Er åbenbart i det lidt søgende hjørne for tiden og har lige læst den lille hurtige bog Heaven is for Real om en fire-årig drengs tre-minutters besøg i himmelen (eller drømmeland?) under en farlig operation.

Hans far er heldigvis præst og kan derfor assistere sønnen med at sætte den fuldstændigt vanvittige fortælling i bibelsk perspektiv. Heldigvis – fordi denne vinkling gør bogen til bestseller og familien berømt.

Jeg tror nu (i modsætning til mange andre), at familien inderst inde stoler fuldt og fast på beretningen. De ænser slet den mulighed, at drengen – under sine utallige gudstjenester – kan have opsnappet et og andet om ærkeengle og kjortler.

Men jeg har sgu’ ondt af knægten, for det skinner så tydeligt igennem hele bogen, at han ikke er i stand til at skelne virkelighed fra fiktion. Det er også her, de fleste anmeldelser, jeg har læst, retter deres kritik.

På trods af det, er bogen faktisk meget interessant, og jeg er ret så inspireret af den. Som sagt ikke spor på grund af emnet, men fordi den giver indblik i et amerikansk minisamfund. Et samfund, hvor man tager del i hinandens liv – også uden for den lille kernefamilie – og hjælpes ad uden den mindste tøven.

Og det er jo altid noget, man kan tage ved lære af…