre havde vovet sig ind i rundkredsen. Vi var nydiagnosticerede, midt i behandlingen eller hjemvendt fra fronten. Med eller uden vores barn. Men alle var vi i krig.

Hvorfor kæmpe så inderligt for at komme ud og væk, når det øjensynligt er her, jeg hører til? Her jeg føler mig hjemme. Her jeg bliver forstået. Til fulde.

Den kærligt guidede erfaringsudveksling kom omkring alt lige fra samarbejde med sygehus og kommune, parforhold, søskendefokus, skole, job, sorg, krise, angst, håb.

Og for mig var det et skridt. Fremad eller bagud ved jeg ikke. Men mod en erkendelse af, at jeg stadig er med i klubben – og altid vil være det. Jeg har stærke oplevelser nok til en livstid, og de har mærket mig. Jeg kommer ikke tilbage, det gør jeg ikke. Hvor meget, jeg end ville ønske, at hun en dag vågner af dvale, den glade sprudlende entusiastiske Dorte. Så er hun væk.

Hvorfor dog bruge energien på at lede efter det tabte?

Nu vil jeg sætte mig for at finde en iltmaske, der passer. Hvad giver mig den friske luft, der er nødvendig for, at jeg kan tække vejret her i dødens rige – og hjælpe mine piger videre i livet som hele mennesker. For det er i Kemoland, jeg har til huse. Og Kemoland i mig.

Det kommer vi ikke udenom.

Punktum.

Rigshospitalets Børnekræftafdeling, 9. juli 2010

Det var en hed sommerdag. En af de hedeste.

Vores lille Ella lagde krop til – hvad vi troede skulle være – hendes allersidste intravenøse kemo.

Hun var kun et år. Og i behandling for leukæmi.

Men nu var hun kræftfri. Sagde lægerne. Så der var balloner i dropstativet. Og kage i fælleskøkkenet.

Jeg tror nok, jeg var glad den dag. Da jeg satte mig ved computeren og postede det allerførste Kemoland-indlæg. Lettet i hvert fald.

Kommer sgu’ hverken til at savne besværligt dropstativ eller frygteligt klaver…

skrev jeg. For selv om vi den kommende tid skulle til jævnlige kontroller derinde på Østerbro, så var det alligevel en slags farvel til det sted, der havde været vores andet hjem siden december.

Farvel til plejepersonalet og ikke mindst alle de andre skønne familier, vi havde lært at kende over de sidste mange måneder. Levet med. Haft morgenhår og gået i slåbrok med. Grinet og grædt med. Begravet børn med.

Det blev dog kun til et på gensyn. Kræften kom retur. Og med den kemo og sorg. På ny.

Tilbage i dødens skygge.

Vist var jeg bange, som jeg sad der og tastede. Men jeg fornemmede alligevel et spirende håb. For jeg havde jo ikke den ringeste anelse om, hvad der ventede os. Og jer, kære læsere, som over årene fandt vej her til bloggen. Fulgte vores familie. I lyst og nød. Sørgede, da leukæmien slog benene væk under os for anden gang. Krydsede fingre, da vi søgte efter en matchende donor. Holdt vejret, da Ella på sin fødselsdag røg på Intensiv i respirator. Fældede en glædens tåre, da hun vågnede op og sagde sine første ord til kameraet. Klappede i hænderne, da hun endelig flyttede hjem igen, rejste sig fra kørestolen og sprang ud i den store vide verden.

Støttede os i disse hårde måneder, hvor vi har haft så svært ved at finde tilbage til livet igen.

Men det skal nok lykkes. Det skal.

Vi er kommet så langt. Sammen. Af hjertet: Tak <3

NB. Denne Kemoland er altså go’ nok …

Er jeg? Sikkert. Siden jeg stadig ikke kan finde mig selv igen. Glæden, lysten til at være.

Ulykker omgiver mig: Skilsmisse, sygdom, død. Blandt mine venner. I min familie.

Var de der også før – livsforandringerne? Eller vælter alt bare lige nu? Hvor jeg netop har ekstra behov for ro og stabilitet.

