Arkiv
Tag "sorg"

Dag 256

Af: Dorte
19-10-2013
5 kommentarer

Ella rækker armene ud efter mig.

Hun kan ikke guffe mere af sit æble og vil op på skødet at sidde. Ser nu også lidt grå ud i betrækket med rød/blå skygger lige under de nederste øjenvipper. Løfter hende over til mig og krammer hendes lille tynde krop.

Skulderbladene stikker knivskarpt bagud, rygraden er synlig under kjolen. Kan mærke de markante ribben, da jeg sætter hende til rette. Jeg borer næsen ned i hendes hovedbund. Tykt mørkeblond hår dufter af baby.

Men hun er mĂĄske ogsĂĄ stadig lidt en baby – en fireĂĄrig baby?

Hun bruger jo fortsat ble (ekstra affaldssække en masse required!!!), er først ved at lære at gå og må til tider mades for at få næring nok i løbet af dagen.

Nej, Ella er ingen baby. Hun er mĂĄske snarere en gammel kone – en fireĂĄrig olding?

Træt og rystende, viis og klog, eftertænksom og forsigtig. Har rejst jorden rundt og oplevet verden. Levet livet nĂĄr det er dejligst – og nĂĄr det gør allermest ondt. Hun kender sin krops begrænsninger. Kender til ensomheden, nĂĄr kræfterne ikke slĂĄr til. Og smerten, nĂĄr gode venner falder bort.

Hvorfor er hun så bleg? Og kold? Ellas hænder er permanent forfrosne. Benede krogede fingre griber fat om min fletning og leger med hårbåndet. Hun vejer ingenting, men hendes knogler borer sig ned i mine lår.

Tror ikke i denne stund. Tvivler på, om vi får lov at beholde hende. For hver dag, der går uden tilbagefald, øges chancerne. Det ved jeg godt. Men vi er stadig i farezonen her 256 dage efter transplantationen. Ella er fortsat svækket, og vi går vinteren i møde med en yderst immunsuprimeret pige. Så selv om kræften holder sig væk, gør vinter-forlølelserne det så også?

Lige om lidt er efterĂĄrsferien slut. Vi fik sparket til lidt nedfaldne blade, plasket i et par vandpytter, klappet en hest eller to, simret en omgang bĂĄlmad, trillet en spandfuld havregrynskugler og leget far, mor, børn med levende lys og røde bøffer pĂĄ bordet. Men var det helhjertet? Ægte? Er vi en rigtig familie – eller blot fire zombier, levende døde, der foregiver at leve et klassisk liv? Er  vi overhovedet til stede? I virkeligheden?

Der er sĂĄ uendelig lang vej endnu. Og hvorfor skinner solen ikke i dag? Netop som jeg har det største behov for lys  …

Shit happens

Af: Dorte
10-10-2013
Skriv kommentar

Lille udpluk af gĂĄrsdagens Facebook-opdateringer:

Tak for alle jeres fødselsdagshilsner – jeg havde en dejlig dag med familien 🙂

I dag har jeg bare lyst til at blive hjemme. Min lille engel skal bisættes.

Er der nogen, der ved, hvor jeg finder tutorial pĂĄ en falsk stangmaske?

Livet er sgu’ en underlig størrelse …

Fly Me to the Moon

Af: Dorte
06-10-2013
2 kommentarer

SĂĄ fĂĄr vinduerne ogsĂĄ lige en tur. Anders fatter ikke, hvordan jeg dog kan slappe af, nĂĄr jeg er igang. Men jeg vedligeholder jo min lille weekend cabin, fordi jeg har lyst. Fordi det er et stykke arbejde, der har en start og en slutning. Et fint resultat, som lyser op, og som jeg har kontrol over. Jeg vælger det helt selv – og lader jeg sommerskuret forfalde, er det ogsĂĄ i orden. Det braser nok ikke sammen i vores levetid alligevel …

StĂĄr herude i efterĂĄrssolen og mediterer. Lange jævne penselsstrøg, lige tilpas med kridhvid træbeskyttelse, fyld alle sprækker og udglat alle ujævnheder. Kigger gennem ruden. Her pĂĄ den anden side sidder mine to piger ved bordet. De maler ogsĂĄ – i deres nye aktivitetsbøger med farveblyanter. Manden lægger lasagne sammen. Alle tre er lige derinde men er alligevel langt væk. Et univers imellem os i dette sekund.

