I TV2s nye live-program Kont@kt kunne man ved middagstid opleve Fru Kemoland som ugens blogger, da hun aflagde Lorry-studiet på Frb. en lille visit.
Så fik man også mulighed for lige at flashe sine nye Stine A-smykkerier – topmålet af julegave-lækkerier, hva’beha’r?
Den seje designer holder jævnligt showroom-åbent i de nordsjællandske gemakker – men tag dig i agt: Forelskelse helt og aldeles uungåelig!
2. juledag
5 knopper, dog ingen feber. Vi haster til apoteket efter en pakkefuld stopklodser inden den traditionelle julefrokost hos bedsterne. Krydser fingre …
4. juledag
Ungefär 20 knopper, stadig ingen feber. Lader til, at medicinen har mildnet udbruddet. Pyh!
På den ene side er Ella øjensynlig blevet så rask, at undertegnede under ingen omstændigheder kan forvente del i hverken tabt arbejdsfortjeneste eller nyligt fremfundet orlovspulje. På den anden side er Ella øjensynlig fortsat så svækket, at diverse klassiske dårligdomme såsom influenza, vinterhoste, skoldkopper i fuldt flor kan udgøre en helbredsrisiko.
Kommunalt Kafka. Fatter ikke en julebjælde. Men gider sgu’ heller ikke forsøge.
Dertil er myndighedernes udmeldinger for inkonsekvente. Og livet for kostbart.
Er jeg mon ved at finde fred? Endelig langt om længe? Acceptere systemets åbenlyse mangler og vores families barske livsvilkår: At vi fra nu af må klare os selv – og nok altid vil have en større risiko for at miste vores barn end andre. Men at solen alligevel ofte vil bryde frem mellem angstens natteskyer. Hvis vi lader den?
Er jeg mon ved at finde fred, eller er kræfterne måske bare sluppet op?
Kaffe skal der til. Og guf. Måske det skal være i dag, jeg prøver mit nye kringelmønstrede Gode-råd-jern af, som jeg fik af svigerne i julegave? Sønderjysk kagebord, når det er allerbedst. Ah!
—
Gode råd (15 stk): 100 g blødt smør, 125 g sukker, 2 æg, friskstødt kardemomme af 3 kapsler, 1 tsk vanillesukker, 250 g mel.
Rør smør og sukker sammen til det er lyst og luftigt. Tilsæt vanille og kardemomme. Tilsæt æg og rør godt. Kom til sidst melet i dejen.
Varm jernet godt op på begge sider. Smør det evt. lidt for en sikkerheds skyld før hver kage med bagepensel. Kom en klat dej i jernet (lidt større end en valnød) og pres sammen. Vend jernet ved hver kage, så det bliver ved med at være varmt på begge sider. Bag hver kage, til det er fint og lysebrunt. Tag den færdige kage ud af jernet og læg den til afkøling.
Gode råd kan spises til snack som de er – eller som dessert med flødeskum og frugt.
Hvad er mon mere magisk end at vågne til vinterens første sne selveste julemorgen?
Efter proppet kirketur og kærlig aften i familiens skød <3
Ser frem til et par rolige juledage med:
1) Sildebord/snaps hos Farmor & Farfar
2) Brætspil/kælketur/hyggenygge
Accompagneret af søde englebamser, lækker krydderte og -kaffe samt gyldne godter fra den store mystisk kasse.
Mirakler sker. Vi er velsignet.
Så er den ikke længere.
Fortsat ingen knopper; vi krydser fingre for, at eventuel galskab først bryder ud i det nye år. Vi har nemlig lige et par ret essentielle fester på programmet den næste uges tid …
Så er træet inde. Manden måtte save til i regn og blæst, så husstandens tre piger kunne pynte ved levende lys og julemusik. Fast arbejdsdeling. Og traditioner må man jo holde fast i. De få, der er tilbage.
For der er nye tider på vej. Jeg mærker det. I glimt. Når Nora siger fra over for Lillesøster, der pludselig er så frisk, at man ikke skal være bange for, at hun falder død om af en afvisning. Når hytten summer af gæster på spontanvisit ligesom i gamle dage. Når vores trofaste nytårsvenner gennem ti år er blevet skilt og nu har lagt Nordatlanten imellem sig.
