Arkiv
Tag "legetøj"

Sjove december
Nisserne er flyttet ind. Løjer og lækkerier. Nora nyder at hjælpe til med hemmelighederne, og Ella kan kan næsten ikke sove om aftenen af bare spænding over de mange drillerier, der er i vente. Husker de små træsko-dansende venner nu at lægge godter i julebussen i nat? Hvordan pokker fik de egentlig clementiner ned i støvlerne? Og mon mælken en dag skifter farve? Ligesom sidste år!

I går ved sengetid satte hun sin iPad op foran nissedøren (der af husdyrsmæssige årsager i år er installeret oven på det gamle tobaksskab) – fast besluttet på at opklare mysteriet. Hun trykkede Record og gik ud for at børste tænder. Begejstringen ville ingen ende tage, da det viste sig, at hun sørme havde fanget en rigtig lille dansende nisse på film. Ti hi …

Kreative december
Vi mangler stadig et par julegaver, men det er de hyggelige af slagsen. Sidste år fik Mormor og Farmor hver en hjemmelavet lille glæde-spreder. Den bestod af et sæt spillekort med i alt 52 skøre og skæve sniksnakkerier, sat sammen med scrap-bogs-ringe. Arbejdet skred hurtigt frem – da jeg først havde fået lavet en lille skabelon – for jeg har jævnligt over de sidste ti år noteret troldetøsernes mest kloge, skøre og fjollede ord ned. Så det var egentlig bare copy/paste og klippe/klistre. Er netop i færd med at fremstille ekstrakort til bøgerne (tys tys!), da der siden sidste jul er kommet endnu flere dejlige guldkorn til.

Guldkorn var da også de små fingermalings-Rudolfer, som Ellas legegruppe biksede sammen herhjemme i onsdags. Frygtede nok et lettere kulørt ragnarok på vores hvide vægge, da de fem seksårige gjorde deres entré, men det gik forbløffende godt. Der blev hygget igennem, og alle nåede at få et personligt billede med hjem. Pyh!

Travle december
Jovist, der er gang i hytten. Om morgenen skal der – foruden julebussen – kigges bag lågerne i dimsedut-kalendre fra henholdsvis Schleich og Lego, kattegodbids-kalender til Simba (!) og skrabekalender til fordel for Hjernesagen. I skolen finpudser 0.a. deres nordiske mytologi ved et dagligt afsnit af den uhyyyyyggelige Jul i Valhal, til eftermiddags-teen herhjemme læses højt af et ud af 24 kapitler fra den gamle julehistorie om Nisseungerne Tiske og Taske (i 1974 broadcasted i radioen af forfatteren selv), før aftensmaden toner Nissebanden frem på Ramasjang, og efter Ella-putning er der Far/Mor/Nora-tid i dobbeltsengen foran Juleønsket.

Nå ja, og så var der jo også de herssens 30 minutters daglig læsning, lektier, kammerater, springgymnastik og bueskydning. Udmærket at have dagtimerne til madplaner og indkøb. Når nu det ikke kan være anderledes ..

Eftertænksomme december
Den skarpe læser har måske efterhånden gennemskuet, at der ikke blot tælles ned til juleaften i disse dage. Noget andet og lidt hemmeligt er i gærde. Det er forandringens tid; spændende projekter, spirende venskaber, flere glæder. Nyt håb.

For seks år siden i dag facebookede Anders disse ord:

Så fik jeg endelig købt mig en 3GS og i dag starter min orlov så alt i alt er det vel ok :-)

Ja, Anders skulle overtage barselsorloven, og jeg selv tilbage på jobbet. Dagen efter sad vi på Rigshospitalets Børnekræftafdeling med sygt barn. På ubestemt tid.

Kunsten at balancere. Få øje på den farbare sti gennem flammehavet, gyngebroen over kløften. Lære at tænke i andre baner, tro på det umulige – og holde sig oprejst undervejs. Livet i gråzonen …

I går satte jeg babyalarmen til salg og sat-måleren på loftet. Indtil nu har de ligget parat på øverste hylde i badeværelsesskabet. Hvis nu. Eller noget. Selv om Ella jo det sidste år har kunnet både gå og trække vejret fint igen. Tja.

giv tid! og hver en kvist får blad,
giv tid! – hver blomst udspringer.