Drageturen pĂĄ stranden blev bare en spadsertur, for der manglede en pind til dyret. Men det var alligevel rart at være ved vandet, sagde Nora. Nu luner de sig ved ilden. Jeg fryser lidt men henter ikke trøjen – er snart færdig med frontpartiet. Der er ro pĂĄ i hytten. Nogle gange har de det bedre uden mig. Jeg kan stresse hele familien uden at ville det. Min angst for, at Ella mĂĄske ogsĂĄ en dag kommer til at ligge i en lille hvid kiste ulmer konstant, og selv om jeg allerhelst vil være sammen med mine skønne piger og opleve verden med dem, sĂĄ holder jeg mig til tider væk og giver dem fred for min rastløshed. For der er dage som i dag, hvor det gør sĂĄ forbandet ondt at være tæt pĂĄ dem. Smerten ved at kunne miste bliver større.

Nå, nu ser det hæderligt ud. Pakker grejet sammen og hopper ind i varmen. Tør, velduftende brændeovnsvarme. Det skønne lille musik-pariserhjul fra Tusindfryd er trukket op og drejer til en klimtende Sinatra. Ungerne elsker det. Et slag Ludo, lasagne, gyngetur i tusmørket. Og så er det hjemad. Endnu en produktiv dag. Knapt så meget hygge med familien for mit vedkommende denne gang.

Men i nogenlunde humør.

Sorte dage

Af: Dorte
04-10-2013
5 kommentarer

Torsdag
Alenedag i sommerskuret. Maler hytten fra morgen til aften – kun afbrudt af frokost- og et par kaffepauser foran brændeovnen. Ilden buldrer, træerne suser. Midt i naturen.

Her tænker jeg de store tanker. Her tænker jeg de små. Om hvordan Ellens forældre mon kommer igennem bisættelsen i morgen. Om hvad pigerne mon siger til deres nye trætophus, når det er færdigt om et par uger.

Tror det også skal være sort.

Fredag
Alenedag i Frihavnskirken. Alene uden børn og mand – men ikke i sorgen. Kirkerummet er fyldt op; af pĂĄrørende, af blomster, af lys, af mørke. Hvor smukt. Hvor smertefuldt. Bringer Ellen en kurv med lyng og resten af familien en stor æske Khom Loy – laterner til en mindestund. MĂĄske julenat? Præsten er fantastisk. Forsøger ikke at komme med forklaring eller trøst men citerer i stedet et af de fineste skriftsteder, der findes.

To forældre står med armene om hinanden midt på vejen. Vi andre holder os lidt på afstand. Betragter. Har lyst til at springe ind og kramme, men det her er deres øjeblik. Det sidste farvel. Et smukt farvel. Hvordan kan noget så frygteligt være så smukt? Vi lever livet i gråzonen. Os alle. Intet er helt sort eller helt hvidt. Selv ved de frygteligste tab er der gaver. Og vores gave fra Ellen er et unikt kig indenfor i hendes verden. En invitation til fernisering af et par af hendes ferietegninger i den karakteristiske og helt vidunderlige streg. Minder fra en tid, hvor hun var lykkelig. Rask. Og pigen, der svæver over byens tage med en ballon i hånden? Ja, det er nok bare en pige, der svæver over byens tage med en ballon i hånden. Men efter dagen i dag, har den vist fået en anden betydning.

Altså for os, der sørger.

