Arkiv
Tag "vinter"

Der småsnakkes om seneste dages oplevelser, mens Hama-Bethlehem-stjernen sættes fast over krybbespillet. Med elefantsnot.

Generalprøve på Eventyrteatrets nissemusical i et lyssmykket Tivoli samt giga juletræsfest i Cirkus Arenas vinterlejr Cirkusland.

Som de fleste familier har vi faste juletraditioner i dagene op til december. Som de færreste familiers afholdes vores i selskab med et stort netværk af soldater. Der alle har børnekræft tæt inde på livet.

Jeg frydes over at se så mange friske drenge og piger med dejligt langt hår under nissehuerne. I fuld galop. Drenge og piger vi har kæmpet side om side med. Fulgt i deres kamp for livet. Mens vi kæmpede vores egen.

Men i år lægger jeg særligt mærke til de afpillede små skikkelsers skaldede isser, mørkrandede øjne, blege kinder med gulbrune sondeplastre.

Dér er vi ikke mere. Langt fra såmænd. I år ser de små kemo-krigere mere syge ud end tidligere. Syge og dårlige.

Hvor ligger det os fjernt. Men hvor kommer det pludselig nært. Og hvor jeg dog føler med dem.

Især en dag som i dag. Hvor der julepyntes og hygges i det lille hjem. Første søndag i advent.

Kære lille fighter, smukke ælling. Kære cancer-mor, -far, -søster, -bror, -bedstemor, -bedstefar, -kusine og -fætter.

I ønskes en tålelig december. En måned uden alt for mange indlæggelser, feberture, opkastninger, mundbetændelser, nervesmerter, angst og sorg. Men en måned med et par gode julerier og rare familiestunder. I ønskes den mildeste vinter. En sæson uden de mest ødelæggende storme og isglatte veje.

Hæng i. Og forsøg at bevare håbet. For forude venter jo den dejlige sommer. Et hav af dejlige somre. Med vaffelis, sandslot og fiskenet.

Dét ønsker jeg for jer.

Winter is here.

Har kun én gang i mit liv prøvet at være sneet inde før. Som barn. En vinteraften hvor mine bedsteforældre var på besøg. Da middagen var til ende, viste vores villa sig at være blevet begravet i masserne, som nogle steder rakte helt op til tagskægget. Og hvad er hyggeligere end spontan-overnattende gæster og kælketur dagen derpå?

Lykke i epicentret. En mulighed.

Tror mange unger denne weekend har fået minder for livet. Mine har i hvert fald. For hvor tit har man lige bygget en vaskeægte snehule? Eller gravet bilen frem på parkeringspladsen?

Den hvide magi har knitret julestemningen i gang i det lille hjem. Man glæææder sig, til nisserne om føje tid flytter ind med alle deres løjer, der klippes/klistres til den store guldmedalje og krea-gaver fra SFO og klub lægges i al hemmelighed op i den store kasse på loftet.

I årevis har december været min lykkeligste og ulykkeligste måned. På én og samme tid. Tankerne sloges; Bjældeklang vs. Army of the Dead: Velsignet er vi at have vores lille pige hos os endnu blev isnet bort af Bliver dette mon hendes sidste jul?

Sorrig og glæde.

Sådan er det ikke i år. Ikke helt i hvert fald. Noget er ved at forandre sig …

Gylden løvdynge på terrassen. Gylden som flammen i den lille trofaste Morsø. Jeg samler bolde, tømmer trætophus og stabler havemøbler. Fylder redskabsskuret. Mens Anders tømmer vandrørene.

En af fordelene ved at have en hjemmegående husbond.

Blågrå himmel. Mørkebrun muld. Vejret er overraskende mildt. Men det er midt i november. Det er vinter. Efterårets sødlige råd er borte, luften er ren og klar. Nu begynder det at regne. Teen har trukket færdig, og jeg går indenfor. Ta’r omvejen omkring terrassen, der er faretruende glat i gummistøvler.

Her under birken knejsede dorothealiljen, og derovre spredte forglemmigejen sine kronblade. Mellem de to stammer balancerede pigerne på slackline, spillede kort på plænen, byggede en hule.

