Arkiv
Tag "tilbageblik"

Sjove december
Nisserne er flyttet ind. Løjer og lækkerier. Nora nyder at hjælpe til med hemmelighederne, og Ella kan kan næsten ikke sove om aftenen af bare spænding over de mange drillerier, der er i vente. Husker de små træsko-dansende venner nu at lægge godter i julebussen i nat? Hvordan pokker fik de egentlig clementiner ned i støvlerne? Og mon mælken en dag skifter farve? Ligesom sidste år!

I går ved sengetid satte hun sin iPad op foran nissedøren (der af husdyrsmæssige årsager i år er installeret oven på det gamle tobaksskab) – fast besluttet på at opklare mysteriet. Hun trykkede Record og gik ud for at børste tænder. Begejstringen ville ingen ende tage, da det viste sig, at hun sørme havde fanget en rigtig lille dansende nisse på film. Ti hi …

Kreative december
Vi mangler stadig et par julegaver, men det er de hyggelige af slagsen. Sidste år fik Mormor og Farmor hver en hjemmelavet lille glæde-spreder. Den bestod af et sæt spillekort med i alt 52 skøre og skæve sniksnakkerier, sat sammen med scrap-bogs-ringe. Arbejdet skred hurtigt frem – da jeg først havde fået lavet en lille skabelon – for jeg har jævnligt over de sidste ti år noteret troldetøsernes mest kloge, skøre og fjollede ord ned. Så det var egentlig bare copy/paste og klippe/klistre. Er netop i færd med at fremstille ekstrakort til bøgerne (tys tys!), da der siden sidste jul er kommet endnu flere dejlige guldkorn til.

Guldkorn var da også de små fingermalings-Rudolfer, som Ellas legegruppe biksede sammen herhjemme i onsdags. Frygtede nok et lettere kulørt ragnarok på vores hvide vægge, da de fem seksårige gjorde deres entré, men det gik forbløffende godt. Der blev hygget igennem, og alle nåede at få et personligt billede med hjem. Pyh!

Travle december
Jovist, der er gang i hytten. Om morgenen skal der – foruden julebussen – kigges bag lågerne i dimsedut-kalendre fra henholdsvis Schleich og Lego, kattegodbids-kalender til Simba (!) og skrabekalender til fordel for Hjernesagen. I skolen finpudser 0.a. deres nordiske mytologi ved et dagligt afsnit af den uhyyyyyggelige Jul i Valhal, til eftermiddags-teen herhjemme læses højt af et ud af 24 kapitler fra den gamle julehistorie om Nisseungerne Tiske og Taske (i 1974 broadcasted i radioen af forfatteren selv), før aftensmaden toner Nissebanden frem på Ramasjang, og efter Ella-putning er der Far/Mor/Nora-tid i dobbeltsengen foran Juleønsket.

Nå ja, og så var der jo også de herssens 30 minutters daglig læsning, lektier, kammerater, springgymnastik og bueskydning. Udmærket at have dagtimerne til madplaner og indkøb. Når nu det ikke kan være anderledes ..

Eftertænksomme december
Den skarpe læser har måske efterhånden gennemskuet, at der ikke blot tælles ned til juleaften i disse dage. Noget andet og lidt hemmeligt er i gærde. Det er forandringens tid; spændende projekter, spirende venskaber, flere glæder. Nyt håb.

For seks år siden i dag facebookede Anders disse ord:

Så fik jeg endelig købt mig en 3GS og i dag starter min orlov så alt i alt er det vel ok :-)

Ja, Anders skulle overtage barselsorloven, og jeg selv tilbage på jobbet. Dagen efter sad vi på Rigshospitalets Børnekræftafdeling med sygt barn. På ubestemt tid.

Kunsten at balancere. Få øje på den farbare sti gennem flammehavet, gyngebroen over kløften. Lære at tænke i andre baner, tro på det umulige – og holde sig oprejst undervejs. Livet i gråzonen …

I går satte jeg babyalarmen til salg og sat-måleren på loftet. Indtil nu har de ligget parat på øverste hylde i badeværelsesskabet. Hvis nu. Eller noget. Selv om Ella jo det sidste år har kunnet både gå og trække vejret fint igen. Tja.

giv tid! og hver en kvist får blad,
giv tid! – hver blomst udspringer.