Kærligheden er tĂĄlmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind … Den tĂĄler alt, tror alt, hĂĄber alt, udholder alt … SĂĄ bliver da tro, hĂĄb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.

(Om)sorg

Af: Dorte
29-09-2013
3 kommentarer

Hvordan fortæller man sine døtre, at en jævnaldrene er død? At to søstre er revet fra hinanden og legen slut. At en af Ellas fĂĄ veninder ikke er her mere – en pige, der undergik samme behandling?

Man gør det nok bare. Bør måske ikke tænke så meget.

Føler i hvert fald ikke, vi kan være andet bekendt. Vores børn er allerede smĂĄ voksne – forgiftet – pĂĄ sĂĄ mange andre punkter. Men det gør ondt at fortælle, for Ellen havde en særlig plads i Ellas hjerte. De mødtes ikke sĂĄ voldsomt mange gange i vĂĄgen tilstand, men det har egentlig ikke betydet det store. Ellen var Ellas kampfælle, og det var nok.

SĂĄ vi tar’ en sludder, bager en kage og kører en efterĂĄrstur i sommerskur.

“Ja”, sukker Ella, “jeg ved godt, at min Ellen er død. Det var jo derfor, jeg ville tænde et lys i gĂĄr – for nu er hun en engel. Jeg savner hende, men jeg er glad for, at hun har fĂĄet sin stemme tilbage og kan gĂĄ igen. Ligesom mig.”

Jeg er mĂĄlløs, og Nora kigger spørgende pĂĄ sin lillesøster. Ganske rigtigt sĂĄ bad Ella om – helt ekstraordinært – at vi satte et levende lys pĂĄ morgenbordet, men der havde vi endnu ikke modtaget de triste nyheder. Jeg tænkte sĂĄmænd bare, at ønsket havde at gøre med de lidt lavere temperaturer. EfterĂĄr og vinter lægger jo op til varme og hygge.

Min forstand er pĂĄ standby her i Kemoland – og jeg er i vildrede: Hvor vidste Ella det fra??? Der mĂĄ findes en naturlig forklaring. SĂĄdan er jeg opdraget, og sĂĄdan mĂĄ det være. Kan bare ikke fĂĄ brikkerne til at falde pĂĄ plads.

Ét er jeg imidlertid enig med Ella i: Ellen er ikke død. Hun lever videre. I alle os der kendte hende.

 

R.I.P. Ellen

Af: Dorte
27-09-2013
7 kommentarer

Kære lille Ellen – med de smukke øjne og det kærlige smil.

SĂĄ sent som i morges fortalte Ella, at hun savnede “sin Ellen”. Sin skønne veninde, som hun fik, mens hun sov. Som holdt hendes hĂĄnd i sin. Vi har stadig alle dine tegninger, malede æg og fine fugle pĂĄ kvist.

I dag fik også du vinger, og de bærer dig op i den dejligste luft, som fylder dine lunger.

Hvor er vi heldige at have mødt sĂĄ vidunderlig en pige som dig – og hele din familie.

 

Anniversary

Af: Dorte
25-09-2013
7 kommentarer

Blomster-kurv fra Mormor og Angelina-figur fra Storesøster. I forgårs fejrede vi Ellas fremskridt. Idag sørger vi over hendes skæbne: Det seneste år i helvede.

Tilbagefalds-helvede.

Den 25. september er nemlig en mærkedag – i dag for et ĂĄr siden  gik vores verden i tusind stykker. For anden gang.

Og hvordan er status på Pommes frite så nu? Gårsdagens tests på Riget viser, at Ellas knoglemarv arbejder flot; for første gang siden transplantationen ses en tydelig stigning i nu også blodpladerne. Ingen tvivl om, at den gode fysik og bedring i lungefunktionen har styrket immunforsvaret. Og hvad mere lykkeligt er:

Stadig ingen tegn på kræft!

