Arkiv
Tag "litteratur"

I bog-shopping-mood:

At forstÄ sorg
Til fagfolk der mĂžder bĂžrn og unge i sorg. Om tackling af sorgreaktioner, der umiddelbart kan virke foruroligende, fremmede, overvĂŠldende og opmĂŠrksomhedskrĂŠvende. Haps – i indkĂžbskurven med den!

Østen for solen
Dansk asien-inspireret strikkedesign. SÊrligt lokket af skÞn tempelblomst-Êrme-poncho, som jeg nok snart er den eneste, der endnu ikke har haft pÄ pindene :-/

Odsherreds helleristninger
Vejviser til fortids-symbolik i familiens skĂžnne sommerland.

Arne Jacobsens eget sommerhus
Og sĂ„ lige om en fritidshybel blot et stenkast fra vores …

I forÄret, da Ella var dÞdsenssyg, kom en forfatter forbi Rigets skolestue.

Sammen med hende skrev Nora en historie. Om eventyr med Pegasus i sommernatten. Om to prinsesse-sÞstres drÞmme, kÊrlighed og overlevelse trods fangeskab pÄ slottet.

Denne lille fortĂŠlling er nu blevet del af bogen “Pigen med den lysegrĂžnne tunge – og andre historier fortalt af bĂžrn pĂ„ Rigshospitalet”, der allerede har vĂŠret genstand for hĂžjtlĂŠsning i forhallen ved Patientbiblioteket.

Godt gĂ„et, store pige – ud med frustrationerne sort pĂ„ hvidt ligesom din mor.

Og tillykke med forfatterskabet!

Knoglemarvbiopsi afblĂŠst.

Skulle ifÞlge indkaldelsen have vÊret indlagt nu. Fra 10 i morges, natten over og til i morgen efter en tur pÄ operationsbriksen.

Men sÄdan blev det imidlertid ikke.

LÊgen ringede tilbage: Han og kollegaerne finder for sÄ vidt heller ikke nogen grund til dette ekstra indgreb. Ellas blodprÞver er jo sÄ fine, at hende behÞver de da fÞrst se om yderligere to uger til klassisk kontrol.

Jamen det kan man jo kun bifalde!

Men at standard-brevene bare sendes ud per default, uden at den enkelte patient gennemgĂ„s, og at forĂŠldrene selv skal vĂŠre pĂ„ vagt – tja, det bifaldes sgu ikke. Ikke det der ligner.

Egentlig burde jeg vĂŠre lettet: Ingen umiddelbar grund til bekymring – intet tegn pĂ„ noget grumt. Skummelt. DĂždsensfarligt. Intet tegn pĂ„ tilbagefald. KrĂŠften lader til at vĂŠre slĂ„et.

OgsÄ dén besked skal dog lige synkes.

For det er faktisk mindst lige sÄ svÊrt at vÊnne sig til frihed efter mange Är i Kemoland, som det er at vÊnne sig til Kemoland efter mange Är i frihed.

SÄ jeg tror i stedet jeg vil sige: KrÊften lader til at vÊre slÄet for nu.

Men derfor kan vi jo godt lege, at vi starter pÄ en frisk, vender bladet, tager fat, hvor vi slap. FÞr verden sank i grus for anden gang.

Kan vi ikke?

SĂ„ jeg lukker computeren for i dag, brygge mig en urtete (sĂ„ har I hĂžrt dĂ©t med!) og hviler ud efter en god dags arbejde. En god dag med min Ella i BĂžrnehuset blandt venner (frem for pĂ„ hospitalet blandt kitler), min Nora, min Anders … og mit hĂŠkletĂžj:

HĂŠklet bogmĂŠrke fra Crochetroo: Endelig fik jeg arbejdet mig frem til en velfungerende oversĂŠttelse af det kryptiske mĂžnster. Tog kun lidt over to Ă„r … Fik slĂ„et fast, at den australske opskrift er baseret pĂ„ britisk – kontra amerikansk – hĂŠkleterminologi (dc=fm og ikke stgm / tr=stgm og ikke dbstgm etc.) Jeg bruger hĂŠklenĂ„l str. 3 og tyndt bommuldsgarn beregnet til strikkemaskine. Godt sĂ„:

Opstart
8 lm samles til ring med km. Husk at beholde en 10 cm lang ende (denne skal senere bruges som kvast).