 

Rigshospitalets Børnekræftafdeling, 9. juli 2010

Det var en hed sommerdag. En af de hedeste.

Vores lille Ella lagde krop til – hvad vi troede skulle være – hendes allersidste intravenøse kemo.

Hun var kun et år. Og i behandling for leukæmi.

Men nu var hun kræftfri. Sagde lægerne. Så der var balloner i dropstativet. Og kage i fælleskøkkenet.

Jeg tror nok, jeg var glad den dag. Da jeg satte mig ved computeren og postede det allerførste Kemoland-indlæg. Lettet i hvert fald.

Kommer sgu’ hverken til at savne besværligt dropstativ eller frygteligt klaver…

skrev jeg. For selv om vi den kommende tid skulle til jævnlige kontroller derinde på Østerbro, så var det alligevel en slags farvel til det sted, der havde været vores andet hjem siden december.

Farvel til plejepersonalet og ikke mindst alle de andre skønne familier, vi havde lært at kende over de sidste mange måneder. Levet med. Haft morgenhår og gået i slåbrok med. Grinet og grædt med. Begravet børn med.

Det blev dog kun til et på gensyn. Kræften kom retur. Og med den kemo og sorg. På ny.

Tilbage i dødens skygge.

Vist var jeg bange, som jeg sad der og tastede. Men jeg fornemmede alligevel et spirende håb. For jeg havde jo ikke den ringeste anelse om, hvad der ventede os. Og jer, kære læsere, som over årene fandt vej her til bloggen. Fulgte vores familie. I lyst og nød. Sørgede, da leukæmien slog benene væk under os for anden gang. Krydsede fingre, da vi søgte efter en matchende donor. Holdt vejret, da Ella på sin fødselsdag røg på Intensiv i respirator. Fældede en glædens tåre, da hun vågnede op og sagde sine første ord til kameraet. Klappede i hænderne, da hun endelig flyttede hjem igen, rejste sig fra kørestolen og sprang ud i den store vide verden.

Støttede os i disse hårde måneder, hvor vi har haft så svært ved at finde tilbage til livet igen.

Men det skal nok lykkes. Det skal.

Vi er kommet så langt. Sammen. Af hjertet: Tak <3

NB. Denne Kemoland er altså go’ nok …

Forventningsfuld summen. Kommende skolebørn og -forældre fordeles om festsalens tre langborde – ét for hvert spor.

Ella møver målrettet foran i køen og finder en plads ved 0.a.

Jeg kysser hendes tætte krøller, men hun skubber mig væk og sætter sig til rette.

Kun få dage tilbage som børnehavepige. Så hedder det mini-sfo og skolestart.

VELKOMMEN TIL HIMMELEV SKOLE

Den lille blærerøv hakker sig selvsikkert igennem de lange ord på skiltet ved talerstolen og sender et halvarrogant smil afsted til klassekammeraterne. Det skal nok komme til at gå.

Så skal vi bare ha’ Nora up to speed også – efter fem års skolegang i dødens skygge. Bogstaver & tal. Sorg & angst.

(Spids blyanterne, pak tasken, husk madpakken, frisk vand i flasken, kom til tiden, sid stille, frem med bøgerne, lillesøsters hår falder af i totter, husk gymnastiktøjet, bliv på din plads, I am, you are, Christian IV regerede i 59 år, glem ikke cykelhjelmen, duksen fejer gulvet, vinkelsummen i en trekant giver altid 180, lillesøster hoster blod op, der er fem søjler i islam, en karakteristik fremhæver særlige karaktertræk ved en person, legeaftaler, lektier, minimum 20 minutters læsetræning hver dag, kommer lillesøster nogensinde hjem?)

Men det sidste års ro på indlæggelsesfronten lader til at have båret frugt. Vores store pige virker gladere og mere udadvendt end nogensinde før, og for lidt siden kom hun stolt cyklende hjem med samlet resultat af sin nationale læsetest:

Over gennemsnittet på landsplan for elever på 4. klassetrin.

Bøgen er sprunget ud, himlen er blå og lige om lidt har vi ikke en men hele TO skolepiger i husstanden.

Dagens foto: Forår i mit stenbed …

Næh, se nu lige hvad der poppede op i inboxen: En lydfil tilbage fra 2013, som jeg aldrig selv fik hørt.

