Byggelegeplads & senfølger

Ellas balance og kemo-stive ben virker værre end normalt i dag. Hun slingrer rundt og snubler over sine egne fødder. På tur til byggelegeplads i Skovlunde med Mathias’ & co. fra Ellas børnehus er der rig fysisk udfoldelsesmulighed, og tøsen tæsker da også fra kaniner og marsvin til heste og geder – men ikke uden at falde et utal af gange undervejs. “Hovsa – op igen”, siger jeg kækt, men angsten lurer i maven: Hvad nu hvis kemoen har givet permanente skader? Hvad nu, hvis balance-problemerne skyldes en tumor i hjernen? Kemo er jo – pudsigt nok – kræftfremkaldende.

Jeg bliver nødt til at skubbe tanken til side og glæde mig over, at Ella er glad, og at stedet – på trods af mudder og hestepærer – rent faktisk byder på et par inspirerende og æstetiske oplevelser som de her små kulørte byhuse smukt opsat på gammel væv.

3 kommentarer
  1. Lise Bugtrup Henneberg says: 14. marts 201222:24

    Kære Dorthe,
    Hvor jeg kender de tanker :/ vi slipper aldrig for dem.
    Men vi skal lære at leve med dem, hvilket lyder lettere end det er.
    Kram fra en kemomor til en anden

  2. Dorte says: 6. marts 201215:06

    Hvor er verden dog lille!

  3. Susan says: 6. marts 201214:54

    En lille tur i mit barndomsland ;O) Der i Skovlunde har jeg trådt mine barndomssko, der levede jeg et sorgløst liv, det kan man vist ikke just sige jeg gør nu…..

Kommenter indlægget