 

Samle/bytte-mani igen igen. Denne gang med Disney som tema. Mmmm – bringer rare minder om skøn Pariser-tur i foråret.

Ella lokkede i sidste uge Far til at købe sig en samlemappe i vores lokale dagligvarebutik. Og han var ikke svær at overtale; alle bidrag til bevaring af den gode stemning under sidste-øjebliks-indkøbene i ulvetimen er yderst kærkomne.

Nora hoppede med på bølgen og erhvervede sig en tilsvarende. Argh! Nu skal vi skaffe pakker til hele TO kollektioner … Og vi er sent ude. Som sædvanlig. Kampagnen slutter nemlig om føje tid. Man behøver naturligvis ikke partout at opbygge komplette samlinger, men det kunne være rart for begge piger at have lidt at bytte med i klasserne. Øjensynlig den store dille pt. Især i 0.a.

Hvilket bringer mig videre til lille forespørgsel fra tøzerne: Der skulle vel ikke (endnu en gang) være læsere på linjen med et par kort til overs? Vi betaler selvfølgelig evt. porto :-)

Anbring først på dig selv, dernæst dit barn.

Ingen forstår os som hinanden. Ingen. Et bredt udsnit af den danske befolkning med vidt forskellige holdninger og levevis. Men vi er i familie.

Troede jeg var på vej ud. At jeg havde bedst af at trække mig. Væk fra det skumle nærdødsfællesskab.

Både og. For lige så sørgeligt det var at møde alle de skaldede små krigere – nye i felten – humpe rundt uden ben, med arm i slynge, sonde i næsen, plastre, ar, sortrøde rande under øjnene – lige så livsbekræftende var det igen at opleve vores sjældne og helt unikke sammenhold.

Ved den årlige weekendtur for os med cancerramte børn.

Mens regnvejret tvang hoppeborgene i knæ og sportsvognene i kaleche-mode, søgte vi indendørs til et par omgange wellness, besøg i male-, smykke- eller bamseværkstedet, rollespil, foredrag, festmiddag, levende musik. Krydret med slushice og popcorn ad libitum.

Et levende lys og en stak Kleenex. En gruppe forældre havde vovet sig ind i rundkredsen. Vi var nydiagnosticerede, midt i behandlingen eller hjemvendt fra fronten. Med eller uden vores barn. Men alle var vi i krig.

Hvorfor kæmpe så inderligt for at komme ud og væk, når det øjensynligt er her, jeg hører til? Her jeg føler mig hjemme. Her jeg bliver forstået. Til fulde.

Den kærligt guidede erfaringsudveksling kom omkring alt lige fra samarbejde med sygehus og kommune, parforhold, søskendefokus, skole, job, sorg, krise, angst, håb.

Og for mig var det et skridt. Fremad eller bagud ved jeg ikke. Men mod en erkendelse af, at jeg stadig er med i klubben – og altid vil være det. Jeg har stærke oplevelser nok til en livstid, og de har mærket mig. Jeg kommer ikke tilbage, det gør jeg ikke. Hvor meget, jeg end ville ønske, at hun en dag vågner af dvale, den glade sprudlende entusiastiske Dorte. Så er hun væk.

Hvorfor dog bruge energien på at lede efter det tabte?

Nu vil jeg sætte mig for at finde en iltmaske, der passer. Hvad giver mig den friske luft, der er nødvendig for, at jeg kan tække vejret her i dødens rige – og hjælpe mine piger videre i livet som hele mennesker. For det er i Kemoland, jeg har til huse. Og Kemoland i mig.

Det kommer vi ikke udenom.

Punktum.

Min højre skulder er død. Og det har den været en rum tid. Jeg tror, smerterne skyldes forkerte og for mange løft over tiden af slatten/lammet kemo-unge inkl. sondepumpe, iltflaske og kørestol. Op og ned, frem og tilbage. Seng, trappe, køkken, stue. Derfor er nu er såvel indre som ydre til reparation. Hos henholdsvis psykolog og sportsmassør.