Det drejer sig om Radio 100-interviewet, der blev bragt som optakt til Ellas første dokumentar-præmiere.

Filen mangler i pressesamlingen, gjorde en venlig læser mig opmærksom på. Og det kan vi jo ikke ha’. Så fat i Morgenshowets radiovært, der har været så rar at finde den frem fra gemmerne.

1.000 tak for det! Samt de kærlige ord med på vejen.

Hermed lille genhør fra mit besøg hos skønne Julie Bundgaard.

Pling! Morgenbesked fra Kongebakken – et par kilometre herfra.

I dag for 65 år siden tog Ole mig med til fest.

Mærkedag; min mors ord vækker minder.

Tænker tilbage på alle de gange, vi har hørt historien om, hvordan mine forældre mødtes, blev gift, nåede både at bygge et par huse og miste alt håb om børn, da pludselig søster og jeg dukkede op.

I dag har min mor rundet de 80, fået fire børnebørn og levet som enke i mere end 20 år.

Gad sgu’ godt kunne invitere min far til lille solskins-øl på terrassen. Og lige vende verdenssituationen.

Fuck cancer. Må nøjes med kig i de gamle albums. Dvæler ved falmet foto fra en umanerligt sen nattetime engang i 70′erne …

Af mig og så min far.

Ella virker stadig ret træt og pirrelig, selv om antibiotikaen hjalp hende tilbage i børnehave for et par dage siden. Hvornår mon de der lunger bliver stærke nok til at modstå en simpel vinterforkølelse? Hvor længe skal vi vente?

Tænker på i forgårs. Den lille ekstra-fødselsdag. Knoglemarvs-fødselsdagen. Toårsdagen for Ellas transplantation. Som vi – tadaaa! – havde husket at plotte i kalenderen i år (modsat sidste februar …)

Da dagen nærmede sig, var vi imidlertid lidt i tvivl om, hvorvidt vi skulle fejre den. Måske den bragte dårlige minder om kedelig sygdom i stedet for glæde over godt helbred?

Det endte med, at vi lod Ella selv vælge, og hun besluttede sig for et stille hurra med bare os fire – og yndlingspizzaen fra pizzamanden.

Ok dag … ligesom i dag:

Lørdagshygge på stuegulvet. “Vi mangler kun lige at bygge en flyvemaskine og male en lufthavn”, synger pigerne, “så er landskabet færdigt.” Der er allerede fundet fin plads til toiletrør-soyaflaske-sushipinde-racerbilen, tippien fra temauge i Ellas børnehave, skotøjsæske-restauranten, det lyserøde køkkenrulle-slot, to papir-broer og et fængsel af strimlet jule-gave-emballage.

I gårdhaven flyver det afpillede juletræ omkring i blæsevejret. Koldt og stormende. Sneen er næsten helt væk derude – desværre også ved kælkebakke-lunden. Så nej tak til frisk luft i dag. Vi bliver inde. Trænger til en hjemmedag.

Har også alle haft rigelige aktiviteter de sidste par uger: Nytårskure, fødselsdagsselskaber, foredrag og møder i cancer-regi og menighedsråd, undervisning i tunesisk hækling og tværfløjte, mødregruppe-middag og et par veninde-besøg.

Nå, nu er freden forbi – pigerne er blevet uenige i kreativiteten, og et par døre smækkes. Kværner mig en kaffetår og fatter hækletøjet.

Skål i latte, mine tøser, og tillykke med livet. Og hinanden.

I dag arkiverer jeg. Samler minder. Og pakker dem væk.

Kommunen siger, jeg må videre.

Små spraglede armbånd på små buttede håndled.

En posefuld ætsende gift, to posefulde hår, en posefuld nyt liv.

Kaos. Struktur. Afmagt. Kontrol.

Det centrale venekateter holdes på plads med stripes. Den tyske knoglemarv med medicin. Iltslangen med skriggul velcro.

Glem endelig ikke tilbagetræk i sonden før tilkobling. Eller de sterile handsker ved rengøring af cvk.

Røntgen: H som højre. Lungen er tæt på at give op. Vi er tæt på at give op. Kan ikke få luft.

Jeg lægger respiratorrøret øverst i huskekassen; den lille ballonslange er sart og knækker let. Det må ikke ske.

