Arkiv
Tag "familie"

Netop hjemvendt fra skolens store loppemarked. Pigerne shoppede igennem med den vildeste sum af 30 kr. på lommen hver. Stæsede omkring i menneskemylderet for fulde gardiner. Jeg opgav at følge med. Sludrede med af mine kære strikkeduller, der var mødt op (ses i klubben i morgen!)

Christ, hvor jeg trænger til en kaffe. Og en lur

Er stadig helt rundtosset efter det store Knæk Cancer Live i går. Uden forfriskende venindedukkert (knus!) i fjorden at starte dagen på havde jeg nok ikke klaret den til showets afslutning. Ella holdt festen igang til pausen, hvorefter hun sneg sig hjem med far. Et par friske standins overtog pladserne. Nora og jeg kørte igennem til afterpartyet.

Det var sgu sjovt. Men også hårdt. Indslagene føltes om muligt endnu mere intense her fra studiet. Alle de dejlige syge børn, vi jo kender. De raskmeldte, nydiagnosticerede eller terminale mødre, fædre, ægtefæller. Hvordan støtter man en kræftramt kollega? Fejrer et fantastisk scanningssvar. Siger farvel til sine kære? Studieværterne var også berørte og kneb en tåre fra sofa-interview i salen til catchup i call-centret. Et nyt lag pudder under øjet, og på den igen.

Har vist lidt tømmermænd her til eftermiddag. Vi er alle fire fyldt til randen af indtryk, støj og postyr.

Måske også fyldt til randen af cancer …

Nu vil vi skære os et par græskarlygter og brygge en spandfuld suppe. Efter søsters ypperlige opskrift.

Tak for skillingerne, Danmark – og ha’ en dejlig aften!

Simba har altid boet hos os. Sådan føles det. Vores lille ungkat er blevet så integreret del af vores familie, at vi slet ikke tænker over, at han faktisk er nytilflytter. Jammeren stoppede allerede efter to nætter, og på tredjedagen lod han os klø sig bag ørerne.

Om et par uger – når anden og sidste vaccine samt kastration er overstået – skulle han gerne være klar til at komme udenfor på egen hånd. Spændende. Vi har købt en lille sele og tyvstartet med lidt frisk luft her i weekenden – dog uden det store held. Han skyndte sig tilbage gennem terrassedøren og ind i den trygge stue. Hvor vi fandt et par trøste-godbidder frem.

Hver nat vælger Simba en fodende at sove i – og er heldigvis god til at dele sol og vind lige mellem os alle. Selv Anders får sin del af opmærksomheden … og er faldet pladask for kræet. Hvem skulle have troet det?

Yndlingslegetøjet er en lille mus med stor busket hale, som piber, når den daskes til. Simba jagter den gerne inden sovetid under stort postyr og vilde saltomortaler. På andenpladsen kommer frynserne på vores fine gamle håndknyttede tæppe, som Mormor og Morfar i hin tid hjembragte fra deres solskinsår i Tunis. Hrmpf. Overvejer at sy dem ind på bagsiden.

Dagens program er sat i ret så faste rammer; Simba er nemlig en kat, der har styr på sagerne, må man sige. Om morgenen vågner han med sin familie og får sig en bid mad. Hvis han er heldig, har pigerne lige en lille stund til leg inden skole. Han har ingen problemer med at være alene hjemme et par timer i løbet af dagen – men er også meget begejstret for selskab.

Vores lille mis er en renlig en af slagsen: Jeg har helt glemt, hvor lang tid en kat egentlig bruger på at vaske sig. Og så har han benyttet kattebakken fra dag ét. Dygtigt! Der slumres ofte og længe i husets vindueskarme, oven på reolen eller ved siden af Mor i sofaen. Så ynder han at blive aet på den bløde grå/hvide mave, mens han ruller fra side til side og spinder højlydt. Når så tøserne kommer hjem igen, står den på mere nus, hygge og muligvis lidt godbidder inden middag.

Måske han en dag hopper op på mit skød. Det drømmer jeg om. Men selv om Simba er sin egen – og foreløbigt kun uddeler kærlighed i adstadigt tempo og i afmålte portioner – så giver bevidstheden om en ven under samme tag mig en rar og afslappende fornemmelse i hverdagen.