Tror  skulderen har en chance…

Anyway, i går til massage faldt snakken på vision boards – eller rettere dream boards. Hvilket fik mig til at tænke tilbage på sommer-højskolen, hvor vi sammen klippede/klistrede vores families “Livets træ”. Collagen blev fyldt med stikord om os. Hvor vi kommer fra (på roden), hvad vi er gode til (stammen), vigtige mennesker for os (grenene), hvordan vi ligner andre (frugter) og vores drømme for fremtiden (bladene).

Det blev et fint træ. Som bar både blommer og (!) citroner.

Nu er tiden kommet til at kigge indad. I mit eget univers. Hvad vil jeg med mig selv, i mit liv? Men fragmenterne mangler struktur; alt for ringe et fundament at bygge på. Endnu. Først må de mange stykker havglas finde sammen. I fælles mosaik. Nye skarpe og grumme giganter side om side med dejligt bløde og matslebne miniaturer.

Så jeg kæmper videre. Mens rønnebærrene rødmer, og ferien lakker mod enden.

Det blev til +14 dage i Sommerskuret. Stunderne smeltede ind i hinanden, klistret sammen af solcreme og lyserød guf. Tilsat et par kander hjemmepresset limonade, en spandfuld hyldedrik og en enkelt flaske rosé eller to.

Livet er så meget mere simpelt og overskueligt deroppe i Lyngen. Sol opstår og sol nedgår. Intet ur, ingen tidsfornemmelse. Et par udflugter til forlystelsespark, zoo, restaurant. Ellers ingenting på programmet. Eller alting. Nabobørn myldrer ind og ud, gæster kommer og går. Frokosten indtages i trætophuset, under bøgen, i hængekøjen. Små multifarvede balloner fyldes til vandkamp. Et bundt kæppe rejses som telt på skovbunden. Åens kryb fanges til akvarium og studeres nøje. Hvem vil spille krocket? Gå på slackline? Gynge omkap? Skyde med bue og pil? Lege med dukker i annekset? Med på stranden?

Men så drog vi hjemad. Fyldte støvsugeren med sandede minder – bilen med linned, loppefund og trætte tøser.

På mandag starter Ella i 0. a, og så har vi hele to skolepiger. Kigger mig fortvivlet om efter begejstringen. Skraber sygedagpengene til mig med den ene hånd og støtter hovedet med den anden. For jeg er ikke frisk. Jeg er smadret. Faktisk. Træt ind til benet. Ind i sjælen. Og spørgsmålet om, hvornår helvede jeg dog kommer ovenpå igen – kan overskue en ganske almindelig hverdag? Det har jeg lagt på hylden. Sammen med drømmen om en karriere, en hel nats søvn, vægttab.

Pinterest er min ven. Hemmeligt dream board oprettet. Dét er da et skridt! Gabende tomt … men eksisterende. Trods alt. Browser gennem mine 2.823 pins. Dvæler ved lækre nuancer, smukke elementer, gyldne øjeblikke, ro.

Lang proces. Men påbegyndt.

For sent på sæsonen – men som led i “Projekt digitalisér den gamle lasede opskriftsbog”.

Hyldeblomstdrik: 50 store hyldeblomstskærme (plukkes ultimo juni), 70 g vinsyre/citronsyre, 3-4 økologiske citroner, 3 kg sukker (jaja, det er store mængder – men hellere helt perfekt og så serveret lidt ad gangen …), 3 liter vand.

Klip groveste stilke fra og skyl i koldt vand. Opløs syren i lille skål varmt vand. Skær citronerne i tynde skiver. Bland hele molevitten sammen med sukker i stor gryde. 3 liter kogende vand over. I køleskab fem døgn. Rør dagligt. Fortyndes i glas med danskvand & isterninger. Kan fryses i poser – så varer sommeren langt ind i efteråret.

Og hvem kan ikke bruge det?

Ha! Så bankede jeg lige die GANZE familie i seneste brætspil, der strakte sig over hele to dage. Anders fik aldrig gang i hjulene pga. sine utallige fængselsophold, og Ella drænede pigeholdets økonomi gennem den vildeste gambling.

I tv-serien er vi nået frem til foråret 1942. Nora har indtil videre fået 17 afsnits alene-aftenstunder med Mor og Far. Uden en møvende og opmærksomhedskrævende Lillesøster ved sin side. Og vi gamle nyder gensynet, som giver anledning til fine spørgsmål undervejs. Ta’r os god tid og sætter løbende på pause.

