Fælles forlis?
Tjekker lidt Facebook-updates. Ulykkelig mor ved tasterne @ Rigehospitalets Børnekræftafdeling:
Here we F#%^€*’KING go again!!!!!
Stilhed.
Selv Ellas ømme klaverspil forstummer i sorgen:
Tredje leukæmi-tilbagefald i netværket på en uge.
Tre familier, der har fået den frygtelige besked – for anden gang – og nu må lægge barn til knoglemarvstransplantation.
Sidste chance for overlevelse.
To drenge og en pige. Vi kender dem alle.
Smertende tomhed og ligegyldighed over for tilværelsen. Vekslen mellem behovet for at kramme dem, holde dem tæt – og lysten til at smide dem ud af mit liv, væk for tid og evighed.
Men vi er efterhånden sølet så meget ind i uretfærdighed og ondskab, at de ikke kan rystes af. Kræftens børneskæbner har boret sig fast under huden; vi er dem, og de er os.
Må lære at leve med lænken om min ankel. Kommer ikke udenom den. Facebook, Twitter, Instagram i trash bin. MacBook, iPad, iPhone på Skt. Hansbål. Tampon i øregang. Bind for øje. Nej, lænken rasler videre. Altid. Kommet for at blive.
Må i tænkeboks – i arbejdstøjet.
Nægter at gå under.
Kære Dorthe
Forstå mig ret – men jeg er jo så temmelig udenforstående og kan se, hvad din evt. psykolog sikkert også vil sige, at du bliver nødt til at bearbejde din egen situation nu.
Evnen til at indleve sig i andres situation og smerte er en af de allermest værdifulde ved det at være menneske, men spørgsmålet om, hvor meget vi skal bære med hinanden er det nødvendigt også at forholde sig til med sin fornuft.
De familier, du omtaler, har måske brug for at du udtrykker din forståelse. Hvis du var hos dem, måske at du græd med dem… men derudover er spørgsmålet, hvor meget det vil gavne deres situation, at du går med den omtalte lænke???
Ikke meget.
Men Ella og din familie i øvrigt har brug for, at du bliver så fri for den som muligt.
Mennesker, som er blandt de overlevende ved katastrofer får tit et sår i sjælen ved at tænke på dem, der ikke gjorde det, men det sår er nødt til at blive et ar, der er til at leve med. For livets skyld.
For dine nærmestes skyld må du arbejde på at få en afstand, så medfølelsen bliver noget du kan leve med og ikke en lænke. Alle har brug for, at du kan være glad og fri, i hvert fald ind imellem.
Jeg har selv i mit job haft svært ved at lægge den nødvendige professionelle afstand til andres smerter og måtte arbejde med det – men min svigerdatter, som også er præst, og hvis ældste barn er født med en alvorlig hjertefejl, har lært mig meget.
Hun holder meget af at gå en rask tur, så får hun mentalt delt tingene op i forskellige afdelinger, nødvendige og mindre nødvendige, og tager så fat på dem, hun kan gøre noget ved.
Undskyld – det blev lidt langt. Men jeg kunne ikke lade være.
Kh
Karen
Sådan skal det lyde, hold ud kære Dorte. Mange hilsner herfra.
Nægter at gå ned.
Det er kernen. Værktøjet til det kan være at lukke ned for det følelsesmæssige bombardement, som instagram, twitter, facebook o.l. giver. Træk stikket ud af væggen.
Kræftens børneskæbner er ikke dig Dorte. Det er en smertefuld del af dit liv. Noget du mødte på din vej, men det er ikke hvem du er.
Kære Dorthe. Ganske imponerende du står op. Kender den altoverskyggende angst. . Den ødelæggende, kvælende og dræbende angst. Og afmagten. . Afmagt over ikke at kunne gøre en skid
Bare se til.. og håbe.. og længes. ..og frygte. . For altid…
Fuck Cancer.