Hvilken gave! Et knus – og endnu et – til familien i Tisvilde <3

Ella gik glip at to skoledage sidste uge. Øjeblikkelig opstart på antibiotika og febernedsættende pinex. Øv.

Skyldtes utilpasheden mon bare generelt snotteri blandt kammeraterne? Frøs hun mon på klassens to flexuge-ture til skoven? Eller noget helt tredje???

Medicin ved forhøjet temperatur slipper Ella aldrig for. Men er ellers billigt sluppet. Må man jo sige … Vi vil bare gerne have i pose og sæk, tak. For vi kan ikke undgå at træde baglæns ind i Kemolands mørke, hver gang tøsen bliver bleg om næbbet og blank i øjnene. Termometerets bippen går lige i tindingerne – og pille-kærveren bringer minder om cellegift. I tabletform.

Men så fik man da et par fridage foræret. Luksus at hygge med yngstepigen. Som i de grumme gamle dage.

Og sikke en masse, vi fik nået: Set Ramasjang under morgenmaden, læst et par kapitler i Kardemommeby, kørt en lille tur på løbehjul, bagt boller til teen, tegnet prinsesser, lavet et par sider i hjemme-danskbogen, leget med kisser, klippet/klistret af gamle teposer med Mormor. Der lige kom på spontanvisit! Hvor velsignet kunne man så også lige være at finde de skønneste breve i postkassen med Disneykort til samlemappen fra jer kærlige sjæle rundt om i landet. Netop når energien var ved at være brugt op. TAK!

Dårligste weekend i over et år. Mindst.

Kan simpelthen ikke beskrive den afmagt, vrede og altopslugende frustration, de to sidste dage har budt på. Alle fire i familien har skændtes på kryds og tværs, råbt og skreget, skældt og smældt. Og ovenikøbet uden nogen særlig grund.

De to fridage har været de første – i rigtig lang tid – hvor der ikke har været planlagte aktiviteter på programmet. En weekend, jeg har set frem til. En weekend, hvor der rigtigt skulle hygges igennem og slappes af.

My ass.

Hurra for frihed, si’r jeg. Man skal bare lige kunne finde ud af at administrere den. Det kan vi så ikke.

I årevis har vores dage fulgt faste programmer, skemaer, protokoller. Ja, selv efter, vi blev sat på fri fod, har vi kæmpet hårdt for at opretholde en vis struktur, tryg ramme. Og nu, hvor vi så en enkelt gang vover at slå os løs med ingen verdens ting? Så brager det.

Bum!

Ødemarken kalder. Oh, livet som eremit. Uden for rækkevidde. Hvor ingen er på nakken, og ingen kræver noget. Af mig. Velsignet ro. I en klippehule. Helt alene. Med skønne kælne Simba-la-bim. Han skal naturligvis med.

Hvem der bare kunne daffe. Føler mig komplet uduelig. Uegnet. Til andet end jobbet som Cancer Mom. Men så blev jeg fyret. Og hvad så nu?

Til storskrald.

Kattekillingen kalder på sin mor. Serier af hjerteskærende mjav-hyl. Natten lang.

De nybagte ejere krydser fingre for, at savnet med tiden fortager sig. At der venter den lille jammerkommode et langt og lykkeligt liv med kærlighed, leg og masser af fede sommerhusmus.

Smukke Simba. Med fine hvide poter. Og en pels så blød.

Velkommen i familien!

Familien Rasmussen. Et kunstværk i forandring. Væltet omkuld af livet. Genopbygget. Stykke for stykke. I ny konstellation. Anderledes. Måske skrøbeligere. Måske stærkere.

Stadig smuk. Unik.

Stensøjlerne ved Klint. Samme skæbne. Oprindeligt udtryk fejet bort af voldsomme storme. Traditionen lever dog videre. Hver gang fællesskabet lægger en brik. Ligesom vi gjorde i forgårs.

Den ene dag blikstille dukkert på vestkysten, vandmænd og isvaffel med guf galore. Den næste blæsende udflugt mod nord, varm te og hygsom udsmykning af de mange fine fund.

Altid strandvejr @ Sommerskuret.

NB. Husk klar lak over malingen, hvis stenene – som vores nye kryds & bollespil – skal ligge ude.

Pling! Morgenbesked fra Kongebakken – et par kilometre herfra.

I dag for 65 år siden tog Ole mig med til fest.

Mærkedag; min mors ord vækker minder.