“Jamen mon ikke vi er ved at være oppe pĂĄ en 60-70% chance nu?”, smiler lægen.

Og her var det så måske, at jeg skulle juble. For det er jo en del bedre end de oprindelige 50% tilbage i 2009. Men det kan jeg ikke. Sorgens blytunge spændetrøje strammer sit greb, og en isnende nordenvind suser ind på kontoret. Hvivler op i blodprøvesvar, medicinlister og post-its på det sirlige skrivebord. Hyler i min ører. Mener også at kunne huske hin stuegang for et par måneder siden, hvor prognosen 80% blev slynget ud. Og hvad har så lige ændret sig siden? Eller var det bare et slag på tasken? Ligesom det her måske også blot er et gæt???

Sandt at jeg hele tiden spørger om procenter. Det handler jo om min lille datters overlevelse. Men det er altså ikke ensbetydende med, at jeg vil have det at vide. For det vil jeg ikke. Jo, forresten, det vil jeg gerne. Ej, kan ikke helt rumme det lige nu. Men bliver jo nødt til det alligevel, så kom med det.

Nej, ja, nej, ja, nej.

Ok, mĂĄske kan vi sige, at I fortæller mig, hvordan prognosen ser ud – men lover mig, at den er 100%? Og her taler jeg ikke kun om kræft, risiko for tilbagefald og eventuelle følgesygdomme. NĂĄr vi er til kontrol i næste uge, vil jeg gerne bestille en garanti for, at hverken Ella eller Nora aldrig nogensinde resten af deres liv vikles ind i livstruende situationer. Ever. Aftalen bør ogsĂĄ omfatte højresvingsulykker, styrt fra faldefærdige klatrestativer, skumle overfald i fodgængertuneller, snublen overbords fra rige kæresters lystyachts samt nærkontakt med lokomotiver pĂĄ vej over jernbanen i diverse teenage-branderter.

Deal? Det er sgu’ det mindste, I kan gøre for mig. En udkørt Cancer Mom.

Weekend

Af: Dorte
30-07-2013
4 kommentarer

Dalende sat, dårlig mave, træthed og kedelig kulør = øget stressniveau. Hvorfor nu pludselig så skidt?

  • For hurtig nedtrapning af steroidbehandling?
  • Mavevirus igen?
  • Pollen
  • Varme?
  • Luftfugtighed?
  • Hvad???

Teknikeren i familien crasher hos tøsen om natten og holder øje med lortebleer, sondepumpe, iltpapparat og satmĂĄler. Nervevraget i familien ligger tilbage i dobbeltsengen. Ensom og bange. Maskineriet bimler og bamler til den lyse morgen. Lydene fletter drømmene til marreridt, og hjertet hamrer afsted (skulle mĂĄske lige lĂĄne pulsmĂĄleren for en kort bemærkning …) VĂĄgner svedt, rædselsslagen – og ikke det fjerneste udhvilet.

Ella sidder pĂĄ sengekanten med pep-masken for ansigtet. Det grĂĄ ansigt. Hun spræller begejstret med benene, da hun ser mig og kvækker et halvkvalt “godmorgen”. Anders sukker – jeg forstyrrer træningen. Tøffer ind til Nora i stedet, men hun snorker endnu deroppe i sin nye seng pĂĄ hemsen. NĂĄ, en kaffe kan man da brygge. Heden vil ingen ende tage; op med alle tre terrassedøre. Aftenens dybt orange himmel er forvandlet til lysende blĂĄ. Ikke en vind. Endnu en fremragende sommerdag i vente. Træffer en hurtig beslutning: Jeg ta’r Ella til ekstra tjek Riget, mens Anders gi’r Nora en Tivolitur. IdĂ©en bifaldes, og vi pakker turtaskerne. Følges afsted mod City.