Foreløbigt fortsæt: Fra nu af vil kun jeg rejse frem i tid. Én dag ad gangen. Ikke se mig tilbage. (Ikke mere end højst nødvendigt i hvert fald.)
I går fløj Mormor til Syden med svigerinden. Tilbage i kulden drømmer vi andre om sne. Lidt slud kan også gøre det. Feriedagene fordrives med legeland og biftur. Mens der lægges sidste hånd på pakker og honninghjerter.
Forventningens glæde. Drømmen om en magisk juleaften. Med stjernedrys og gaveregn. Stopfyldte maver og overtrætte unger. Håbet om et jævnt og muntert, virksomt liv. Uden kræft. Med kærlighed og nærvær. Ligesom den forgangne december måned, hvor familien har flettet, konfektet og julenisset som aldrig før. I det lille hjem. I Kemoland.
Kære venner
Hjertelig tak til alle, jer der hver især har båret os igennem livet, når det var allermørkest. Med kemokur, strikketøj, vinterdyp, pakker, kys og kram. Tak fordi I følger os på vores vej; det varmer mere end I aner. Hermed fra alle os til alle jer:
En lille forfriskende Tv2-julehilsen
Kan I huske den store mystiske kasse, der kom med posten sidste jul?
Der er netop dukket endnu én op på vores dørtrin. Fra samme helt ubegribeligt kærlige læser, som bloggen her har bragt ind i vores liv.
Hvad mon der er indeni? Pigerne kredser om pakken, løfter og ryster. “Må gerne åbnes inden jul”, står der på kortet, da jeg smugkigger derned. Ohooo! Men mon ikke vi liiige kan vente med at kaste os over sagen til på søndag? Tænker den vil sætte prikken over magien, når det fjerde og sidste lys skal tændes i adventskransen.
Glæææder os!
NB. Fordriver tiden med mor/datter-tur på Joe & the Juice efter bøjletandlæge. Hep!
NB. NB. Og det er jo kun muligt, fordi Ella – ifølge transplantationslægerne – åbenbart godt må færdes i skoldkoppebefængt børnehave (!!!) Så længe vi fluks smækker hende i Zovir-behandling i dét øjeblik, den første plet skulle vise sig. Sådan undgår vi, at sygdommen bliver alt for hård ved hende. Men hvorfor dog ikke bare vaccinere tøsen? Det fatter jeg ikke. Mega-grænseoverskridende at sende hende i institition. Ligefrem at opsøge dårligdommen, der i så mange år har været at betragte som dødsensfarlig at få inden for dørene. Og som nær har taget livet af flere små kemo-kampfæller over årene. Ush!
Havde vi ikke en åben flaske rød et sted?
Ellas pædagog informerer om hele tre tilfælde her til morgen. Ringer fluks til TXID-ambulatoriet med akuttaske i hånd: Hjælp! Skal vi isolere ungen? Eller skal vi starte Zovirbehandling op? Eller begge dele? Og er vi på nærværende 80 mg/ml-mixtur eller overgået til pilleform???
Nå, de vender tilbage med svar fra transplantations-eksperterne …
Sætter mig træt på køkkenbænken med oplagt krøltop i balletskørt. Hurra for Mormor! Hun rejser sydpå om en uge, og inviterede derfor til julefrokost og gaveudveksling i går. Så nu skal der samles LEGO Disney, til vi segner. Og pludselig er det ikke helt så slemt at holde institutions-fri. Kun ganske lidt.
Endnu en dag med Puttepige herhjemme. Endnu en dag med uvished og nervøsitet. Kan immunforsvaret klare knopperne og tilhørende febertur, hvis hun er ramt? Og må hun overhovedet komme i børnehave de næste par uger? Er der ikke 14 dages inkubationstid? Ush!
Vælger en blend fra te-kortet og lukker op for Ariels magiske verden. Drømmer os væk i lyserøde tårnkamre og gyldne spir. Undersøisk romantik, når det er bedst …
I
går – hele halvanden uge før højtiden – kom de sidste advents-, mandel- og julegaver i hus. Efter tre hårde timer på Ro’s Torv. Jeg duer ikke til stress og jag. Ikke længere.
Tog således indkøbene i adstadigt tempo. Men lige meget hjalp det. Den skarpe projektleder kaster håndklædet i ringen. For selv om jeg selv er i god tid, kan andres juletravlhed sagtens give mig pulsstigning og koldsved. Asen, masen, hastige skridt, skingre stemmer.