“Egoist!”, suser det i tindingen. “Ikke hele verden drejer sig om dig. Lad dog den fraskilte flytte, den syge dø, den sørgende gøre status. Hjælp til, hvor du kan – og vær ellers taknemmelig. For at du har dit på det tørre. Familie, helbred, økonomi. Så find dog smilet frem, for pokker! Hvor svært kan det være?”

Men det er det altså. Svært. Jo, smilet er der såmænd. Udenpå. Sammen med forfriskende lipgloss og udglattende concealer. Men indeni? Det klassiske tomrum.

Træt af tomrum.

Blæst på tredje døgn.

En håndfuld visne blade tæsker hysterisk rundt i badeværelsets ventilationsskakt. Ellers ganske stille i huset. Ungerne er nemlig på påskeferie hos bedsterne.

Mens de fodrer høns i snevejr (!!!) og maler påskeæg i akvarel, gør vi os klar til middag. Ude. På lokal yndlings-restaurant.

Aaah! Rart man kan sove længe dagen derpå. Dalrer rundt i nattøj med kaffekop og halv-tømmermænd; den lidt lettere driver’s wine menu (til svagdrikkere som undertegnede) viste sig nu alligevel at slå halvhårdt.

Men pyt – tøserne skal først hentes i morgen.

Fisker stofrester og sygrej frem, sætter mig til rette ved spisebordet. Ingen pilfingre, intet ansvar. Tre timer – og enkelte konflikter med overlocker, tittekant og strygefliseline – senere kan gaverne pakkes ind:

To stk. kærligheds-ugler.

Et par triste småpiger i dyb krise fylder nemlig rigtigt meget i mit hjerte for tiden. Nu på tirsdag skal de sige et sidste farvel til deres far. Og så er det måske rart at have et blødt og hyggeligt krammedyr i favnen, tænker jeg. En lille ugle med minde-lomme til fotos eller breve.

Det kunne jeg i hvert fald godt selv have brugt – dengang for 21 år siden …

IMDb om sidste års drama:

Two teens, both who have different cancer conditions, fall in love after meeting at a cancer support group.

Av! Ramte hårdt. På trods af hverken specielt overbevisende skuespil eller plot. De to unge hovedpersoners grumme skæbne var såmænd heller ikke årsag til tårerne. Næh. Men det var til gengæld Laura Derns lille fine birolle som Cancer Mom. Hendes meget rammende synliggørelse af vores bundløse angst, magtesløshed. Og dybe dybe kærlighed.

Jeg lægger “The Fault in Our Stars” på linklisten og minder mig selv om, at det er helt ok at dykke ned i sorgen. Bare en enkelt gang imellem.

For selv om vi så småt er kommet om på den anden side, er vi dog langt fra ude.

Bøjletandlægens dom ved årskontrollen var klar: Fire tænder ud!

Men som jeg sad der med Nora i venteværelset i morges, var jeg nu ikke så frejdig. Vi taler jo ikke om et livsnødvendigt indgreb. Ikke ligesom Lillesøsters kemo, sonde, respirator. Men et kosmetisk indgreb. Der vel i realiteten kunne vælges fra?

Det blev det nu ikke. Tandregulering er noget bøvl – men giver også i den grad pote, hvis man holder ud. Syn’s dog bare, at vi har haft rigeligt med tårer og smerter her i husstanden. Nok for et helt liv.

Eller ti.

Og så er det bare næsten ubærligt at opleve min tapre Nora – med hele sin spinkle knold oplyst af blændende spotlight og blodet sivende ud af mundvigen – trygle mig om at få stoppet proceduren og tage hende med hjem. Efter bare den første tand. Bedre blev det ikke, da teknikkeren foreslog os at dele behandlingen over i to og fuldende mishandlingen om et par uger.

“Nej”, sagde jeg bestemt og klemte min store piges hånd, “og det er ok, hvis du er gal på mig Putte, men jeg ta’r altså en voksenbeslutning om, at vi får det hele klaret her og nu.”

Seks timer efter den sidste rod blev flået løs – og efter en slatten eftermiddag i dobbeltsengen med gammel musical på skærmen – kæmpede hun sig op på daybeden i køkkkenet og fik sine fire gaver af “tandfeen”. Anmodede herefter om sin iPad. Sidstnævnte et gedigent sundhedstegn. Så dog noget blegnæbbet ud, den lille Mus.

