Der har vist været lidt halvstille her på bloggen. Ikke de helt store følelsesudbrud, reflektioner. Men de rumsterer i allerhøjeste grad, kan jeg mærke. Nat og dag.
Står for at skulle søge job. Ja, den tid er kommet. Efter fem års orlov kalder kontorstolen, kollegaerne, kaffepauserne. Projekter og deadlines.
Hjælp!
Første ansøgninger er afsendt. Men jeg tvivler sgu’ på positivt udfald. Googler en potientiel arbejdsgiver mit navn, vil han fluks finde en udmattet og sårbar Cancermon. Årets medarbejder, hvabehar?
Sandheden er, at jeg slet ikke ved, om jeg vil være i stand til at udføre et dagligt stykke arbejde. Hver dag. Fem dage om ugen. Erindrer kun svagt hvordan dagligdagen som udearbejdende mor mon var. Og denne gang står vi og skal have FIRE mennesker fodret af og i tøjet. På samme tid. Hvordan pokker gør man lige det? Og hvordan undværer jeg dog min lille Ella, som jeg hele hendes liv har levet sammen med? Hun er en del af mig – og jeg af hende.
Reflektion: Hvor meningsfyldt vil jeg lige finde det stykke arbejde, der venter mig? Hvor overbærende vil jeg mon kunne være over for brokkende kollegaer og sure chefer? Når jeg netop er hjemvendt fra fronten. Med død og ulykke på nethinden.
Kommunen har opsagt os i vores familieterapi (som imidlertid knapt nåede at komme igang). Vi tilbydes eventuelt et par timers individiel krisehjælp, hvis det skulle være. Ellers tak. Vi har levet adskilt alt for længe. Nu er tiden inde til sammen at komme videre. Som familie. For første gang. Endelig. Men den opgave må vi så klare alene. Samtidig med børnehave-, og jobstart.
Hvor festligt, det dog skal blive …