Det er helt ok, at sæsonen er slut. For så længe er der heller ikke til vi ses igen. Du kære lille Sommerskur.

Mens jeg sidder og skriver herhjemme i min nye bløde sofa, sker der det samme, som da jeg pakkede sommeren sammen i lyngen i går:

Jeg ser fremad!

Ja, jeg springer faktisk hele tre-fire måneder ud i fremtiden og tænker på, hvor dejligt det skal blive at lufte dynerne igennem igen på den grønne tørresnor foran annekset, sætte parasollen tilbage i den halvrunde stenfod, fylde mel, gryn og sukker i kolonialskabets glasbeholdere. Kolonialskabet, der fulgte med i købet, og som dufter af støvede lavendelposer.

Hvor længe mon de holder denne gang, de positive tanker? Længe håber jeg. Målet er ikke at være ovenud lykkelig og sprudlende 24/7. Men at flyde gennem livet med næsen oven vande. Størstedelen af tiden. Så jeg kan ånde. Og holde hovedet klart.

Ik’?

Foreløbig plan (mens Far passer arbejdet)

Mandag: Træfældning & krea i skoven
Tirsdag: Bif & sjov med Fætter & Kusine
Onsdag: Mormors fødselsdagsselskab
Torsdag-fredag: Hos Farmor & Farfar

Ahhh!

Kære Dagmar & Egon.

Pust allernådigt laaangt uden om vores lille kære Sommerskur.

På forhånd tak.

Mvh.
Familien Kemoland

 

Hvad er mon mere magisk end at vågne til vinterens første sne selveste julemorgen?

Efter proppet kirketur og kærlig aften i familiens skød <3

Ser frem til et par rolige juledage med:

1) Sildebord/snaps hos Farmor & Farfar
2) Brætspil/kælketur/hyggenygge

Accompagneret af søde englebamser, lækker krydderte og -kaffe samt gyldne godter fra den store mystisk kasse.

Mirakler sker. Vi er velsignet.

Så er den ikke længere.

Brrr. Tredje dag på kælkebakken. Jeg erkender, at tiden er inde til indkøb af uldent undertøj (eller en spandfuld Havana Club til toddy) hvis jeg skal overleve skituren til Norge. Jo, den er god nok. Familien er blevet tildelt endnu en ferie – denne gang af vores skønne patientforening FCB. Men der er et par måneder til, og her i Kemoland ta’r vi én ting ad gangen. Først skal vil lige over fastelavn.

“Jeg vil være Elsa fra Frozen”, dikterer Ella på hjemvejen. Nora vil gerne klædes ud som humlebi og jubler, da vi finder frem til den helt rigtige (og super-billige!) kostume på eBay. Sammen under dynen. Med uldsokker på.

Det er straks lidt sværere at ramme plet med Ellas dragt: “For kort, for lang, for lyseblå, for mørkeblå, for meget strut, for lidt strut!!!”. Vi beslutter i fællesskab at transformere en af hendes utallige Askepot-kjoler. Drysse lidt iskrystaller over, svinge tryllestaven – eller noget. Med eller uden magi kræver det vist alligevel en lille tur til Stof & Stil – men det skal nok blive sjovt.

Og er hun med ved symaskinen, øges chancerne for kundetilfredshed gevaldigt …

Sneen kommer og går. Knitrende frost den ene dag, sjap og søle den næste. Brrr igen. Er glad på ungernes vegne, men gad godt hoppe lige over i sommer og klipklappere. Hvis det ikke lige var for alle familiens vinter-fødselsdage, som jo også er meget rare …

Rundede 40 i forgårs. Svigerne har annonceret begivenheden i såvel lokale som landsdækkende medier.

“Ih, hvor ser du altså godt ud, Dodde”, udbryder min mor, da hun slår op på annoncen. Jovist, fotoet er også 10 år gammelt; fra dengang Nora lå og boblede i min mave. I tidernes morgen. Så ukompliceret livet var.

Savner ukompliceret.

100 % skøn juletræsfest i Børnehuset SIV
100 % dejligt vinterbad/kvartfinale/strikkeri med dullerne
100 % cool møde med Head of Kræftens Bekæmpelse

Og bedst af alt patologernes svar på længe ventet prøve:

100 % rask donor-marv i Julegris (og dermed fortsat intet spor af den gamle cancerbefængte).

