Lille udpluk af gårsdagens Facebook-opdateringer:
Tak for alle jeres fødselsdagshilsner – jeg havde en dejlig dag med familien 🙂
I dag har jeg bare lyst til at blive hjemme. Min lille engel skal bisættes.
Er der nogen, der ved, hvor jeg finder tutorial på en falsk stangmaske?
Livet er sgu’ en underlig størrelse …
Er tirsdag uden kontrol!
Den skal lige synkes – for der går således TO uger uden servicetjek på Ged.
Argh!
Er selvfølgelig godt tilfreds med, at det kører så fint med Trulle, at vi slipper for en ekstra nedpakning af skiftetøj, medicin og sprøjter, sondepumpe, legesager og babyjogger til timevis af ventetid på Rigets TXID-ambulatorium – for slet ikke at tale om morgentrafik og parkeringshelvede.
Men Ella er skuffet over, at hun ikke kan komme ind og lave lyserøde monstre med sin dejlige pædagog i legestuen.
Og autisme-Mor her føler det sgu’ lidt utrygt og flagrende, at rutinerne ændres. Når vi kommer hjem igen efter ambulatorie-besøg plejer vi jo at rette vores medicin-skema og organisere præparaterne på Det lille apotek (i.e. gæstebadeværelset). Men hvad så med i aften? Ka’ så godt li’ plejer …
Utrygt føles også de divergerende udmeldinger, eksperterne (!) er kommet med de seneste par uger – ud fra forholdsvist ens blodprøvesvar.
Læge 1: “Vi skruer ned for Prograf tirsdag”
Læge 2: “Nej nej da, Prograf-dosen holder vi lige fast ved et stykke tid endnu”
Læge 1: “I bør alle influenza-vaccineres inden vinter – også Ella”
Læge 2: “Næh, mener bestemt ikke, Ella skal – men gerne I andre”
Læge 1: “Børnehuset SIV??? Nej, det er hun stadig alt for immundefekt til!”
Læge 2: “Mnjååå, men er det ikke også snart tid til, at hun så småt kan starte op i sin institution igen?”
Blah!
Er det for meget forlangt at læge-staben nedfæller FÆLLES strategi ved næste konference? For jeg ved sgu’ snart ikke, hvilket ben, jeg skal stå på. Om jeg skal grine eller græde.
Ta’r mig i stedet en kaffe med waaay too much condensed milk til nerverne. Åh pyt – er alligevel stoppet med at veje mig, efter mit knæ krævede pause fra løbeklubben. Kolapsede sikkert pga. vægten. Og så er ringen sluttet.
Nå, nu er det blevet tid til Baileys. Lille nightcap skal der til.
(Fortrænger lige de tre planlagte tv-optrædender om et par uger. Eller noget.)
Hm.
Så får vinduerne også lige en tur. Anders fatter ikke, hvordan jeg dog kan slappe af, når jeg er igang. Men jeg vedligeholder jo min lille weekend cabin, fordi jeg har lyst. Fordi det er et stykke arbejde, der har en start og en slutning. Et fint resultat, som lyser op, og som jeg har kontrol over. Jeg vælger det helt selv – og lader jeg sommerskuret forfalde, er det også i orden. Det braser nok ikke sammen i vores levetid alligevel …
Står herude i efterårssolen og mediterer. Lange jævne penselsstrøg, lige tilpas med kridhvid træbeskyttelse, fyld alle sprækker og udglat alle ujævnheder. Kigger gennem ruden. Her på den anden side sidder mine to piger ved bordet. De maler også – i deres nye aktivitetsbøger med farveblyanter. Manden lægger lasagne sammen. Alle tre er lige derinde men er alligevel langt væk. Et univers imellem os i dette sekund.
Drageturen på stranden blev bare en spadsertur, for der manglede en pind til dyret. Men det var alligevel rart at være ved vandet, sagde Nora. Nu luner de sig ved ilden. Jeg fryser lidt men henter ikke trøjen – er snart færdig med frontpartiet. Der er ro på i hytten. Nogle gange har de det bedre uden mig. Jeg kan stresse hele familien uden at ville det. Min angst for, at Ella måske også en dag kommer til at ligge i en lille hvid kiste ulmer konstant, og selv om jeg allerhelst vil være sammen med mine skønne piger og opleve verden med dem, så holder jeg mig til tider væk og giver dem fred for min rastløshed. For der er dage som i dag, hvor det gør så forbandet ondt at være tæt på dem. Smerten ved at kunne miste bliver større.