1. bue
1. Rk. HÊkl 1 fm i ringen og 2 lm (tÊller som fÞrste stgm). Herefter 13 stgm ogsÄ i ringen (= i alt 14 stgm). VEND.
2. rk. HÊkl 1 fm i fÞrste stgm (den allerfÞrste helt inde ved nÄlen) og 2 lm. Herefter 1 stgm med 1 luftmaske (det allerfÞrste helt yderst) imellem i hver af forrige rks stgm (= 14 stgm eller 13 lm-mellemrum). VEND
3. rk. HÊkl 1 fm, 2 lm, 1 fm (bliver til smÄ spidser) ned i de 10 fÞrste af forrige rks mellemrum. Herefter i det 11. mellemrum 1 fm, 5 lm, spring 3 masker over, 1 fm i 2. lm af 1. stgm i forrige rk. VEND.

2. bue
4. rk. HÊkl 1 fm ned i lm-mellemrummet bestÄende af 5 lm og 2 lm (tÊller som 1. stgm). Herefter 13 stgm ogsÄ i ringen (= i alt 14 stgm). Spring forrige rks 1. spids over, 1 fm i nÊste spids-mellemrum bestÄende af 2 lm. VEND.
5. rk. HÊkl 1 fm i 1. stgm og 2 lm. Herefter 1 stgm med 1 luftmaske imellem i hver af forrige rks stgm (= 14 stgm eller 13 lm-mellemrum). VEND.
6. rk.
(Mage til 3. rk.) HÊkl 1 fm, 2 lm, 1 fm (bliver til smÄ spidser) ned i de 10 fÞrste af forrige rks mellemrum. Herefter i det 11. mellemrum 1 fm, 5 lm, spring 3 masker over, 1 fm i 2. lm af 1. stgm i forrige rk. VEND.

3. bue
7. rk. (Mage til 4. rk.) HÊkl 1 fm ned i lm-mellemrummet bestÄende af 5 lm og 2 lm (tÊller som 1. stgm). Herefter 13 stgm ogsÄ i ringen (= i alt 14 stgm), spring forrige rks 1. spids over, 1 fm i nÊste spids-mellemrum bestÄende af 2 lm. VEND.
8. rk.
HÊkl 1 fm i 1. stgm og 2 lm. Herefter 1 stgm med 1 luftmaske imellem i hver af forrige rks stgm (= 14 stgm og 13 lm-mellemrum), 1 fm ned 3. rks 7.  spids fra venstre/den 4. spids fra hÞjre i 3. rk (i 1. bue). VEND.
9. k. (Mage til rk. 3). HÊkl 1 fm, 2 lm, 1 fm (bliver til smÄ spidser) ned i de 10 fÞrste af forrige rks mellemrum. Herefter i det 11. mellemrum 1 fm, 5 lm, spring 3 masker over, 1 fm i 2. lm af 1. stgm i forrige rk. VEND.

FortsĂŠt indtil der er i alt 8 buer.

Afslutning
PĂ„ sidste rk. hĂŠkles spidser i alle 13 lm-mellemrum. Herefter lukkes af med 1 fm i 3. rks 7. spids fra venstre/4. spids fra hĂžjre (i 6. bue). Bryd garmet og hĂŠft ende.

Kvast
Klip 5 trÄde pÄ 20 cm. Fold dem pÄ midten og bind dem omkring den allerfÞrste lm-ring. Husk at binde den oprindelige ende med.

Stives i kartoffelmel (dog ikke kvasten), udspĂŠndes og luftttĂžrres.

StĂžn!

Hvor stÄr brik-juicene? Maldon-saltet? Jasmin-risene? Kan ikke finde rundt i den nye Netto! Sveder. De her hylder har jeg da lige vÊret forbi? Gangene snÊvres. Sterilt lys skriger ned fra loftet. Operationslys. Scenelys. Er det mig og min indkÞbsvogn, de allesammen kigger pÄ? GÄ sÄ vÊk! VÊk med jer, sagde jeg!!!

Heldigvis ingen “Hejsa vi-sĂ„-jer-i-fjernsynet-hvordan-gĂ„r-det-med-Ella-bekendte.” Er dog selv ude om det; inviterer frejdigt det ganske land indenfor. Kunne jo for sĂ„ vidt bare sige nej til presse, lukke bloggen, lĂŠgge mig under dynen. Der var jeg imidlertid ikke i lĂžrdags. Men der er jeg i dag.