Mens Storesøster tæsker rundt i min barndoms gamle slaraffenland med sommerens bredeste smil, guffer Lillesøster is pĂĄ en af kystens mondæne badebroer. Efter blodprøverne er lige et par timers ventetid, som ligesĂĄ godt kan tilbringes i selskab med skønne venner. Tilbage pĂĄ sengestuen kobles Ella til et virvar af elektroder og apparater. De er sgu’ grundige, de gode læger – spændt pĂĄ tirsdagens svar. Ser vi spøgelser, eller har hun reelt fĂĄet det dĂĄrligere?

Jeg ved jo godt, hvad min angst helt konkret bunder i: Den evige og grusomme angst for tilbagefald. Og intet under, den må ud om natten, når dagen ikke giver tid til fordybelse. Dagen, der er fyldt med dosering af medicin, udregning af væskeindtag, overvågning af saturation, brusebade efter utallige tynde afføringer, lungetræning, gåtræning. Nå ja, og så lige lidt opmærksomhed til Nora. Vores kærlige skyggebarn, der tålmodigt aktiverer Lillesøster med sand, trylledej og farvelade, selv om hun måske hellere selv ville fnise sin sommerferie væk med jævnaldrende.

Fantaserer ikke mere om den barndom, jeg endnu kan nå at give min store pige. Forsøger ikke at sørge nær så meget over det, der er gået tabt men glæde mig over de oplevelser, hun får. Trods alt. En tur i forlystelsespark eller sommerhus, hos bedsteforældre og venner, ved strand, på havn, til familiefest.

Eller bare en helt almindelig sommerdag hjemme i gårdhaven med Far, Mor og Lillesøster.

 

Farvel McD

Af: Dorte
04-07-2013
5 kommentarer

Familien flytter hjem. Pakker 120 flyttelæs i pose og sæk og afleverer nøglen til et rengjort Ronald McDonald-værelse sammen med en indsamling, der nåede at runde hele 20.000 kr. på kun ganske få uger. Med hjælp fra jer, dejlige læsere!

Må dette hjertevarme værested bestå. Finder sjældent større kærlighed, rummelighed, fællesskab, livsglæde, kampgeist end her. Større sorg.

Nu tilbage til Roskilde. Kongebyen.

PĂĄ flugt

Af: Dorte
03-07-2013
3 kommentarer

Kan betragtes som et nederlag – imidlertid en nødvendighed, hvis ikke ungerne skal ryge til storskrald og forældrene pĂĄ den lukkede.

Mens steoriderne raser i Ella, flygter Nora og jeg op til sommerskuret og lader os omslutte af feriestemningen i skov og på strand. Erstatter iltapparat, satmåler, medicin og blodprøver med kornblomst, hav, birk og leg.

Oh, frihed! Sænker mine trætte fødder i et dampende fodbad pĂĄ terrassen. Fuglefløjt & kaffetĂĄr. “I har været savnet!”, suser det i trækronerne. Likewise.

Der holdes hof; Nora træner halsbrækkende spring pĂĄ trambolinen med veninden den ene dag, spiser is og sopper med Mormor den næste. Kigger efter frøer, rĂĄdyr, pindsvin, firben, larver. Overraskes af en enkelt snog. Tøsen løber skrigende ind i stuen og op pĂĄ sofaen. “Hjælp, en kæmpeslange!”

Tror den stĂĄr pĂĄ skærmtid for Ella og Far derinde pĂĄ Riget; iPad og Mac. Sidste ĂĄr var begge mine smĂĄ føl pĂĄ græs. I ĂĄr kun det ene. Ella oplever friluftslivet virtuelt via Hayday – Nora med finkornet sand mellem tæerne.

Kognetiv øvelse: At føle taknemmelighed for ældstepigens sommer uden af sørge over yngstepigens mangel på samme. Ret beset en umulig opgave. Glæden er ikke dyb og inderlig. Smilet altid en kende bittert. Føler mig ikke helt fortjent til mine gode dage med Nora, når resten af familien er lukket inde på Riget.