Det gjorde Ella ikke. Hun sprang rundt til gynmastik i Himmelev Hallen.

Den omvendte verden, indeed …

Hvor er jeg dog træt. Træt af at skulle tvinge et uskyldigt barn. For hendes eget bedste. Som de gange vi har måttet nægte vores kræftramte datter noget at drikke på grund af livsensfarlig væskeophobning omkring organerne. Selv om hun tiggede og bad. Eller når vi blev nødt til at holde hendes arme fast for at få taget de essentielle blodværdier i fingerspidserne. Selvom hun græd og skreg.

Hvornår bliver jeg den mor, man hader, fordi hun:

  • Siger nej til is nr. to?
  • Nægter sponsorering af iPhone 6?
  • Eller bare ikke fatter, at festerne altså først rigtigt går igang efter 03?

Mon det nogensinde sker?

I går var det præcist to år siden, gulvtæppet blev revet væk under fødderne på os. Og vi måtte begive os afsted på endnu en kold og farefuld færd udi vinternatten.

Tilbageblik spiller en vigtig rolle i min sorgproces.

Har lige genset TV2s Ella – livet forfra, som hjælper mig med at huske. Det hele. Alle de onde – men også de smukke øjeblikke siden Ellas tilbagefald.

Nu er dokumentar nr. to på trapperne. Nordisk Film er netop ved at lægge sidste hånd på Knæk Cancer – et år efter, som meget snart vil rulle over skærmen i de danske hjem.

I filmen kommer vi til at se, hvordan det er gået to af sidste års cases: Ella (behøver vist ingen yderligere præsentation …) og Mette (kræftramt mor til tre).

Glæder mig til at se det færdige program – men er samtidig hunderæd. Mens vi kæmper for at få fodfæste igen, er verden netop styrtet sammen for en anden familie, og jeg ved, jeg vil fælde en tåre ved præmieren.

Selvom jeg kun nåede at møde Mette en enkelt gang, er hendes historie flettet sammen med vores i mere end én forstand. Både hun og Ella blev oprindeligt diagnosticeret vinteren 2009, og siden da har begge oplevet rutchetur på rutchetur.

I dag er Ella er en frisk bøf.

Forrige søndag døde Mette.

Endnu en uge går på hæld, og i aften skal vi ha’ indisk og se Disneysjov. Nora har lavet en perleplade til sin kanin i klubben, og Ella trænet tohjulet i børnehaven. Anders har dyrket agile development på arbejdet, og jeg læst britisk spænding, broderet jule-korssting og øvet tværfløjte herhjemme.

Rejsen fortsætter – og vi vandrer med.

På bedste beskub.

“Skriv om alt det der skete og hvad det gjorde ved dig. Du er nødt til at gå det hele igennem igen.”

Sådan skrev en af jer læsere til mig for et par dage siden. Om tiden på grænsen til dødsriget.

Forventer ikke nogensinde at komme over min datters kræftforløb, men forhåbentlig det lykkes mig at komme igennem denne frygtelige tid. Some day.

Og hvem ved – måske er det netop et tilbageblik, der skal til, før jeg kan komme ud på den anden side. Videre i familien og i mig selv. Som et helt menneske – fremfor det overskårne individ, der lige nu sidder her bag skærmen.

Hørt!, buldrer skæbnen, og ind på computeren popper en lille forsinket billedserie fra fotograf Columbus Leth, der sidste forår lagde vejen forbi Rigshospitalets Intensiv-afdeling.

Med makeuppen snørklende ned af kinderne erkender jeg det, jeg egentlig godt vidste allerinderst inde: For at finde hjem, må jeg på endnu en rejse. For at finde fred med mine forbudte tanker, må jeg sige dem højt. For at komme frem, må jeg gå baglæns.

Håber jeg – og I – er klar. Dyb indånding alle mand, så dykker vi. Påske 2013:

Rejser mig fra kontorstolen og lægger broderiet tilbage i kurven. Mangler kun ét enkelt blad i sart grøn, så er Gerda Bengtsons bellis sprunget ud. Mens min egen visner bort. Lige her for næsen af mig. Jeg kan røre ved hende, kysse hende, læse historier og synge for hende. Men fatter hun en bjælde? No idea.

