Den ene dag er hun ved at dø – den næste tæsker hun rundt.
Anders og jeg har svært ved at komme ud af sengen her til formiddag. Vi er i chok efter i går, rystede helt ind i sjælen. Tårerne ligger på lur, kan jeg mærke – lige inden under øjenlågene, som er varme og prikker lidt.
En Dr. Nielsen bitter må vist være på sin plads?
Sort & hvidt som birkestammerne på legepladsen. Sådan har jeg det indeni – sådan har vi oplevet det seneste år i vores rystede og skrøbelige lille familie.
På trods af kun få indlæggelser på Riget, har vi så sandelig fået alvoren at føle. Mistet mange dejlige børn derinde. Mistet mere af os selv – sammen og hver for sig.
Men mon ikke vi er bragt tættere på hinanden herhjemme? Oplever mere nærvær i nuet? Jeg har i hvert fald udviklet min kreativitet med syslerierne…
I går overnattede vi alle fire ude for anden gang, efter Ella blev syg. Det er en underlig følelse og ret utrygt, men det gik jo over al forventning. Men vi var trætte – faktisk så spurgte Herdis, om vi har det godt, for vi virkede lidt udkørte.
Tja, lidt udkørt er man vel altid efter et par år i Kemoland…
Se hvad Anders fandt hængende inde på afd. 5054, da Ella blev indlagt her til aften – der er vist et par velkendte ansigter 
Ja, hun har fået feber og er på Riget til observation og opstart af antibiotika. Klassisk velkendt og ubegribeligt kedeligt scenarie.
Har lige snakket med Anders i telefonen; han har haft en god og en dårlig oplevelser derinde her til aften:
1) Kokken Kenneth bagte klejner – mums!
2) Anders mødte en af sine gamle kollegaer inde på afdelingen – pis!
Det er ved gud ikke et sted, man har lyst til at støde på folk, man kender. Men jo, hans store datter var netop diagnosticeret med leukæmi. Har ondt af dem helt ind i mit hjerte…
Nå, håber snart, mine kære to kommer hjem igen.
