Arkiv
Tag "job"

Selv den mindste rystelse kan få det hele til at skride. Og vi vil alle suse ned ad skråningen. I frit fald. Med løsrevne klippestykker og grus om ørerne. Fundamentet er beskadiget. Der må trædes varsomt.

På vores videre færd.

Under selve kemoskælvet havde vi altid to konstanter. Når jorden åbnede sig under vores fødder. To fastgjorte ringe at fæstne vores karabiner i: Vi havde vores hus – og vi havde Anders’ job. Altid et bord at samles om – og brød at sætte på det. Nu er jobbet væk. Efter 19 år i samme firma, er det slut; kontoret i Danmark lukker.

I går blev holdt afskedsfest i byen. I dag ligger Anders med tømmermænd i sengen. På mandag sidder han fritstillet herhjemme. Vi har vidst det i noget tid. Men tanken er nu svær at vænnes til.

Vi går en usikker fremtid i møde. Planerne, der knapt var begyndt at falde på plads, må ændres. Igen igen. Men denne gang er det ikke livet, der står på spil. Sådan trøster jeg mig selv. Dét her er, om ikke andet, en god øvelse i at forsøge at se fremad. Mere end én enkelt dag ad gangen.

Om føje tid går Sommerskuret i dvale, og julestadset skal findes frem. Vi har heldigvis hinanden – og mange varme minder at ta’ med os ind i vinteren. Så det skal nok blive lunt og godt i det lille hjem. Og der ligger allerede et par adventsgaver parat i skabet … så lidt planlægning er jeg da i stand til. Såmænd.

Simba snorker på sofaen. Jeg nulrer hans bløde mavepels, men han orker ikke at sætte gang i spinderiet. For det er hårdt at være udekat – 1/2 time om dagen. Døren er lukket til Ellas værelse. Jeg banker forsigtigt på og stiller en lille bakke med letdampet broccoli, små gulerødder, nødder og to kopper te på skrivebordet. Nora takker og smiler. Ella kommanderer mig hurtigt ud igen. De er ved at gøre sig klar til i aften og prøver samtlige uhyggelige outfits af, inden de skal afsted med vennerne.

Det blev til et stk farlig sørøverpirat & et stk ond zombiedronning. Hånden sitrer lidt, da jeg lægger Ellas makeup. Déjàvu. Syns’ sgu lige vi er sluppet for gusten hud, mørke rande og skumle blødninger. Kan også godt mærke på Nora, at hun synes, det er lidt spooky. Gi’r hende lige et ekstra kram og siger, at nu er det hendes tur. “Nej tak. Jeg er fin, som jeg er!”, siger hun og svinger sværdet. Overtales dog senere af Ella til et mindre ar.

Så er de afsted. Græskarlygterne er tændt, slikket står parat. Hvis nogen skulle finde på at lægge vejen forbi …

“Nå Dorte, hvordan har du så tænkt dig at komme tilbage på arbejdsmarkedet?”

Rundbordssamtale. Fem fagpersoner – en læge, en psykolog, en jobkonsulent, en børne/familie-sagsbehandler, en socialrådgiver – og så lille mig.

Smækker forvirret spørgsmålet tilbage, hvor det kom fra; jeg er da vel for hulen ikke eksperten? Har ligesom aldrig siddet i lorten før. Man kunne måske forvente et udspil fra kommunens egen side, eller?

Efter halvanden time står det soleklart: For at jeg fortsat kan modtage mine sygedagpenge, SKAL der være flueben ud for rubrikken “Ressourceforløb igangsat”. Uanset om det så er i form af skemalagte tudeture hos egen læge, gruppe-chitchat med andre lost cases eller – og her lærte jeg sgu’ noget nyt – ukrudtsbekæmpelse og mindfulness i en såkaldt terapihave. Hva’behar’?

Sidstnævnte lyder for absolut weird til at gå glip af, så den er jeg da med på (selv om jeg måske nok mest af alt har brug for lidt fred og ro efter fem år ved fronten …)

Anyway, handlingsplan lagt, lettet stemning, mødet hæves, hjem til eftermiddagskaffe.

For automaten ude på kontorgangen – den brygger skam kun til kommunens egne ansatte.

Til orientering …

“Hej, jeg hedder Dorte, og jeg er uarbejdsdygtig!”

Kan ligeså godt øve mig i elevatorsnakken, for om føje tid skal jeg måske kognetivere, stresshåndtere, walk&talke mig på rette køl.

I gruppeforløb på Roskilde Kommunes beskæftigelsestilbud for sygemeldte:

Fønix – en vej tilbage til arbejde.