Skyldes mÄske den evindelige sÞvnlÞshed? Eller at jeg i et frejdigt nytÄrs-mood kylede antidepressiverne i lokummet? Eller frygten for nÊste uges knoglemarvs-biopsi? Eventuelt en kombi? De mÞrke nattetimer snegler sig afsted. Tankemylder.

“Vil du lĂŠse den her for mig, Mor?”, spĂžrger Nora fĂžr sengetid. BĂžrneafdelingen – en dag pĂ„ sygehuset. Af alle de tusindvis af bĂžger pĂ„ skolebiblioteket, valgte hun selvfĂžlgelig lige netop denne. Hygsom genre. Suk. “Ok, min Skat, kom du og sĂŠt dig.”

SlamBaaam!

Et par velkendte barneÞjne sender os et melankolsk blik fra omslaget. Magnus. Store dejlige Magnus afbilledet 10 Är fÞr sin dÞd. Midt i en kemobehandling under den fÞrste diagnose. Den anden tog livet af ham kort efter vores fÊlles Mallorca-tur. TÞrrer Þjnene og Äbner bogen.

Nora putter saligt under dynen nu, trĂŠt efter skole, springgymnastik og lektier. Ella bliver stĂŠdigt oppe. Hun fornemmer min sorg og nĂŠgter nattĂžj, aftenmedicin og tandbĂžrste. “Kom nu, Sveske, det er sent og langt over puttesovetid”. TĂžsen sparker ud efter mig: “Slip mig sĂ„, dit usle kryb … dit forvoksede firben … dit … dit … din dumme Mor!” Egentlig ogsĂ„ ligegyldigt, hvornĂ„r hun sover. Min nat er alligevel smadret. Kaput.

Er der mon mere rÞd pÄ flasken?

Nej nej – helt sĂ„ slĂžret var weekenden altsĂ„ ikke. Selv om der var bĂ„de rĂžd, rosĂ©, hvid og port. Men det skal der ogsĂ„ til, nĂ„r mĂždregruppen er pĂ„ deres Ă„rlige sommerhustur. TrĂŠngte sĂ„dan til hygge og afkobling, kĂŠre tĂžzer, dejlig mad og opkvikkende havluft. Aaah!

Har ogsÄ haft lidt meget om Þrerne den seneste tid, synes jeg:

Blev overrasket over det kĂŠmpe antal besĂžgende pĂ„ BogForum 2013; skulle lige trĂŠkke vejret en ekstra gang, da jeg trĂ„dte ind ad udstiller-porten. Et leben af den anden verden. Blondiner i business-suit og stilet med mappe og pamphlet. Ægtefolk i fodformede med kuffert pĂ„ slĂŠb til dagens hĂžst. Branchens store datingdag. Flirting, networking, asen, masen, skubben, puffen.

TrĂŠngsel og alarm.

Fandt dog sikkert frem til INDBLIKs stand, hvor jeg kunne nyde en kildevand og en latte, inden gĂŠsterne dukkede op. “Hvordan har den lille Ella det?”, spurgte de kĂŠrligt og klappede mig grundigt pĂ„ overarmen. Av min influenza-vaccine. Omtrent halvdelen mĂ„tte fĂŠlde en tĂ„re over stabil Ella-status og trĂžstes inden deres videre messefĂŠrd.

Den anden halvdel var mĂŠnd.

Sikkert hjemme igen – og med en masse telefonnumre i hĂ„ndtasken – brĂžd jeg gaffaen pĂ„ den store mystiske kasse:

WOW!!! Chokolade- og lakrids-julekalendre, legetÞj, papirklip og hÄrpynt sikrer hermed en dejlig december for familien Posttraumat. En fantastisk gestus fra en fremmed, der ved et tilfÊlde lagde vejen forbi Kemoland. Hvor kÊrligt!!! (Da Nora, den ged, kigger mig over skulderen pÄ indlÊgget her, mÄ jeg lige holde pÄ billedematerialet lidt endnu. For en del af de fine sager har jeg besluttet at anvende som adventsgaver).