Nå, nu ser det hæderligt ud. Pakker grejet sammen og hopper ind i varmen. Tør, velduftende brændeovnsvarme. Det skønne lille musik-pariserhjul fra Tusindfryd er trukket op og drejer til en klimtende Sinatra. Ungerne elsker det. Et slag Ludo, lasagne, gyngetur i tusmørket. Og så er det hjemad. Endnu en produktiv dag. Knapt så meget hygge med familien for mit vedkommende denne gang.
Men i nogenlunde humør.
Torsdag
Alenedag i sommerskuret. Maler hytten fra morgen til aften – kun afbrudt af frokost- og et par kaffepauser foran brændeovnen. Ilden buldrer, træerne suser. Midt i naturen.
Her tænker jeg de store tanker. Her tænker jeg de små. Om hvordan Ellens forældre mon kommer igennem bisættelsen i morgen. Om hvad pigerne mon siger til deres nye trætophus, når det er færdigt om et par uger.
Tror det også skal være sort.
Fredag
Alenedag i Frihavnskirken. Alene uden børn og mand – men ikke i sorgen. Kirkerummet er fyldt op; af pårørende, af blomster, af lys, af mørke. Hvor smukt. Hvor smertefuldt. Bringer Ellen en kurv med lyng og resten af familien en stor æske Khom Loy – laterner til en mindestund. Måske julenat? Præsten er fantastisk. Forsøger ikke at komme med forklaring eller trøst men citerer i stedet et af de fineste skriftsteder, der findes.
To forældre står med armene om hinanden midt på vejen. Vi andre holder os lidt på afstand. Betragter. Har lyst til at springe ind og kramme, men det her er deres øjeblik. Det sidste farvel. Et smukt farvel. Hvordan kan noget så frygteligt være så smukt? Vi lever livet i gråzonen. Os alle. Intet er helt sort eller helt hvidt. Selv ved de frygteligste tab er der gaver. Og vores gave fra Ellen er et unikt kig indenfor i hendes verden. En invitation til fernisering af et par af hendes ferietegninger i den karakteristiske og helt vidunderlige streg. Minder fra en tid, hvor hun var lykkelig. Rask. Og pigen, der svæver over byens tage med en ballon i hånden? Ja, det er nok bare en pige, der svæver over byens tage med en ballon i hånden. Men efter dagen i dag, har den vist fået en anden betydning.
Altså for os, der sørger.
Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind … Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt … Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.
Gode gæt på Kemolands Facebook-side, men ingen var dog rigtige.
Det hemmelige projekt med kodeord som vinter og kulde, gamle østrigske militæruniformer og to ting til, der er at finde på enhver HayDay-farm er såmænd et bundt hjemmelavede Hot Frogs. Det slidte camouflagestof er dejligt blødt, og når frøen kommes i microovnen, er der ikke den mavepine, den ømme skulder eller de kolde tæer, den ikke kan fikse.
Efter inspiration hos mine skønne strikkeduller er produktionen nu i gang (håber Ella aktiverer sig selv en halv times tid endnu …), og jeg overvejer at sende et batch afsted til vores gamle Børnekræftafdeling på Rigshospitalet. Kunne det ikke være en hyggelig gave til de små kemoforkvalmede trolde på de gamle utætte sengestuer derinde?
Men inden da er prototypen her allerede lovet væk. Den hopper nemlig ned i en trøstekurv til en dejlig veninde, som lige har fået en rigtig trist nyhed i dag.
Hvordan fortæller man sine døtre, at en jævnaldrene er død? At to søstre er revet fra hinanden og legen slut. At en af Ellas få veninder ikke er her mere – en pige, der undergik samme behandling?
Man gør det nok bare. Bør måske ikke tænke så meget.
Føler i hvert fald ikke, vi kan være andet bekendt. Vores børn er allerede små voksne – forgiftet – på så mange andre punkter. Men det gør ondt at fortælle, for Ellen havde en særlig plads i Ellas hjerte. De mødtes ikke så voldsomt mange gange i vågen tilstand, men det har egentlig ikke betydet det store. Ellen var Ellas kampfælle, og det var nok.
Så vi tar’ en sludder, bager en kage og kører en efterårstur i sommerskur.
