En mærkedag … og det løse

Ella virker stadig ret træt og pirrelig, selv om antibiotikaen hjalp hende tilbage i børnehave for et par dage siden. Hvornår mon de der lunger bliver stærke nok til at modstå en simpel vinterforkølelse? Hvor længe skal vi vente?

Tænker på i forgårs. Den lille ekstra-fødselsdag. Knoglemarvs-fødselsdagen. Toårsdagen for Ellas transplantation. Som vi – tadaaa! – havde husket at plotte i kalenderen i år (modsat sidste februar …)

Da dagen nærmede sig, var vi imidlertid lidt i tvivl om, hvorvidt vi skulle fejre den. Måske den bragte dårlige minder om kedelig sygdom i stedet for glæde over godt helbred?

Det endte med, at vi lod Ella selv vælge, og hun besluttede sig for et stille hurra med bare os fire – og yndlingspizzaen fra pizzamanden.

Ok dag … ligesom i dag:

Lørdagshygge på stuegulvet. “Vi mangler kun lige at bygge en flyvemaskine og male en lufthavn”, synger pigerne, “så er landskabet færdigt.” Der er allerede fundet fin plads til toiletrør-soyaflaske-sushipinde-racerbilen, tippien fra temauge i Ellas børnehave, skotøjsæske-restauranten, det lyserøde køkkenrulle-slot, to papir-broer og et fængsel af strimlet jule-gave-emballage.

I gårdhaven flyver det afpillede juletræ omkring i blæsevejret. Koldt og stormende. Sneen er næsten helt væk derude – desværre også ved kælkebakke-lunden. Så nej tak til frisk luft i dag. Vi bliver inde. Trænger til en hjemmedag.

Har også alle haft rigelige aktiviteter de sidste par uger: Nytårskure, fødselsdagsselskaber, foredrag og møder i cancer-regi og menighedsråd, undervisning i tunesisk hækling og tværfløjte, mødregruppe-middag og et par veninde-besøg.

Nå, nu er freden forbi – pigerne er blevet uenige i kreativiteten, og et par døre smækkes. Kværner mig en kaffetår og fatter hækletøjet.

Skål i latte, mine tøser, og tillykke med livet. Og hinanden.

1 kommentar
  1. Farmor says: 7. februar 201518:39

    Al den kreativitet ville have glædet Jørgen Clevin og “hvad er det nu han hedder”. Jo, Shane!

Kommenter indlægget