Og nu vi taler gaver; en til er i hus – nemlig julegaven til Ella. PĂ„ vej hjem fra messe guidede Sigurd mig via sms i stillekupĂ© rundt om sin bjĂŠlkehytte i bĂŠlgragende mĂžrke, til det lykkedes mig at finde en signeret BjĂžrnen BjĂžrn i skjul under en sneskovl. Tusind tak, si’r jeg. HĂ„ber dette sĂŠtter en stopper for LillesĂžsters tyvetogter pĂ„ StoresĂžsters vĂŠrelse – nu hun fĂ„r sit helt eget eksemplar at sove med.

Apropos sove …

  • Hvor mange mĂždre fĂ„r jeg til at grĂŠde pĂ„ dagens BogForum?
  • Hvad gemmer sig i den store mystiske kasse, som netop er kommet med posten?
  • Og hvorfor lister jeg rundt med lommelygte i Sigurd Barretts baghave ved aftenstide?

 

I gĂ„r kom Kristeligt Dagblad pĂ„ besĂžg. “Hvad tĂŠnkte du, da Ella for fire Ă„r siden fik leukĂŠmi?”, spurgte de.  Som sĂ„ mange andre har spurgt.

Ja, hvad tÊnkte jeg egentlig? Det virker som sÄ uendeligt lÊnge siden. Dengang var Ella kun en lille prut pÄ ni mÄneder, og vi havde knapt vÊnnet os til at have hende i familien, fÞr vi mÄske skulle til at sige farvel.

Tiden lige efter at krĂŠften var braget ned gennem taget pĂ„ vores lille dobbelthus – og havde smadret et pĂŠnt og nydeligt familieliv i en pĂŠn og nydelig Roskilde-bydel – er uklar. Grumset og rodet. Aner ikke hvordan jeg nogensinde ville vĂŠre i stand til sammenhĂŠngende at gĂžre rede for mine oplevelser, hvis det ikke var for KEMOLAND. Mine uvurderlige dagbogsnoter over den fĂžrste mĂžrke tid.

Som blev udgivet for prÊcist et Är siden i gÄr!

I forbindelse med Ă„rsdagen har jeg lokket min forlĂŠgger til en lille KnĂŠk Cancer-rabat i denne uge. Bogen kan derfor – til og med pĂ„ sĂžndag – erhverves for 140 kr., nĂ„r den bestilles hos forlaget INDBLIK. Har I lyst og mod? SĂ„ rejs med tilbage i tiden til dengang, det hele startede.

Dengang jeg tudede i timevis, rÄbte ad fortravlede sygeplejersker og lÊger, kuppede mig til prÞver, som personalet nÊgtede at tage, og selv overtog medicineringen for at undgÄ flere fejl.

Dengang jeg det ene Þjeblik var pÄ vej til at kyle min lille datter ud af vinduet, det nÊste Þjeblik krammede hende tom for luft.

Dengang det utÊnkelige skete, og verden gik i stÄ.

1. Ella i Ronald McDonald Huset / Ella pÄ afdelingen
2. Ella lĂŠser / Ella spiser
3. Ella i kĂžrestol / Ella i seng
4. Ella kigger ned / Ella kigger op
5. ?

Hvem gĂŠtter fĂžrst?

Kan I ha’ Nora boende, til Ella kommer hjem, sĂ„ hun kan vende tilbage til sin skole? Det fungerer overhovedet ikke herinde med hende …

sms’er jeg til min sĂžster.

Egentlig jeg ved det jo godt inderst inde: Selv om Nora savner sine klassekammerater, hendes forÊldre ikke bestiller andet end at hundse og skÊlde ud, og hun dagligt er vidne til en grusomhed, som ingen bÞrn bÞr opleve, er den bedste plads for hende i disse mÄneder pÄ Riget.

Hos Mor og Far og LillesĂžster.

Det har vist sig gang pÄ gang, at Nora ikke trives pÄ sidelinen. Kun ved at gennemleve angsten for at miste, kan hun overleve den. Ved at se Ella i koma, Ella i smerte, Ella i benhÄrd genoptrÊning.

Men derfor kan det nu godt vÊre noget af en opgave at holde Þje men en frisk otte-Ärig, nÄr man samtidig skal holde liv i en slatten fire-Ärig.

Min sÞster lÊser desperationen mellem linierne og suser os fluks til undsÊtning. Snupper Nora med pÄ endnu en hygge-tur.