Stille erkendelse: Måske den der sygemelding ikke er helt ved siden af alligevel, når alt kommer til alt? Bare et par måneder om ikke andet.
Øv, den kraftige regn har givet overløb i fjorden = badeforbud i vikingeklubben. Der må alternativ outdoor-afslapning til.
Så Rasmussens spadserer en tur op til kanin-springkonkurrence/bordtennis/æbleskiver i Noras klub efterfulgt af juletræs-indkøb hos de lokale håndboldpiger. Tøserne udpeger tung og u-handy Normansgran – christ, der er pludselig langt hjem!
Gårsdagens orkanvarsel var vist en storm i et glas vand, men nattens blæsevejr har gjort det koldt derude. Træet skutter sig i carporten. Herinde i vores lille dobbelthus er der heldigvis lunt og godt. Søstrene fletter hjerter i guld og Husbond bruner chateaubriand i kryddersmør.
Kalenderlyset følges med tiden. For første gang i årevis. Fælles familiestunder i hjemmet; godt koncept. Mere, tak.
Og i morgen skal vi til skibberlabskovs hos Mormor.
Bump! Bump! Bump!
Jeg stivner. Forsøg på indbrud, ingen tvivl. Eller er tyven allerede i huset? På vej ned af trappen til stuen. Og hvornår opdager han så, at der er nogen hjemme? Undertegnede. I sengen. Alene!
Tusind tanker i ét halvvågent sekund.
Vinduespudseren banker børsten mod ruden.
13.04. Tid til at stå op. Du læste rigtigt. Man er vel arbejdsløs. Korrektion: Sygemeldt. For syg til at være arbejdsløs (!)
Ambulance i det fjerne. Kommer mere end sædvanligt tæt på. På vej til børnehaven? Eller skolen??? Mine to tøser.
Angst.
Den lede destruktive angst. Der holder mig vågen natten lang. Indtil iPhonen trænger til pause og går i sort. Og så endnu et par timer derpå. Ved seks-tiden indfinder roen sig. Ved halvotte-tiden bestiller Nora fletning og Ella rottehaler. Ser dobbelt. Er det ok, hvis jeg springer aflevering over idag? Af hjertet tak. Tilbage under dynen. Zzzzzz.
Der er flere æbleskiver fra i går. Går an som brunch. For en forsumpet overførselsmodtager. Som mig.
Til side med gardinerne. Regn og rusk. Der rives voldsomt i toppen af det spæde grantræ. Plantet i foråret ud for stuevinduet – i en drøm om glitrende julelys på hvidpudrede grene.
Ingen sne. Og ingen lys. Kæden kortsluttede i går aftes.
Dream on.
Endorfiner & adrenalin i skøn cocktail fra næsetip til storetå. Dampende armene omfavner aftagende måne. I mørket. På havnen.
Tak for aftendukkert – for saunasludder og nærvær.
Søde veninde.
Fem år i branchen. Fem år!
Et diplom må der til …
I dagens anledning inviteres I hermed på smuttur tilbage i tiden.
Lad os sammen bladre om på dagbogens allerførste side. Og tage et kig på noterne fra dengang det hele begyndte.
Den dag vi gik i land på Kemolands kyst:
Lørdag 5/12
Roskilde Sygehus, sent om aftenen. Kølige bløde fingre – ikke bare bløde men silkebløde. Lægen hedder Simon. Han tager blidt fat om begge mine hænder, der nu hviler i hans. Min stemme er underligt rolig: »Jeg hører, hvad du siger.« Trækker hænderne til mig men griber lidt efter selv ud efter ham. Slatten Ella på armen af sygeplejersken. Nu ryster hele min krop.
Jeg må ringe til Anders.
Tre matte striber, tre klare striber. Tre matte striber, tre klare striber. Tre matte striber, tre klare striber. Er det fordi, at man ikke skal kunne se ind, eller fordi man ikke skal kunne se ud af ambulancens bagrude? Umuligt at orientere sig. Rødovre? Nej, her er for mange lyskryds – tog vi egentlig motorvejen? Ella babber ved brystet. Hun ligger på min mave og brænder af feber. Tæppet glider hele tiden af de små tykke bare ben. Så standser vi, dørene åbnes. Vent! Hendes fod sidder fast i instrumenterne. Vi lirkes ud i natten.