Tænker tilbage på alle de gange, vi har hørt historien om, hvordan mine forældre mødtes, blev gift, nåede både at bygge et par huse og miste alt håb om børn, da pludselig søster og jeg dukkede op.

I dag har min mor rundet de 80, fået fire børnebørn og levet som enke i mere end 20 år.

Gad sgu’ godt kunne invitere min far til lille solskins-øl på terrassen. Og lige vende verdenssituationen.

Fuck cancer. Må nøjes med kig i de gamle albums. Dvæler ved falmet foto fra en umanerligt sen nattetime engang i 70′erne …

Af mig og så min far.

Høj musik og blinkende diskokugler. Mor krydser forsigtigt isen på et par lidt for store skøjter – klamrende til en orange kegle. Nora ler kærligt og ta’r mig i hånden: “Kom nu, bare én runde mere!”

Fra skøjtebane til poolområde, trampolinhop, legeland, spillemaskiner, trylleshow og udendørsservering i palmernes skygge. Børnedrinks og chokoladefontaine. Monky Tonky-sugerør til en ti’er.

Ungerne tæsker afsted. Klukker af grin.

Troede det her ville være for meget. For kunstigt, for proppet, for bakteriefyldt – for langt ude på landet. Men det er faktisk afsindigt sjovt!

Velkommen til syden. Feriestemning på blot en weekend. Fremragende koncept …

Tusind tak for turen til Foreningen Cancerramte Børn. I gør sgu’ en kæmpe forskel. Også for os, der er på vej op af dyndet …

Tillykke til verdens sødeste vanille-cupcake. Stærkeste habanero-chokolade. Min egen lille vidunderlige datter.

2 x fødselsdag i isblåt Frozen-tema vel overstået.

Med glade børn og skønne gaver. Svingende feber og søvnunderskud af dimensioner.

Nætterne har været hårdest. Temperaturtjek, antibiotika, pinex kl. pis (grumme minder om strenge kemovagter).

Stress. Hvorfor er Ella dog fortsat skidt så mange dage efter vaccinen? Kvikker op, da både børnehave og familie svinger forbi – men gråner atter hen, så snart gæsterne er gået.

Bedring på vej, da tøsen pludselig overmandes af kraftige bensmerter og mærkeligt hukommelsessvigt. Jeg fatter koldsvedende iPhonen og indtaster nummeret til Riget:

  • Vagthavende børnelæge 1: Hun må fluks indlægges, hvis feberen fortsætter. Som transplanteret er hun jo mere sårbar.
  • Vagthavende børnelæge 2: Hvorfor ringer I egentlig til os? I hører ikke længere til her! To år efter knoglemarv betragtes hun jo som rask og overgår til egen familielæge …

??? Forsøger rystende at google en plausibel forklaring.

Statens Serums Institut informerer kortfattet: MFR-vaccinens bivirkninger er milde og ufarlige. Nå, pyha! Instituttet fortsætter imidlertid tørt: Indtil nu har det ikke kunnet udelukkes, at der i sjældne tilfælde kan optræde hjernebetændelse. Argh, what?

Når knapt at konkludere på info, da ungen rejser sig og springer afsted i giga-hopla! “Se Mor, solen skinner – jeg kører lige en tur ud på mine rulleskøjter!” De overtrætte forældre kigger forvirret på hinanden og trækker i sweateren. Nuvel. Kaster sig over forårsklargøring af den lille gårdhave, mens de to søstre løber omkring og fanger mariehøns.

På årets mildeste dag.

Ella har i skrivende stund været feberfri i +12 timer. Nora er netop puttet efter lidt tv-hygge med Far. Mor sidder og døser med laptoppen. Måske et enkelt afsnit Hourse of Cards inden sengetid? Falder garanteret i søvn.

Og sover uafbrudt til den lyse morgen? Drømmer dejligt om sol og sommer?

Frozen-fødselsdag – download skabeloner herunder:

Lørdag morgen
41 år. Hm.

Lørdag aften
Ella putter allerede under dynen, inden de sidste gæster er gået. Uhyggeligt hvid om munden, rød om øjnene. Klokken er mange, men Nora nægter at gå i seng. Har en fem milliarder projekter, der liiige skal afsluttes først. Endelig ro – tid til lille Facebook-status:

TAK for de mange hilsner – de varmer hver og én. Dagen bød på dejlig bedste/moster/onkel/fætter/kusine-hygge, turkis lagkage og fine gaver, herunder: Hjemmelavede smykker, bøger, en edderkop, havegrej, lidt til garderoben, et kursus, find-hjem-og-find-nøgle-apps, cool cash, havfruer og bananrobotter.