Ud i det danske forÄrsland.

 

 

To fremmede kvinder mĂždes i McDonald Husets elevator. Begge mĂždre. Begge til et alvorligt sygt barn.

Ellers ville de ikke vĂŠre her.

Inden dÞrene lukkes i kÊlderen og Äbnes pÄ 1. sal kender de til hinandens dybeste sorg, hÞjeste Þnske.

Teksten fra mandagens fÊlleslÊsning pÄ hospitals-biblioteket fÄr nu pludselig en ganske ny betydning. Moderne klassiker, indeed:

Du kender dem pÄ deres alvorsblikke,
pÄ sÞvnens em, der stÄr i deres hÄr,
og de har altid travlt og ser dig ikke:
du er en Ärstid, som de aldrig nÄr.

Skrive/tegne-vÊrksted pÄ Riget med bÞrnebogsforfatter Kirsten Sonne Harild.

“Sikke en fantastisk skoledag!”, siger glad Nora og danser smilende afsted med sit eventyr under armen.

“Sikke et dejligt smil”, tĂŠnker grĂ„dlabil Mor og fĂ„r tĂ„rer i Ăžjnene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En lille historie om Pegasus der kom til slottet

Kapitel 1
Der var en gang to prinsesser, der hed Prinsesse 1 og Prinsesse 2. De boede pÄ et stort slot, der lÄ langt, langt ude pÄ landet.

De mÄtte ikke gÄ uden for slottet for kongen og dronningen.

”Men mĂ„ vi ikke bare gĂ„ ned til den lille bondegĂ„rd, der ligger nede ved skoven? De har sĂ„dan nogle fine heste, og der er ogsĂ„ nogle drenge, vi kan lege med” sagde Prinsesse 1. ”De vinker til os, nĂ„r vi kigger ud ad vinduet.”

”Nej, sĂ„ fĂ„r I mudder og hestepĂŠrer pĂ„ jeres fine sko,” sagde dronningen.

Og kongen sagde, ”jeg vil da ikke have at mine kongelige piger skal lege med bondesþnner. Det er forbudt at vinke med bondesþnnerne.”

Ӂrh, mĂ„ vi ikke nok,” sagde prinsesserne i munden pĂ„ hinanden. ”Vi keeeeeder os.”

”Nej,” sagde kongen og dronningen. ”Og dermed basta og slut prut!”

Hver morgen nÄr prinsesserne stod op og havde fÄet deres fine kjoler pÄ i omklÊdningsvÊrelset, skyndte de sig hen og kiggede ud ad vinduet.

”Se de fine heste, der gĂ„r der,” sagde Prinsesse 1 og pegede ned pĂ„ grĂŠsmarken uden for bondegĂ„rden, hvor der gik en flok heste og grĂŠssede. ”Jeg kan bedst lide den hvide med de brune pletter. Hvaffor en kan du bedst lide?” spurgte hun sin sĂžster.

”Åh, se den sorte med den lange manke, den kan jeg bedst lide,” sagde Prinsesse 2.

Og sĂ„ kiggede de lĂŠnge pĂ„ hestene, helt ind til deres lĂŠrer kom og sagde: ”Nu skal I i prinsesseskole. I dag skal vi lĂŠre at sidde pĂŠnt ved bordet.”

Samme aften var det fuldmÄne, den hang og lyste stor og gul liiige over slottet og gav det hele et magisk skÊr.

Da de to prinsesser skulle til at gĂ„ i seng, sagde Prinsesse 2: Åh,  det er sĂ„ varmt i aften, skal vi ikke lade dĂžren stĂ„ Ă„ben, sĂ„ vi kan fĂ„ frisk luft?”

”Jo, lad os det,” sagde Prinsesse 1. og sĂ„ Ă„bnede de de store dĂžre ud til springvandet og alle fuglene, sĂ„ der kunne komme frisk luft og fuglesang ind til dem, mens de sov.

Kapitel 2
Men pludselig, mens de lÄ og sov, lÞd der et sus i luften. Swiisssssss swuissss, sagde det. Og midt imellem sengene stod en gylden Pegasus med lyserÞde blomster i hÄret.

”VĂ„gn op,” prinsesser, sagde den stille. ”SĂ„ skal jeg flyve jer en dejlig nattetur.”