Suk.

Men sådan går det slatne borgere, der har modtaget sygedagpenge i hele seks måneder. Så har man nemlig overvejende risiko for aldrig at rejse sig fra asken.

Og det kan vi jo ikke have.

Selv nu efter tredje visitations-samtale på den gamle faldefærdige husholdningsskole hersker der fortsat tvivl om, hvilket program, karkluden her hører under:

  • Styrk krop og sind?
  • Find din arbejdsevne?
  • Stressramte på arbejde?

eller måske ligefrem

  • Angst og stressramte på arbejde?

Mulighederne er mange, drøftelserne tværfaglige, og borgerens engagement so so …

Suk igen.

Der har vist været lidt halvstille her på bloggen. Ikke de helt store følelsesudbrud, reflektioner. Men de rumsterer i allerhøjeste grad, kan jeg mærke. Nat og dag.

Står for at skulle søge job. Ja, den tid er kommet. Efter fem års orlov kalder kontorstolen, kollegaerne, kaffepauserne. Projekter og deadlines.

Hjælp!

Første ansøgninger er afsendt. Men jeg tvivler sgu’ på positivt udfald. Googler en potientiel arbejdsgiver mit navn, vil han fluks finde en udmattet og sårbar Cancermon. Årets medarbejder, hvabehar?

Sandheden er, at jeg slet ikke ved, om jeg vil være i stand til at udføre et dagligt stykke arbejde. Hver dag. Fem dage om ugen. Erindrer kun svagt hvordan dagligdagen som udearbejdende mor mon var. Og denne gang står vi og skal have FIRE mennesker fodret af og i tøjet. På samme tid. Hvordan pokker gør man lige det? Og hvordan undværer jeg dog min lille Ella, som jeg hele hendes liv har levet sammen med? Hun er en del af mig – og jeg af hende.

Reflektion: Hvor meningsfyldt vil jeg lige finde det stykke arbejde, der venter mig? Hvor overbærende vil jeg mon kunne være over for brokkende kollegaer og sure chefer? Når jeg netop er hjemvendt fra fronten. Med død og ulykke på nethinden.

Kommunen har opsagt os i vores familieterapi (som imidlertid knapt nåede at komme igang). Vi tilbydes eventuelt et par timers individiel krisehjælp, hvis det skulle være. Ellers tak. Vi har levet adskilt alt for længe. Nu er tiden inde til sammen at komme videre. Som familie. For første gang. Endelig. Men den opgave må vi så klare alene. Samtidig med børnehave-, og jobstart.

Hvor festligt, det dog skal blive …

“Jeg er så tørstig og sulten”, klager Ella. Prøver at trøste hende med, at sygeplejerskerne nok har travlt med børn, som har det dårligere end hende, men da vi passerer tredje time på stuen uden vådt eller tørt, bliver jeg gal i skralden. Møgfaldet rammer den næste der åbner døren; en stakkels studerende: “Du er den fjerde, der kommer og lover at give beskeden videre – men intet sker! Og hvad med lægen, som var lige på trapperne? Kan vi snart gå hjem, eller er vi indlagt? Vi har krav på at få besked!”

Åååååhr, hvor har jeg bare fået nok af hospitaler. En lidt haltende saturation natten til fredag sender os til lille formiddagskontrol på Riget, men der er rygende travlt på afdelingen, og som eftermiddagen skrider frem, nærmer jeg mig meltdown. Én ting er dårlig kommunikation og forsinkede måltider, men jeg troede, at utilsigtede hændelser hørte fortiden til – og bestemt ikke skulle opleves på vores gode transplantationsafsnit. Men jo. Inden midnat er kaoset komplet, og vi har nået at få udleveret både for tidlig, forsinket, for lidt, for meget og sågar forkert medicin.

Jeg raser og sender en tanke afsted til Nora & Anders, der lige nu fester galore igennem på den årlige og helt fantastiske Cancerbarn-weekend i Nordsjællands naturskønne omgivelser. For her sidder Ella & jeg buret inde på stresset transplantationsgang og kan knapt skimte solen gennem tremmerne – hrmpf!

Men hvad er det dog, der gør, at en ellers så velfungerende arbejdsplads pludselig går i sort? Svaret kommer beklagende fra personalet selv: For få hænder. Sommeren over har man nemlig bygget to ekstra transplantationsstuer uden at skænke bemandingen en tanke – resulterende i minimum tre nedbrudte sygeplejersker på ugebasis. Gosh!