Prøver prøver prøver. Men uroen indfinder sig efter et par timer, og jeg må op af hængekøjen, væk fra boligbladet. Igang med arbejdet. Græsset skal jo slåes, maden tilberedes. Det går ikke an at dovne. Ingen lediggang og tidsfordriv.

Ikke nĂĄr de andre to er bag tremmer.

Godnat igen

Af: Dorte
13-06-2013
22 kommentarer

I hver sin verdensdel ligger to lungesyge skabninger og kæmper for livet.

To fightere, to højtelskede helte. En pĂĄ 94 – en anden pĂĄ blot 4. Begge har de været i fængsel det meste af deres liv men pĂĄ intet tidspunkt opgivet drømmen om frihed.

Respiratoren hæver og sænker rytmisk Ellas brystkasse. Den hurtige og overfladiske vejrtrækning er erstattet af dybe åndedrag, der fylder hver en aveole med dejlig ilt.

Tre gange over natten bad jeg om tilsyn fra Intensiv-lægen: “Tilstanden har altsĂĄ ikke ændret sig markant de seneste par timer, sĂĄ vi ser tiden an.”

Den lille hundehvalp hyperventilerede sig klynkende gennem de mørke timer. Med mor ved sin side. Hun nægtede at slippe min hĂĄnd. Knugede fingrene om mig og den hvide metal-sengehest. Opkast og diarrĂ© sølede lejet til – men pletterne blev bare dækket med klude og pudevĂĄr. Ella mĂĄtte forblive helt i ro for at holde sin saturation oppe.

“Jeg kan ikke fĂĄ luft”, stønnede hun gang pĂĄ gang, og jeg skruede yderligere pĂĄ ilten. Vi hang i klokkestrengen, indtil en af vores gode velkendte læger mødte ind ved daggry. Han var ikke mange minutter om at bestille portør og transportabelt udstyr. SĂĄ var vi pĂĄ vej pĂĄ Intensiv.

Frem og tilbage er lige langt.

Intubationen foregik hurtigt men i god ro og orden. Ella smilede, da døsen rullede hen over hende og tog al mimik med sig. Hun nåede lige at konstatere, at denne her nye sove-stue ikke var lyserød som den forrige men grå. Grå som regnen, fordi gråspurven er min ven.

Med tunge skridt tøffede jeg hjemvant ud til sygeplejerskernes taske-skabe for at ringe til familien: “Ella er tilbage i koma men sandsynligvis kun for et par dage.”

Denne gang er der nemlig ingen indre blødninger, organsvigt eller akutte kemo-bivirkninger. Man har ganske simpelt bare haft fingrene for langt nede i tøsens lunger i forhold til, hvad de har kunnet kapere. Men prøven blev taget, og behandling på trapperne. Mere har jeg ikke at sige til det.

At hendes krop sĂĄ – et par timer efter ankomst til Intensiv – vælger at sætte kurs mod hjertestop er en anden historie. Og den fĂĄr I ikke nu.

For nu skal jeg op og sige godmorgen til min lille stabile Komaged.

Off

Af: Dorte
31-05-2013
5 kommentarer

Wikipedia:

– Aside from a given course or route
– At a certain distance in space or time
– Into a state of unconsciousness
– In error; wrong
– Affected by spoilage; bad
– Somewhat crazy; eccentric
– Less than normal or sane
– Not up to the usual standard
– No longer on, attached or connected
– No longer continuing or functioning
– Absent

Dorte Off Rasmussen.

Off – hele vejen igennem. GrĂĄ, rystende, menneskesky. Ikke til stede.

Kan simpelthen ikke få sommerstemningen ind under huden på trods af upcoming udskrivelse. Syge børn lider omkring mig, forældre sørger, søskende savner. Hvordan kan jeg glædes?