Rigshospitalet, Juliane Marie Centret, 5. sal, Stue 4. »Se om I kan få sovet lidt!« Skal tisse og går ud på det sterile badeværelse. Seddel ved siden af kæmpe køleskabslignende monstrum:
Brugte bleer og opkastbakker skal først i gul plastikpose herefter i hvid pose med cytostatikamærke på mens barnet får kemo og fem dage efter
… og så for resten hjertelig velkommen til Rigets mest skumle afdeling!
Uro, knuge, ryste. Maske, kittel, handsker på. Spadserer en tur.
Elevator. Oplyste tomme gange. Kirke denne vej. Gudsforladt og frygtelig, hurtigt ud igen. Gad vide, om vores store Nora er faldet godt i søvn hjemme hos Farmor og Farfar? De rykkede dælme hurtigt ud, Svigerne. Mon ikke de har regnet ud, hvor alvorligt det er med Ella? Brillerne dugger, åndenød.
Min lille pige. Hvad fanden skal det ligne???
Ella har intensiveret sit børnehave-fremmøde og er efterhånden i stand til at klare længere og længere institutions-dage.
(Når hun altså ikke ligger brak med feber og antibiotika – uh, var det mon den berygtede EV-D68–lunge-influenza, der huserede sidst???)
Men lige pludselig er man fri. Som Evas vilde grydelappefugl. Kan have op til flere sammenhængende timer til rådighed. Sådan helt alene. I selskab med sig selv.
Og sine tanker.
Hvis der ellers var tid til eftertænksomhed.
Det er der imidlertid ikke.
For post-traumatisten sørger naturligvis for helt igennem travlt og tætpakket program (sideløbende med skøre nisseløjer, klassisk julehandel og alm. røvsygt hushold):
Ingen ro. Ingen ledige stunder.
Måske i det nye år, hvem ved?
“Jeg tror jeg skriver et brev, og der skal stå: Hej Julemand vil du ikke godt lave en Ariel-bamse til mig, så vil jeg gerne være kæreste med dig.” Ella stopper eftertænksomt op og rynker brynene:
“Men kan man egentlig være kæreste med Julemanden???”
December er på vej. Stærk og krydret som Irmas luksus-glögg, sød og varm som Anders’ hjemmebagte kærnemælks-vafler.
Travlhed. Hemmelig pynte-aften i Ellas børnehave og kæmpe klippeklistre-dag på Noras skole efterfulgt af weekend-hygge i det lille hjem.
Konen pakker julestadset ud. Pigerne fistrer omkring og stiller på plads. Manden ta’r sig til lænden; hvorfor skal kasserne absolut stå allerbagest på loftet?
Søndag. Adventsstagen tændes. Dagen før den store julemåned. Det stormer minusgrader, da vi haster over gårdspladsen og ind til kamel/ponyshow.
Cirkus Arenas vinterlejr danner igen i år ramme om giga-nissebal for Danmarks børnekræftramte familier. 500 deltagere – med grumme ar på krop og sjæl – danser om træet og networker med gamle soldaterkammerater.
I snart fem år har vores familie været i krig. Men her står vi. Alle fire. Oprejst. Endnu.
En kølig hvid må være på sin plads. Bartenderen informerer under udskænkning: Til forret 120 liter tarteletfyld i gryden, velbekomme. Slendrer langs bordene til legelandet med glas i hånd. Det ta’r tre kvarter.
Gensynsglæde, vemod. For jeg må da lige hilse på den lille ny baby. Hvor er hun smuk. Moren smiler. Det er nu tre år siden, hun mistede sin ældste dreng. Endnu en kampfælle dukker op. Kram. Men hvor er din mand? Nå, en til skilsmisse i kredsen. Vinker til en tredje, smiler til en fjerde, sætter mig ved siden af en femte. Snakker børnepsykiatri. Hendes søn har så voldsomme senfølger efter behandling, at han ikke tør være i skole alene. Jeg spejder efter faren – men han ta’r sig en lille lur i bilen på p-pladsen. Det er også en lang dag. Og hård. Nå, det var de der to tøser, jeg lige skulle kigge efter. Men næh – er I her også? Smuk og rask datter, dejligt at se! Men forældrene er bekymrede for væksten efter kemo. Den er gået amok, og nu risikerer de måske en for tidlig pubertet. Flere velkendte ansigter dukker op. Der rystes over forestående operationer og bæves over snarlige scannings-svar. Glædes over de små succes-historier. Som vores.