“Ja”, sukker Ella, “jeg ved godt, at min Ellen er død. Det var jo derfor, jeg ville tænde et lys i går – for nu er hun en engel. Jeg savner hende, men jeg er glad for, at hun har fået sin stemme tilbage og kan gå igen. Ligesom mig.”
Jeg er målløs, og Nora kigger spørgende på sin lillesøster. Ganske rigtigt så bad Ella om – helt ekstraordinært – at vi satte et levende lys på morgenbordet, men der havde vi endnu ikke modtaget de triste nyheder. Jeg tænkte såmænd bare, at ønsket havde at gøre med de lidt lavere temperaturer. Efterår og vinter lægger jo op til varme og hygge.
Min forstand er på standby her i Kemoland – og jeg er i vildrede: Hvor vidste Ella det fra??? Der må findes en naturlig forklaring. Sådan er jeg opdraget, og sådan må det være. Kan bare ikke få brikkerne til at falde på plads.
Ét er jeg imidlertid enig med Ella i: Ellen er ikke død. Hun lever videre. I alle os der kendte hende.
Klonk, klonk, klonk!
Jeg flyver ud af badet og kaster en kjole over kroppen. Lød som om nogen bankede på døren? (Ringeklokken er udtjent som alt andet her i huset). Sikkert hjælpemiddel-centralen eller iltfirmaet, der kommer for at afhente brugt udstyr.
“Goddag!” En kvinde og en mand smiler imødekommende til mig. “Øh hej”, siger jeg og forsøger at dække lidt af mit uglede udseende til bag døren. Nye naboer? Jehovas vidner?
“Ja, undskyld – vi kommer for tidligt i forhold til aftalen”. Jeg tænker, så det knager. Uden resultat. “Det er Dorte, ikke? Vi har mailet med dig – det er os fra Familie Journalen.”
Strålende!
Her står en journalist og fotograf med spidset pen og skarp linse – klar til en lille reportage om livet med et kræftsygt barn i familien. Og det er da så sandelig også lige det, de får:
Oppe i køkkenet er pigerne i fuld sving med at smuldre et rugbrød ned i øllebrødsgryden – og rundt på bord, gulv og stole. Storesøster har kort forinden udlevet sine kreoler-drømme i udklædningskassen, og Ella sine Snehvide-. Et ømt syn. Ungerne griner til gæsterne (som jeg lige så godt kan byde indenfor …), og interviewet gennemføres midt i et virvar af kaffe, te, flødeskum, legetøj, lortebleer, lungetræning og eftermiddagsmedicin. Inden fotografen knipser løs, når jeg kun lige på et hængende hår at frisere høstakken, lægge en lyn-makeup OG iføre mig en bh under kjolen (!)
Velkommen til Kemoland, si’r jeg bare.
Kære lille Ellen – med de smukke øjne og det kærlige smil.
Så sent som i morges fortalte Ella, at hun savnede “sin Ellen”. Sin skønne veninde, som hun fik, mens hun sov. Som holdt hendes hånd i sin. Vi har stadig alle dine tegninger, malede æg og fine fugle på kvist.
I dag fik også du vinger, og de bærer dig op i den dejligste luft, som fylder dine lunger.
Hvor er vi heldige at have mødt så vidunderlig en pige som dig – og hele din familie.
Blomster-kurv fra Mormor og Angelina-figur fra Storesøster. I forgårs fejrede vi Ellas fremskridt. Idag sørger vi over hendes skæbne: Det seneste år i helvede.
Tilbagefalds-helvede.
Den 25. september er nemlig en mærkedag – i dag for et år siden gik vores verden i tusind stykker. For anden gang.
Og hvordan er status på Pommes frite så nu? Gårsdagens tests på Riget viser, at Ellas knoglemarv arbejder flot; for første gang siden transplantationen ses en tydelig stigning i nu også blodpladerne. Ingen tvivl om, at den gode fysik og bedring i lungefunktionen har styrket immunforsvaret. Og hvad mere lykkeligt er:
Stadig ingen tegn på kræft!
“Jamen mon ikke vi er ved at være oppe på en 60-70% chance nu?”, smiler lægen.