Wiii!!! Pyyy!!! Zzzz …

 

“Hvor SEJT!  vi har fået overdækket gårdhave!”, griner Nora og suser op i legehuset (der gudskelov står endnu).

Åh nej. Det kære gamle Sommerskur gik vist ikke så fri af uvejret som sidst. Under de seneste dages december-storm har det gigantiske grantræ ved åens bred mistet livet. Og lagt sig til hvile på vores fine nye tag …

Vi konkluderer skarpsindigt, at det nok ikke er den bedste idé at tænde op i brændeovnen, så længe der hænger et juletræ i skorstenen. Så der må uldsjal, varmedunk og skoldhed chokolade til, indtil skovhuggeren indfinder sig.

Sådan dér! Tre timer, to knækkede fliser og en ødelagt busk senere kan vi vinke på gensyn til vores paradis i lyngen. Ingen større skader, pyh! Vand og strøm er slukket, rørene tømt. Tid til vinterhi. Vender tilbage med bøgen. Nat nat!

Hvem der også bare kunne trække stikket ud og ta’ sig et par måneder på langs …

Slam! Et træ taber kampen en meter fra min køler. Vejen er nu spærret; må vist hellere vende om?

Slam! Endnu et træ lægger sig i baglygternes skær. Fanget :-/ Godt man har hækletøjet med sig på turen …

Tænker år tilbage til hin decemberstorm, hvor jeg naturligvis valgte at sætte til søs. På det eneste skib i dansk, norsk og svensk farvand. Jojo, der er nogle af os, der vælger de farlige ruter her i livet.

Såmænd.

Kommer sikkert (omend gevaldigt forsinket og med to vildfarne valgplakater på taget) frem til syaften hos en håndfuld andre kriseramte mødre. Krea i stormens øje. Sender mit lille sommerskur en styrkende tanke: Hold ud deroppe i lyngen – jeg lover at kigge forbi i weekenden. Skal bare lige over et par Halloween-arrangementer først:

Mens Nora rasler med fem tøser og en hund, synker jeg ned i sofaen hos søster og svoger. Med nødde-kaffe og bacon-chokolade. Ella er stadig vågen, da vi kommer hjem: “Ha ha – i morgen er det bare MIN tur til Halloween-fest, at I ved det!” Hun gnægger forventningsfuldt, og Nora lytter – lettere misundeligt – til Lillesøster Blærerøv.

En helt ny situation at skulle vænne sig til. Ella har i løbet af et par dage pludselig fået sig et liv uden for hjem & sygehus. Et børneliv. Et velfortjent og længe ventet børneliv med jævnaldrende.

“Ella gives hermed lov til at frekventere Børnehuset SIV. Punktum. Ny linie.”, messede lægen i tirsdags i diktafonen og tilføjede uden for notat: “Hvis I lover at holde jer væk fra nogen former for dårligdomme, vel at mærke …” “Vi vil gøre vores ypperste”, forsikrede jeg ham. Men selv om jeg ved, at grumme bacciller altså godt kan snige sig gennem selv den mest rengjorte og velsprittede institution, er jeg ikke et sekund i tvivl:

Det er tid til at give Ella livet tilbage. Og koster det en vinterforkølelse med – oh skræk – en omgang nedsat lungefunktion under inlæggelse som følge, ja så ta’r vi den med. For én ting er sikkert: Hjemme dag ud og dag ind hos slidte og slatne Mor på femte år: Dét er ingenlunde livskvalitet!

NB. Weekendens lyng-status: To grande nabo-træer har valgt at aflægge vores grund en uventet visit – med en hulens masse oprydningsarbejde til følge. Men nymalet skur & vanvittigt-tæt-på-at-være-færdigtbygget-treetop house står endnu.

Så det går an …

Gode gæt på Kemolands Facebook-side, men ingen var dog rigtige.