Pigerne satte sig op og gned sig forbavsede i Ăžjnene.

”Hvor mon den vil fþre os hen,” sagde Prinsesse 1. ”

”Jeg er lidt bange,” sagde Prinsesse 2.

”Men vi gĂžr det,” sagde de sĂ„ i kor.

SÄ gik de ind i omklÊdningsrummet og tog deres frakker uden pÄ nattÞjet, og sÄ satte de sig op pÄ ryggen af Pegasus, som hurtigt flÞj ud af vinduet.

”Hold godt fast i min manke,” sagde Pegasus, ”for nu letter vi.”

”Weeeeeee! Skreg prinsesserne. ”Det kilder i maven.”

De flÞj ud over altanen, forbi papegÞjen og de andre fugle og videre ud over voldgraven og lige hen mod bondegÄrden, hvor de landede ved siden af den sorte hest med den lange manke og den hvide hest med de brune pletter.

”Jeg kommer og henter jer, nĂ„r solen stĂ„r op,” sagde Pegasus og flĂžj vĂŠk. ”

SĂ„ gik prinsesserne igennem mudder og hestepĂŠrer hen til de to heste.

Pludselig kom to af bondesþnnerne ud. ”Hej sagde,” vil I med en tur ud og ride?”

”Vi kan altsĂ„ ikke ride. Vil I ikke lĂŠre os det?”

Og det ville bondesĂžnnerne gerne.

Og de red en lang tur ud over markerne og igennem skovene, og de blev gode venner med bondesĂžnnerne og snakkede rigtig meget sammen.

Men pludselig lĂžd det i luften Swuiisss schwuiiiissss. Det var Pegasus. ”SĂ„ nu stĂ„r solen snart op. SĂ„ nu skal I hjem i jeres prinsessesenge.”

Han flĂžj pigerne hje og sagde: ”Jeg kommer igen ved nĂŠste fuldmĂ„ne” og prinsersserne vinkede fra altanen og gabte sĂ„ og skyndte sig i seng.

De var SÅ glade.

Kapitel 3
Da prinsesserne kom sĂžvnige ind til morgenmaden sagde dronningen.

”Hvad er det I har pĂ„ jeres fĂždder? Er det hvad jeg tror, det er? Er det mudder og hestepĂŠrer?”

”NĂŠ, jeg kan altsĂ„ ikke se noget,” sagde prinsesserne i munden pĂ„ hinanden.

Men kongen sagde: ”Jeg tror I har sneget jer ud pĂ„ markerne i nat. Jeg vil grave en voldgrav, sĂ„ det ikke sker igen.”

Men prinsesserne var ligeglade, de vidste jo at de ikke havde gÄet derhen. De var jo flÞjet.

Og ved nÊste fuldmÄne flÞj kom pegasus tilbage og flÞj hen over voldgraven og over til gÄrden, hvor de legede med bondesÞnnerne og hestene hele natten.

Nu blev kongen rigtig sur. SĂ„ sur, at han besluttede, at prinsesserne skulle giftes vĂŠk.

”Der kommer nogle snart nogle prinser og frier til jer snart. Og sĂ„ er det slut med at vĂŠre bondepiger om natten og fĂ„ mudder mellem tĂŠerne.”

Prinsesserne grĂŠd og grĂŠd. ”Vi skal nok vĂŠre sĂžde. Men vi vil ikke giftes med prinser. Vi kan bedst lide vores gode venner fra gĂ„rden.”

”I fĂ„r aldrig en bondsĂžn,” tordnede kongen. ”det er I for fine til. Og sĂ„ satte han gitter for vinduet og lĂ„ste dĂžren, sĂ„ pigerne ikke kunne flygte ud om natten mere.

Kapitel 4
SĂ„ kom dagen, hvor prinserne skulle komme og fri.

Pigerne fik lavet fint hÄr og fik hvide kjoler med lyserÞde og pink blÄ bÄnd ned over maven. Og sÄ blev de sat i to store stole i den fine spejlsal.

De var sÄ kede af det. De ville jo ikke giftes med prinserne, de tÊnkte kun pÄ bondedrengene og hesten fra gÄrden.

”Nu kommer prinserne,” sagde kongen. Og I har bare at sige ja.”