Og her var det så måske, at jeg skulle juble. For det er jo en del bedre end de oprindelige 50% tilbage i 2009. Men det kan jeg ikke. Sorgens blytunge spændetrøje strammer sit greb, og en isnende nordenvind suser ind på kontoret. Hvivler op i blodprøvesvar, medicinlister og post-its på det sirlige skrivebord. Hyler i min ører. Mener også at kunne huske hin stuegang for et par måneder siden, hvor prognosen 80% blev slynget ud. Og hvad har så lige ændret sig siden? Eller var det bare et slag på tasken? Ligesom det her måske også blot er et gæt???
Sandt at jeg hele tiden spørger om procenter. Det handler jo om min lille datters overlevelse. Men det er altså ikke ensbetydende med, at jeg vil have det at vide. For det vil jeg ikke. Jo, forresten, det vil jeg gerne. Ej, kan ikke helt rumme det lige nu. Men bliver jo nødt til det alligevel, så kom med det.
Nej, ja, nej, ja, nej.
Ok, måske kan vi sige, at I fortæller mig, hvordan prognosen ser ud – men lover mig, at den er 100%? Og her taler jeg ikke kun om kræft, risiko for tilbagefald og eventuelle følgesygdomme. Når vi er til kontrol i næste uge, vil jeg gerne bestille en garanti for, at hverken Ella eller Nora aldrig nogensinde resten af deres liv vikles ind i livstruende situationer. Ever. Aftalen bør også omfatte højresvingsulykker, styrt fra faldefærdige klatrestativer, skumle overfald i fodgængertuneller, snublen overbords fra rige kæresters lystyachts samt nærkontakt med lokomotiver på vej over jernbanen i diverse teenage-branderter.
Deal? Det er sgu’ det mindste, I kan gøre for mig. En udkørt Cancer Mom.
Grå
Mens jeg retter vores ene frønnede havelåge (og nye handikap-gelænder) til efter grundejerforeningens granit-grå foreskrifter, fikser tøserne den anden.
Hvid
Her bliver vedtagne farvekoder imidlertid godt og grundigt ignoreret, for de insisterer på, at den skal være hvid. Hvid som sneen, hvid som bageren – og hvid som hække-lågen i øvrigt altid har set ud. “For hvordan skal vi ellers kende vores hus, når jeg kommer fra skole, og Ella fra legeplads?” konkluderer Nora, og det er jo så sandt, som det er sagt.
Rød
Nu skal malingen tørre, og tøserne går (!) indenfor. Jeg bruger min pause på at afhente et gammelt havebord i en kolonihave. Tænkte det ville passe i sommerhuset men vælger at beholde det på terrassen til en lille efterårsudstilling med laterner og græskar. Det er slidt, skævt og rødt – samme nuance som som Dyrehavens smukke porte.
Rød er også Ellas yndlingsfarve for tiden (efter hendes blå periode, der ellers syntes at vare for ever). I dag fik jeg et maleri af hende: MOR står der – lidt hulter til bulter – imellem sol og himmel. Nederst på billedet ses hun og jeg på en bro, og ikke en ø, som jeg troede. Men nej, det er faktisk en bro over Det Røde Hav, fortæller hun, og vi er på tur sammen.
Jo tak, min pige, – sikke en tur, vi har haft. Og når ikke Moses kom forbi til at skille vandene, så er det da godt, vi kan komme tørskoede i land på anden vis … Pyh!
“Kig lige her, Mor”, siger Ella.
WHAT???
Uden det store besvær er Ella selv rutchet ned af stolen og går nu hen ad køkkengulvet. Hun manglede en ske.
Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv og krammer pigen, så hun nær mister balancen. Griber pr. refleks ud efter go’e gamle iPhone og sender en besked til Anders:
Ella kan gå igen!
I over et halvt år har vi kæmpet mod den lange respiratorbehandlings bagslag. Dag for dag arbejdet hårdt med fysioterapeuterne for at reducere Ellas massive lammelser fra halsen og ned.
Så bøjede hun med en finger, løftede en hånd, vippede med tæerne, bukkede knæene, holdt selv hovedet, rettede ryggen. På skummåtte, i kørestol, på sengekant, i ståstøttestativ.
Og nu spadserer hun så pludselig omkring, som det var den naturligste ting i verden. Og det er det jo nok også. For mig kommer det bare som et chok. Med armene ud til siden og stive ben vralter den lille pingvin rundt i huset. Ind på værelset, ud til køleskabet. Ned ad trapperne (!) til stuen.
Fra den ene dag til den anden.