“Ella, Ella, Ella – min søde lillesøster, jeg vil ha’ dig!” messede Nora hele aftenen i gĂĄr i Roskilde. Jamen, turen var jo for hende; en skoledag sammen med klassen, som hun ikke havde set for evigt. 9.-klassernes afslutning med karameller og vandkamp.  Men Nora ville bare hjem. “Hjem til Mc Donald Huset”, sagde hun. “Mit hjem er der, hvor min familie er – og det er ikke her!”, græd hun og smækkede sig inde pĂĄ sit værelse. Jeg græd ogsĂĄ. Hjemløse, det er, hvad vi er (burde melde mig som Hus forbi-distributør …)

Største behov lige nu:

– To go away; leave!

Kvindeskæbner

Af: Dorte
09-05-2013
2 kommentarer

To fremmede kvinder mødes i McDonald Husets elevator. Begge mødre. Begge til et alvorligt sygt barn.

Ellers ville de ikke være her.

Inden dørene lukkes i kælderen og åbnes på 1. sal kender de til hinandens dybeste sorg, højeste ønske.

Teksten fra mandagens fælleslæsning på hospitals-biblioteket får nu pludselig en ganske ny betydning. Moderne klassiker, indeed:

Du kender dem pĂĄ deres alvorsblikke,
på søvnens em, der står i deres hår,
og de har altid travlt og ser dig ikke:
du er en ĂĄrstid, som de aldrig nĂĄr.

Kørestol tur/retur

Af: Dorte
22-04-2013
10 kommentarer

Google: Intensivt syndrom er en kendt komplikation hos patienter, som er indlagt pĂĄ en intensiv afdeling. Tilstanden har karakter af en psykose.

Respirator-frihedens bagslag; Ella havner i midlertidigt delirium efter ekstubationen.

“Far, jeg vil gerne shshshskask nadsmshshshshsh”, snøvler hun og kigger Mor intenst i øjnene. “Vi skal huske at blhblhnl hihblblbuuuuu”, fortsætter hun og vender blikket op i loftet.

Efter 35 timer uklarhed vælger lægerne at medicinere ungen. Resultat: Frådende spasmer. Kendt bivirkning, men sikke en møgweekend.

Mandag eftermiddag: “Er det en kritik af mig, du kommer med?”, spørger sygeplejersken skarpt. Jeg beder hende tie stille, sĂĄ min datter kan fĂĄ ro. “For sĂĄ vil jeg altsĂĄ gerne have det at vide”. Hun giver ikke op, og jeg informerer hende om, at samtalen slutter her.

Slam!!!

Så lykkedes det mig at få endnu et personale til at smække med døren. Ella flyver op, og pulsen overstiger de 180. Jeg tuder. Sidder her ved siden af min lille rystende datter og hulker i frustration. Pudser næse i en gaze-serviet.

Og jo, for pokker. Selvfølgelig er det en kritik. Men det skal vel ikke drøftes hen over hovedet pĂĄ tøsen? Det er en kritik af, at du svinger min lille psykotiske mus op i en kørestol – i opret stilling for første gang i halvanden mĂĄned – og lader hende sidde der og skrige hæst med dĂĄrlig vejrtrækning og høj puls, mens du skrider til frokost. Hvad fanden skal det ligne? Ingen forudgĂĄende sengekantstræning, ingen forberedende snak med de angste forældre, ingen tilstedeværelse under den grænseoverskridende øvelse. Ingen indlevelse what so ever.

Nå, men kun en lille håndfuld sure hvidkitler på mere end et halvt års indlæggelse er vel immervæk en udmærket statistik?

Hm.

add

fb

om

De første lange år i Kemoland blev til en bog. De næste et par film. Historien fortsætter her på bloggen. Mød Ella & co i familiens unikke univers og følg med i kampen om at overleve børnekræft - og derefter rejse sig igen.

arkiv

pins

kemoland

© 2025 — Dorte Falkenberg Rasmussen @ Kemoland. All Rights Reserved. Powered by Wordpress.

Designed by Wpshower