Én ting er imidlertid gennemgang af 30′ernes depression, 40′ernes besættelse, klasseopdeling, kønsroller, religion, iværksætteri samt generel intro til datidens politiske landskab. Men da Nora indtrængende beder om forklaring til ordet “præservativautomat”, må vi anmode om en tænkepause.

Argh! Er vi virkelig kommet til den snak nu?

“De allesammen var der jo!”, sukkede Ella for lidt siden, da jeg puttede hende under dynen.

Ja, pigerne mødte så godt som samtlige prinsesser over de tre intense dage i Disneyland Paris. Nu er vi hjemme i Roskilde igen, og de to udmattede tøser ligger sikkert lige nu og drømmer om parader, lysshow, slotte og glitrende eventyr.

For slet ikke at tale om det helt fremragende Genie Pass, der lod os springe let og elegant over timelange køer og direkte ind ad bagindgangen på alle parkens forlystelser (!!!)

På trods af denne luksus lå familien imidlertid alligevel vandret for at nå det hele: Programmet var tæt pakket med restaurant-besøg, swimming pool, shopping, is og popcorn i alle pauser. Plus den helt særlige overraskelse fra Ønskefonden: Forvandling fra SFO-pige i H&M-gamacher til Frozen-prinsesse i bal-kjole. Seancen fandt sted i royale gemakker, og søster blev naturligvis også inddraget i festlighederne med storpige-fantasi-makeup og -håropsætning.

Der er så stille nu, herhjemme i det lille dobbelthus. Hvor er jeg dog træt i fødderne og rundtosset i knolden. Måske vi alligevel skulle have taget shuttlebussen tilbage til hotellet i dag – eller holdt Crush’s Coasteren på afstand. Men det var nu en dejlig spadsertur langs søen. Og en underholdende oplevelse at blive slynget rundt i mørket. Sammen alle fire.

Så tilbage er bare: Go’nat, folkensDisneyland Paris

Opvask i hånden, græsslåning – slow living. Men pludselig er det aften, og hvor blev dagen dog af?

“Tiden går så hurtigt heroppe”, siger Nora med munden fuld af lun leverpostej,”… faktisk både hurtigt og langsomt på én gang”.

Vi skal til at køre hjemad. Jeg snor gyngerne omkring stativet, tømmer Barpapa-tallerkenerne for kagekrummer op og sætter trillebøren på plads. Pigerne har klaret hængekøje og tæpper. Låsene på de tre stalddøre klikkes i – køkken, anneks, redskabsskur – og så er det farvel og på gensyn.

Du skønne skønne Sommerskur.

NB. Rejs tilbage i tiden med Geopark Odsherreds nye gratis-app. Den fulde oplevelse fås fra hotspottet Vejrhøj på toppen af Vejrhøjbuen 121 m.o.h., GPS: N55°47’35″, E11°23’45″. Herfra kan du kan sammenligne det landskab, der kan ses i dag, med udsigten gennem tusindvis af år.

“Ser du dyr?”

“Dyr???”

“Ja, ser du sådan små dyr rundt på væggene?”

“Øh, nej …”

“Hører du stemmer?”

“Mener du inde i mit hoved?”

“Ja, hører du stemmer, der fortæller dig, hvad du skal sige og gøre?”

“Øh, nej – heller ikke …”

Retter usikkert på min ørering og ta’r en dyb indånding.

“Hvordan med gulvet – kan det finde på at boble lige pludselig?”

“Det syn’s jeg faktisk ikke.”

“Og hvad med forfølgelse? Har du fornemmelsen af, at der er nogen, der er efter dig – eller holder øje med, hvad du laver?”

Svarer pænt på resten af overlægens spørgsmål og afleverer mit skema. Med info om nærmeste pårørende, alkoholforbrug og taljemål (!)

Hvad man ikke gør for at komme til hægterne igen …

Terapihave-projektet viste sig at være løbet tør for fondsmidler, så der måtte alternativt ressourceforløb til. Og det kunne så eventuelt hedde en PTSD-pakke. Fandt min læge og jeg ud af i fællesskab.