Ella virrer let med knolden, da jeg kysser hendes skaldede isse. Steril hospitalslugt blandet med sødlig datterduft. Nå, koppen er tom, og det duer ikke. Kaffe skal der til. Hvis jeg skal overleve marreridtet …

Telefonen dingler om min hals, sandalerne klipklaprer. Gangen er lang. Uendelig lang. Stjæler et blik: Stue på stue, seng på seng. Samtlige patienter sover. Nøgne overkroppe dækket med elektroder. Radiatoropvarmet kombi af afføring og klor rammer mine næsebor. Solen brager gennem vinduesmosaikken og oplyser en mørkklædt gruppe pårørende, der hænger ud ved venteværelserne. Stille, sørgende.

Vender tilbage med friskbrygget mokka til alle. Sygeplejerskerne nikker anerkendende – dog uden at vende sig. Én har blikket fast rettet mod skærmen, en anden på Ella. Trykket stemning. Lægerne er på vej. Ny blødning i lungerne.

Bakker op i en krog. Kaffen skvulper, da jeg snubler over en ledning. Eftermiddag i maskinhallen – apparaterne bimler og bamler. Vejrtrækningen er ved at gå i stå. Hos min datter og hos mig selv.

Der arbejdes hurtigt og koncentreret. Effektivt teamwork. Aner ikke hvor mange, vi efterhånden er herinde i de påskepyntede gemakker. Ti? Tyve? Hele Intensiv-staben måske??? Lille hage løftes op af et par vinylhandsker. Skummende blod suges ud. Klare medikamenter sprøjtes ind. Livreddende indgreb. Grusomme overgreb.

Har lagt hendes liv i fagfolkenes hænder. Værsgo’, hun er jeres! Men kun for en stund. Hun må tilbage i mine arme. Levende eller død.

Kvalme. Støtter mig til vasken og glaner ind i toiletspejlet. Tomt billede. Ella er atter stabil – dog på et hængende hår denne gang. Ude ved personale-skabene ringer jeg til husbond, der er er på tur med vores ældste. Han lytter men siger ikke så meget – forsøger at skåne hende vel sagtens. Men hun har ellers efterhånden hørt alt, ville jeg mene, set alt. And then some. Som søster til kræftramt været vidne til livet, når det gør allermest ondt. Er allermest ondt. Heller ikke hun har fået den barndom, hun fortjener. Ethvert barn fortjener.

Jeg tænker tanken. Den forbudte tanke. Tanken, der gør mig til verdens ækleste mor. Eller måske verdens kærligste mor?

Udmattet, ødelagt, grædende. Flået i tusind stykker. Vi har været på en uendelig rejse – jeg, min mand, vores store datter og Ella – alle fire koblet på samme drop. År ud og år ind. Fået skudt kemo, steorider, blod og væske i venerne. Kastet op, segnet, rejst os på ny. Igen og igen. Men  for hvad? Et par ekstra timer, dage, nætter i dybe smerter. Og nu i respirator.

Hvad enten de må eller ej, popper ordene op. Spreder sig som metastaser fra hjerne til hver en fiber af min krop:

Er det Ellas skæbne at miste livet til kræften, så lad det ske. Er det Ellas skæbne at blive rask, så lad det ske. Men skal hun flere lidelser igennem, da beder jeg; vær barmhjertig og slip hende – og os andre – fri.

Så lad hende dø. Nu. I dag. Og ikke i morgen …

Baglæns tanker i øjeblikket.

Måske et helt naturligt led i healing-processen, nu jeg har et par børnefri timer om dagen?

Tænker især tilbage til efteråret 2012, hvor vi endnu en gang mistede fodfæste og styrtede lige lukt på røven tilbage til Kemoland.

I ekspresfart.

Ella gik den mest grusomme tid i møde, og måske netop derfor fylder disse måneder så meget inden i mig.

Sjælen vil så gerne rumme alle efterfølgende oplevelser, som kroppen husker så tydeligt. Men noget blokerer, og jeg synes ikke at kunne komme forbi perioden for diagnosen.