Hvor er hun dog vokset på de måneder. Eller også er det bare fordi, jeg er vant til at se hende på knæ. Nej, hun er blevet højere. Og desværre også meget tyndere. Store pige.
Havde egentlig vænnet mig til tanken om at have en handikappet datter. Og det var ok! Bare kræften holdt sig væk og lungerne raske, så var jeg tilfreds. Pigen er jo knivskarp; har sofistikeret humor, fremragende fantasi, kan allerede læse og skrive små ord, er social og lattermild (for det meste …), dygtig til at sige til og fra, kreativ og musikalsk. Potentiale for et godt liv – mobil eller ej.
Den positive drejning i Ellas fysik er faktisk ret grænseoverskridende for mig. Skal lige omlægge fremtidsplanerne. Nora siger, vi endelig har fået Lillesøster tilbage. Men sådan har jeg det nu ikke. Jeg føler, vi har fået en fremmed pige inden for døren.
Nu skal hun pludselig ikke længere serviceres og bæres omkring. Er slet ikke nær så afhængig af mig mere. Ikke så syg. Nu kan hun igen selv nå sine bøger på reolen, hjælpe med at dække bord, få sig et stående brusebad. Åbne døren og gå ud, hvis det er det, hun har lyst til. Og det har hun.
Når pandekagerne er spist, skal vi nemlig male havelåger.
Christ, hvor jeg savner et arbejde!
Savner idéudvikling, planlægning og implementering. Bliver stille og roligt bims af orlov. På femte år. På en øde ø.
Er selvfølgelig ovenud lykkelig over, at vi er udskrevet – at lille Tulle-fnulle er kommet så langt og blevet så frisk, at vi kan slippe for hospitalet i det daglige. Men når det er sagt, så er det ved gud ikke en fest at være hjemmegående mor til immunsvækling. Slet ikke. Til orientering.
Endnu kommer der kun meget få gæster i huset pga. hendes lave immunforsvar, og – da vi oven i købet ikke har været helt trygge ved at have hende med udenfor den sidste tid – ja så bliver aktiviteterne sgu’ lidt en reprise af gårsdagens:
Sy, bage, male, lege med dukker, træne ben, træne arme, træne lunger, lege med dukker, spise frokost, spise medicin, spise eftermiddagsfrugt, lege med dukker, spille bold, spille brætspil, spille kort, lege med dukker, vaske fingre, vaske slikmund, vaske cvk, lege med dukker, lægge puslespil, lægge lort, lægge an til lille middagslur. Efter bleskift, vel at mærke …
Udfoldelsesmulighederne er begrænsede – drømmene ej. Og der er altid plads til nye projekter; idag fandt jeg på endnu et. Det har noget at gøre med vinter og kulde, gamle østrigske militæruniformer (som gerne skulle komme med posten i overmorgen) og to ting til, der er at finde på enhver HayDay-farm. Hvem gætter først?
Efterår i søndagsluften. Sødlig duft af regnvåd muld og halvrådne bær. Mor og Nora i lyngen – sæsonen lakker mod enden, og skur-dagene talte. Beser vores halvfærdige legehus, guffer græskarkage, spiller Mikado og presser æblemost med genboen. Hvilken livseleksir! Ikke en dråbe tilbage efter orgiet; lagrer i stedet stunderne i naturen og foran brændeovnen til de kolde vintermåneder. I gummirøjsere og uldsokker.
Gad godt have haft Ella med, men hendes hoste og nedsatte lungefunktion risikerer at blive forværret af fugten udenfor – og det er faktisk gået fremad de sidste par dage. Op til flere iltfri pauser – velsignet fred fra den larmende koncentrator, der ellers har brummet løs døgnets 24 timer i gæste-badeværelsets bruseniche. Fejrer fremgangen i dag ved at bage en pladefuld friske boller. Lillepigen troner i sit ståstativ – dirigerer slagets gang med grydeskeen og svinger ingredienser til højre og venstre: “Se, Mor, det regner med mel!” jubler hun. Og jeg jubler med. Brygger en kande kvæde-te og dækker eftermiddagsbord. Om lidt kommer Nora nemlig hjem fra skole.