Det hemmelige projekt med kodeord som vinter og kulde, gamle østrigske militæruniformer og to ting til, der er at finde på enhver HayDay-farm er såmænd et bundt hjemmelavede Hot Frogs. Det slidte camouflagestof er dejligt blødt, og når frøen kommes i microovnen, er der ikke den mavepine, den ømme skulder eller de kolde tæer, den ikke kan fikse.

Efter inspiration hos mine skønne strikkeduller er produktionen nu i gang (håber Ella aktiverer sig selv en halv times tid endnu …), og jeg overvejer at sende et batch afsted til vores gamle Børnekræftafdeling på Rigshospitalet. Kunne det ikke være en hyggelig gave til de små kemoforkvalmede trolde på de gamle utætte sengestuer derinde?

Men inden da er prototypen her allerede lovet væk. Den hopper nemlig ned i en trøstekurv til en dejlig veninde, som lige har fået en rigtig trist nyhed i dag.

Christ, hvor jeg savner et arbejde!

Savner idéudvikling, planlægning og implementering. Bliver stille og roligt bims af orlov. På femte år. På en øde ø.

Er selvfølgelig ovenud lykkelig over, at vi er udskrevet – at lille Tulle-fnulle er kommet så langt og blevet så frisk, at vi kan slippe for hospitalet i det daglige. Men når det er sagt, så er det ved gud ikke en fest at være hjemmegående mor til immunsvækling. Slet ikke. Til orientering.

Endnu kommer der kun meget få gæster i huset pga. hendes lave immunforsvar, og – da vi oven i købet ikke har været helt trygge ved at have hende med udenfor den sidste tid – ja så bliver aktiviteterne sgu’ lidt en reprise af gårsdagens:

Sy, bage, male, lege med dukker, træne ben, træne arme, træne lunger, lege med dukker, spise frokost, spise medicin, spise eftermiddagsfrugt, lege med dukker, spille bold, spille brætspil, spille kort, lege med dukker, vaske fingre, vaske slikmund, vaske cvk, lege med dukker, lægge puslespil, lægge lort, lægge an til lille middagslur. Efter bleskift, vel at mærke …

Udfoldelsesmulighederne er begrænsede – drømmene ej. Og der er altid plads til nye projekter; idag fandt jeg på endnu et. Det har noget at gøre med vinter og kulde, gamle østrigske militæruniformer (som gerne skulle komme med posten i overmorgen) og to ting til, der er at finde på enhver HayDay-farm. Hvem gætter først?

Ella havde rødligt og kløende udslæt ved hals og mås, da jeg ankom.

Tegn på akut Graft-Versus-Host-reaktion, der kan forekomme, når der er smækket fremmede celler ind i kroppen.

Lidt GVH er helt ok, idet det bare viser, at den nye knoglemarv arbejder – men for meget er noget ged. Derfor er der blevet skruet på op på lægemidlet Sandimmun, som hjælper til med, at kroppen ikke afstøder marven.

Uh, lad os håbe, det virker!

Går på line for tiden, og balancerer os igennem de lange dage: En ny behandling sættes op mod bivirkninger fra en anden, vi forsøger at overholde aftalen om ligevægtig fordeling af isolationsvagterne mor og far imellem, lige meget opmærksomhed til begge piger.

Som min kloge Nora sagde, da vi i formiddags sumpede foran en dokumentar om de gamle tibetanske Tea Roads:

“Det ta’r godt nok næsten ligeså lang tid at komme igennem bjergene, som Ella har været syg, Mor – og det er mindst ligeså farligt!”

Og hvor har hun dog ret, min store pige. Vores rejse splitter også familier ad og giver anledning til sorg og savn. Vi kan nemt fare vild eller dratte ned i afgrunden med hest og oppakning, hvis vi ikke holder tungen lige i munden og begge ben på jorden.

Når vi mon så alle fire sikkert i mål?

Hold nu kæft, hvor hun galer. Bare fordi sygeplejersken ville tage et blodtryk. Ella har været i et underlig lune, lige siden jeg ankom. I eftermiddags spillede hun grinende fodbold (wow!) med Nora i sine grønne klipklappere, og nu ligger hun i sengen og skriger stortudende efter sin far.

Sorry, Puttepige – du må nøjes med SureMor her de næste par dage.

Ørepropper?