Endnu en møgdag
Morgenmedicinen kommer for sent ifølge vores hjemmebryggede skema (for medicinsedler er der åbenbart ikke overskud til at udprinte til forældrene for tiden). Og det er kun pillerne, så jeg efterspørger den intravenøse kemo; vil gerne i gang med det samme.
Dette nye præparat kræver en times overvågning efterfølgende, inden vi kan komme hjem på orlov, og jeg er ved at skide grønne grise af skræk for, om vi havner i et anafylaktisk chok endnu en gang.
“Det kan ikke blive foreløbigt”, er svaret, “jeg har meget travlt i dag!”
Jo, tak – det har vi faktisk også.
Travlt med at komme ud og væk! Væk fra den her skodafdeling, hvor morgenmad, bad, medicin, omsorg – alt er på hold, når der kommer nydiagnosticerede tilfælde ind. Hvor de utilsigtede hændelser knapt kan nå at blive indberettet, før nye opstår. Selv er vi oppe på tre fejl i denne omgang, og jeg dirrer, hver eneste gang der gives medicin. For sæt nu, jeg ikke når at tjekke lige så grundigt efter som Anders og finde eventuelle fejl i indløbstid, dosis eller opsætning. Så ender vi måske med et Red Man Syndrome, som den stakkels pige i sidste måned.
Og det er sgu’ efterhånden det mindste af det. Hvis de da så for helvede bare kunne finde ud af at gøre vores lille Ella rask. Men hvorfor skulle det gå bedre denne gang end sidste?
Godt man har MosterLines Summerbird-mandelbrød at kunne trøstespise …
Det lyder jo som en fuldstændig gentagelse af sidste indlæggelse. Jeg havde håbet, at de måske havde forstået noget af jeres sidste oplevelse med dem. Hvor er det bare forfærdeligt. Men hold ud, og kæmp mod dem. Det er JER, der har retten, det er JER, der skal nurses.
Jeg håber virkelig, at denne kemo er blid ved hende, så I kan komme hjem, ud, væk fra det sted.
Godt, du er sådan en løvemor og Anders en løvefar. Godt, at du stiller krav og siger hvad du mener – også selvom det kræver mange kræfter. (((Dorte)))
Dorte og Anders: Hold ud!
I kan godt!!!!