So, here I am. På vej hjem efter indledende samtale hos Regions-psykiatrien i Greve.

Misser med øjnene. Har glemt solbrillerne på entrékommoden, men pyt. Så får jeg alle farverne med på turen. Forårsfarverne. Lilje, krokus, tulipan i villahaverne. Og på kirkens parkeringsplads er kirsebærtræet netop sprunget ud.

Hjemme – benene op på sofabordet. Sikke et blæsevejr. Bare de nye små tomatplanter holder sig oprejst derude … Var forbi planteskole i weekenden og shoppede yderligere hvide bellis til legehusets altankasse samt rosa pelargonier, lilla hornvioler til terrassen og læggekartofler til pigernes krukker. Lidt spændende med de  dobbelte PotatoPots fra Farmor – mon de kommer til at gøre en forskel for høsten i forhold til sidste år?

Ella synger inde på værelset; hun har fået en prinsesse-udprint til farvelægning. Klokken er mange. Håber snart Nora kører afsted fra klubben – hun når i hvert fald ikke at træne på waveboard inden middagen; det er hendes køkkentjans i dag, og vi skulle gerne i gang med maden i ordentlig tid.

Der er mini-hindbærsnitter til dessert – pink og syntetiske. Lige i tøsernes smag. Tænker, vi hellere må fejre gårsdagens to milepæle:

  • Nora har endelig gennemskuet, hvordan man binder sløjfe på snørrebåndet.
  • Ella har lært at holde balancen på sin tohjulede cykel – helt uden hjælp.

Det går fremad …

Tirsdag, Ordrup Kirke
Livets afslutning. Smukke Schubert-strofer om kunst og kærlighed sender en far, en bror, en søn afsted herfra. I eftermiddagsblæsten. Lyserødt uldsjal gør hverken fra eller til. Foråret er sat på pause.

Onsdag, Rigshospitalet
Livets begyndelse. En lille ny hjælpes til verden lige foran elevatoren i Opgang 4. For næsen af mig og min datter. Sådan! Ella vil gerne vide, om det blev en dreng eller en pige. Hun håber på en pige.

09.00 Blodprøver (5002)
09.20 Lungefunktionsus. (5003)
10.30 Røntgen (3024)
11.30 Dexa-scanning (4011)
12.30 Øjenlæge (2061)
13.30 Lægesamtale (5002)

Sten, papir, saks. Tidsfordriv i forhallens proppede cafeteria imellem aftalerne. Guffer fars friskbagte rugbrød, deler en cola. Jeg sprittede ikke bordet af, før vi satte os. Kun hænderne.

Orienteringsløb. Seks poster = seks gaver. Og ømme fødder. “Kom så – fart på, Mor!” To-års-kontrol. To år efter familiens genfødsel. Foreløbige prøvesvar: Fred & idyl – kontrol igen i 2016.

2016!

 

Vaccine i hus.

Grønt lys fra Riget og afsted til familie-læge. Bare vi lover at være hurtige med akuttaske ved mindste feber/udslæt. Javel.

Kæk Ella i venteværelsets børnehjørne; tegner forestående seance til lægens opslagstavle: Stol, bord, sprøjte og domkirke-udsigt gennem vinduet. Dog knapt så kæk, da nålen nærmer sig overarmen. Skriger i vilden sky, at nu er det tid at komme hjem, altså!

Normal reaktion fra normalt barn. Lille hurra.

Heldigvis effektiv sygeplejerske, der sågar byder på tyggegummi efter procedure. Humøret stiger yderligere, da det lykkes os at fange lægen mellem to konsultationer, så han kan få overrakt den signerede tegning.

Halvgrå, halvblæsende eftermiddag. Spadsertur på gågaden. Blød og varm pigehånd i min.

Lykke.

Ella vælger lidt LEGO Disney-tilbehør til samlingen i legetøjsbutikken – Tornerose inklusiv tårnværelse og ten: “Ligesom mig”, siger hun eftertænksomt, “jeg sov bare ikke helt i 100 år … gjorde jeg vel?”

Så på frokost-café, forventningsfuld og med rank ryg. “Mange tak – lad mig nu se, hmmm …”, nikker hun og napper menukortet ud af hånden på tjeneren. “Hvad har I med laks? Og er den røget eller gravad? Desserten kan vi måske kigge på lidt senere.”