Dengang, en af de milde efterårsdage, kom Roskilde Avis på besøg. Jeg havde netop byttet Ella-vagt med Anders på Riget, og kunne lige nå en kaffe med lokal journalist og fotograf, inden Nora skulle hentes. Første møde med pressen. Havde ikke lukket et øje i hospitalssengen den nat; kemogalskaben var i gang. Men det blev til en ok bagsideartikel.

For et par uger siden aflagde avisen os atter en visit. Det er der kommet endnu en bagsideartikel ud af. “Vi er på vej ud på den anden side”, lyder afslutningsreplikken fra mig. Fint citat da. Og sandt.

Eller noget …

I de små stille pauser.

Når dukkerne bades, gymnastikvimplerne luftes, eller kreativiteten udfolder sig med pensler og farvelade på en brændende og doven feriedag.

Hvad gør jeg da? Jeg filosoferer.

Ikke mere end ét enkelt ukoncentreret splitsekund skal der til, før romanen dumper ned i skødet, hækletøjet falder ud af rytmen, te-posen glemmes i kanden. Eftermiddagen forbitres. Mørket sejrer.

De frie tanker finder sig et musehul af en bagdør, møver sig indenfor og tager over.

Pigerne er i fuld sving med et fælles undervandsmaleri i gulvstørrelse; alt for varmt til at opholde sig ude. Nora klukke af grin. Ella fniser med.

Livet er ikke livet værd, tænker jeg, med al den gru og smerte?

Jamen, hvordan hænger det dog sammen, spørger læseren. To raske søstre, der hygger sig; hun burde da endelig være glad?

Nu også dårlig samvittighed. Pling! En dråbe besk i sorgens bæger. Jeg rører rundt. Sur dram at bunde – men ned skal den.

For en gang imellem bliver jeg simpelthen nødt til at give efter. Humpe mig en tur omkring omkring i selvmedlidenhedens sump, inden livet genoptages. Genopdages. Luften friskes op.

Dog sværere at vende tilbage efter hver dyk, kan jeg mærke. Og det skræmmer mig fra vid og sans.

Ville ønske det var forsvundet med Ellas kræft: Uvejret i mig.

“Jeg har det ikke så godt!”, pipper Ella. Kører ind til siden og hopper om på bagsædet.

Hun er kridhvid i ansigtet.

Tjekker fluks vejrtrækning, puls og feber. Alt helt normalt. Vi aftaler, at hun prøver at slappe af og hvile sig – og så skal jeg nok skynde mig hjem med hende. Et par minutter senere er hun faldet i søvn.

Tankemylder!

Ella har knoklet i dag sammen med immunsvæklingene i Børnehuset SIV. Inden månedens udløb skal hun sige farvel til de syge børn deroppe -  for at starte i sin go’e gamle børnehave 1. maj. Og hun vil ha’ det sidste med: Lige et par ekstra ture på rutchebanen, ved fodboldmålet, i puderummet. Så selvfølgelig er hun træt.

Men dicideret at få sådan et ildebefindende af udmattelse – er det muligt? Eller er der en helt anden forklaring? Hun har godt nok også haft lidt mørke rande under øjnene den senere tid …

Mens der kæmpes den ondeste kamp i min hjerne, finder bilen hjem og holder foran vores lille dobbelthus. Jeg slukker motoren, åbner døren. Larmer! Ella sover videre. Det er ikke normalt.

Men hvad er egentlig normalt? Er der overhovedet nogen opskrift på, hvordan man kommer over en knoglemarvtransplantation, væk fra leukæmi, ud af koma og tilbage til livet? Hvordan pårørende reagerer?

Sikkert ikke. Vi nærmer os udslusning til et helt almindeligt familieliv. Igen. Kræften er slået, så nu har jeg bare at rejse mig og tro. Sende Ella i institution ligesom sin storesøster – og ellers finde mig et job.

Men det eneste jeg kan referere til, er jo sidste gang, Ella blev raskmeldt. Hvor det sku’ vær’ så godt men endte med noget skidt. Og kroppen husker, mistilliden holder sig fint endnu. Blev i sensommeren 2012 hældt på atamonskyllede syltekrukker og lagret i hukommelsen. Krydret med sorg.

Jeg ønsker ikke selv denne sindstilstand. Jeg ønsker ud. Studerer mig ør i knolden om reaktioner og processer. Bøger og artikler. Hvad er forventeligt, og hvad er ikke? Hvordan kommer man videre, og hvornår?