Noget der minder om hverdag …
—
Rodfrugte-boller: 25 g gær, 4 dl lunkent vand, 2 dl youghurt naturel, 1 spsk salt, 1 tsk sukker, 1 spsk olie, 500 g kogt moset kartoffel, 200 g revet gulerod, 50 g græskar- eller solsikkekerner, ca. 1 kg hvedemel (evt. 1/4 heraf durum). Nb. Utallige variationer – i dag kom der f.eks en pastinak i.
Rør gæren ud i lunkent vand og tilsæt youghurt, salt, sukker, olie, kartoffelmos, revet gulerod og kerner. Rør sammen og tilsæt melet lidt af gangen. Ælt igennem og sæt til hævning et lunt sted 45 min. Slå dejen ned og form 20 små boller – sæt til hævning på bageplade 45 min. Drys evt. med ekstra kerner og bag 15 min ved 210 grader.
“I’m a Barbie Girl” drøner ud i stuen for gud-ved-hvilken gang. “Igen, igen, igen!” hviner Ella (nb. bemærk begyndende krøller). Pyha, lidt variation ku’ måske være rart? Forsøger med andre af Aquas numre men nedstemmes. Kan selvfølgelig godt se logikken: Barbie-leg kræver passende baggrundstoner.
Hun er koblet til tre apparater her til eftermiddag. Bippende satmåler, tøffende sondepumpe og brummende iltapparat; slanger og ledninger i et virvar.
Ikke den helt optimale situation. Øv.
Vi skulle jo have været ude på min nye løberute med babyjoggeren i dag, men jeg er ikke helt tryg ved at koble hende af maskineriet herhjemme. Dårlig saturation igen var ellers ikke en del af planen, altså! Møg.
Og møg er nok også det eneste ord, jeg kan komme på, når jeg tænker på tirsdagens tjek på Riget. Her tuder jeg. Hulker min frustration ud for næsen af min lille uforstående datter og andet godtfolk. Weekendens kedelige indlæggelse spøger endnu og byder på flere dumme overraskelser. Som om der ikke var nok! Men jo, det viser sig nemlig, at det også var kæmpe fejl, vi overhovedet blev udskrevet i søndags, fortæller vores gode transplantationslæge. Antibiotika-kuren skulle have været fortsat intravenøst i minimum et døgn endnu, og den prednison, vi fik udleveret ved udskrivelse, skal straks pauseres, da den kan ødelægge den del af hendes marv, der rent faktisk virker. Ella må øjeblikkeligt indlægges på ny og behandling startes forfra.
Her er det så, at filmen knækker, og Ella (en lettere chokeret sygeplejerske og samtlige ventende patienter ude på gangen) bliver vidne til et følelsesudbrud af de helt store. For hvad fanden skal det dog ligne? Stressen blusser atter op. Var nu heller ikke særligt dybt begravet …
Tager mig en dyb indånding og informerer den tålmodigt ventende læge om min beslutning: “Nu skal du høre, min ven”, hvæser jeg spydigt, “vi holder fast i planen og kører hjem igen. Springer indlæggelsen over for denne gang, tak, og stoler på ham, der udskrev os. Ka’ I ha’ det godt …”
“Aj, hør nu her – hvem stoler du mest på? Ham eller mig?”
Ok, nu har jeg for alvor fået nok. Skal jeg ligefrem til at vurdere, hvilken læge, der siger hvad til os – og sammenholde erfaring og kompetencer fra nu af??? (“Ja goddag kære læge, inden du lytter på ungen, ku’ vi så lige få en kopi af dit cv samt kontaktinfo på mindst to referencer?”). Er fuldstændig lamslået og begynder arrigt at pakke sammen. “For øvrigt”, tilføjer jeg tørt, “så har jeg jo ikke Ellas medicin med i dag og ønsker bestemt ikke at overlade dosering til personalet én eneste gang mere”. “Derudover”, afslutter jeg bittert, “så har jeg heller ikke min egen med. Og hvis I tror, at I lige nu har oplevet en gal mor, så kan jeg fortælle jer, at I har noget i vente, hvis antidepressiverne ligger derhjemme på hylden under en indlæggelse i isolation.”
Og så skridter jeg ellers af med min datter.
Nå, man har et standpunkt, til man ta’r et nyt. Virkede som den helt rigtige beslutning på tidspunktet, men nu må vi lige se, hvordan saturationen arter sig. Ser gerne at den betændelses-snert, der sidder i luftvejene snart fortager sig. Ellers er der jo nok ingen vej udenom endnu en indlæggelse. Hm.