Triller stopmætte omkring min lille hyggelige garnpusher på hjemvejen og udser os et par nøgler til blødt halsrør. Og det har bare at være færdigstrikket til fødselsdagen i næste uge, får man at vide.

Krydser alle fingre for, at eventuel eftervirkning er drevet over til den tid …

Kun et par uger nu til Ellas fødselsdag, og i dag kom ønskesedlen på plads.

Om hun glæder sig???

Tøsen kan næsten ikke tale om andet …

Elsker dig, min lille skøre dejlige PrinsesseTrold!

Ellas pædagog informerer om hele tre tilfælde her til morgen. Ringer fluks til TXID-ambulatoriet med akuttaske i hånd: Hjælp! Skal vi isolere ungen? Eller skal vi starte Zovirbehandling op? Eller begge dele? Og er vi på nærværende 80 mg/ml-mixtur eller overgået til pilleform???

Nå, de vender tilbage med svar fra transplantations-eksperterne …

Sætter mig træt på køkkenbænken med oplagt krøltop i balletskørt. Hurra for Mormor! Hun rejser sydpå om en uge, og inviterede derfor til julefrokost og gaveudveksling i går. Så nu skal der samles LEGO Disney, til vi segner. Og pludselig er det ikke helt så slemt at holde institutions-fri. Kun ganske lidt.

Endnu en dag med Puttepige herhjemme. Endnu en dag med uvished og nervøsitet. Kan immunforsvaret klare knopperne og tilhørende febertur, hvis hun er ramt? Og må hun overhovedet komme i børnehave de næste par uger? Er der ikke 14 dages inkubationstid? Ush!

Vælger en blend fra te-kortet og lukker op for Ariels magiske verden. Drømmer os væk i lyserøde tårnkamre og gyldne spir. Undersøisk romantik, når det er bedst …

Nisserne huserer jo allerede hos os.

Her en måned før jul er de flyttet ned fra loftet og ind i deres julebolig bag nissedøren. Døren kan kun åbnes af nisserne selv, og det ved Ella godt, så hun holder heldigvis pilfingrene pænt væk.

Nisserne får ingen at se, men hvis man holder øje, kan man måske finde spor efter nattens halløj.

Man må meget gerne lægge små hilsner og gaver ved deres dørmåtte. Det er faktisk noget, de forventer … Så bliver de tilfredse og kvitterer med tegninger eller små beskeder som “prut” eller “god jul”. De kan dog også skrive længere sedler, hvor de måske forlanger, at der skal lægges slik eller bages vaniliekranse til dem, hvis man ønsker sine forsvundne sager retur. Disse beskeder skrives med særlig baglæns nisseskrift.

Man skal huske på, at nisserne sagtens kan være gavmilde – hvis de ellers får nok opmærksomhed.

Men hvis man kommer til at glemme at give dem gaver, slik eller søde hilsner en aften, bliver de til vaskeægte drillenisser.

Nisse-spor

  • Glemt lille hue i loftlem eller små træsko på gulvet
  • Aftryk i sneen, vindueskarmen eller foran nissedøren
  • Bamseselskab på spisebordet – med rester fra en hyggelig pokeraften
  • Efterladt legetøj midt på gulvet eller slikpapir foran tv’et

Gaver & hilsner

  • Skrift på spejlet (læbestift / tandpasta), vinduerne (spraymaling / vandfarve), gulvet (malertape / risengryn / pebernødder), havegangen (kridt / gran) eller helt almindelige breve med postmanden
  • Omtrylning af kedelig aftensmad til dejlige æbleskiver
  • Små chokolader eller pebernødder i jakkelommen
  • Servering af risengrød til morgenmad med juledug og servietter
  • Foræring af gulerod med forslag om at bruge den som snemandsnæse
  • Lille skål sukker – og besked om at så vedlagte tic-tac som frø deri. Dagen efter er vokset en sukkerstang frem fra sukkeret