Må imidlertid konkludere, at der ingenting er at konkludere. For det ta’r tid at hele.

Ubestemt tid.

I bog-shopping-mood:

At forstå sorg
Til fagfolk der møder børn og unge i sorg. Om tackling af sorgreaktioner, der umiddelbart kan virke foruroligende, fremmede, overvældende og opmærksomhedskrævende. Haps – i indkøbskurven med den!

Østen for solen
Dansk asien-inspireret strikkedesign. Særligt lokket af skøn tempelblomst-ærme-poncho, som jeg nok snart er den eneste, der endnu ikke har haft på pindene :-/

Odsherreds helleristninger
Vejviser til fortids-symbolik i familiens skønne sommerland.

Arne Jacobsens eget sommerhus
Og så lige om en fritidshybel blot et stenkast fra vores …

Så kom lille Slatten-ged hjem igen med antibiotika i rygsækken. Det fejres med sushi (!!!) i nisselandskabets skær. Men derfor er angsten ikke forsvundet.

Langt fra.

Kan ikke vænne mig til at skulle have ansvaret for en skidmas pige væk fra hospitalet. Helt uden backup.

Kan ikke vænne mig til, at tøsen rent faktisk godt kan være syg uden at være syg-syg. Helt uden kræft.

Og er hun for alvor det? Er hun mon for første gang i sit liv kræftfri?

Allerinderst inde, lige under brystet bag øverste varm-kakao-ved-nattetide-delle, holder tvivlen til. Ætsende, lammende, snyltende tvivl. Tvivlen, der i sin ækelhed afholder mig fra at sove. At nyde. At leve.

Fuldt ud.

Allerinderst inde ved jeg nemlig, at kræften endnu ikke er overvundet. Jeg mærker det.

Ella låner Mors iPhone med i barnevognen til middag i fælleskøkkenet. Hun er sur og nægter at spritte hænder ved ankomst. Men det skal hun – det skal alle – og humøret går støt nedad over den næste time. Til frokost røg 1/2 portion kartoffelmos ned før hunde-vaske-computer-spil, så hun er ikke sulten og meget træt. Da jeg tilbyder hende en varm kakao inden badet, råber hun: “Skrid, din dumme Mor!” Nok er nok, og jeg konfiskerer min telefon midt i en Teletubbi med finsk tale: “Det er ok, at du ikke vil have noget at spise og drikke, men vi taler altså pænt til hinanden!”

“Oooooaaaaahhhhh!”

Ungen hyler, da jeg storsvedende bugserer en klods af en barnevogn + rullende dropstativ ud og tilbage på sengestuen. Fed start på aftenritualet. Og jeg skulle jo faktisk have nået at klippe det sidste hår af i dag inden badet – men det orker jeg ikke …

Badeværelse nr. 1 har bruser i udu, så vi hiver da gladeligt Skrigeskinke & habengut over til den anden gang. Her observerer jeg kæmpe tyndskid op ad Ellas ryg og mave. Bad forsinkes. Endelig sidder hun på taburetten og hulkeskriger. Jeg vasker hendes korthårsfrisure (nænnede ikke at klippe hende helt skaldet alligevel i går), men store totter løsner sig og klistrer fast ved et gabende venekateter-hul og under sonde-plasteret. Det damper, og mine bukser er nu plasket helt til. Sygeplejersken hjælper med den gule klorhexidin-svamp på såret og rydder op efter mig, mens jeg gør Ella sengeklar.

Den gamle fornemmelse af utryghed og stress ta’r over her til aften, og jeg tænker, om det hænger sammen med det voldsomme og helt ukontrollerbare hårtab? Troede egentlig, jeg havde forsonet mig med tanken, men det slår hårdt alligevel. Én ting er at klippe i sin datters gyldne lokker – en anden er, at de bare ryger af helt selv, uden at man har noget at skulle have sagt.

Tænker på Marianne Davidsen-Nielsens kloge ord ved foredrag i forgårs: “For at komme helskindet gennem en alvorlig sygdomsperiode gælder det om at finde hjem til sig selv i stedet for at være ude af sig selv.” Jeg er på vej, det ved jeg, men Guderne må vide, hvor jeg kæmper …