Nu låg på. Sådan.

Og så på loftet …

Bækkenløsning og voldsomme blodtryksdyk. Et par måneder før Ellas fødsel måtte jeg overlade vikaren mit skrivebord. Sirlige to-do-lister, alenlange dagsordner, bugnende databaser. Glimt til søerne gennem sprosse-vinduer, frokostmøder på mondæne city-restauranter. Farvel til flirtende kollegaer, travle hverdage.

I skabet med stiletten.

Kemo afløste barsel. Min baby fik kræft.

Stiletten står der endnu …

“Hvad har du så lært af livet i Kemoland?”, spørges jeg tit. Blaaah? Ud over standard-smøren om, at de utallige hasteindlæggelser vist har gjort mig enormt effektiv til at pakke min rejsetaske hurtigt (hvilket jo for så vidt også må være at betragte som en udmærket kvalitet hos en moderne kvinde), så væver jeg ofte rundt i resten af peptalken.

For er jeg egentlig blevet så meget bedre til at leve i nuet og glædes over de små ting her i livet? Eller er det bare en ganske naturlig følge af at være hjemmegående Cancer Mom på sjette år?

Jovist har der været nærvær og kreativitet. Måske mere end ellers. Over årene har jeg strikket, hæklet, syet, filtet, klippet/klistret, læst, kokkereret, shaket drinks, nusset i haven, leget med børnene, shoppet sommerhus med manden, blogget et par ord, skrevet mig en bog, filmet et par film. Men noget skulle tiden i isolation da vel for pokker gå med, eller hva’?

Behøver jeg ligefrem at være blevet et bedre, mere klarsynet, roligt og tilfredst menneske af min datters sygdomsforløb. Er det egentlig ikke nok, at jeg har fået et kræftfrit barn ud af strabadserne?

Så ikke engang nu, hvor tøsen er rask, og vi endelig langt om længe er sluppet for sygehusets evindelige “Du bliver nødt til at tro på det” (når krøllerne svitses af min lille datter) og “Nu har du altså de sorte briller på” (når ungen netop har tilbragt halvanden måned i koma) – nej, ikke engang nu, kan jeg åbenbart få fred for alle kravene.

Det positives tyrani, indeed.

Men så er det, at Professor Brinkmanns lille anti-selvhjælpsbog beroligende hvisker mig i øret, at vi slet ikke kan forvente, at der ligger en læring i alle de kedelige oplevelser, som livet hælder ned over os. Nogle gange trækker vi bare lorten. Punktum.

Og selv om det gør  lidt ondt at læse, så gør det faktisk også lidt godt …

Dagen derpå. Pigerne traller og kan slet ikke tørre party-smilet af. De sidste gæster er først lige gået. Efter 24 timers fremragende børne/voksen-fest. Guf og glitter i overmål. Her i vores lille hjem.

Der resoneres:

Vi er her endnu. De næreste venner, familien, ægteskabet, os selv. Stod distancen.

Ret godt gået.

Sgu’.

2014 var året, hvor vi fik livet tilbage.

2015 bliver året, hvor vi skal til at leve det.

365 blanke sider. Der bare længes efter at blive fyldt ud. Hver og én. Til sin tid. Knitrende forfriskende hvide lagener – direkte fra tørresnoren. Skarp duft af det fri. Næsten for skarp. Men også kun næsten.

Hvad venter vi så på?

Ingenting.

Nu venter vi ikke længere.

Åhr! Når jeg selv fælder en tåre – og det oven i købet ved højlys dag i klippestudiet på Nordisk – hvordan mon det så ikke bli’r til præmieren?

Spontan-frokost for lidt siden med tilrettelægger (den smukke øverst) og visual producer (den flotte nederst), en tur i speak booth samt lille smugkig på den snart helt færdige Ella-dok.

Klip jeg slet ikke husker eksisterede – side om side med klip jeg aldrig vil glemme at have optaget.

Rørende & stærkt. Ligesom sidste film.

Tak til det hårdtarbejdende team, der alle har været med til at binde vores seneste år så fint ind. Året hvor vi – i bogstavligste forstand – kom på benene igen og rejste os. Fra dybet.

Så kryds i kalenderen! Sendetid for udsendelsen sat til:

Mandag 20/10 kl. 21.25