Arkiv
Tag "mod"

Sidder i min lille kutter og tøffer støt og roligt afsted. Følger strømmen. Bump, ritsch! Snittede lige kysten med højre flanke. Nå, nu må jeg vist hellere lige skifte damebladet ud med søkortet og koncentrere mig: Supplerende informationer i nederste hjørne advarer om farefyldte vande forude.

Det blæser op – skulle måske kaste anker og venter på, at vejret ændrer sig? Nå, det er åbenbart den rene dødsdom – må forsøge mig med navigation gennem smal klippefyldt sejlrende uden bøjeafmærkning eller radardækning. Hvad så med et lille ledefyr eller assistance fra havnefoged? Heller ikke.

Åbner mig en Irma-pilsner, bider tænderne sammen og fatter roret.

- – - – -

Sidder på sengestuen og kigger på en sovende Trulle. Læner mig tilbage i puderne. “Klynk, snøft – min mave gør ondt”, piver Ella. Lukker MacBook og løfter op i hendes t-shirt. Ringer på sygeplejersken: “Min datters mave er hævet helt vildt op, hvad er det, der sker?” Læge tilkaldes. Mulig søforklaring: Intramuskulær peg-asparaginase-shot i sidste uge har givet feber pga. akut pankreatit – betændelse i bugspytkirtlen – med tilhørende væskeophobning omkring organerene. Gisp! Sonde stoppes øjeblikkelig (fyldte tarme kan forværre tilstanden) væske øges + infusion af æggehvidestof (binder væsken) og vanddrivende (udskiller væsken). Tøsen ligger slatten hen.

“Erhm, vi venter vel med at gå i gang med næste kemo-blok, til Ella er frisk igen?”, spørger jeg forsigtigt. “Ikke nødvendigvis,” er svaret, “det afhænger helt af resultatet af den snarlige knoglemarvsbiopsi; er der ikke opnået den ønskede remision af leukæmi-cellerne, følger vi protokollen – uanset hvad – for at kræften ikke skal sprede sig.”

Åbner mig en Irma-pilsner, bider tænderne sammen og kysser Bel.