Bækkenløsning og voldsomme blodtryksdyk. Et par måneder før Ellas fødsel måtte jeg overlade vikaren mit skrivebord. Sirlige to-do-lister, alenlange dagsordner, bugnende databaser. Glimt til søerne gennem sprosse-vinduer, frokostmøder på mondæne city-restauranter. Farvel til flirtende kollegaer, travle hverdage.

I skabet med stiletten.

Kemo afløste barsel. Min baby fik kræft.

Stiletten står der endnu …

“Hvad har du så lært af livet i Kemoland?”, spørges jeg tit. Blaaah? Ud over standard-smøren om, at de utallige hasteindlæggelser vist har gjort mig enormt effektiv til at pakke min rejsetaske hurtigt (hvilket jo for så vidt også må være at betragte som en udmærket kvalitet hos en moderne kvinde), så væver jeg ofte rundt i resten af peptalken.

For er jeg egentlig blevet så meget bedre til at leve i nuet og glædes over de små ting her i livet? Eller er det bare en ganske naturlig følge af at være hjemmegående Cancer Mom på sjette år?

Jovist har der været nærvær og kreativitet. Måske mere end ellers. Over årene har jeg strikket, hæklet, syet, filtet, klippet/klistret, læst, kokkereret, shaket drinks, nusset i haven, leget med børnene, shoppet sommerhus med manden, blogget et par ord, skrevet mig en bog, filmet et par film. Men noget skulle tiden i isolation da vel for pokker gå med, eller hva’?

Behøver jeg ligefrem at være blevet et bedre, mere klarsynet, roligt og tilfredst menneske af min datters sygdomsforløb. Er det egentlig ikke nok, at jeg har fået et kræftfrit barn ud af strabadserne?

Så ikke engang nu, hvor tøsen er rask, og vi endelig langt om længe er sluppet for sygehusets evindelige “Du bliver nødt til at tro på det” (når krøllerne svitses af min lille datter) og “Nu har du altså de sorte briller på” (når ungen netop har tilbragt halvanden måned i koma) – nej, ikke engang nu, kan jeg åbenbart få fred for alle kravene.

Det positives tyrani, indeed.

Men så er det, at Professor Brinkmanns lille anti-selvhjælpsbog beroligende hvisker mig i øret, at vi slet ikke kan forvente, at der ligger en læring i alle de kedelige oplevelser, som livet hælder ned over os. Nogle gange trækker vi bare lorten. Punktum.

Og selv om det gør  lidt ondt at læse, så gør det faktisk også lidt godt …