Finder endelig frem til juletog, hoppeborg, rutchebane og karusel: “Kom med piger, det er snart mandel-tid!” Men tøserne er blevet rundtossede, ender begge med at kaste op. Nå, men den gamle CancerMom har vel altid en lille ekstra brækpose eller to med sig i tasken? Og så er de klar til koncert, julemand og gaveorgie.
Sikke en fest. Tøserne har sig en oplevelse af dimmensioner, så vi holder ud til fyrværkeriet lukker og slukker. Men nu er vi vist også ret så fladmaste.
G’nat!
Fridag fredag, fridag tirsdag, fridag mig her og der og allevegne. Hvis ikke det er dårlig mave, så er det feberture eller generel slattenhed. Og her skulle jeg ellers lige til at afslutte oprydningen på loftet, vinterklargøringen af haven og nedlukningen af Sommerskuret.
Men næh nej, sådan spiller klaveret ikke. Ella-musen når knapt at være pillefri i en uge, før hun for hundredeogsyttende gang starter op i penicillin, og Mor for hundredesyttende gang ligger vågen den halve nat og googler “kronisk tarm/lunge/hjerte/nyre/alle-organer-der-overhovedet-findes-i-kroppen-GVH” og forsøger at skubbe de alt for mange hvide små kister væk fra nethinden, og klokken bliver 04-05-06, og vækkeuret ringer, og Nora nægter at stå op, og Ella ligger pludselig alt for stille i sengen når man lige kigger derind, faktisk så stille at man bliver nødt til at skubbe til hende, og så har man to morgensure unger. Plus en morgensur mand.
Jeg er træt. Så træt at mit største ønske efterhånden er bare at sove og aldrig mere vågne op igen. TRÆT blev der sagt. Af af være tvunget udi sygedagpenge, når det ikke er mig – men min datter – der er syg. Og når man er på sygedagpenge, må man ikke søge job. Og et job er nok efterhånden det eneste, der kan redde mig fra at gå ned med vanvid. Og vanvid, kære Kommune, vil for alvor koste jer kassen.
At I ved det.
Stakkels grådkvalte Puttegøg: “Jamen Mor, kan jeg så ikke komme på udflugt med børnehaven idag alligevel?” Hun har sgu’ mistet nok af sin barndom allerede. Fandeme så. Men trods dalende temperatur kan jeg simpelthen ikke bede pædagogerne klare medicinering og overvågning. Med 15 andre krudtugler på slap line i brunkage-, nisse- og stjerneværkstederne.
Løsningen kommer fra Ella selv og er ganske enkel: Mor ta’r med. På ekskursion til Produktionshøjskolens julestue. Med ungen i hånden og akut-tasken på ryggen. Man må sno sig. Træt af at sno mig. Men det var sgu’ hygsomt ikke desto mindre …
Nisserne huserer jo allerede hos os.
Her en måned før jul er de flyttet ned fra loftet og ind i deres julebolig bag nissedøren. Døren kan kun åbnes af nisserne selv, og det ved Ella godt, så hun holder heldigvis pilfingrene pænt væk.
Nisserne får ingen at se, men hvis man holder øje, kan man måske finde spor efter nattens halløj.
Man må meget gerne lægge små hilsner og gaver ved deres dørmåtte. Det er faktisk noget, de forventer … Så bliver de tilfredse og kvitterer med tegninger eller små beskeder som “prut” eller “god jul”. De kan dog også skrive længere sedler, hvor de måske forlanger, at der skal lægges slik eller bages vaniliekranse til dem, hvis man ønsker sine forsvundne sager retur. Disse beskeder skrives med særlig baglæns nisseskrift.
Man skal huske på, at nisserne sagtens kan være gavmilde – hvis de ellers får nok opmærksomhed.
Men hvis man kommer til at glemme at give dem gaver, slik eller søde hilsner en aften, bliver de til vaskeægte drillenisser.
Nisse-spor
Gaver & hilsner
Drillerier