Søndag morgen
Anelse bedring. Vi shipper Storesøster afsted til svømmehals-fest med klassekammeraterne og vælger at holde fast i Lillesøsters playdate. Den har hun set frem til.

Søndag aften
Tiltagende hoste og slattenhed. Akuttasken findes frem. Ella har feber og må opstartes i bredspektret antibiotika. Endnu en lungebetændelse. Endnu en søvnløs nat.

NeverEnding Story …

Hvad er mon mere magisk end at vågne til vinterens første sne selveste julemorgen?

Efter proppet kirketur og kærlig aften i familiens skød <3

Ser frem til et par rolige juledage med:

1) Sildebord/snaps hos Farmor & Farfar
2) Brætspil/kælketur/hyggenygge

Accompagneret af søde englebamser, lækker krydderte og -kaffe samt gyldne godter fra den store mystisk kasse.

Mirakler sker. Vi er velsignet.

Så er den ikke længere.

I går – hele halvanden uge før højtiden – kom de sidste advents-, mandel- og julegaver i hus. Efter tre hårde timer på Ro’s Torv. Jeg duer ikke til stress og jag. Ikke længere.

Tog således indkøbene i adstadigt tempo. Men lige meget hjalp det. Den skarpe projektleder kaster håndklædet i ringen. For selv om jeg selv er i god tid, kan andres juletravlhed sagtens give mig pulsstigning og koldsved. Asen, masen, hastige skridt, skingre stemmer.

Stille erkendelse: Måske den der sygemelding ikke er helt ved siden af alligevel, når alt kommer til alt? Bare et par måneder om ikke andet.

Øv, den kraftige regn har givet overløb i fjorden = badeforbud i vikingeklubben. Der må alternativ outdoor-afslapning til.

Så Rasmussens spadserer en tur op til kanin-springkonkurrence/bordtennis/æbleskiver i Noras klub efterfulgt af juletræs-indkøb hos de lokale håndboldpiger. Tøserne udpeger tung og u-handy Normansgran – christ, der er pludselig langt hjem!

Gårsdagens orkanvarsel var vist en storm i et glas vand, men nattens blæsevejr har gjort det koldt derude. Træet skutter sig i carporten. Herinde i vores lille dobbelthus er der heldigvis lunt og godt. Søstrene fletter hjerter i guld og Husbond bruner chateaubriand i kryddersmør.

Kalenderlyset følges med tiden. For første gang i årevis. Fælles familiestunder i hjemmet; godt koncept. Mere, tak.

Og i morgen skal vi til skibberlabskovs hos Mormor.

“Sjooovt!”, hviner Ella Mortorbølle og stiller sig i kø til endnu en trike-tur. Udmærket – men vi skal altså også lige nå massage og zoneterapi, besøg i perle-, male- og bamse-værkstederne, rollespil i skoven samt festmiddag med levende musik. For slet ikke at tale om de 100 x slushice & popcorn, der hører weekenden til.

Familie-weekenden.

Foreningen Cancerramte Børns overdådige retreat er blevet en tradition i vores skæve liv. Ikke hvert år har vi alle fire kunnet deltage, da Ella enten har været snottet (og dermed ikke måtte være sammen med immunsvæklingene) eller været indlagt. Men denne gang ankommer vi fuldtalligt – vi og så +200 andre sjæle med børnekræft inde på livet.

Kærlige gensyn. Varme følelser og kølig hvidvin. Skaldede og hårfagre, blege og rødkindede, syge og raske børn og deres familier.

“Han har sonde i næsen ligesom Ella havde!”, siger Nora, “og se, den slags kørestol brugte hun også!”

Vist bliver man på sådan en weekend bombet tilbage. Sejlet dybt ind i mørkets hjerte og lagt for anker ved Kemolands kyst. Men jeg går ikke fra borde. Ikke denne gang. Formår at holde afstand til de allergrummeste skæbner – og derved posttraumatiske mig ovenvande.

Lægger taknemmeligt knolden på puden herhjemme efter en dejlig weekend. Bedre kunne vi ikke have tilbragt årets sidste sommerdage …