Arkiv
Tag "bøh!"

Selv den mindste rystelse kan få det hele til at skride. Og vi vil alle suse ned ad skråningen. I frit fald. Med løsrevne klippestykker og grus om ørerne. Fundamentet er beskadiget. Der må trædes varsomt.

På vores videre færd.

Under selve kemoskælvet havde vi altid to konstanter. Når jorden åbnede sig under vores fødder. To fastgjorte ringe at fæstne vores karabiner i: Vi havde vores hus – og vi havde Anders’ job. Altid et bord at samles om – og brød at sætte på det. Nu er jobbet væk. Efter 19 år i samme firma, er det slut; kontoret i Danmark lukker.

I går blev holdt afskedsfest i byen. I dag ligger Anders med tømmermænd i sengen. På mandag sidder han fritstillet herhjemme. Vi har vidst det i noget tid. Men tanken er nu svær at vænnes til.

Vi går en usikker fremtid i møde. Planerne, der knapt var begyndt at falde på plads, må ændres. Igen igen. Men denne gang er det ikke livet, der står på spil. Sådan trøster jeg mig selv. Dét her er, om ikke andet, en god øvelse i at forsøge at se fremad. Mere end én enkelt dag ad gangen.

Om føje tid går Sommerskuret i dvale, og julestadset skal findes frem. Vi har heldigvis hinanden – og mange varme minder at ta’ med os ind i vinteren. Så det skal nok blive lunt og godt i det lille hjem. Og der ligger allerede et par adventsgaver parat i skabet … så lidt planlægning er jeg da i stand til. Såmænd.

Simba snorker på sofaen. Jeg nulrer hans bløde mavepels, men han orker ikke at sætte gang i spinderiet. For det er hårdt at være udekat – 1/2 time om dagen. Døren er lukket til Ellas værelse. Jeg banker forsigtigt på og stiller en lille bakke med letdampet broccoli, små gulerødder, nødder og to kopper te på skrivebordet. Nora takker og smiler. Ella kommanderer mig hurtigt ud igen. De er ved at gøre sig klar til i aften og prøver samtlige uhyggelige outfits af, inden de skal afsted med vennerne.

Det blev til et stk farlig sørøverpirat & et stk ond zombiedronning. Hånden sitrer lidt, da jeg lægger Ellas makeup. Déjàvu. Syns’ sgu lige vi er sluppet for gusten hud, mørke rande og skumle blødninger. Kan også godt mærke på Nora, at hun synes, det er lidt spooky. Gi’r hende lige et ekstra kram og siger, at nu er det hendes tur. “Nej tak. Jeg er fin, som jeg er!”, siger hun og svinger sværdet. Overtales dog senere af Ella til et mindre ar.

Så er de afsted. Græskarlygterne er tændt, slikket står parat. Hvis nogen skulle finde på at lægge vejen forbi …

Sensommer 2012 kom Hjemmet forbi. Her i Roskilde.

Og tog tilbage med en solskinshistorie.

Det var kort  før Ellas tilbagefald – og vi var spirende optimistiske omkring fremtiden. Husker tydeligt, hvor varmt det var at tæske rundt med ungerne på rutchebane til ære for fotografen. Rapportagen skulle nemlig først i bladet måneden efter, og – for at passe ind i årstiden for udgivelsen – måtte vi iklædes varme trøjer, tørklæder og støvler. Trods de +20 grader.

Men artiklen blev aldrig en realitet. Kort før tryk måtte jeg ringe til journalisten og fortælle hende, at vi var tilbage på Børnekræftafdelingen. Jeg åbnede op for et opfølgings-interview, men de takkede nej.

Historien var nu for uhyggelig for Hjemmets segment.

Den skulle godt nok lige fordøjes; blev faktisk ret så paf. Tog i stedet imod invitation fra Kristeligt Dagblad, der ikke lod sig skræmme af sygdom og krise. Tværtimod.

Tankevækkende egentlig. At nogle læsere ville føle sig svigtet af sit ugeblad, hvis redaktionen pludselig skulle finde på at bringe en overskyet solskinshistorie. Som vores. Måske min harme dengang havde rødder i vores egen situation. Som vi ikke bare kunne lukke øjnene for, når den blev for grim. Hvorfor skulle andre så have valget?

Sensommer 2014 kom Hjemmet atter forbi. Denne gang i Sommerskuret.

Og tog tilbage med endnu en solskinshistorie.

De sidste to år har jeg erkendt, at det er ok at vende ansigtet bort fra de alt for barske skæbner. Det er om at passe på sig selv og kende sine grænser. Og er man kun til happy endings, så er det også i orden.

Vores historie har sgu’ heller ikke været for køn. Det ved jeg. Til tider har selv de mest standhaftige af jer mange tusinde læsere sikkert haft svært ved at lukke op for Kemoland. Mon ikke?

Jeg ved også, at Ella-dokumentaren sidste år ikke blot rørte en masse seere – men også forskrækkede. Dét på trods af Nordisk Films fantastiske balancegang ved udvælgelsen af alle vores optagelser. For TV2 ønskede jo ikke at jage nogen væk. Bare give et lille indblik i livet med et kræftramt barn. Og måske få et par kroner i kassen til Kræftens Bekæmpelse ved samme lejlighed …

Men det afhænger af, hvor man selv er i øjeblikket, tænker jeg. Om man kan kapere alle livets facetter – eller kun de idylliske.

Derfor sagde jeg ja til endnu et besøg af Hjemmet. Vel vidende, at artiklen ville ryge samme vej som den forrige, hvis lykken vendte.

Men det gjorde den ikke! Og på mandag kan man opleve familien Rasmussen på side 8-9 under den rosenrøde overskrift:

Overvandt leukæmi: Ella er et lille mirakel