Drillerier

  • Ombytning af børnene, så de vågner i hinandens senge
  • Lakering af hele familiens tånegle eller røde tush-hjerter i ansigtet om natten
  • Nissehue på yndlingsbamsen
  • Sokker i lamperme / juletræet eller tøj i loftet med tegnestifter
  • Mælken er farvet grøn med frugtfarve
  • Stolene er bundet fast til spisebordet med elastikker
  • Trappen eller døren på børneværelserne er spærret med toiletpapir eller gavebånd
  • Stolene har fået sko på eller er sat op på spisebordet
  • Gavepapir er udrullet på gulvet under parade af bamser og dukker
  • Sofa og billeder er vendt på hovedet
  • Pebernødder / legoklodser er fyldt i havregrynsbøtten
  • Katten har fået bånd om halen eller hunden sløjfe om halsen.
  • Der er lavet et højt tårn af møbler og skoletasker
  • Legetøjet er lagt ind i køleskabet
  • Børnecyklerne er julepyntet og sat op på havebordet eller ind i køkkenet
  • Familiens sko og støvler med bamser i er sat på en lang række fra entré og ind i stuen
  • Vanter / huer / cykelhjelme er fyldt med ris
  • Mandariner er fyldt i støvlerne
  • Alt overtøjet er flyttet til brusekabinen
  • Bilen er viklet ind i toiletpapir eller kørt ned for enden af vejen
  • Leverpostejsmaden er pyntet med vingummibamser
  • Penalhuset bugner af gran eller julehjerter
  • Bøgerne er pakket ind i nissehuer og madpakken i gavepair med til/fra kort
  • Sportstasken er fyldt med nissetøj
  • Dyner og puder er gemt væk i garderobeskabet
  • Hårene er klippet af tandbørsterne – dog normalt nye i gave fra nisserne

Riget, eftermiddag
Tæppehandlerens datter er bortført, og vi er på den fornemme – men farefulde mission – at finde hende. Færden går fra Den gyldne moske (Rigshospitalets kirkerum) til Bazaren (7-Eleven-kiosken).

Tusind og en nat har rullet sit farverige univers ud. Lige midt i hospitalets forhal. Med skattejagt, levende musik, hjemmebagte peberkager. Og et væld af velkendte patient-, og personaleansigter.

Fra en svunden tid.

Stor gensynsglæde da Ella får øje på Den Blå Heks, Børneafdelingernes vidunderlige eventyrfortæller, der op til flere gange har underholdt Kemotrold.

Senest på Intensiv sidste år; og Ella husker det hele. Trods semi-koma og giga-delirisk tilstand. Heksen medbragte nemlig en ganske særlig gave: Lille rund og glat rullesten med indbygget styrke og energi.

Må siges at have virket …

Får en appelsin med på vejen til Klinik for Vækst & Reproduktion. For nu står den på to gange blodprøver med mellemliggende infusion af synacten. Dæleme spændt på svaret.

Roskilde, aften
Dingeling! “Goddag, jeg er læge og ringer for at give jer resultatet af dagens blodprøver”

Zzzzzccccchhhhhuuuuum! Stormvarsel i mellemøret. Balancenerven midlertidigt ude af drift. Jeg griber i kogeøen.

“Ja, det ser jo rigtigt flot ud:

Hæmo: 8,9
Trombo: 247
Leuko: 9,8
Neutro: 5,9″

Ovenstående fire værdier hører ingenlunde ind under dagens test, der udelukkende har til formål at måle tøsens binyrefunktion. Men vi taler her uvurderlig kvalitets-boost i nattesøvn – og daglig velvære as such – hos undertegnede nervebundt, hvis der ofres tjek af overordnet blodbillede ved samme lejlighed. Hvilket der heldigvis var velvillighed nok til.

For den lille talrække viser fortsat topdollar immunforsvar. Så jeg smiler. Dejlig tanke overdøver ulækker tvivl, mens den rare stemme i telefonen lige topper op med den egentlige besked: At Ella ikke længere har brug for sine daglige steroide-doser. I.e. ikke flere morgen-, og aftenpiller.

En glad marts-dag det Herrens år 2012 lød opdateringen her på bloggen således: Ella endelig medicin-fri!”

Sikke lækre ord. Klinger smukt. Ligger godt i munden. Så sku’ vi ikke lige ta’ dem endnu engang?

ELLA ENDELIG MEDICIN-FRI!