Prinsesserne tÞrrede deres Þjne og kiggede ud igennem de store vinduer. Hvad var nu det. Hvorfor red de fremmede prinser pÄ den sorte og den plettede hest, som de kendte? Og var der noget bekendt ved deres ansigter under de fine kroner.

”Det er bondesþnnerne,” hviskede Prinsesse 1 til Prinsesse 2.

”Ja, det er. MĂ„ske er de virkeligheden prinser?” sagde Prinsesse 2

Og det var de nemlig. Det var to prinser, der havde klÊdt sig ud som bondesÞnner og slÄet sig ned pÄ bondegÄrden ved siden af slottet for at se om de to prinsesser var nogen sÞde prinsesser.

Og sĂ„dan gik det til at Prinsesse 1 og Prinsesse 2 sagde ja uden at blinke. Og prinserne flyttede ind pĂ„ slottet. Og de fik  alle selv fik lov til at bestemme hvornĂ„r de ville gĂ„ i stalden og ride tur i skoven – og hvornĂ„r de ville vĂŠre fine prinsesser – med hestepĂŠrer og mudder pĂ„ skoene.

Og Pegasus flÞj dem ofte frem og tilbage og flyttede ind i en meget sÊrlig stald. Lige midt imellem det store slot og den lille bondegÄrd.

Og de levede lykkeligt til deres dages ende

Slut prut finale!!!!

DrĂžmte i morges, at Ella var dĂžd. Undervejs i bisĂŠttelsen vĂ„gnede hun pludselig op og begyndte at fĂŠgte med arme og ben – for derefter at lĂŠgge sig livlĂžst tilbage i kisten.

Farvel, goddag, farvel.

Meget rammende! Vi nÄr lige at mÊrke en snert af hÄb, nÄr nye uhyggeligheder dukker op.

I dag knasede lĂŠgerne en kĂŠmpekanyle ind i min lille datters hofteben for at stjĂŠle et stykke knoglemarv – haps! (Jeg fik allernĂ„digst lov til at overvĂŠre seancen – fascinerende …) PrĂžven blev sendt til mikrobiologerne og patologerne, som gerne senest i morgen skulle give et bud pĂ„, hvad hulen der holder tĂžsen tilbage fra at hoppe ned af sengen og ud pĂ„ legepladsen.

“Vi skal undersĂžge om det er en virus eller nye krĂŠftceller”, sagde lĂŠgen fĂžr indgrebet.

Og lige dér forsvandt min sidste fornemmelse af mig. Min rÞv mÊrkede ikke stolesÊdet, mine fÞdder ikke gulvet. Min knold blev forvandlet til en susende konkylie, der lÊngtes efter havets bund.

KrĂŠftceller???

Det er ikke den mest sandsynlige Ärsag til Ellas tilstand, men alligevel bÞr det udelukkes. Diagnoser, der bÞr udelukkes, er de diagnoser, der ÞdelÊgger nattesÞvnen og giver stof til marreridt. Til en orientering.

SĂ„ jeg tyr til Gerda Bengtssons gode gamle broderibog – det snart eneste faste holdepunkt her i Kemoland – og syr bellis, til solen stĂ„r op.

Og svaret foreligger.

Har lige sendt bud efter lidt ny litteratur – bestilte blandt andet Oskar K.s billedbog “Idiot!”:

En mor slÄr sin retarderede sÞn (og sig selv) ihjel, da hun bliver for gammel til at passe pÄ ham. For hvordan skal han dog kunne klare sig uden hende?

StÞrre kÊrlighed findes ikke. End kÊrligheden, der fÄr en mor til at tage sin barns liv for at skÄne det for en grum fremtid.

Jeg bĂŠrer selv pĂ„ snerten af den – tanken om at slutte Ellas liv for hende, hvis det skulle blive for smertefuldt.

Og jeg er ikke den eneste Cancer Mom med den slags overvejelser, ved jeg. Men det er jo sÄ bare bundulovligt.

For en mor kan nemlig blot se til, mens hendes barn gÄr igennem et inferno af smerter og overgreb. Det vigtigste er jo at behandle. Eller hvad?

I Ellas tilfĂŠlde er der stadig hĂ„b for raskmelding og udskrivelse. Trods alt. SĂ„ vi bider tĂŠnderne sammen. Men alle de bĂžrn, som ingen fremtid har andet end inden for hospitalets mure – hvad med dem?

Smerte, smerte, smerte.