Hvor er det trist. Ellas tørst og sult klarer jeg ved at ignorere isolationsreglerne og selv hente fornødenhederne i køkkenet. Og de fleste fejl i hendes orale sprøjter når jeg gudskelov at fange, inden de bliver givet. Men hvad med alle de forældre og børn, der er nye i faget, og som endnu ikke kan skelne det ene præparat fra det andet (og der er dæleme mange)? Kender kun alt for godt, når sikkerheden på en afdeling er ved at skride – og det må bare ikke også ske på 6. sal.

Så hermed en bøn til ledelsen på Riget: Tillykke med de fine sengestuer. Og skal vi så ikke også lige se af få personalet opnormeret til de nye forhold, indet det går galt? Inden spareplanerne begynder at koste børneliv???

Vel hjemme igen – og med ekstra mixtur til lungerne – krydser vi fingre for, at vi snart har haft de indlæggelser, vi skal ha’ …

Et par dage efter Ellas tilbagefald fremsendte vi to gamle garvede rotter ansøgning afsted til kommunen – underskrevet af behandlende overlæge – om genoptagelse af vores sociale ydelser, herunder kompensation for fælles tabt arbejdsfortjeneste, indtil knoglemarvstransplantationen er overstået. Fælles fordi omsorgen for Ella de næste tre til seks måneder langt overstiger en 100 timers arbejdsuge, hvorfor det bliver komplet umuligt for Anders i den tid at varetage sit job.

Afslag: Kun bevilging af 37 timers ugentlig lønkompensation ligesom de sidste par år – pånær under selve transplantationen – hvor vi begge allernådigst får betalt orlov. Ingen begrundelse.

Hallooo??? Vi er ligesom havnet i et komplet andet scenarie end sidst. Kemokuren denne gang består fra day one udelukkende af højdosis-blokke under indlæggelse – i modsætning til de seneste års ambulante småbehandlinger. Og selv dér gik vi i tusind stykker af udmattelse …

Siden den skæbnessvangre morgen sidst i september har Ella kun haft tre overnatninger hjemme, og de var ikke en gang sammenhængende. Ellers indlagt indlagt hele tiden indlagt.

Så kommunen foreslår altså, at én og samme forælder (i.e. undertegnede) skal klare ernæring (op til kokkerering af tre forskellige retter, indtil man rammer plet), medicin, bad, rengøring af venekateter, bleskift hveranden time (for at undgå brændsår), vejning af urinen (er væskebalancen ok?), sticks-tjeck af blod i urinen (er organerne smadret?), kvalmestilling, optørring af bræk, læge- sygeplejerske- diætist-konsultation ved utilpashed, udslæt eller alvorligere komplikationer (som f.eks. betændelse af bugsputkirtlen) samt ved lumbalpunktur og knoglemarvsbiopsi under narkose, smertelindring, blodprøver, målinger af blodtryk, puls og saturation, scanning, røntgen eller opsætning af en af hendes syv forskellige slags kemo med tilhørende hydrering. Og meget heraf både dag og nat.

Mens Anders passer sit arbejde og storesøster Nora (som jeg for øvrigt så ikke får at se før efter jul, eller noget).

Sender lige en lille anke afsted, tænker jeg …

Ja ja, jeg ved det godt …

Der har været stille her på bloggen i over en uge. Helt stille! Og det er ikke fordi, jeg og så min MacBook har holdt fri – tværtimod.

Sideløbende med korrekturlæsning af prøvetryk nr. 1. har den stået på børnehaveindkøring af datter nr. 2. Kemoland er endelig sendt tilbage til forlaget med mine rettelser – så nu kører det! Ella er netop hentet fra institution – så nu står det stille!

Trolden kan selvfølgelig godt mærke, at jeg har været fraværende de sidste dage, så hun klæber sig til mig og spenderer størstedelen af tiden herhjemme på mit skød. Alt går i stå, og jeg sidder i sofaen – som i de gode gamle amme-dage – og stirrer ud i luften, mens ungen får sig en lille velfortjent lur.

Men hjernen kværner: Fik jeg nu rettet alle kommaerne? Skulle skriften ikke være større? Er der nok termer med i minilexet?

Kan blive ved med at ændre i teksten, men på et tidspunkt må man sige stop. Én af pointerne ved min dagbog er jo netop, at fortællingen er så autentisk og uscensureret, som den er – men de, der kender mig, ved, hvor meget bare den mindste grammatiske uregelmæssighed støder mit øje ;-)

Anyway, forsiden er på plads, manus så godt som, og forudbestilling på Saxo i vinkel.

Pyh!